Essay
Læsetid: 18 min.

I 2009 kunne ikke engang Benny Andersen redde Borgen

I kølvandet på finanskrisen kollapser det fine gamle forlag Borgen. Samme år lukker dansk litteraturs første sociale medie, hjemmesiden digte.dk. Året er 2009, og de litterære institutioner er i skred
Villaen i Valby, der husede forlaget Borgen, fotograferet i 2009, da forlaget måtte lukke.

Villaen i Valby, der husede forlaget Borgen, fotograferet i 2009, da forlaget måtte lukke.

Kristine Kiilerich

Kultur
1. november 2019

I 2009 kollapsede Borgens Forlag. Det familieejede forlag, der blev grundlagt i 1948 og holdt til i en legendarisk villa i Valby, var ikke nogen mastodont i forretningsmæssig forstand. Til gengæld er listen over markante danske forfattere og ikke mindst digtere, der er udkommet på forlaget gennem årene, lang.

Det var Borgen, der udgav Benny Andersen, før og efter han blev folkekær, og Borgen, der i 1968 bekostede Ivan Malinowskis håndskrevne, af Dea Trier Mørch illustrerede, Leve som var der en fremtid og et håb.

Halvfjerdserdigtere som Peter Laugesen og Marianne Larsen og firserdigtere som Michael Strunge og Pia Tafdrup debuterede og udkom alle fast på forlaget, ligesom Søren Ulrik Thomsen gjorde det på datterforlaget Vindrose.

Lyriktidsskriftet Hvedekorn, hvor snart sagt enhver dansk digter og ikke så få prosaister har set deres første ord på tryk, flankeret af billedkunst, var det også Borgen, der udgav i et halvt århundrede.

I mange år var det etablerede forlag som Borgen, der sikrede den eksperimenterende litteratur og lyrikkens udvikling i Danmark. I dag eksisterer der reelt kun ét etableret forlag, Gyldendal, der udgiver lyrik.

Det skete i 2009

  • NASA finder 15. januar tegn på, at der kan være liv på Mars.
  • Barack Obama indsættes den 20. januar som USA’s 44. præsident.
  • Slagterivirksomheden Danish Crown bebuder den 17. februar nedskæring i afdelingerne i Holstebro, Rødding og Esbjerg.
  • Statsminister Anders Fogh Rasmussen udnævnes den 4. april til NATO’s 15. generalsekretær. Han begynder på posten den 1. august.
  • Lissabon-traktaten træder i kraft den 1. december og Herman Van Rompuy indsættes som EU’s første præsident.
  • COP15, FN’s klimakonference afholdes i København fra den 7. december. Konferencen vedtager.
  • Hensigtserklæringen Copenhagen Accord.

Set fra 2019 har Borgens kollaps, samme år som en mytisk hjemmeside ved navn digte.dk lukkede, været med til at forme det forlagslandskab i opbrud, vi i dag stadig befinder os i. Udviklingen er, som forfatteren Mikkel Thykier allerede i 2011 gjorde opmærksom på i et essay med den sigende titel Over for en ny virkelighed, et skred. Ikke bare et forfald. Men et skred som »noget,« med Thykiers ord, »der stadig står på, snarere end et nybrud«.

At de store forlag, kort sagt, er blevet færre, men større, mens de små forlag er blevet flere, men mindre, er netop ikke noget nyt. Når 2009 er et nøgleår i den – overraskende dramatiske – del af de seneste tyve års danske litteraturhistorie, der handler om, hvordan de litterære institutioner er i forandring, skyldes det, at det netop det år blev meget klart, at krisen ikke var forbigående.

