I 2008 sprang Anders Fogh Rasmussen ud som litterat

Lørdag den 29. marts 2008 blev en af de dage, som sætter skel. For den aften i Landbrugsrådets gamle lokaler på Axelborg i København modtog Jens Smærup Sørensen Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Mærkedage. I sig selv jo en stor begivenhed i en forfatters liv og for den hjemlige litterære verden, men ved denne lejlighed ekstra superspektakulært, eftersom Gyldendal havde fået selveste statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) til at holde hovedtalen for prismodtageren.

Aftenen flyttede således hegnspæle, hvad angår relationen mellem politik og litteratur, om end arrangørerne klart betonede, at det var som boglæser og privatperson, ikke som politiker, at Fogh ytrede sig. Hvis nogen troede andet – og det var der i dagene op til festen adskillige ret kendte forfattere, der gjorde i kraftfulde vredesudtryk – blev de sat på plads af talen, som overraskende for de fleste viste Anders Fogh Rasmussen som en aldeles glimrende litterær essayist.

At valget af netop ham som festtaler forekom så oplagt, skyldes, at hans personlige baggrund i store træk ligner forfatterens. Begge er de gårdmandssønner fra Himmerland, begge er mønsterbrydere – som første akademiker i deres familier – og begge har de selv oplevet afviklingen af den traditionelle landbokultur: præcis den historiske proces, som Mærkedage skildrer med fokus på to store gårde og to forbundne familier i landsbyen Staun mellem Nibe og Løgstør.

Jo, det var unægtelig et førsteklasses match og en usædvanlig offentlig begivenhed, hvis tyngde blev ekstra udtalt i en politisk situation, hvor regeringens støtteparti DF igen-igen var begyndt at beklage sig over den skadelige statslige støtte til kunsten.

I den atmosfære blev det signifikant, at en ledende politiker stod frem og af hjertet skamroste en forfatter for at analysere forholdet mellem den fælles, store, og den lille, lokale og individuelle historie og for samtidig at reflektere over vitale eksistentielle spørgsmål.

Mærkedage er nemlig ikke kun en medrivende og underholdende og herligt kompliceret fortælling. Ej heller er den et stykke distanceret historieskrivning. Nej, forfatteren søger ligesom tidligere, især sine to åndsbeslægtede kolleger Knud Sørensen og Vibeke Grønfeldt, ned til de forandringer, som op gennem det 20. århundrede fandt sted i livsformer og mentalitet: Fra bondekultur til bykultur og fra cyklisk til lineær tid, fra traditionen til moderniteten. Fra fællesskab til individualisme, fra følelsen af forpligtelse til fordringen om frigørelse. Fra afkaldsmoral til forbrugermani og fra ansvarlighed til skamløs egoisme.

I det landbomiljø, som i romanens løb med ubønhørlig, nærmest deterministisk logik forsvinder, var der, hedder det i et tilbageblik, »ingen forståelse for at noget hensyn til privatpersoners behag eller ubehag, eller den enkeltes adgang til nydelse i det hele taget, kunne være et samfundsanliggende«.

Ej heller mente folk dengang, »at den blotte henvisning til egeninteresser skulle kunne gælde for et politisk argument. Her trivedes fortsat en ringeagt for hver den der ikke, ikke det mindste gjorde et ærligt forsøg på at tænke lige et bitte nøk længere end til egen fordel«.

Denne livsindstilling kom til at vakle, som århundredet skred frem, og var ved årtusindskiftet de fleste steder blevet nostalgisk fortid.

Nutiden og moderniteten møder fortiden og traditionen

Et fortætningspunkt i denne proces er den dag i 1959, da familieoverhovedet Søren Godiksen, ejer af Bisgaard, med posten modtager et ridderkors fra kongen, nøjagtig samtidig med at noget inde i ham føles, som om det er gået i stykker.

