Essay
Læsetid: 17 min.

I 2007 bliver den danske koloniale fortid behandlet i litteraturen, og ’det danske’ bliver iagttaget udefra

Året er 2007, og fortiden bliver omdrejningspunktet i dansk litteratur, ved at forfattere kaster nutidige blik på historien og er med til at påvirke fortiden og det lys, vi ser den i
Hvor danske forfattere førhen enten har rendyrket klicheen om den ædle vilde eller klicheen om den sociale taber og således gestaltet grønlænderen enten som et smukt korrektiv til det gennemciviliserede danske samfund eller som dette samfunds sørgelige biprodukt, dér formår Kim Leine at bringe sig i øjenhøjde med grønlænderne, om end folk har diskuteret, hvorvidt han får lavet et nyt drømmebillede om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske dansker og de seksuelt meget frie grønlandske piger, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Hvor danske forfattere førhen enten har rendyrket klicheen om den ædle vilde eller klicheen om den sociale taber og således gestaltet grønlænderen enten som et smukt korrektiv til det gennemciviliserede danske samfund eller som dette samfunds sørgelige biprodukt, dér formår Kim Leine at bringe sig i øjenhøjde med grønlænderne, om end folk har diskuteret, hvorvidt han får lavet et nyt drømmebillede om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske dansker og de seksuelt meget frie grønlandske piger, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Lucas Jackson

Kultur
18. oktober 2019

Der hersker inden for litteraturen en forunderlig ’baglæns kausalitet’, forstået på den måde at hvert værk, hvert stykke nutid, kan påvirke, bestemme den fortid, hvor det engang selv kun var en fremtid.

Den slags erkendelser siges at være barnemad for en astrofysiker, der har lært at tænke i ormehuller og samtidige parallelt eksisterende universer, men for en litteraturkritiker eller litteraturhistoriker er det hver gang en lige spændende overraskelse at opdage, hvordan noget nyt omdefinerer det gamle.

Således kunne Hans Hauge i sin bog Post-Danmark (2003) pludselig læse en 75 år gammel klassiker, romanen Fiskerne af Hans Kirk, med postkoloniale briller og se, hvordan handlingens møde mellem grundtvigianerne og de indremissionske fiskere foregreb konfrontationen i dag mellem ’os’ kristne danskere og det udefra indtrængende, muslimske og dermed fremmede ’de’.

Selv troede Hans Kirk, at han havde skrevet en roman om, hvorledes fiskernes stærke gudstro og solide arbejdsfællesskab satte dem i stand til – på trods af modgang – at etablere sig i nye omgivelser, og hvordan den materielle fremgang efterhånden gjorde deres strenge seksualmoral overflødig. Men i virkeligheden, påviste Hauge, foregreb bogen de kultursammenstød, som finder sted nu i dag, og som afdækker et Danmark hinsides det nationale.

Det skete i 2007

 

  • Rumænien og Bulgarien indtræder den 1. januar i EU
  • Kommunalreformen træder i kraft den 1. januar med 98 nye kommuner og 5 nye regioner
  • En video af Saddam Husseins henrettelse den 2. januar er en af de mest sete nogensinde på Google Video og YouTube.
  • Partiet Ny Alliance stiftes den 7. maj af Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg
  • Bjarne Riis, vinderen af Tour de France i 1996, indrømmer på et pressemøde den 25. maj, at han har benyttet EPO, da han vandt.
  • Den sidste danske soldat forlader den 7. august Camp Dannevang, der i godt 2 år har dannet rammen om den danske indsats i Irakkrigen

På samme måde har man efter årtusindskiftet kunnet læse Karen Blixens Den afrikanske Farm (1937) ikke som historien om et smerteligt tab og dets lykkelige overvindelse eller som beretningen om den store farlige kærlighed mellem jegfortælleren og en belæst, men lovlig flyvsk engelsk aristokrat, men som vidnesbyrd om en konfrontation mellem Europa og Afrika, hvide og sorte, rige og fattige, kristne og så folk, der tror på mirakler og ånder, og som sætter skæbnen lig med den vilde natur.