Et omnibusforlag med chicklit og eksperimenterende digtsamlinger

Marie Vinter begyndte som redaktionsassistent på Borgen i 1999 og var i 2009 endt som redaktionschef. Hun fortæller, at grundlæggeren Jarl Borgens kærlighed til billedkunsten, litteraturen og særligt lyrikken gennemsyrede både forlaget og udgivelsespolitikken:

»Villaen i Valby var spækket med kunst. Væggene var farvesat af Poul Gernes, og der var værker af Per Kirkeby, Kaspar Kaum Bonnén og Olafur Eliasson. Forlaget blev jo stiftet, fordi Jarl Borgen var så glad for lyrik, og det finansierede han til at begynde med så ved hjælp af yogabøger. Han var fremsynet og så, at det ville blive en stor tendens før alle andre. Det blev til en profitabel selvudviklingslinje, men lyrikken blev stadig taget alvorligt, og der blev udgivet meget af den. Alene da jeg var der i nullerne, var der vel en 20-25 lyrikudgivelser om året.«

Selv om Borgen på det tidspunkt var vokset til et omnibusforlag, der også udgav velsælgende chicklit og bøger om Anden Verdenskrig, udgav man samtidig eksperimenterende digtsamlinger af billedkunstnere som Sophia Kalkau og Claus Carstensen.

Med serien Borgens Verdenslyrik, der blev redigeret af Erik Skyum-Nielsen og forfatteren Niels Frank, præsenterede man desuden udenlandske digtere som Pentti Saarikoski og Lyn Hejinian for danske læsere.

Med hensyn til yogabøgerne handlede det ikke kun om at tjene på gyngerne, hvad man mistede på karrusellerne. Det kan man f.eks. læse om i de ydmygt »usystematiske causerier« om forlagets historie – med brændt orange omslag af Per Kirkeby – som Jarl Borgen gik med til at skrive i anledning af forlagets 50-års jubilæum.

Efter eget udsagn havde den boghandleruddannede forlæggers »drømme« ganske enkelt både »en æstetisk side,« der altså især bestod i at udgive lyrik, og en etisk, der bestod i »at udgive bøger, der kritiserede eller udvidede de herskende verdensbilleder«.

»Jeg har,« skrev Jarl Borgen, der på det tidspunkt var næsten 80 år, »stærkt inspireret af Krishnamurti villet fremme den søgende usikkerhed«. Og det, mente han, gjorde udgivelserne i kategorien »Det Alternative, New Age, Okkultisme, Økologi osv.« – af såvel »islamisk, hinduisk og buddhistisk« som kristen »observans« – i og med de alle havde »en gnist af en sandhed og nogle værdier, som for mig at se er en stor mangelvare i vort materialistisk-ateistiske samfund«.

Borgen blev til et nicheforlag

Borgens forretningsfilosofi gav forlaget den rolle som et kreativt væksthus, det med Marie Vinters ord havde i mange år. I nullerne var det bl.a. talenter som Rasmus Nikolajsen, Peter-Clement Woetmann og Maja Lee Langvad, der blev kultiveret og debuterede på Borgen. Også prosaforfattere som Erling Jepsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen var Borgen-debutanter, før de blev bestsellere.

Desuden var villaen helt konkret et hus, hvor der skulle være plads til at vokse og folde sig ud. Der blev lavet vegetarisk mad til medarbejderne hver dag og afholdt lyrikoplæsninger på fast basis, fortæller Vinter, og til efterårsreceptionerne, hvor Lars Bukdahl var ved at komme op at slås med halvfemserfænomenet Gordon Inc., blev der ikke sippet hvidvin, men drukket fadøl i haven.

