Essay
Læsetid: 18 min.

I 2006 eksploderede Mohammedkrisen, og dansk poesi blev igen politisk

I 2006 sætter en ny politisk poesi den danske identitet til debat
»Der er sket så meget i de sidste cirka fem år lige fra 9/11 og Irakkrigen til Muhammed-tegningerne. Både indenrigs og udenrigs er der sket meget, som påvirker én. Det er lidt svært bare at sidde og pille i metrik og synes, det er altafgørende. Ordet dansk har i et eller andet omfang ændret betydning, og spørgsmålet er, om man kan skrive på dansk uden at skrive om det.« siger Mette Moestrup i 2006 til Jyllands-Posten.

»Der er sket så meget i de sidste cirka fem år lige fra 9/11 og Irakkrigen til Muhammed-tegningerne. Både indenrigs og udenrigs er der sket meget, som påvirker én. Det er lidt svært bare at sidde og pille i metrik og synes, det er altafgørende. Ordet dansk har i et eller andet omfang ændret betydning, og spørgsmålet er, om man kan skrive på dansk uden at skrive om det.« siger Mette Moestrup i 2006 til Jyllands-Posten.

Nasser Ishtayeh

Kultur
11. oktober 2019

»Er det vigtigt at være politisk?« spørger en journalist fra Jyllands-Posten digteren Mette Moestrup i 2006. Moestrups tredje digtsamling, kingsize, er udkommet i september samme år, og interviewet har både handlet om, hvilken rolle køn, kærlighed og erotik spiller i de nye digte, og om, hvordan den »36-årige digter bruger sig selv, sin krop, følelser og tanker« i digtene, der med journalistens ord »ikke ligner noget andet i dansk lyrik i dag.« Men der er »også blevet plads til en masse realpolitik fra Danmark 2006« i kingsize, bemærker han og stiller så sit spørgsmål.

»Ja. Det er vigtigt,« svarer Mette Moestrup, uden forbehold.

I dag ville det næsten lyde mærkeligt, hvis Moestrup havde svaret det modsatte. Men her midt i nullerne er det faktisk en lille begivenhed, at en digter taler så direkte om, at det personlige og politiske har en plads i poesien, der kan kaldes vigtig. Det gjorde man meget i 1960’erne og især 1970’erne og – af den grund, lyder det tit – mindre i 1980’erne og 1990’erne.

Det er ikke, fordi dansk litteratur bliver politisk fra den ene dag til den anden midt i nullerne. Som det allerede er blevet fortalt i litteraturhistorien her, begynder storpolitiske begivenheder som Irakkrigen at dukke op i flere af de danske romaner, der udkommer omkring 2004. Men i de interview, som for eksempel forfatteren Kirsten Hammann giver om sin roman Fra smørhullet, taler hun ikke om, at det er »vigtigt at være politisk.« Hun taler om, at det er svært at være det.

I Jyllands-Posten to år senere taler Mette Moestrup omvendt om, at det er svært ikke at være politisk for en digter i 2006:

»Der er sket så meget i de sidste cirka fem år lige fra 9/11 og Irakkrigen til Muhammed-tegningerne. Både indenrigs og udenrigs er der sket meget, som påvirker én. Det er lidt svært bare at sidde og pille i metrik og synes, det er altafgørende. Ordet dansk har i et eller andet omfang ændret betydning, og spørgsmålet er, om man kan skrive på dansk uden at skrive om det.«

Mette Moestrups ’kingsize’ var i 2006 med til at sætte tonen for en ny dansk politisk poesi.

Mette Moestrups ’kingsize’ var i 2006 med til at sætte tonen for en ny dansk politisk poesi.

David Bering

Mette Moestrup er ikke den eneste digter, for hvem det danske sprog i 2006 har mistet sin uskyld. Også den ti år yngre Maja Lee Langvad, der i maj samme år debuterer med Find Holger Danske, vil – som det lyder i et interview i Kristeligt Dagblad – sætte danskhedsbegrebet til debat.

Dermed er de to ikke bare blandt bannerførerne for »den nye politiske poesi,« som Weekendavisens Lars Bukdahl peger på i et generationsportræt i Weekendavisen året efter. De er også nogle af de første i dansk litteratur, der insisterer på, at politik også altid er identitetspolitik.

På jagt efter nye stemmer i litteraturen

I 2006 har statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke kun ledt landet i krig, men også ledt sin VK-regering gennem en hel valgperiode og ind i en ny. Dansk Folkeparti anført af Pia Kjærsgaard leverer stadig det parlamentariske grundlag, og kulturkampen om de danske værdier, som Fogh Rasmussen nogle år tidligere har sat øverst på den borgerlige dagsorden, koger.