Og hermed er vi for så vidt fremme ved den litterære begivenhed, som skal danne fokus her, nemlig udgivelsen i januar 2007 af debut- og erindringsromanen Kalak skrevet af den på dette tidspunkt aldeles ukendte 45-årige sygeplejerske Kim Leine.

En dybt smertelig offer- og misbrugsfortælling

Når denne udgivelse er så vigtig, er det ikke så meget, fordi den viste sig at være begyndelsen på et frodigt forfatterskab, som har opnået kolossal udbredelse, men snarere fordi bogen har vist sig at være del af et større mønster, som senest har demonstreret sin livskraft med Mich Wraas romantrilogi om de dansk-vestindiske øer og slavernes vilkår dér samt udgivelsen 2017 af GAD’s fembindsværk om dansk kolonihistorie – et mønster, som omhandler det, der på tysk kaldes Vergangenheitsbewältigung, på dansk: forvaltning af fortiden.

Læst umiddelbart, på de præmisser, genreangivelsen »erindringsroman« lægger op til, fremtræder Kalak i sit selvbiografiske hovedspor som en dybt smertelig offer- og misbrugsfortælling – ’misbrug’ taget i dobbelt betydning.

I første kapitel sidder jegfortælleren på et personaletoilet på hospitalet i Nuuk parat til at perforere en vene og fylde sig med petidin (stærkt smertestillende medicin, red.), da nogen med ét banker på døren og bekymret siger:

»Kim!«

Kim Leines debutroman ’Kalak’ fra 2007 fremtræder som en dybt smertelig misbrugsfortælling, der blandt andet foregår i Grønland. Men Leine portrætterer ikke klicheen om Grønland, som forfattere før ham har gjort, han bringer sig derimod i øjenhøjde med grønlænderne.

Kim Leines debutroman ’Kalak’ fra 2007 fremtræder som en dybt smertelig misbrugsfortælling, der blandt andet foregår i Grønland. Men Leine portrætterer ikke klicheen om Grønland, som forfattere før ham har gjort, han bringer sig derimod i øjenhøjde med grønlænderne.

Mikkel Østergaard

I andet kapitel springes der helt tilbage til foråret 1978, hvor en purung mand ankommer med tog til København. Han er flygtet fra den bygd i Norge, hvor han hidtil har boet med sin mor, lillesøster og stedfar – alle medlemmer af sekten Jehovas Vidner – for nu vil han genfinde sin far, som forlod sekten for 12 år siden.

Aldrig så snart er Kim installeret hos faren og dennes ligeledes homoseksuelle samlever Svend, før et pædofilt misbrug bliver indledt ud fra den dybt forkvaklede logik, at bestemte hormonelt betingede tegn på lyst bare automatisk er det samme som ligeværdig accept fra offerets side:

»Jeg forsøger at gøre mig helt slap, at forvandle mig til sand, der forsvinder mellem hans fingre. Fortvivlet mærker jeg, at jeg har ståpik. Skamløst er den krøbet frem under kanten på underbukserne.«

»Man er vel kun et menneske, siger han. Det lyder, som om han er ved at græde. Pludselig brister han i latter. Men lille dreng! Det er vist ikke kun mig, der er morgenfrisk.«

»Med en varm og blød hånd rører han ved min skam. Så fører han hånden op til næsen, inhalerer dybt, stirrer mig i øjnene. Han bøjer sig over mig. Hans hænder er kyndige, hans mund våd. Han siger, du har vel ikke noget imod, at jeg tager pyjamassen af? Nej, nej, siger jeg. Du må sige til, hvis der er noget, jeg gør, som du ikke bryder dig om. Vil du love mig det? Jeg siger, ja. Men lige nu har du det vist fint, siger han og ler.«

Læg i denne klinisk konkrete beskrivelse især mærke til kommaet før ordet »ja«, som angiver en pause, en tøven.