I virkeligheden opførte Borgen sig som en kulturinstitution, bemærker hun:

»Langsigtet kunstnerisk udvikling var et grundprincip. Om det så gjaldt kunst eller forfatterne, skulle man finde dem tidligt. Og med den rette pleje skulle det nok vokse sig til et lønsomt forfatterskab.« Af samme grund skulle der ikke kun udgives hovedværker, men også være plads til eksperimenterne, der kom inden og indimellem:

»Den danske skønlitteratur skulle ikke i samme grad som i dag forbi en marketingafdeling, der skulle vurdere, om den kunne sælge. Hvis man havde vedtaget, at der var et forfatterskab, der var vigtigt, så fortsatte man, så langt man syntes, man kunne, og så langt talentet rakte.«

At den udviklingstanke godt kunne være økonomisk rentabel, bekræftede i hvert fald Benny Andersens Samlede digte, der er solgt i mere end 170.000 eksemplarer, og så gjaldt, som Vinter formulerer det, »et solidarisk princip«:

»Da Benny Andersen blev stor, var det hans bøger, der betalte for de nye talenters, ligesom andre havde betalt for hans udgivelser. Fordi forlaget var familieejet, var der ikke samme håndfaste krav om vækst og årligt udbytte til aktionærerne. Det skulle køre rundt, regningerne skulle betales, men ikke meget mere end det.«

I sin erindringsbog lægger Jarl Borgen ikke skjul på, at forlaget ofte var krisetruet gennem årene. Men i 2009 kunne ikke engang Benny Andersen altså redde det. Borgens Bogklub, der gjorde det i bøgerne om krop og ånd, blev solgt fra til Gyldendal pr. den 1. januar. Og den 27. februar meddelte forlagets ledelse så, at man desuden halverede den resterende medarbejderstab. 22 ansatte blev til 11. Heraf én skønlitterær redaktør. På deltid.

Som Informations Anton Geist formulerede det i avisen i marts, lignede forlaget, der var »kendt som den smalle litteraturs flagskib«, nu efterhånden mere »en synkende skude«. Og over det næste år kunne man i medierne følge forlagets chokerede forfattere forlade den mere eller mindre modvilligt.

Erling Jepsen endte med at følge med sin fyrede redaktør til People’s Press. Senere fulgte Søren Ulrik Thomsen også med sin til Gyldendal, mens mange af de yngre forfattere i praksis stod uden forlag.

Hvedekorn blev opsagt, villaen rømmet, og det blev meldt ud, at man for at tilpasse sig en ny tid slet ikke længere ville benytte sig af fastansatte redaktører.

I 2013 købte Gyldendal den rest, som de to daværende direktører, Niels og Helle Borgen, tre salgsmedarbejdere og en bogholder havde holdt sammen på, og gjorde Borgen til det, som det er i dag. Nemlig det rene nicheforlag for selvudviklingsbestsellere, der bl.a. udgiver den japanske oprydningsguru Marie Kondos bøger på dansk.

Slutningen på en lille æra

Det var ikke bare Borgen, der kollapsede i 2009. Da Anders Riis og Rasmus Becks hjemmeside digte.dk, hvor alle – gratis – kunne publicere deres digte, lukkede samme år, lignede det også slutningen på en lille æra.

Egentlig var digte.dk et tidligt socialt medie. Hvor det navnkundige nettidsskrift Afsnit P – startet af digteren Christian Yde Frostholm, Charlotte Hansen og Karen Wagner i 1999 – var et kulturministerielt støttet »virtuelt udstillingsrum« for visuel poesi, der eksperimenterede æstetisk med internetmediets nye teknologiske muligheder, så føltes digte.dk, der åbnede året før, mere som en ny generations naturlige habitat.

Der var både lysende talentfulde og helt umulige digtere på digte.dk, i alle aldre i øvrigt og alle vegne fra. Men hjemmesiden var ikke kun en alternativ og temmelig anarkistisk udgivelseskanal for amatørdigtere. Den var også et virtuelt væksthus, hvor lyrikken blev taget lige så alvorligt, som den gjorde på Borgen. 

Egentlig var hjemmesiden digte.dk, der åbnede i 1998, et tidligt socialt medie. I det unge internets ånd skrev mange under mere eller mindre anonyme aliasser. Julie Sten-Knudsen hed f.eks. Juliane Småsten. I kommentarfeltet under hendes forsøg på at skrive en sonetkrans med titlen Cykel-sonetter, blev der diskuteret rim og jamber. Screenshot fra Julie Sten-Knudsens private arkiv.