Og så er der, som Mette Moestrup siger, jo også Muhammed-tegningerne: I 2006 eksploderer den diplomatiske krise, de har antændt året inden.

Faktisk bliver kulturminister Brian Mikkelsens værdipolitiske prestigeprojekt Kulturkanonen – der udnævner de vigtigste danske værker i litteraturen og en lang række andre kunstarter – præsenteret i sin færdige form de selv samme dage i det tidlige 2006, som boykotten af danske varer begynder i saudiarabiske supermarkeder, og det første danske flag bliver brændt af på Vestbredden.

Det skete i 2006

  • Kulturminister Brian Mikkelsen fremlægger den omdiskuterede danske kulturkanon den 24. januar
  • Kåre Bluitgens bog Koranen og profeten Muhammeds liv udkommer den 26. januar
  • Vrede demonstranter i Syriens hovedstad Damaskus stormer den 4. februar både den danske og den norske ambassade og sætter dem i brand. Dagen efter er det Det danske konsulat i Beirut
  • Den 20. februar tildeles den ungarske filosof og forfatter Agnes Heller Sonningprisen i København
  • De første tilfælde af fugleinfluenza kommer til Danmark den 15. marts 

I maj forsøger Berlingske og Gyldendal sig som en slags fredsmæglere i den hjemlige debat om »os« og »dem«. De vil, nobelt nok, adressere det faktum, at forfattere, der ikke tilhører den hvide danske middelklasse, er underrepræsenteret i dansk litteratur. Og udskriver derfor en konkurrence for forfattere »med anden etnisk og kulturel baggrund«.

Den publicistiske drøm er, at man kan fremelske »nye stemmer« – som konkurrencen hedder – der som danske svar på Salman Rushdie og Zadie Smith kan fortælle historier »fra en vestlig kultur, der ikke er den samme som for 50-100 år siden,« som Berlingskes kulturredaktør Jakob Høyer lidt luftigt formulerer det. Under den lettere uheldige overskrift »På jagt efter nye stemmer i litteraturen« – der får det til at lyde, som om nogen enten skal vælges til noget eller hentes hjem som trofæer – præciserer han hensigten:

»Litteraturen i England, Tyskland, Sverige og andre lande har haft det i årtier – og nu bør dansk litteratur også have det: Forfattere med anden etnisk og kulturel baggrund – og med fortællinger fra ghettoer, forstæder, oaser og andre steder, hvor forskellige kulturer mødes i kærlighed, vrede, sorg og alverdens andre følelser og historier.«

»De kan give os et indblik i nogle tankegange og nogle miljøer, som vi ved findes, men som vi måske ikke ved så meget om,« uddyber Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

Det er både velment og kikset. Man efterlyser ligesom en gruppe mennesker, man også på forhånd selv identificerer – for ikke at sige eksotiserer – som marginaliserede »etniske« forfattere: »Dem«, der kan fortælle »os« om »dem«. Disse »andre« med deres »andre følelser og historier« fra »ghettoer, forstæder, oaser og andre steder«.

Ikke desto mindre bliver konkurrencen vundet af (forfatterskoleelev) Shadi Angelina Bazeghi, Outlandish spiller ved prisoverrækkelsen på BogForum, og Gyldendal udgiver antologien Nye stemmer med bidrag fra fjorten af forfatterne plus baggrundsinterview.

Identitet kan både være noget, som påtvinges og nægtes

Kontrasten er stor mellem de forestillinger om identitet, der ligger bag Nye stemmer, og den måde, identitet bliver undersøgt, problematiseret og diskuteret i Maja Lee Langvad og Mette Moestrups bøger.

I sin oprørte anmeldelse af antologien Nye stemmer på sitet LitteraturNu låner Søren Langager Høgh et citat fra Langvads Find Holger Danske for at sætte sin fyndige finger på, hvad han mener, der er galt med at iscenesætte de fjorten forfattere som »nye stemmer«:

»’Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du føler dig dansk,’ hed det i Maja Lee Langvads Find Holger Danske, hvilket lige præcis er dét, der bliver den utilsigtede effekt af Nye stemmer: Din stemme er ikke blot din stemme – den er NY; selv vi de mest velmenende glemmer aldrig, at du er ny og fremmed. Aldrig.«

Teksten, som han citerer fra, er Langvads omskrivning af Janteloven til »Danskerloven«. Den er del af den konceptuelle undersøgelse af Langvads egen erfaring af at være adopteret, som Find Holger Danske både tager sit afsæt i og breder ud til en kritik af den – tydeligt såvel som mindre tydeligt racistiske – måde, identitet også kan være noget, som nogle påtvinges, og ikke mindst noget, som nogle nægtes:

»Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark« og »Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du snakker flydende dansk«, lyder nogle af de andre bud.