Pludselig føler han sig så sært tilovers i verden, føler, at han ikke længere er i stand til at gøre fyldest på den plads, Gud har anvist ham. Som om enden er kommet på tilværelsen, på gården, på hele hans slægt, på ham selv, alt hvad han har villet. Søren Godiksen er jo en type, som tiden endegyldigt er løbet fra.

Da han ni år efter sin udnævnelse til ridder af Dannebrog får et slagtilfælde under sin formiddagstur, bliver det ironisk nok en tilflytter, der skal finde ham død på grusvejen, en læge, som pendler mellem Staun og Aalborg og selv synes, han efterhånden er kommet tæt på de lokale og på stedets historie.

»Det var nu en utrolig stor glæde for ham, at det netop blev ham, der skulle finde den døde,« skriver Smærup med karakteristisk kynisk tørhed. Nutiden og moderniteten møder fortiden og traditionen. En udefra-person, den tidligere bybo, får lov til helt bogstaveligt at lukke øjnene på landbokulturen.

Klavs Bo Christensen

Jens Smærup Sørensen har kaldt beretningen om 4-5 generationer lagt ud på 70 år for Mærkedage, fordi han vil pege på handlingens hovedpunkter, som er en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års fødselsdag i 2003 – velvalgte anledninger til at føre mange personer sammen og skildre dem på tværs af alder, køn og social status. Ikke mindst samtaler og festtaler bliver dvælepunkter for læseren, som da 60-årsfødselaren stolt erklærer:

»Jeg er bonde«, og fastslår, at »jorden skal dyrkes«, men så alligevel ender med at lyde som noget af en hykler, fordi læseren ved, at han i virkeligheden indvendig pønser på at rykke til Litauen eller Polen.

Nej, læseren har nok lettere ved at sympatisere med fødselarens lillebror, højskoleforstander Søren Lundbæk, hvem Jens Smærup Sørensen har givet diverse træk af sig selv. Eksempelvis, at han læser dansk på universitetet i Aarhus, skriver bøger, holder foredrag. Og at hans venstrefløjsengagement får følgeskab af kvababbelser.

»Endog af alvorlige anfald af væmmelse over hans meningsfæller. Af timelange og ugelange forkastelser af hele bevægelsen.«

Han foragter venstrefløjens pæne dannede teknologiforagt, han kan ikke døje dens fordømte puritanisme, han raser over dens naturidyllisering og dens endnu mere patetiske selvglorificering. Oven på denne selvkritiske smøre skriver Smærup:

»Hvor hundrede procent berettiget kritikken af landbrugets overforbrug af gødnings- og giftstoffer end måtte siges at være, så ærgrede han sig også mange gange ganske grundigt over sine ejegode venners afstumpede ufølsomhed over for landmændenes situation. Den tanke pinte ham trods alt dybest, at han i sin renhedsiver kunne blive medvirkende til, at hans bror blev nødt til at opgive deres fødegård.«

Var det en »fucking valgtale«?

Se, havde Anders Fogh citeret dette i sin tale på Axelborg 29. marts 2008, kunne man med rette have anklaget ham for at bruge romanen og anledningen politisk. I stedet valgte han at udnytte sin basis i landbokulturen til at vinkle talen ret personligt, samtidig med at han leverede en suveræn analyse af værket og læste Mærkedage »som en usentimental skildring af en samfundsudvikling, der på sin vis har været uundgåelig og bestemt har været fordelagtig og ønskværdig. Selv om der helt sikkert var mange kvaliteter ved bondekulturen og landsbyfællesskabet«.