Egentlig var hjemmesiden digte.dk, der åbnede i 1998, et tidligt socialt medie. I det unge internets ånd skrev mange under mere eller mindre anonyme aliasser. Julie Sten-Knudsen hed f.eks. Juliane Småsten. I kommentarfeltet under hendes forsøg på at skrive en sonetkrans med titlen Cykel-sonetter, blev der diskuteret rim og jamber. Screenshot fra Julie Sten-Knudsens private arkiv.

digte.dk

Julie Sten-Knudsen har i dag udgivet tre digtsamlinger på Gyldendal, men i 2002 var hun gymnasieelev, og hun husker det, som om det var digte.dk, der for alvor fik hende i gang med at skrive digte:

»Jeg oprettede min profil på min fødselsdag, skrev ti digte og lagde dem ud et for et, og så skrev folk velkommen og tillykke med fødselsdagen og sikke et spændende digt, jeg glæder mig til at læse mere. Man følte sig med det samme som en del af et fællesskab.«

I kommentarfelterne blev der rost, rist og kommet med rettelsesforslag, i København blev der arrangeret kritikaftener og oplæsninger, og i foraerne, fortæller Erik Scherz Andersen, der i dag er redaktør på det netbaserede tidsskrift Slagtryk og det lille forlag Kronstork, diskuterede de mest engagerede slet og ret hinandens digte med en seriøsitet, som om de allerede var udgivne forfattere.

Godt nok havde digte.dk en enormt nulleragtig »remix«-funktion, man kunne bruge til at klippe-klistre med egne og andres tekster. Men ifølge Julie Sten-Knudsen fyldte den indbyggede anbefalingsfunktion mere, og kommentarfunktionen fyldte ubetinget mest: »Der var selvfølgelig nogle, det var vigtigere at blive anbefalet af end andre. Men der var også en uskyld i det.

Man havde ikke en fornemmelse af en større offentlighed, og der var en stor gensidighed i det med at læse hinanden og rose hinanden og kritisere hinanden. Det var jo en slags forfatterskole.«

Og »en legeplads«, fortæller digter og Kronstork-forlægger Lars-Emil Woetmann. »Alle mulige teksttyper kunne være digte, vi var optaget af tresseravantgardens sprogspil og sprogmaterialisme, og der var et utal af pseudonyme profiler, hvor vi – meget tidligt internetagtigt – skrev som hvem som helst.« Hans lillebror, Peter-Clement Woetmann, f.eks., var særdeles aktiv på digte.dk under et utal af navne, før han debuterede på Borgen i 2005. Mens Theis Ørntoft, Olga Ravn og mange flere, end der er plads til at nævne her, skrev der i eget navn.

For mange af dem blev digte.dk en vej ind i et litteraturliv, der gik uden om både kulturinstitutioner og litterær offentlighed. I 2002 vidste Julie Sten-Knudsen med egne ord »ikke rigtig noget om noget«:

»Det eneste, jeg vidste var, hvad der var hot på digte.dk. Det var bl.a. Søren Ulrik Thomsen, Strunge og Simon Grotrian. Man gik ikke så meget op i, hvem der var toneangivende i det etablerede forfattermiljø. Det var virkelig sin egen verden. Dengang var det overhovedet ikke del af min tankegang at søge ind på Forfatterskolen eller udgive en bog på Gyldendal.«

Et alternativ til de etablerede institutioner

Ud af internettets netværk spirede et væld af nye netværk. F.eks. lavede Kenneth Jensen, der dengang sad i Nordjylland og først langt senere blev blåstemplet Gyldendal-forfatter, i mange år digtfestival i Arden.