Maja Lee Langvad i 2006.

Maja Lee Langvad i 2006.

Jens Astrup

I Find Holger Danske digter Maja Lee Langvad konsekvent ved at citere, opliste, omskrive og manipulere stereotyper og udsagn om, hvad det vil sige at være (eller ikke at være) dansk, som hun henter fra det daglige sprog såvel som de forskellige former for videnskabelig, bureaukratisk, juridisk og ikke mindst politisk sprogbrug.

For eksempel gengiver én tekst bare de negativt værdiladede og uhyggeligt varedeklarationsagtige beskrivelser af forskellige nationaliteters hudfarver og fysiologiske træk, der ifølge bogens kildeliste stammer fra en dansk adoptionsorganisations informationsmateriale fra 1979, hvilket er året før, Langvad selv blev adopteret fra Korea. Om koreanske børn lyder det bl.a., at de »er lyshudede« og, fordi koreanerne »er et af de højeste asiatiske folk«, »ikke er specielt små i forhold til danske børn«.

Også de ordbogsopslag om racistiske udtryk som for eksempel »kineserpis« – der angiveligt kan bruges om både te og »noget, der er dårligt, af ringe kvalitet« – som stammer fra 1997-udgaven af Slangordbogen, indgår i bogen som readymades (det vil, med konceptet, der er hentet fra billedkunsten, sige for eksempel brugsgenstande, der indsættes i en kunstnerisk sammenhæng og dermed får en ny betydning).

Det skete i 2006

  • Med 25 stemmers flertal beslutter Folketinget den 2. juni, at lesbiske og enlige kvinder, kan få udført kunsttig befrugtning af læger på offentlige sygehuse
  • Det Berlingske Officin sender den 16. august deres nye gratis avis Dato på gaden. Dagen efter sender JP/Politikens hus deres gratisavis 24timer på gaden
  • Tyrkiske Orhan Pamuk tildeles Nobelprisen i litteratur den 12. oktober. Det er første gang, en tyrkisk forfatter modtager prisen
  • Jyllands-Postens chefredaktør og kulturredaktør frikendes i civil retssag for krænkelse af muslimers ære ved at bringe Muhammedtegningerne i 2005
  • Alle partiet i Folketinget, undtagen De Radikale, indgår den 21. november aftale rygeforbud på alle arbejdspladser, severingssteder på over 40 m2 og i den kollektive trafik.
  • TV 2 starter 1. december Danmarks første tv-kanal med nyheder 24 timer i døgnet, TV 2 News

I andre tekster manipulerer Langvad mere med digtene og betydningerne. Det bliver polemisk og satirisk, når hun konsekvent skifter ordet dansker ud med Holger Danske, ordet udlænding ud med Holger Udanske og ordet nydansker ud med Holger Nydanske i Dansk Folkepartis valgmateriale fra 2001. Eller når hun hælder politikerens racistiske angst på en ordleg:

»Pia Kjærsgaard drømmer, efter hun har slukket lyset og er faldet i søvn, at der ligger en perker under sengen og sælger hash.

Pia Kjærsgaard kigger under sengen, efter hun er vågnet og har tændt lyset, og ser, at der ikke ligger nogen perker under sengen.

Pia Kjærsgaard drømmer, efter hun har slukket lyset og er faldet i søvn igen, at der ligger en perker under sengen og sælger hash.

Pia Kjærsgaard ser, efter hun atter er vågnet og har tændt lyset, at der ikke ligger nogen perker under sengen.

Pia Kjærsgaard, der atter har slukket lyset og er faldet i søvn igen, drømmer, at der ligger en perker under sengen og sælger hash.«

Men det kan også være mere undersøgende, som når velkendte vendinger manipuleres, så betydningerne muterer, i det spor af små sprogspil, der løber gennem hele bogen:

»blod er tykkere end vand
blæk er tykkere end vand
mælk er tykkere end vand
tykmælk er tykkere end vand,« lyder ét, der pirker til forestillingen om, at biologiske bånd er stærkere end (mad) kultur.