De kvaliteter satte Fogh omhyggeligt ord på:

»Først og fremmest den personlige følelse af pligt og ansvar. Ansvaret for at føre gården videre. Ansvaret for at overlade værdier til den næste generation. Ansvaret for at hjælpe dem i lokalsamfundet, som havde hjælp behov. Ansvaret for forsamlingshus, brugsforening, andelsmejeri og det lokale fællesskab i det hele taget. (…)«

»Ja, jeg kan sagtens få øje på de positive kvaliteter. Og dog er jeg godt tilpas med, at samfundet har ændret sig. I den gamle bondekultur var de sociale strukturer utroligt fastlåste. Og vi har brug for mønsterbrydere til at skabe fremskridt i samfundet.«

»Det er godt, at børnene har frihed til selv at vælge deres livsbane – og ikke er tvunget til at føre slægtsgården videre. Uanset om de har lyst, evner og anlæg for det.«

»Det er godt, at mennesker har frihed til at vælge den beskæftigelse, som de er bedst til og har mest lyst til. For det skaber dynamik og fremgang i samfundet.«

»Det er godt, at mennesker har frihed til at vælge den livsform, de ønsker, uden at være bundet af traditioner eller fordomme. For det giver en større glæde i livet.«

»Det var en fucking valgtale, hvor pinligt kan det blive?« lød det senere på aftenen fra den opbragte forfatter Knud Romer, da Informations udsendte medarbejder spurgte om hans mening. Fogh skulle, mente Romer, »tage at skride ad helvede til« i stedet for at føre kulturpolitik og forsøge på at lægge Smærup og Gyldendal ind under partiet Venstre.

Helt modsat reagerede forfatterkollega Jens Christian Grøndahl:

»Det var en fremragende tale. Jeg har sjældent hørt en tale om litteratur på så højt niveau til en anledning som den her. (…) Det, jeg især bed mærke i, var den meget usentimentale måde, Anders Fogh registrerede, at bondekulturen, som Smærup skriver om, er faldet bort, og at vi i stedet har fået den personlige frihed.«

»Flere af dine kolleger har valgt at blive væk. Hvad mener du om det?« spurgte så Information.

»Det afslører bare,« svarede Grøndahl, »at der er mere åndsformørkelse og fordomsfuldhed blandt danske forfattere end i den øvrige befolkning. Det er, som om man er bange for at blive smittet. Som om man er bange for at være i selskab med djævelen selv. Hvad fanden er meningen? Folk må være voksne mennesker og have tillid nok til deres egen integritet, så de også kan tåle at være i stue med en, de er uenige med.«

Blandt de kendte forfattere, som boykottede festen, var selveste Klaus Rifbjerg, hvem det især var faldet for brystet, at talervalget kom, lige efter at regeringen havde varslet ændringer i ordningen om Statens Kunstfonds livsvarige ydelser – som lige i Rifbjergs tilfælde dengang bestod i det såkaldte »rødvinslegat« på 12-1300 kr. om måneden

Derudover havde Rifbjerg absolut ingen tiltro til Anders Fogh Rasmussens kvalifikationer som litteraturanalytiker, men skrev i et læserbrev:

»Jeg tror aldrig, statsministeren har læst en bog, der for alvor har flyttet hans bevidsthed i en positiv retning.«

Denne mistro gjorde talen som antydet eftertrykkeligt til skamme.

For Morten Sabroe, som også var blevet gal i knolden, gik problemet eksplicit på relationen mellem politik og litteratur. Til Politiken udtalte han således to uger før festen:

»Man kan ikke skelne mellem Fogh som politiker og boglæser. Han kan ikke optræde som privatperson og bare træde ind på talerstolen i rollen som bondesøn fra Jylland. Det er statsministeren, der holder festtalen. Man forventer jo ligefrem, at alle rejser sig og råber: ’Four more years’, når han er færdig.«

Videre udtalte Sabroe:

»Kunsten skal være fri og ikke omklamres af politik. Prøv at forestille dig, at man inviterede Pia Kjærsgaard som taler til laurbærfesten. Alle ville flygte som rotter, fordi de hader hende som politiker. Man kan ikke skille tingene ad. Det gør de så alligevel, arrangørerne. Med en række såkaldt ’frie’ kunstnere som lalleglade gidsler.«

Stillet lidt firkantet op lyder budskabet, 1) at forfattere gerne må ytre sig om politik, mens politikere ikke må tale om litteratur, og 2) at kunstens samfundsmæssige værdi afhænger af kunstnernes evne til at bevare og forsvare kunstens autonomi. At de to verdener bør holdes principielt adskilte og ikke under nogen omstændigheder kan mødes.