Og digterkollektivet Koordinat opstod, da Erik Scherz Andersen, Christian Meisels Asmussen, Robert Henningsson, Rasmus Halling Nielsen, Martin Snoer Raaschou, Karin Toft, Josephine Ulnits og Lars-Emil Woetmann fandt sammen.

Som gruppen senere skrev på deres hjemmeside, var de fælles om at ville »skabe et alternativ til de etablerede institutioner«, som de mente »var låst fast i en stram opfattelse af litteraturen, bogen og markedet«. Eller, som Woetmann formulerer det i dag, drevet af en »gør det selv-lyst til at selvdanne en litterær offentlighed«.

Kommentarfeltet var tydeligvis et mere privat rum i begyndelsen af nullerne, end det er i dag. Hvad der skete på digte.dk, blev på digte.dk: »Man havde ikke en fornemmelse af en større offentlighed, og der var en stor gensidighed i det med at læse hinanden og rose hinanden og kritisere hinanden. Det var jo en slags forfatterskole.« Screenshot fra Julie Sten-Knudsens private arkiv.

Kommentarfeltet var tydeligvis et mere privat rum i begyndelsen af nullerne, end det er i dag. Hvad der skete på digte.dk, blev på digte.dk: »Man havde ikke en fornemmelse af en større offentlighed, og der var en stor gensidighed i det med at læse hinanden og rose hinanden og kritisere hinanden. Det var jo en slags forfatterskole.« Screenshot fra Julie Sten-Knudsens private arkiv.

digte.dk

Op gennem nullerne skabte Koordinat, som Julie Sten-Knudsen også kom med i, sig især et navn med deres flerstemmige digtsymfonier. Og som værter for de altid proppede oplæsninger på Andy’s Bar i Gothersgade, der både havde uetablerede og etablerede forfattere på plakaten, skabte de et miljø, som var med til at sætte en litterær dagsorden.

Hvor Karin Toft og Martin Snoer Raaschou fra Koordinat kom på Forfatterskolen allerede i 2004, begyndte Julie Sten-Knudsen først på den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i 2008, og Lars-Emil Woetmann bogdebuterede så sent som i 2018.

I egne og mange andres øjne var det dog allerede vedtaget, at de var væsentlige digtere.

»Der var flere år, hvor jeg skrev og følte mig som forfatter og var en del af et forfattermiljø,« siger Sten-Knudsen.

»I forhold til hvis jeg bare havde siddet derhjemme og skrevet til skuffen i fem år og så havde sendt et digt ind til Hvedekorn, gik det jo meget hurtigere. Man var allerede en publiceret digter, fordi man var blevet læst i det fællesskab.«

Danmark efterladt med kun to veletablerede forlagshuse

Hvorfor digte.dk lukkede i 2009, er der forskellige udlægninger af. Én historie gik på, at tonen var blevet grov. Men måske handlede det, som både Erik Scherz Andersen og Julie Sten-Knudsen bemærker, bare rigtig meget om, at dem, der gjorde det store arbejde med at drive hjemmesiden, ikke fik penge for det. Så blev blogs det nye, siden kom Facebook. Og i dag er det vel Instagram, der er digternes digitale vuggestue (og PR-platform).

Hvad angår kulturinstitutionen i Valby, peger Marie Vinter på, at der i løbet af nullerne skete en række strukturelle ændringer i branchen, der gjorde det svært for et forlag som Borgen:

»Der var faldende biblioteksindkøb, liberaliseringen af bogmarkedet betød et farvel til de faste bogpriser, nye spillere oprustede på marketingfronten, og der kom et øget fokus på bestsellerne. Og ser man på det, som fyldte på bestsellerlisterne i de år, var det nærmest udelukkende samtale- og kendisbiografier, en genre, Borgen aldrig fik fat om. Den blev afløst af krimibølgen, og der var Borgen heller ikke stærk nok. De udfordringer stod Borgen ikke alene med, også andre forlag måtte igennem omstruktureringer og fyringsrunder i begyndelsen af 00’erne. Dem slap Borgen i første omgang uden om. Men så kom finanskrisen.«

Et af de andre forlag var Lindhardt og Ringhof. Allerede i 2005 udspillede der sig et uskønt drama, da landets dengang tredjestørste forlag fyrede digteren Martin Glaz Serup og en række andre forfattere under henvisning til dårlige salgstal.