En barsk selvdistance

I bogens mest åbenlyst personlige spor fortæller, undersøger og manipulerer Langvad sin egen adoptionshistorie. Her gengives det adoptionspapir, hvoraf det fremgår, at en pige ved navn »Lee, Chun Bok« tre dage efter sin fødsel den 21. januar 1980, »formodentlig« i Seoul City, Korea, er blevet indleveret på K.S.S. Receiving Home af ukendte forældre.

Med en manipulation, man let kan tage for gode varer, har et identisk papir et par sider længere henne i bogen fået påklistret mærket »ønskebarn« og ny tekst, så barnet i stedet – men altså af Langvad – tildeles nationaliteten dansk, forældrene Inge-Lise og Anton Jeppe Langvad og identiteten Maja Lee Langvad, født 27. marts 1980 i Kastrup Lufthavn, Danmark.

Rent biografisk kan det nærmest ikke blive mere personligt, end når Langvad deler sine identitetspapirer. Men her er ingen patosfuld bekendelse.

En manipulation af Langvads adoptionspapir med det påklistrede mærke ’ønskebarn’.

En manipulation af Langvads adoptionspapir med det påklistrede mærke ’ønskebarn’.

Uddrag fra Find Holger danske

Det samme gælder de blanke spørgeskemaer i officiel stil, der ledsager dokumenterne. »1. Hvor ofte tænker du på mig? a. Dagligt? b. Sjældent? c. Aldrig?« lyder det første under overskriften »20 spørgsmål til min biologiske mor«. »17. Hvorfor bortadopterede du mig? a. Af økonomiske grunde? b. Af sociale grunde? c. Af personlige grunde? (Uddyb gerne),« lyder et andet, nøgternt.

Der er også et spørgeskema til Langvads adoptivmor med det første, ubarmhjertige spørgsmål »1. Hvorfor valgte du at adoptere?: a. Fordi du ikke kunne blive gravid? b. Fordi du ikke ville være gravid? c. Fordi du gerne ville gøre en god gerning? d. Fordi du ikke ville risikere en videreførelse af dine gener med hensyn til udseende, karaktertræk, arvelige sygdomme eller andet? e. Fordi det forekom dig at være eksotisk? f. Andet?« Og der er et spørgeskema til Langvad selv. Og ingen svar vel at mærke.

Det upersonlige, formelle sprog, spørgeskemaerne låner, er, i hvert fald på dets glatte overflade, renset for holdninger og følelser. Der er en barsk selvdistance i, at Langvad kan stille sin biologiske mor et spørgsmål som »13. Anser du mig for at være koreaner, fordi jeg har koreansk blod i årerne?« Men også en tør, hård humor i, at hun forfølger spørgsmålet ud i dets absurde realitet:

»Og hvis ja: Mener du da, at jeg indtil nu har opholdt mig i udlandet?« Alligevel eller netop derfor er spørgeskemaerne så sært rørende. De fortæller helt stille om et radikalt identitetstab – for er hun, som hun spørger, »a. Dansker? b. Koreaner? c. Både dansker og koreaner? d. Hverken dansker eller koreaner?« Ordet jeg optræder kun i de spørgeskemaer, hvor Langvad som en anden ansigtsløs bureaukrat henvender sig til sine mødre, og så i en tekst, der tilsyneladende er en kollage af modsatrettede udsagn om, hvordan forskellige mennesker har det med deres børn og familier, og hvor det er et gætværk at lokalisere ét autentisk langvadsk jeg.

Den tilstand af at være et slags tomt eller blankt jeg, synes bogen at insistere på, er ikke noget alment eksistentielt vilkår, men et identitetspolitisk spørgsmål.

En humoristisk happening om ikke at blande sig med hinanden

Temperamentsmæssigt er Mette Moestrups kingsize helt anderledes end Maja Lee Langvads Find Holger Danske. Kingsize er flagrende og fuld af følelser. Den er også en mere regulær digtsamling. Som dog rummer et væld af vidt forskellige og sammensatte stemmer og genrer – rimende digte, formfuldendte sonetter, fragmenterede noter og dramatiske talkshowdigte – som ikke desto mindre snor sig smidigt ind og ud mellem hinanden i et livligt mix.

Men også i kingsize er de måder, identitet nægtes og påtvinges, og de måder, identitet kan og ikke kan rummes af det danske, et vigtigt anliggende. I en »readymade, cirka« med titlen »Vi Mennesker« dekonstruerer digteren for eksempel den gamle danske etnograf Kaj Birket-Smiths racebegreb ved at skrive hvide kvinder med statistisk kommunefarvet hår, ridebukselår og opstoppernæse ind i de pseudovidenskabelige beskrivelser af blandt andet »Haarformer«, »Særlige Bygningstræk« og »Abnormiteter« hos forskellige ikkeeuropæiske folkeslag fra Birket-Smiths bog af samme navn fra 1946.