I sin dialektiske form blev dette tankesæt formuleret af Villy Sørensen, da denne, i anledning af oprettelsen af Statens Kunstfond, konstaterede, at kunsten fra sit helt særlige sted var blevet samfundets skarpeste kritiker, og at det var dette, staten nu havde erkendt.

I sin ikkedialektiske version optræder tankegangen i form af politikerlede kombineret med arrogant kunstnerhovmod.

Politikeren var ’snavset’ og forfatteren var ’ren’

I klareste form fremstod renhedsideologien i en tv-udsendelse for lidt over 50 år siden, hvor daværende økonomiminister Per Hækkerup var sat i studiet med forfatteren Vagn Lundbye, og meningen var, at de skulle diskutere forholdet mellem politikerne og befolkningen. Per Hækkerup udtalte:

»Det er for stor en afstand mellem os politikere og den almindelige befolkning, og jeg tror, den mest skyldes, at politikerne taler et sprog, som de fleste mennesker ikke forstår.«

Herefter fik Vagn Lundbye ordet og sagde, her ligeledes citeret efter hukommelsen:

»Der er for stor en afstand mellem politikerne og den almindelige befolkning, og jeg tror, den skyldes, at politikerne taler et sprog, som de fleste mennesker ikke forstår.«

Studieværten og ministeren sad og var ved at tabe både næse og mund. Men Vagn Lundbyes tanke med den ordrette gentagelse var, at Hækkerup ikke kunne sige de ting, han lige havde sagt, fra den høje politiske position, som han indtog.

Han var defineret af sin samfundsmæssige status, af sin sociale rolle, hvorimod Lundbye som civilperson og kunstner var principielt fri til at udtale sig kritisk. Politikeren var ’snavset’, hvorimod forfatteren selv kunne være ’ren’.

Her bliver ordet »renhedsiver« i citatet ovenfor fra Mærkedage atter centralt. For de forfattere, der protesterede, og Knud Romer, som valgte at møde op til laureatfesten, men give sit mishag til kende gennem ord og gestik, kan på en måde siges at have levet i en renhedens verden, som på dette tidspunkt var ved at forsvinde. Eller anderledes sagt: Politikerne havde siden 1960’erne for længst erkendt, at det var nødvendigt at føre kulturkamp.

Så tidligt som i 1986 fastslog Anders Fogh Rasmussen som Venstres næstformand i en grundlovstale, at den gruppe, han kaldte for »socialisterne«, havde domineret og stadig dominerede den offentlige meningsdannelse. De borgerlige bestemte den økonomiske udvikling, mens »socialisterne« havde sat et system af sandheder, som var langt væsentligere. De styrede den almindelige opfattelse af rigtigt og forkert.

Sådan gengives talen af Rune Lykkeberg i hans bog Kampen om sandhederne (2008). Og så følger der to helt afgørende sætninger fra Anders Fogh Rasmussen:

»Hvis vi ikke får tag i det danske kulturliv, kan vi ikke gøre os håb om at ændre det danske samfund afgørende. De langsigtede påvirkninger af samfundsudviklingen udgår ikke fra det økonomiske liv. De udgår fra det kulturelle liv.«

Set i dette perspektiv var det sådan set kun konsekvent, at Anders Fogh med talen for Jens Smærup Sørensen sprang ud som litterat og ydermere var i stand til at udlægge en af de helt store prosaister i moderne (og modernistisk) dansk litteratur på en måde, der gjorde hans roman kompatibel med et borgerligt livs- og historiesyn, idet han viste, at moderniseringen af Danmark ikke var en historie om en kulturradikal, men derimod en individuel, liberal frigørelse.