Kommaet udtrykker præcis samme ængstelige ambivalens som dialogen i Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt (2001) i den scene, hvor drengen en morgen ligger hos voksne Gustav i dennes seng:

»’Jeg kæler bare lidt med mig selv. Det gør jeg altid, når den er sådan her,’ sagde han og kiggede ligesom vådt på mig, imens hans ånde langsomt blev anderledes.«

»Jeg var totalt forvirret. At kæle? Med sig selv? Nede hos min farmor kunne man kæle med Zenta, der var en stor sød schæferhund. Og man kunne kæle med kattene. Min farfar tog sommetider også en kylling op ude i hønsehuset. Den kunne man få lov at stryge. Det var vel også en slags kæle? Men jeg kendte ingen, der kælede med deres tissemand, og som samtidig sagde, at de kælede med sig selv.«

»’Vil du prøve?’«

»’Nej,’ sagde jeg hurtigt.«

»’Men så bare kig, så skal du se noget sjovt,’ sagde han.«

Grønland idylliseres langtfra

Man kunne uden vanskeligheder fortsætte sammenligningen mellem Kalak og Det bliver sagt. Begge bøger er tilbageskuende erindringsfortællinger, og begge skildrer de, hvordan det seksuelle misbrug kaster lange skygger fremad i jegfortællerens liv, i tilfældet Kim hovedsagelig i form af mistet evne til at forene kærlighed og seksualitet, men også som en følelseskuldens forbandelse, en ensomhed, der på et vist tidspunkt må erkendes som ubodelig, slet og ret. »Den er noget, jeg må lære at leve med.«

Da denne sætning falder, befinder jegfortælleren sig i Grønland, hvortil han er flyttet med hustru og to børn, og hvor han befinder sig bedre og bedre. Ord for ord lærer han sig grønlandsk, og måltid for måltid, med sælsuppe og rå lever, indlever han sig i den fremmede kultur:

»Maden og sproget. De er redskaberne i min integration, midlerne til at distancere mig fra mine landsmænd, som stadig, efter 270 års tilstedeværelse i landet, klumper sig sammen om deres gule ærter og stegte flæsk.«

At spise og snakke grønlandsk bliver derimod for Kim-figuren en gave, for det sætter ham i stand til så at sige at lade sig gensocialisere på et andet sprog end det, han blev syg eller i hvert fald psykisk skadet på:

»At tale grønlandsk er at ændre sin måde at tænke på. Jeg bliver et andet menneske, når jeg taler grønlandsk.«

Senere, i en kø i Kastrup, lyder de grønlandske passagerers samtale for ham som »en blid og vederkvægende musik«, og endnu senere, hvor han for en tid har bosat sig på Langeland, må han klart konstatere, at »fjeldenes profiler har ridset sig ind i mine nethinder og står i grel kontrast til disse pløjemarker«.

Nok er han blevet ejer af et hus, hvor han og familien kan bo, men livet er stadig et andet sted.

»Jeg har aldrig forladt Grønland. Jeg ligger i virkeligheden ikke på denne seng, men i bunden af en passagerbåd, på vej ud af en fjord i Diskobugten i hård storm, og vrider mig i søsygens pinsler.«

Bemærk i denne passage især, at Grønland langtfra idylliseres. Ganske vist bevæger jegfortælleren sig her støt fremad mod en skilsmisse, men med den erkendelse følger smerte. Dog, med smerten følger også en ankomstens fred:

»Det er her, jeg hører til,« som han fastslår, da han atter er flyttet nordpå.

Hvad skyldes hans smerte ud over bruddet? Og hvad betyder smerterne? Er det savnet af børnene, der forårsager dem, er det savnet af en kvinde, isolationen, splittelse mellem Danmark og Grønland, eller »er det ældre dårligdomme, der er ved at gnave sig gennem min kæbe og hæl?«.