På næste side sætter Moestrup et citat fra samme bog – hvor etnografen skriver, at disse mennesker ikke er til nogen »Fare for den øvrige Befolknings Eksistens«, »så længe Skellet mellem dem og de andre opretholdes ved Ægteskabslove og politisk Umyndiggørelse« – sammen med Yoko Onos digt »Touch Poem for Group of People« fra 1963. Og ud af det kommer en serie af digte med titlen »Hårformer«, der ligesom Onos digt – som bare lyder »Touch each other« – også er handlingsanvisninger.

I Moestrups tilfælde til, hvordan man blandt andet med en »Cirkelfletning for 8 personer« og en »Kluddermudderfletning for 8 personer« (hvilket kræver en ekstra person + hejseværk) kan lave mere og mere umuligt sammenfiltrede fletværker af forskellige personers forskellige hårformer. Det er digtet som en demonstration, en humoristisk happening mod den temmelig tragiske anbefaling om ikke at blande sig med hinanden.

Det personlige og det politiske

Det digt i kingsize, som der er mest »realpolitik fra 2006«, er dog »Kærlighed og matematik«. Det handler nemlig om § 1, 1 i Lov om ændring af udlændingeloven af 27. december 2003. Men det handler også, meget bogstaveligt, om den måde politik påvirker poesi, som Mette Moestrup taler om i Jyllands-Posten.

»Jeg drak jasminte en januarmorgen i 2004.
Jeg var forvirret og 34 vintre.
Jeg følte, jeg talte med tal,« begynder det stille og roligt.

Man behøver ikke at vide, at jasminblomsten er et klassisk persisk symbol på poesien og kærligheden for at høre den lyriske – men også næsten staccato? – harmoni i de korte, afrundede linjer, der tre gange i træk begynder med »jeg« og bogstavrimer rytmisk på j’erne, f’erne og t’erne. I alle tilfælde er harmonien også kortvarig.

Herfra udvikler digtet sig nemlig til en decideret dramatisk dialog mellem to indre stemmer om den forvirrede følelse, hvor sætningerne i talesprogstempo flyder mere og mere frustreret, men også livligere henover linjebruddene:

»En stemme i mig forsøgte at huske et cirka 500 år
gammelt koreansk kærlighedsdigt af Hwang Chin-I (1506-1544),
mens en anden forsøgte at forstå § 1, 1
i Lov om ændring af udlændingeloven af 27. december 2003.
Den ene stemme spurgte: Hvad har Hwang Chin-I med § 1, 1
at gøre? Forskellen er stor, sagde den anden
som på kærlighed og matematik.«

Den ene stemme reciterer blidt og brudstykke for brudstykke det længselsfulde digt fra en klassisk, men vel at mærke ikke dansk lyrisk tradition, hvisker

»Jeg delte en lang januarnat i to
og lagde den ene halvdel under tæppet«.

Den anden stemme ringer »til Integrationsministeriet på tlf. nr. 33 92 33 80« og taler med en medarbejder – »lad os kalde hende Alice Mortensen,« lyder det – som prosaisk citeres for at sige, »at § 1, 1/ var en ’lempelse’ af tilknytningskravet for alle over 28 år/ med indfødsret fra fødslen«. »(og i Danmark var jeg født i 1969),« som digterjeget, men også digteren Mette Moestrup, født i Danmark i 1969, privilegiebevidst peger på sig selv i en påhægtet parentes.

Det er ikke bare to væsensforskellige slags sprog – sanselig lyrik og rigid lovlingo – der skurrer disharmonisk mod hinanden her:

»Tæppet er blomstret og duftende som en forårsbrise, men hvordan er næste vers?
hviskede den ene stemme. Men hvorfor er der en aldersgrænse på 6 år
for børn, som adopteres fra udlandet i § 1, 1? spurgte den anden
Alice Mortensen, som sagde, at loven ligestillede adoptivbørn fra 0-6 år
med personer med dansk indfødsret fra fødslen (som fx fra 1969)
i forb. m. opholdstilladelse og ægtefællesammenføring.«

Digtet dramatiserer også en indre splittelse mellem den digter, som gerne bare vil trække sig tilbage til soveværelset og besynge kærligheden, og den digter, som samtidig er en anfægtet borger. Hvor det personlige og det politiske – digteren og statsborgeren Maja Lee Langvad – opløser sig i hinanden i Find Holger Danske, så splitter det sig ud og snor sig sammen igennem i kingsize. Den enes hvisken og den andens råben veksler i et støt stigende crescendo, der hen mod det lange digts slutning kulminerer i noget nær et skænderi:

