Læsetid: 17 min.

I 2007 bliver den danske koloniale fortid behandlet i litteraturen, og ’det danske’ bliver iagttaget udefra

Året er 2007, og fortiden bliver omdrejningspunktet i dansk litteratur, ved at forfattere kaster nutidige blik på historien og er med til at påvirke fortiden og det lys, vi ser den i
Hvor danske forfattere førhen enten har rendyrket klicheen om den ædle vilde eller klicheen om den sociale taber og således gestaltet grønlænderen enten som et smukt korrektiv til det gennemciviliserede danske samfund eller som dette samfunds sørgelige biprodukt, dér formår Kim Leine at bringe sig i øjenhøjde med grønlænderne, om end folk har diskuteret, hvorvidt han får lavet et nyt drømmebillede om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske dansker og de seksuelt meget frie grønlandske piger, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Hvor danske forfattere førhen enten har rendyrket klicheen om den ædle vilde eller klicheen om den sociale taber og således gestaltet grønlænderen enten som et smukt korrektiv til det gennemciviliserede danske samfund eller som dette samfunds sørgelige biprodukt, dér formår Kim Leine at bringe sig i øjenhøjde med grønlænderne, om end folk har diskuteret, hvorvidt han får lavet et nyt drømmebillede om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske dansker og de seksuelt meget frie grønlandske piger, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Lucas Jackson

18. oktober 2019

Der hersker inden for litteraturen en forunderlig ’baglæns kausalitet’, forstået på den måde at hvert værk, hvert stykke nutid, kan påvirke, bestemme den fortid, hvor det engang selv kun var en fremtid.

Den slags erkendelser siges at være barnemad for en astrofysiker, der har lært at tænke i ormehuller og samtidige parallelt eksisterende universer, men for en litteraturkritiker eller litteraturhistoriker er det hver gang en lige spændende overraskelse at opdage, hvordan noget nyt omdefinerer det gamle.

Således kunne Hans Hauge i sin bog Post-Danmark (2003) pludselig læse en 75 år gammel klassiker, romanen Fiskerne af Hans Kirk, med postkoloniale briller og se, hvordan handlingens møde mellem grundtvigianerne og de indremissionske fiskere foregreb konfrontationen i dag mellem ’os’ kristne danskere og det udefra indtrængende, muslimske og dermed fremmede ’de’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Med sin indledning om ”baglæns kausalitet” i litteraturen, en sammenligning med astrofysikeres tænkning om parallelle universer, Hans Hauges værk ”Post-Danmark” og postkoloniale læsninger af Karen Blixens ”Den afrikanske farm” er Skyum-Nielsen ude på narrestreger.

På den ene side anerkender han, som jeg læser artiklen, i sine egne analyser den ”baglæns kausalitet” i overført betydning, men ikke i bogstavelig forstand, til trods for at der i underrubrikken står:

” ---- at forfattere kaster nutidige blik på historien og er med til at påvirke fortiden og det lys, vi ser den i”.

Som det er formuleret, får vi indtryk af, at forfatterne ikke kun påvirker historieskrivningen, men at de også påvirker fortiden, ved at de ændrer den.

At det altså ikke kun er perspektivet på fortiden, der ændres, men at det er selve fortiden, der ændres, ved at fortiden omskabes af forfattere og historieforskere.

Der lægges med en sådan formulering åbenbart op til en diskussion af socialkonstruktivisme i såvel litteraturhistorieforskningen som historieforskningen (den ”store” historie”) og i samspillet mellem de to.

Når jeg bruger udtrykket ”narrestreger”, er det fordi Skyum-Nielsen med sin fremstilling implicit rejser diskussionen og sætter spørgsmålstegn ved Hans Hauges og de postkoloniales analyser, samtidig med at han ikke eksplicit tager stilling til de rejste problemstillinger i forbindelse med sine egne analyser i artiklen.

Om der f.eks. her, fra Skyum-Nielsens side, tænkes på en æstetisk eller retorisk konstruktivisme af mere erkendelsesteoretisk karakter, en konstruktivisme af ontologisk karakter, der sætter spørgsmålstegn ved selve repræsentationsbegrebet, eller en kombination af de to, kan det være vanskeligt at afgøre.

Ingen af de nævnte teorier vil dog gå så langt som til at påstå, at det, der sker i historiens forløb, ikke eksisterer i virkeligheden, uafhængigt af at vi forsker i og skriver om det, selv om visse former for forskning på området for kunst og kultur umiddelbart kan efterlade et sådan indtryk. Altså af en omvendt kausalitet i bogstavelig forstand.

At det er os, der er skabere af det, der sker i historiens forløb, i og med at der forskes i det eller skrives fortællinger om det. På samme måde som stjernerne først ville kunne siges at eksistere i virkeligheden, efter at vi har navngivet dem.

På den anden side er det vigtigt at fastholde, at hvad virkeligheden er, ved vi først, når vi har forsket i den og skrevet fortællinger om den, og at ny forskning kan give nye resultater.

Jeg værdsætter dog Skyum Nielsenss selvreflekterende (og implicit teoretiserende) blik på sin egen betydning som litteraturforsker (- historiker).

Tilsvarende på blikket på forfatterens bidrag til, ved sine senere værker, at give sine tidligere værker en ny betydning som fortælling af historisk karakter, ligesom værker af andre forfattere kan bidrage til værkets nye betydning.

Det drejer sig om skrivning – genskrivning – omskrivning af både litteraturhistorien og historien (den ”store” historie), og også om hvordan de to former for historieskrivning indvirker på hinanden.

Kritikere og litteraturforskere bidrager altid til historieskrivningen med deres arbejde og ikke mindst med de publikationer, der kommer ud af deres arbejde. Efterfølgende arbejder er medvirkende til, i større eller mindre grad, at ændre den historiske betydning af både andres og egne tidligere arbejder.

At det samme må gælde for forfatterne, i forhold til deres tidligere værker, må være indlysende.

Det er ikke kun noget, litteraturforskere ind imellem skal blive overrasket over, men noget de helst gennemgående skal være bevidste om. Ligesom pædagogen helst skal være bevidst om, at når vedkommende bidrager til barnets dannelse, så er vedkommende også indirekte med til at skabe betingelserne for dets fremtid.

Når det drejer sig om den koloniale historie, må en række kultur (teoretiske) forståelser nødvendigvis ligge til grund for den måde, historien og dens fortællinger fremstilles på. Disse kulturforståelser er hele tiden til forhandling og under forandring, hvilket bidrager til ændringer i historieskrivningen.