Bogen svarer ikke, for den fastholder datidsperspektivet og overlader det til læseren at slutte sig til, at alting nok er galt på samme tid. At splittelsen findes på alle niveauer, også mellem pligt og lyst, virkelighed og drøm, ja, mellem liv og død, i en tematisk mangfoldighed, som løfter erindringsromanen højt op over det private.

Sidenhen er det som bekendt gået stærkt og til stadighed opad. Året efter udkom Valdemarsdag, en grum beretning om det jalousimord, forfatterens farfar i sin tid begik, men med Tunu (2009) vendte Leine mentalt tilbage til Grønland og skildrede i vanlig sansekonkret stil en sygeplejerskes oplevelser i en afsides bygd. Og med Profeterne i Evighedsfjorden (2012) og Rød mand/Sort mand (2018) lagde han ikke alene det danske, men også det norske og efterhånden et stort internationalt publikum for sine fødder, ferm som han var blevet til at udmønte grundig historisk research i dramatiske scener.

I øjenhøjde med kolonilandene

Læser man herefter Kalak i lyset af Leines senere forfatterskab, altså den fremtid, som nu har gjort erindringsromanen til fortid, men som muligvis allerede stod foregrebet i denne, tegner der sig nye sammenhænge. For så forvandler debuten fra 2007 sig til et enkeltbillede af forholdet mellem det i sin selvforståelse humanistiske Danmark og lande, som har haft koloni- eller kolonilignende status, og hvor danskere har udøvet en form for magt og været konfronteret med nogle mennesker, der skulle forholde sig til den magt.

Anlægger man det perspektiv, opdager man – eller ser man bare bedre – den kritiske distance, som Leine lægger til det danske allerede i sin første bog, for eksempel hvor jegfortælleren sammenligner sig selv med sine fastboende landsmænd:

»I princippet ærer og agter de grønlændere, grønlandsk sprog, grønlandsk kultur, men inderst inde ved jeg, at de hader det. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg taler sproget, og at jeg synes, det er lidt ynkeligt af dem ikke engang at prøve.«

»Jeg ved, at mine bemærkninger virker stødende på dem, at de føles som kritik af dem og deres værdier. Og det er de. Jeg har ikke noget imod at vise dem min afsky, sådan som de viser mig deres. Jeg har ikke noget imod denne stadig voksende distance. Jeg har mit eget liv, tænker jeg. Og I er ikke med i det.«

Det er denne afgørende afstand, der markeres gennem titelordet ’kalak’, som er grønlandsk for en ’skide grønlænder’, en ’forbandet grønlænder’, ordet, hvormed jegfortællerens indfødte omgivelser vil angive, at han nu anerkendes som hørende til dem, som danskernes ’vi’ kalder ’de andre’ og ’de’.

Den accept får på det erotiske plan sin parallel i den selvfølge, hvormed en lang række grønlandske kvinder går til ham og går med ham og seksuelt går planken ud med ham. Disse forhold, der rækker fra engangsknald over længerevarende bekendtskaber til noget, som er lige ved at ligne samliv, får så en sammensat karakter, takket være forskel i indsigt mellem datidsplanets Kim og nutidsplanets Leine.

For betyder de mange erotiske eventyr på den ene side en personlig frigørelse, og at Kim opdager, at han kan være fysisk attråværdig for andre end sin far, så medfører de dog på den anden side masser af konflikter, som alle koldsindigt registreres via romanens serielle komposition.