»Shh. Hvad har Hwang Chin-I med § 1, 1
at gøre? sagde den ene.
Åh, ingenting, sukkede den anden, men der er noget forkert ved § 1, 1.
Adoptere betyder at vælge, og det er ikke barnets valg, om det er 0 eller 7.
Hvisk altså ikke om et blomstret tæppes duft. Råb nej til aldersgrænsen! NU!
Men jeg vil hellere hviske om jasminer og love, hviskede den ene,
og den anden råbte: love staves som love på dansk, og § 1, 1
er en slet skjult love-lov!«

Til sidst er jasminteen »blevet så bitter og kold,/ som jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville blive«. Hvorpå digterjeget erklærer, at det alligevel aldrig er »for sent/ at tage en smuk kjole på/ og gå til fest ved midnat« og i bogens næste digt gør netop det.

Hvis det i Jyllands-Posten lyder, som om Mette Moestrup helt vender sig væk fra det formmæssige arbejde med digtet, der ikke længere synes »altafgørende«, for i stedet at vende sig til en anfægtet skrift, så viser et digt som »Kærlighed og matematik«, at det ikke er så enkelt.

Når dansk politik trænger sig på og bringer digteren ud af fatning, må digtet godt nok også, helt konkret, bryde ud af sin form. Men det er ikke bare sådan, at Moestrup i kingsize skriver politisk indignerede digte i stedet for kærlighedsdigte. Der er også både velklingende versefødder før og efter 2006 i Moestrups digte.

I »Kærlighed og matematik« digter Moestrup netop med spændingen mellem lyrisk tradition og politisk litteratur. For når det private og det politiske, det intime og det juridiske, som i § 1, 1 i Lov om ændring af udlændingeloven af 27. december 2003 er flettet ind i hinanden, så bliver et kærlighedsdigt og politisk digt også to sider af samme sammensatte sag.

Identitetskritisk og danskhed

Når kingsize og Find Holger Danske i 2006 er med til at sætte tonen for en ny politisk poesi, handler det altså ikke kun om, at digtene formulerer en – mere indigneret end resigneret – kritik af Dansk Folkeparti, der for så vidt lige så godt kunne stå i et læserbrev i Information.

Formen er faktisk ret altafgørende. Begge bøger tager på én gang udgangspunkt i en bestemt, kropsliggjort erfaring og problematiserer identitet som sådan. De konceptuelle greb, flerstemmigheden og den hybride form synes med andre ord også at handle om at afvise en bestemt identitet som stærk marginaliseret stemme.

I de følgende år bliver der, på ret forskellige måder, også arbejdet konceptuelt, identitetskritisk og formmæssigt jegkritisk med danskhed i en række andre værker: Martin Larsens ottebindsværk Monogrammer (2007) oplister alle 2,4 millioner »tænkelige lovlige danske navne«, og Eva Tinds DO (2009) er som en tværæstetisk og personlig undersøgelse af den adopteredes dobbeltidentitet særligt beslægtet med Find Holger Danske.

I 2010 kommer både Pejk Malinowskis katalog over ting, danskerne drømmer om og googler, Den store danske drømmebog og Rasmus Graffs »demokratisk« organiserede »ophobning af helsætninger afskrevet fra den lille røde dansk-dansk-ordbog«, Folkets prosa.

Det kommer også til at ændre sig. Når man genlæser kingsize og Find Holger Danske i dag, er humoren næsten overraskende. Det er jo også sjovt, når de to indre stemmer diskuterer med hinanden i Mette Moestrups digt.

I Find Holger Danske er der både hård og tør humor, og der er helt utroligt surrealistisk satire. Den nye politiske litteratur brænder måske netop også igennem, som den gør, fordi bøgerne har masser af performativ publikumsappel.

I sin anmeldelse af Find Holger Danske beretter Erik Skyum-Nielsen om, hvordan det af skældsord og slang højspændte møde mellem racisten Holger Danske og indvandreren Holger Nydanske, der ender med, at de bonder over deres fælles begejstring for bilfælge, høster »stort bifald« til en oplæsning på nullernes litterære insted Ideal Bar.