Afslutningsvis understregede så Fogh, hvor fængslet han selv var blevet af at læse Mærkedage:

»Fordi du fortæller en god historie. Fordi du udfordrer læseren. Fordi jeg falder for din sprogkunst, dit underfundige lune og din fornøjelige ironi. Fordi dine personskildringer er så karakterfulde, så fortættede og så autentiske.«

Her talte statsministeren, som en dagbladsanmelder kunne have gjort, og foregreb derved også på en måde den samtale om litteratur, som vi har fået i dag, hvor den gammeldags kritikerautoritet er under nedbrydning eller i hvert har fået massivt modspil af læserytringer af enhver slags på blogs og sociale medier.

Men samtidig foretog han ved overhovedet at holde talen en lille politisk åbning, som Informations udsendte medarbejder ikke var sen til at følge op på efter festen, ude i foyeren, da statsministeren, omgivet af sit diskrete følge af folk fra PET, begav sig ud mod den ventende limousine.

»Kunststøtten er fredet,« lød det kort fra Anders Fogh.

Sådan taler en kosmopolit

Dette umiddelbare efterspil blev i pressen helt berettiget opfattet som en begivenhed i sig selv, som en nyhed. Pludselig var debatten omkring kunststøtte lukket rent politisk, om så blot for en tid. Mere intrikat var imidlertid det efterspil, som præsten, daværende folketingsmedlem for DF Søren Krarup åbnede i sit tidsskrift Tidehverv nr. 5-6, maj-juni 2008.

Her beretter Krarup indledningsvis, hvordan han i efterårsferien 2007 tog Mærkedage med til Anholt – og blev sørgeligt skuffet. Her havde han gennem fyrretyve år haft sit arbejde som sognepræst i et landsogn og delt sorger og glæder med sine sognebørn, i vid udstrækning via forsamlingshuset, hvor bryllupper og konfirmationer blev fejret, og sammenkomsterne efter begravelsen blev afholdt, så folk kunne praktisere kunsten at græde i kor, og derfor glædede han sig oprigtigt til at læse romanen og stifte troværdigt bekendtskab med nogle slægtled af danskere. Men så blev han meget skuffet over romanen og læste den faktisk med stigende ubehag.

»For dette var ikke en skildring af de gedigne mennesker, jeg mødte i et sogns sorger og glæder, men det var snarere et sociologisk studie af et landsogn og dets opløsning. Jeg genkendte ikke mine sognebørn. Jeg bevægedes ikke af mødet med disse mennesker fra Smærup Sørensens hjemsogn.«

»Jeg blev snarere led ved den mangel på solidaritet og ved den bedrevidende overlegenhed, der efter mit skøn prægede denne akademikers forhold til sit hjemsogn, som han havde lagt bag sig og nu hævede sig over i den sociologiske analyses udlevering. Der var ingen hjertelighed. Der var ikke tale om en indtrængende og overbevisende fortælling om slægterne i Staun Sogn.«

Utilsigtet selvironisk virker her stemplingen af Jens Smærup Sørensen (cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet, 1971) som »akademiker«, eftersom etiketten leveres af en cand.theol. (fra Københavns Universitet, 1965). Men præstens og politikerens kvababbelser og indre konflikter ophørte skam ikke i efterårsferien 2007.

For i slut marts 2008 holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen jo den ovenfor omtalte og citerede festtale, ifølge Søren Krarup »en fornem tale – sprogligt velformet og med dyb og sand sympati for Jens Smærup Sørensen«. Men desværre også med en ganske bestemt sætning, som gjorde Krarup både forbløffet og fortørnet.