En af pigerne, Karina, møder op ved døren til lejligheden i Nuuk og flår den troløse elsker i ansigtet, en anden, Monika i en bygd ovre i Østgrønland, opsøger ham, plørefuld som hun er, men afvises og brænder inde i sit hus efter en gaseksplosion. Beskrivelsen af hendes lig lader sig læse både som en slags sygehusjournal og som et tragisk digt:

»Der er ikke meget tilbage af den pige, jeg måske elskede, og hvis død jeg måske har forvoldt. En forkullet torso, et kranie hvis indhold er kommet i kog, så det har åbnet sig som en blomst.«

Når dette billede må brænde sig fast, hænger det selvfølgelig sammen med dets visuelle og verbale appel. Men det skyldes også i konteksten hele den måde, hvorpå Kim Leine beskriver Grønland og de grønlandske kvinder.

Hvor danske forfattere førhen enten har rendyrket klicheen om den ædle vilde eller klicheen om den sociale taber og således gestaltet grønlænderen enten som et smukt korrektiv til det gennemciviliserede danske samfund eller som dette samfunds sørgelige biprodukt, dér formår Kim Leine at bringe sig i øjenhøjde med grønlænderne, om end folk har diskuteret, hvorvidt han får lavet et nyt drømmebillede om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske dansker og de seksuelt meget frie grønlandske piger.

Hans blik på disse har i hvert fald hverken det romantisk eksotiserende præg eller det udefrakommende autoritære. Derved adskiller han sig fra blandt andre Aage Ibsen og romanen Fjældgænger fra 1908 og fra Peter Høeg med Frøken Smillas fornemmelse for sne fra 1992, men også fra den lange række mellemliggende danske litterære skildringer af »kulturkløften« eller »det fejlslagne kulturmøde«.

Således blev tingene i hvert fald stillet op i et interview her i bladet i februar 2008 med især Kirsten Thisted, ph.d. og lektor i minoritetsstudier ved Københavns Universitet, der havde læst og analyseret stort set samtlige grønlandsfiktioner i dansk litteratur. Hun kunne konkludere, at der er sammenhæng mellem på den ene side klicheerne om isbjørnejægere og åndemanere og på den anden side billedet af taberen lost in translation mellem tradition og modernitet.

Eksotiseringen er dels projektioner af en dansk bevidstheds behov for at gestalte en oprindelig andethed, dels ifølge Thisted en ussel basis for et kulturmøde:

»Den betyder, at man ikke ser grønlænderne, som de er, men som man tror, de er. Man ser kun sine egne drømmebilleder.«

Næsten som et svar herpå kunne Iben Mondrup (f. 1969) i gennembrudsromanen Godhavn (2014) ikke alene skildre tre danske søskendes opvækst, men også samtidig fremstille kulturmødets drama ved at lade Bjørk, Knut og Hilde erfare den fremmedhed og dobbelthed, der ligger i at være dansk i Grønland. Om forældrene hedder det her:

»De bor i byen, ja, de er i byen og gør det, de gør, arbejder, tager sig af ting, er noget for byen. Men en del af byens krop er de ikke, i hvert fald ikke rigtigt; de er ikke dens ene arm eller dens ømme ryg. De arbejder på kroppen, udefra og indefra, tilser dens funktioner, skruer på en knap her, justerer på et filter dér, men de er den ikke, ikke huden, ikke kødet, ikke i rivende fart gennem blodbanerne.«

Det er beskrivelsen af et kulturmøde – eller mere præcist en konfrontation mellem administratorer og forvaltede, vel at mærke set gennem børnene, der på én gang er del af og ikke kan identificere sig med danskernes magtposition. Og hvorfra er det, vi kender dette medvidende og medskyldige blik?

Politisk nødvendig fortidsforvaltning

Jo, det definerer optikken i det digre manuskript, som Jakob Ejersbo (1968-2008) forsommeren 2007 afleverede til Gyldendal, og som han havde arbejdet på siden gennembruddet med Nordkraft i 2002.

Planen var hele tiden at skildre en sammensat gruppe unge, som i 1980’erne mødes i miljøet omkring den internationale skole i Moshi i Tanzania, og således skabe en kollektiv fiktion. Men værket skulle samtidig stille skarpt på hver enkelt af dem. Hver figur skulle dels ses og forstås gennem sig selv, dels træde frem i sit samspil med andre og som opfattet af andre. Denne dobbelt fokuserede teknik ville, hvis den lykkedes, manifestere en human etik og en global optik.