Og i samme afsnit af Mikael Bertelsen og Mads Brøggers legendariske satireprogram Den 11. time – der fra 2007 til 2008 også leverede landets skæveste formidling af digte og anden kunst med ry for at være utilgængelig – læser Mette Moestrup og Bertelsen ret gakket anagrampoesi op sammen:

»OH SE STORT BRAG!
HVEM ER IK STATSBROGER IFØLGE RETSSBROGET?
(E) TRASESBROG, DET SIR JEG JER!
STATSORGREB MOD SSORGTABER!
ER SBROG STAT? ER STAT SBROG? ERSTAT SBROG! RETSBOG STAR.
BOSS ER TRAGT. BAGERST SORT. BEGSORT STAR. SART RETSBOG.
STATSBORGER, STATSBORGER, STATSBORGER, SKÅL!«

Hvem der »IK« er »STATSBROGER IFØLGE RETSSBROGET«, er præcis, hvad Moestrups »Kærlighed og matematik« og Find Holger Danske spørger kritisk ind til, og det er ikke bare for sjov, selv om det er sjovt.

I tierne bliver alt alligevel alvor på en anden måde. Digtene bliver mindre konceptuelle og flerstemmige og mere bekendende, det er jeger i affekt, der taler patosfuldt i dem. Maja Lee Langvads anden bog, Hun er vred, der har undertitlen »Et vidnesbyrd om transnational adoption« og kommer i 2014, er også en slags endnu mere personligt og ikke mindst rasende og sorgfuldt langdigt.

Og i 2017 udkommer hendes Dage med galopperende hjertebanken, der tager form af en notesbog, hvor et jeg, der er skrøbeligt og stressramt, men også »i kontakt med sig selv,« henvender sig til et elsket du og bl.a. fortæller om de personlige omkostninger, det har haft for Langvad at skrive om og optræde med sin personlige historie.

Med de voldsomme debatter om »Generation Etik« og ikke mindst strukturel racisme i 2014 melder alvoren sig endegyldigt. Førstnævnte opstår efter et generationsportræt af en ny, alvorlig og politisk digtning i Information. Og i sidstnævnte, den såkaldte hvidhedsdebat, kommer ikke mindst Lars Bukdahl i problemer.

Det kan godt være, at den nye politiske poesi har humor og bruger satire. Men som Maja Lee Langvad og forfatterkollegaen Kristina Nya Glaffey slår fast i det siden meget omdebatterede åbne brev, de skriver til Bukdahl i Information i 2014, så er identiteten – som kvinde, som homoseksuel, som adopteret – og de politiske kampe, der står om den, »ikke en postmodernistisk leg«.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen giver på mange måder en fin fremstilling af Mette Moestrups digtsamling "kingsize". Som sådan lever den til dels op til Informations mål om at skrive det 21. århundredes litteraturhistorie, men som litteraturhistorie lider den af den mangel, som også mange litteraturhistoriske fremstillinger til dansk i gymnasiet lider af, når de nærmer sig samtidens litteratur.

Det er fremstillinger, der overvejende er sideordnede og eksemplificerende, med vægt på forskellige former for ligheder. I modsætning til fremstillinger, som mere præcist og direkte tør undersøge ligheder og især forskelle og tør nå frem til en konklusion på området. Denne artikels fremstilling må siges at ligge under for et ”forsigtighedsprincip” og at fremhæve ligheder.

Ved sammenligninger til digtning i samtiden og i de linjer der trækkes, tilbage men især fremefter, til digtning der undersøger det politiske og det, der har med identitet at gøre, må det være afgørende ikke kun at få fremstillet ligheder, men især at få fremhævet og præciseret forskelle.

Det må være afgørende at få præciseret forskelle og ligheder i MÅDEN, hvorpå forfatterne i deres digtning arbejder med det politiske og med det, der har med identiteten at gøre.

Tilsvarende er det væsentligt, når nu forfatterens holdning til sin egen digtning inddrages, at fremhæve forskellen i måden, som forfatteren fungerer på, som henholdsvis digter og som politiserende debattør. Der kan der hos Moestrup opleves en ret klar skelnen, hvilket ikke er tilfældet hos andre digtere i samtiden.

Citeret fra artiklen: ”I dag ville det næsten lyde mærkeligt, hvis Moestrup havde svaret det modsatte. Men her midt i nullerne er det faktisk en lille begivenhed, at en digter taler så direkte om, at det personlige og politiske har en plads i poesien, der kan kaldes vigtig. Det gjorde man meget i 1960’erne og især 1970’erne og – af den grund, lyder det tit – mindre i 1980’erne og 1990’erne”.

Det er rigtigt, men det må også være væsentligt at få fremhævet de meget forskellige MÅDER, det personlige og det politiske undersøges på, og at denne forskel i digtningen er mindst lige så væsentlig som lighederne.