Det drejer sig om det sted, hvor Anders Fogh Rasmussen sagde:

»Min egen families historie er en beretning om, hvordan hvert slægtled har søgt at bryde de gamle mønstre og skabe nye muligheder. Min bedstefar var slagter og landarbejder. Med hjælp fra billige statslån købte han sit eget lille sted, et såkaldt ’statshusmandsbrug’.«

»Her voksede min far så op under meget beskedne kår. Der var ikke råd til at læse videre efter folkeskolen. Så han kom ud at tjene på de store gårde. Og hans egen drøm var en dag selv at få en gård. Ved hårdt arbejde lagde han penge til side. Og drømmen gik i opfyldelse.«

»Jeg voksede op på en gård i et miljø, som meget ligner det, du så blændende beskriver i Mærkedage. Modsat min far fik jeg chancen for selv at vælge min vej. Jeg blev familiens første akademiker. Ligesom du blev det i din familie. Som bogens Søren Lundbæk blev det i sin familie. Og ligesom mange andre med os.«

»Og den yngste generation i min familie har nu taget skridtet fuldt ud fra det lokale til det globale ved dels at bosætte sig i udlandet, dels at beskæftige sig med internationalt orienterede aktiviteter.«

Hvad skulle det nu ligne? Fra det lokale til det globale? Internationale aktiviteter? Dermed sagde jo Anders Fogh, at et menneske forholder sig til det globale, ikke til det historisk givne, til sit sted og sit folk. Sådan taler en kosmopolit.

»Her er ikke tale om at være sit sted og sit liv tro. Her er slet ikke tale om troskab og dermed om historie, om rodfæstethed. Men her er rodløsheden gjort til trumf.«

»Er Danmark blot ’det lokale’ for en dansker? Er Danmark bare et punkt på vejen hen imod menneskehedens og livets endelige mening, som kaldes ’det globale’? Er Danmarks statsminister mere verdensborger, end han er borger i og barn af Danmark?«

»Jeg læser denne sætning med en forbløffelse, der nærmer sig forfærdelse, for det er i mine øren Danmarks nedlæggelse, der ligger i disse ord. En lokal station på udviklingens bane mod det sluttelige mål. En foragt for den nationale eksistens, der har været danmarkshistoriens mening og mål. Og det er Danmarks statsminister, der ophæver det nationale ved at kalde det for ’det lokale’ på dets vej mod ’det globale’.«

Herfra var der reelt ikke langt til et ideologisk brud mellem Søren Krarup og Anders Fogh, og det på trods af, at førstnævnte havde kaldt sidstnævnte den dygtigste statsminister i vor nyere historie, ja, tilmed fremhævet ham som »forankret i en ægte dansk folkelighed for ikke at sige folkekirkelighed«. Men hvor han før havde fundet rodfæstethed i Anders Fogh Rasmussens holdning, så han nu kun en frafalden, en rodløs globaliseret forræder.

Salman Rushdie skal have udtalt, at træer har rødder, mens mennesker har fødder. På dem bevæger vi os, og når vi flytter os, skaber vi historie. Hvordan den skal fortolkes, vil vi sent kunne blive enige om.

Måske det er denne åbenhed, Jens Smærup Sørensen vil signalere, når han giver sin prisbelønnede roman den spage undertitel »En historie«. Det kan forstås helt nøgternt som et stykke danmarks- og slægtshistorie. Det kan også forstås som en genrebetegnelse: noget, som nogen fortæller til nogen. Men det bør tillige forstås som bare en af flere mulige tekster om det skred, som fandt sted, da den gamle bondekultur opløstes i den moderne verden.

Berigtigelse: I artiklen ovenfor bragt i Informations bogtillæg 25. oktober og på information.dk skriver vi, at forfatteren Ib Michael var blandt de forfattere, der boykottede festen, hvor forfatter Jens Smærup Sørensen modtog De Gyldne Laurbær og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt talen. Det er imidlertid ikke rigtigt. Ib Michael var til stede ved festen og fremhævede bagefter sågar statsministerens tale som en af bedste, han havde overværet.

Vi fik også skrevet, at Morten Sabroe boykottede festen. Det er ikke rigtigt, for han var ikke inviteret til festen. Han udtalte sig udelukkende i kritiske termer om Foghs tale forud for festen. Vi beklager fejlene.