Ifølge den oprindelige plan skulle dette ske i to bind, nemlig en samling på ti lange fortællinger og en roman, som krydsklippede mellem en hvid, danskeren Christian, og den jævnaldrende, sorte Marcus, hvortil så kom, at samtlige novellefigurer skulle dukke op hist og her i romanen. Men da det hurtigt stod klart, at fortællingen Eksil om Samantha, der har engelske forældre, men det meste af sit liv bor i Tanzania, og som læseren følger fra hun er 15, til hun som 18-årig dør af en overdosis, var svulmet op til romanstørrelse, endte projektet som en trefløjet altertavle:

Venstre maleri, hvis dør blev åbnet 1. april 2009, består af den barske historie om pigens nedtur. Højre billede, Revolution, offentliggjort 30. august samme år, viser personerne Sofie, Naseen, Panos, Rachel, Moses, Sharif, Jano, Shakila, Mick. Midterstykket, Liberty, som forestiller de to nære venner og fortrolige, udsendtes 4. november. På det tidspunkt havde forfatteren været død i mere end et år, men forinden nået at aftale med sin forlægger, Johannes Riis, hvorledes planen skulle realiseres. Tilbage står trilogien som det hidtil bedste danske bud på en postkolonial romankunst.

I Jakob Ejersbos ’Liberty’ bringes læseren ind i en verden af vold og benhård økonomisk udnyttelse i Tanzania. Ejersbos udsagn lyder i sin absolutte version, at alt handler om penge, og at alt og alle kan købes for penge. Den mere relativerede udgave lyder, at penge ikke er det samme for bundløst fattige sorte og for svinagtigt rige hvide.

I Jakob Ejersbos ’Liberty’ bringes læseren ind i en verden af vold og benhård økonomisk udnyttelse i Tanzania. Ejersbos udsagn lyder i sin absolutte version, at alt handler om penge, og at alt og alle kan købes for penge. Den mere relativerede udgave lyder, at penge ikke er det samme for bundløst fattige sorte og for svinagtigt rige hvide.

Morten Langkilde

»Tanzania vil selv«, lød sloganet efter landets selvstændighed i 1961, men da befolkningen skulle til at bygge landet op, trådte de hvide til, ikke mindst vi rige fra de nordiske lande. Til trods for masser af penge og pæn humanistisk vilje lod vi, har man siden indset, os filtre ind i et spind af korruption og fordærv. Dermed blev et stykke moderne afrikansk og international historie del af dansk historie, og derfor blev Ejersbos værk et vigtigt eksempel på politisk nødvendig fortidsforvaltning.

Men samtidig kalder det på en sammensat, flerdimensional læsning. Ejersbo analyserer forandringer i forholdet mellem kønnene og kaster ikke mindst lys over kriseramt maskulinitet. Han fremstiller en serie hybride identiteter, subjekter uden substans, og viser i novellebindet, hvor vanskeligt det er for snart sagt enhver at tage endegyldigt afsked med sin ungdom og finde sin egen sti gennem livet.

Han foretager et skarpt forældreopgør og giver for så vidt Samantha ret, som siger:

»Voksne er til at lukke op og skide i.«

Og han praktiserer, helt på linje med især Jan Sonnergaard (1963-2016), en vaskeægte dansk dirty realism, kendetegnet ved skildringens direkthed, nøgternhed, nøgenhed, konkretisering, ved fiktionsrummets mylder af navne, ved scenernes rigdom på talte replikker, ved kompositionens fragmentering til korte, intense, enkeltstående afsnit samt ved en generel drukning i fænomenerne, som får læseren til konstant at føle sig nede blandt tingene.

