Note
Læsetid: 4 min.

10 albanske bøger til dig, der aldrig har været i Albanien

Peter Adolphsen har aldrig været i Albanien, men har med afsæt i sin kærlighed til landets kultur, oplistet 10 albanske bøger til at starte ud på
Peter Adolphsen har aldrig været i Albanien, men har med afsæt i sin kærlighed til landets kultur, oplistet 10 albanske bøger til at starte ud på

Jesse Jacob

Kultur
1. november 2019

Velkommen til Bogkortet, et fast format i Information.

Hver uge vil forfatter Peter Adolphsen bringe dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

TWITTERVERSET

Superskurken Orange Skull

Den øverstkommanderende ostereje har afstedkommet umådelige mængder af spin off-produkter, fra standupkomik til poesi. Siden 2017 har twitterkontoen @PresVillain lavet et såkaldt mash-up af Præsidentens ord og Marvel-tegninger af superskurken Red Skull, Kaptajn Amerikas ærkefjende. Kontoens bagmand (eller -kvinde, måske) vil kun identificeres som DM Higgins, men udtaler:

»Han taler i superlativer, der koger alt ned til overdrevne forsimplinger. Og overdrevne forsimplinger er i udpræget grad superheltetegneseriernes domæne.« Parringen mellem Donald Trump og Red Skull er tit så perfekt, at internettet flere gange har troet, at den amerikanske diktatorwannabe citerer noget, som Red Skull faktisk engang har sagt.

Higgins er ikke den eneste, der forbinder prikkerne mellem The Donald og Red Skull: Forgangne august kom det frem, at Art Spiegel havde skrevet »et orange kranium hjemsøger Amerika« i et essay til en ny Marvel-bog, hvorpå firmaet nægtede at trykke teksten, medmindre denne stikpille blev fjernet.

Spiegel nægtede og fik essayet trykt i The Guardian. Det kunne også læses i dette tillæg den 23. august.

SPANIEN

Mendoza om Francos skelet

Den spanske forfatter Eduardo Mendoza udgav sidste år El Rey recibe, første bind i en ny trilogi, og nu er bind to, El negociado del yin y el yang, så udkommet på spansk i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer.

I forbindelse med lanceringen blev forfatteren spurgt til den nylige flytning af Francisco Francos jordiske rester. Mendoza svarede (og her spidsformulerer jeg), at El Generalísimo ikke fortjener at finde hvile i sit familiegravsted i Madrid, men burde kyles i umarkeret massegrav, ganske som titusindvis af hans ofre blev det.

Ugens 10 bøger

Albanien, mit aldrig besøgte hjerte

Jeg har aldrig været i Albanien, men i sommer hørte jeg et traditionelt sydalbansk bryllupsorkester, Saz’iso, på Roskilde Festival. Violinisten spillede en solo så smuk, at tårerne trillede ned ad mine kinder, faktisk.

Jeg så Gianni Amelios Lamerica for over tyve år siden, og den film spøger stadig i mig. Den albanske forfatter Ismail Kadaré, der nu er 83 år gammel, fik heller ikke i år Nobelprisen.

Ugens bogliste består af albanske bøger. Jeg har aldrig været i Albanien. Eller læst en eneste af de ti bøger. Men Albanien findes stadig, og jeg er endnu ikke død.

  1. Ismail Kadaré: Den døde hærs general (oversat af John Max Pedersen)
  2. Ismail Kadaré: Drømmenes palads (oversat af Gerd Have)
  3. Ismail Kadaré: Ufuldendt april: (oversat af Gerd Have)
  4. Ernest Koliqi: Tregtar flamujsh
  5. Ornela Vorpsi: The Country Where Noone Ever Dies (oversat af Robert Elsie og Janice Mathie-Heck)
  6. Enkelejd Lamaj: Libri i bardhe
  7. Gjergj Fishta: The Highland Lute (oversat af Robert Elsie og Janice Mathie-Heck)
  8. Millosh Gjergj Nikolla: Free Verse (oversat af Robert Elsie)
  9. Petro Marko: Nata e Ustikës
  10. Fatos Kongoli: I humburi

JAPAN

500 meter antikvariat

Hvis ellers det holder tørt i Tokyo i weekenden, så afholdes denne weekend en af verdens største bogfestivaler i den japanske storby. Kanda-festivalen for antikvariske bøger afholdes for 60. gang, og de omkring 150 boghandlere, primært antikvariater, som ligger i kvarteret omkring Jimbocho-stationen, stiller deres varer til skue på en halv kilometer af Yasukuni-gaden (og sidegader).

Bare et tip, hvis nu Informationslæseren tilfældigvis er på de kanter.

USA

Forfattere bag krummelure-støbejern

Byrådet i Bangor (Maine, USA) har enstemmigt godkendt en ansøgning fra Stephen King og hans hustru Tabitha om at omdanne deres hus i byen til et arkiv for den verdensberømte gyserforfatters værker og et arbejdsrefugium for op til fem forfattere ad gangen.

Den blodrøde og statelige bygning med dens tårne og krummelurestøbejernsport er allerede lidt en turistattraktion, men den slags ønsker hverken forfatter eller byråd sig mere af. Stedet skal ikke være et museum og vil ikke være åbent for offentligheden.

ENGLAND

Potter-mor og #HelpingNotHelping

I et forum for unge ledertyper, One Young World Summit i London, lancerede J.K. Rowling forleden et hashtag, der skal agere spydspids for en kampagne, der advarer mod ’volontør-turisme’ på børnehjem.

»Arbejd ikke frivilligt på børnehjem,« sagde hun, »grunden til at vi ikke har børnehjem i den udviklede verden, er, fordi de ofte gør uoprettelig skade. Systemet gør børnene sårbare over for misbrug og trafficking og begrænser deres livsmuligheder. Jeg siger selvfølgelig ikke, at børnehjem altid drives med onde hensigter, men deres påvirkning af børnene er samlet set negativ.«

Hun tilføjede:

»Fattigdom er den altoverskyggende årsag til, at børn havner på børnehjem.«

Rowlings godgørende organisation hedder Lumos.

JORDEN

Datoen 01-11-19

Her på denne bredde- og længdegrad, denne første november 2019, står solen op kl. 7.15 og går ned kl. 16.31. Månen er 18 procent synlig; det er fire dage efter nymåne. Det er den 305. dag i året ifølge den gregorianske kalender. Der er 60 dage tilbage af året.

På denne dag i 1512 blev loftsmalerierne i Det Sixtinske Kapel afsløret for offentligheden, men datoen er mere kendt for jordskælvet i Lissabon i 1755. Det bør også nævnes, at 1. november 1911 fødtes Sonja Ferlov Mancoba (død 1984), og at Ezra Pound døde 1. november 1972 (født 1885).

Det er Allehelgensdag i den katolske kirke. Hertillands har vi af praktiske hensyn flyttet den kirkelige fejring til første søndag i november, men nu til dags, her i senkapitalismen i den anglofone kultursfære, går vi nok mere trick-or-treating end til gudstjeneste. Det var halloween i går. Hvor meget halloween-pynt skal der smides ud i dag? Forretningsliv og skattevæsen siger tak. Jordkloden, not so much.

Serie

Bognyt fra resten af verden

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland – faglitteratur såvel som skønlitteratur. 

Det er verdenslitteraturen vendt på hovedet. Perspektiver, du ikke vidste, du manglede.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her