Godt nok er den politiske tendens tydelig hos Moestrup, men der er bl.a. også tale om flerstemmig interaktionslyrik med brug af montageagtige former. Det giver nogle mangfoldige, komplekse og åbne muligheder for undersøgelse af det, der har med politik og identitet at gøre, som det gøres hos Moestrup.

Det står i kontrast til forskellige former for senere digtning, der bl.a. gør brug af performativ biografisme og digtning, der kan karakteriseres som autofiktion, og som ikke tilsvarende er kendetegnet ved mangfoldighed, kompleksitet og en åben undersøgelse af det, der har med politik og identitet at gøre. Dette er som sådan ikke en kritik af performativ biografiske og autofiktion, men snarere af den måde, det bruges på.

I artiklen fremstilles det bl.a. således:

”I tierne bliver alt alligevel alvor på en anden måde. Digtene bliver mindre konceptuelle og flerstemmige og mere bekendende, det er jeger i affekt, der taler patosfuldt i dem”.

”Med de voldsomme debatter om »Generation Etik« og ikke mindst strukturel racisme i 2014 melder alvoren sig endegyldigt. Førstnævnte opstår efter et generationsportræt af en ny alvorlig og politisk digtning i Information . Og i sidstnævnte, den såkaldte hvidhedsdebat, kommer ikke mindst Lars Bukdahl i problemer”.

Bjarne Toft Sørensen

”Men i de interview, som for eksempel forfatteren Kirsten Hammann giver om sin roman Fra smørhullet, taler hun ikke om, at det er »vigtigt at være politisk.« Hun taler om, at det er svært at være det”.

Hvad taler Hammann og Moestrup hver især om, når de taler om ”det politiske”? Ligheder og forskelle?

”Begge bøger tager på én gang udgangspunkt i en bestemt, kropsliggjort erfaring og problematiserer identitet som sådan. De konceptuelle greb, flerstemmigheden og den hybride form synes med andre ord også at handle om at afvise en bestemt identitet som stærk marginaliseret stemme”.

Ja, men det konceptuelle greb er også meget forskelligt i de to værker, og hvilke konsekvenser får det for den MÅDE, som det politiske kommer til udtryk i værkerne på? Præciser det dog!

”Med de voldsomme debatter om »Generation Etik« og ikke mindst strukturel racisme i 2014 melder alvoren sig endegyldigt”.

Hvad menes der med ”alvoren”, og er der nogen, der ikke er alvorlige? Er der ikke snarere tale om debatter, hvor der kommer forskellige synspunkter til udtryk?

” ---- åbne brev, de skriver til Bukdahl i Information i 2014, så er identiteten – som kvinde, som homoseksuel, som adopteret – og de politiske kampe, der står om den, »ikke en postmodernistisk leg«”.

Er det så enkelt? Hvad drejer uenigheden sig egentlig om? Som debatten udvikler sig, er der så ikke snarere tale om en ”råben i øst og i vest”?

Hvis en litteraturhistorisk fremstilling fra 00erne og frem til 20erne skal være karakteriseret af bare en vis klarhed vedrørende det politiske, det etiske (moralske) og det, der har med identitet at gøre, bliver den nødt til at klargøre sin anvendelse af begreberne.

Ellers bliver det umuligt nærmere at afklare de meget forskellige MÅDER, som det politiske, de etiske og det, der har med identitet at gøre, kommer til udtryk på. Det gælder såvel i forhold til de værker, som omtales og sammenlignes undervejs i den litteraturhistoriske fremstilling, som i forhold til debatter i medierne i tilknytning til bestemte værker og udtalelser om bestemte værker og forfatteres virke.

Ofte er debatterne og uenighederne præget af et forholdsvis lavt præcisionsniveau, og de handler således typisk om både det samme, men også om noget meget forskelligt. Ofte er det ud fra et litteraturvidenskabeligt ( - og historisk) perspektiv ret uklart, hvad det egentlig er, debattørerne er uenige om.

Hvis en litteraturhistorisk fremstilling fra Informations side skal have værdi som litteraturhistorie (og ikke blot trivial - journalistik), bliver den nødt til at hæve sig op over det niveau, hvor der alene refereres forskellige positioner, ud fra hvad f.eks. forfattere, kritikere og litteraturvidenskabsfolk har udtalt.

Som sådan kan Informations litteraturhistorie fra 00erne og frem ikke undgå at lægge et PERSPEKTIV for sin fremstilling, og helst et, der på et vist niveau kan leve op til litteraturvidenskabelig standard.