Hvad Afrika og specifikt Tanzania angår, bringes læseren til at færdes i en verden af vold og benhård økonomisk udnyttelse. Vi er, som det hedder, i det Afrika, Gud har glemt. Men seriens postkoloniale perspektiv har på familie- og individniveau en uhyggelig modsvarighed i den ansvarsforflygtigelse, vi gang på gang må iagttage, når forældregenerationen lader deres små og større børn sejle deres egen sø.

»Du skal ikke gøre, som vi gør, men som vi siger,« lyder det, på én gang autoritært og afmægtigt, fra Christians far. De unges fremtid er så at sige på forhånd gennemkoloniseret af de voksne, der er for ynkelige til at levere solide holdepunkter, men alligevel stærke og magtfulde nok til at spærre for udsigten til noget andet og bedre.

Særligt Liberty kommer i kraft af dobbeltperspektivet til at vippe mellem en politisk og en mere etisk læsning. Etnisk og kulturelt åbner Ejersbo ud til et bredere rum og etablerer i persongalleriet et helt rodnet med forbindelser fra Afrika til Asien, Mellemøsten, Amerika, foruden naturligvis til »sit eget« Europa, men psykologisk og eksistentielt handler hans værk om identitet og om den enkeltes ansvar for at tage vare på det bedste i mennesket.

Derfor rammer det så hårdt, når man opdager, at den initiativrige og for så vidt selvstændige Marcus, som er nødt til at slide og kæmpe sig til det hele, gradvis får sin menneskelighed korrumperet og ender som en slags flydende midt imellem. Ikke hvid, ikke helt sort. Uden et hjem, men ikke helt på gaden. Tidligt voksen, men så alligevel uhjælpeligt ufri.

Han ved om nogen, hvad det koster, hele tiden at skulle indordne sig. Og derfor er han også i stand til at se, hvordan Christian til trods for sin smukke drøm om at blive sådan lidt ligesom de sorte, selv i bund og grund opfører sig som en hvid:

»Du troede, at du kunne fuppe dig igennem, men du er blind og naiv. Du søgte den nemme måde, men smutvejen til penge drukner i et lokum af løgn.« For hvor bøgernes personer end søger hen, vil de før eller siden komme til at indgå i asymmetriske relationer – forhold, som i sidste ende handler om hudfarve, køn, penge og magt.

Det er det, som demonstreres, når Liberty dementerer Christians postkoloniale utopi om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske hvide og de seksuelt æggende sorte piger og i romanens barske sprog fastslår, at han »pumper for penge«.

Bytteforholdet er overalt det samme. I Afrika er det bare tydeligere, mere utilsløret, end vi nordboer er vant til. Ejersbos udsagn lyder i sin absolutte version, at alt handler om penge, og at alt og alle kan købes for penge. Den mere relativerede udgave lyder, at penge ikke er det samme for bundløst fattige sorte og for svinagtigt rige hvide.

Ville Jakob Ejersbo for meget på én gang med sit værk? TV-serien, som jo blev sendt i foråret 2018, kunne tyde indirekte på det, eftersom den klogeligt fokuserede på forældresvigt og opgøret mellem generationerne – det tema, som hos Kim Leine i Kalak sammenvæves så tæt med mødet mellem det danske og det grønlandske og med ankomsten til kønnet.

Fælles for de to forfattere er primært den basale situation, at en dansker pludselig kommer derhen, hvor han kan iagttage det danske udefra. Hvor »det danske« af andre bliver betragtet som et sæt værdier, som vi trækker ned over hovedet på nogen. Hvor det pludselig er ’os’, der bliver ’dem’. Og hvor noget nyt ændrer det gamle.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Med sin indledning om ”baglæns kausalitet” i litteraturen, en sammenligning med astrofysikeres tænkning om parallelle universer, Hans Hauges værk ”Post-Danmark” og postkoloniale læsninger af Karen Blixens ”Den afrikanske farm” er Skyum-Nielsen ude på narrestreger.

På den ene side anerkender han, som jeg læser artiklen, i sine egne analyser den ”baglæns kausalitet” i overført betydning, men ikke i bogstavelig forstand, til trods for at der i underrubrikken står:

” ---- at forfattere kaster nutidige blik på historien og er med til at påvirke fortiden og det lys, vi ser den i”.

Som det er formuleret, får vi indtryk af, at forfatterne ikke kun påvirker historieskrivningen, men at de også påvirker fortiden, ved at de ændrer den.

At det altså ikke kun er perspektivet på fortiden, der ændres, men at det er selve fortiden, der ændres, ved at fortiden omskabes af forfattere og historieforskere.

Der lægges med en sådan formulering åbenbart op til en diskussion af socialkonstruktivisme i såvel litteraturhistorieforskningen som historieforskningen (den ”store” historie”) og i samspillet mellem de to.

Når jeg bruger udtrykket ”narrestreger”, er det fordi Skyum-Nielsen med sin fremstilling implicit rejser diskussionen og sætter spørgsmålstegn ved Hans Hauges og de postkoloniales analyser, samtidig med at han ikke eksplicit tager stilling til de rejste problemstillinger i forbindelse med sine egne analyser i artiklen.

Om der f.eks. her, fra Skyum-Nielsens side, tænkes på en æstetisk eller retorisk konstruktivisme af mere erkendelsesteoretisk karakter, en konstruktivisme af ontologisk karakter, der sætter spørgsmålstegn ved selve repræsentationsbegrebet, eller en kombination af de to, kan det være vanskeligt at afgøre.

Ingen af de nævnte teorier vil dog gå så langt som til at påstå, at det, der sker i historiens forløb, ikke eksisterer i virkeligheden, uafhængigt af at vi forsker i og skriver om det, selv om visse former for forskning på området for kunst og kultur umiddelbart kan efterlade et sådan indtryk. Altså af en omvendt kausalitet i bogstavelig forstand.

At det er os, der er skabere af det, der sker i historiens forløb, i og med at der forskes i det eller skrives fortællinger om det. På samme måde som stjernerne først ville kunne siges at eksistere i virkeligheden, efter at vi har navngivet dem.

På den anden side er det vigtigt at fastholde, at hvad virkeligheden er, ved vi først, når vi har forsket i den og skrevet fortællinger om den, og at ny forskning kan give nye resultater.

Jeg værdsætter dog Skyum Nielsenss selvreflekterende (og implicit teoretiserende) blik på sin egen betydning som litteraturforsker (- historiker).

Tilsvarende på blikket på forfatterens bidrag til, ved sine senere værker, at give sine tidligere værker en ny betydning som fortælling af historisk karakter, ligesom værker af andre forfattere kan bidrage til værkets nye betydning.

Det drejer sig om skrivning – genskrivning – omskrivning af både litteraturhistorien og historien (den ”store” historie), og også om hvordan de to former for historieskrivning indvirker på hinanden.

Kritikere og litteraturforskere bidrager altid til historieskrivningen med deres arbejde og ikke mindst med de publikationer, der kommer ud af deres arbejde. Efterfølgende arbejder er medvirkende til, i større eller mindre grad, at ændre den historiske betydning af både andres og egne tidligere arbejder.

At det samme må gælde for forfatterne, i forhold til deres tidligere værker, må være indlysende.

Det er ikke kun noget, litteraturforskere ind imellem skal blive overrasket over, men noget de helst gennemgående skal være bevidste om. Ligesom pædagogen helst skal være bevidst om, at når vedkommende bidrager til barnets dannelse, så er vedkommende også indirekte med til at skabe betingelserne for dets fremtid.

Når det drejer sig om den koloniale historie, må en række kultur (teoretiske) forståelser nødvendigvis ligge til grund for den måde, historien og dens fortællinger fremstilles på. Disse kulturforståelser er hele tiden til forhandling og under forandring, hvilket bidrager til ændringer i historieskrivningen.