Forlagets beslutning om »at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på«, som det lød i det brev, forfatterne modtog, kom efter, at den danske afdeling af svenske Bonnier – der havde købt Lindhardt og Ringhof i 1990 – i 2004 måtte notere sig et underskud på 30 millioner kroner.

I Informations spalter begrundede forlagets direktør Morten Hesseldahl – der i dag beklæder samme post på Gyldendal – yderligere, hvorfor forlaget alligevel ikke ville udgive den digtsamling af Glaz Serup, det ellers allerede havde antaget, med de »temmelig mådelige anmeldelser«, som Hesseldahl med en sigende økonomisk metafor bemærkede, at digterens forrige udgivelser på Lindhardt og Ringhof »indkasserede«.

Ud over at udløse en kras række læserbrevsudvekslinger, hvor direktøren bedyrede, at Lindhardt og Ringhof stadig ville »udgive smal litteratur«, fik det forfattere som Kenneth Krabat (der også var digte.dk-digter), Harald Voetmann og Kristina Stoltz til at forlade forlaget i protest.

Selv svarede Glaz Serup med en analyse af udviklingen, der blev trykt i Politiken og konkluderede, at Lindhardt og Ringhofs prioritering efterlod »Danmark med kun to veletablerede forlagshuse, der stadig vil påtage sig at udgive den eksperimenterende litteratur, der aldrig vil komme i nærheden af at være en økonomisk succesforretning«. At hans egen digtsamling endte med at udkomme på enmandsforetagendet Adressens Forlag, understregede kun pointen:

»En stor del af udviklingen af og arbejdet med sproget og litteraturen overlades således til de ikkekommercielle undergrundsforlag som Arena, adressens forlag og Basilisk, der alle er afhængige af gratis arbejdskraft, er drevet fra kælderlokaler og private lejligheder og som oftest udgiver oversat litteratur, fordi det er lettere at få den fondsstøtte til, som er absolut nødvendig, for at en udgivelse kan realiseres. Og boghandlerne køber endda endnu færre titler ind fra disse småforlag.«

De litterære institutioner forfalder, men nye små forlag opstår

To år efter, i 2007, blev Lindhardt og Ringhof opkøbt af det Egmont-ejede forlag Aschehoug for at udfordre Gyldendals monopollignende markedsdominans. I 2008 førte fusionen til omstruktureringer og fyringer, og så er vi tilbage ved det »blodbad i bogbranchen«, som man i 2009 også kunne læse om i Information: Mens Gyldendal klarede sig gennem finanskriseåret 2008 med en omsætningsstigning på 14 procent, så kom det nye storforlag Lindhardt og Ringhof ud af året med et smældende underskud på 34 millioner, der førte til flere fyringer.

Samme år måtte et lille forlag som Anblik, der blev stiftet i 2005 og bl.a. udgav Dennis Gade Kofods debutroman Anskudte dyr, helt lukke. Det betød, at Mikkel Thykier, som han siden beskrev i Over for en ny virkelighed, selv måtte købe restoplaget af de bøger, han havde udgivet på forlaget, hvis det ikke skulle makuleres.

Når de litterære institutioner – og her tænkte Thykier både på forlagene, avisernes litteratursektioner og de litterære tidsskrifter – forfalder, fordi de enten lukker eller svigter, så bliver den tid, en bog eksisterer i offentligheden kortere:

»Litteraturen vil holde op med at være noget, der skal værnes om og tages vare på, en genstand, der musealt indplaceres blandt alle kulturens andre genstande. Den må i stedet opfattes som en begivenhed: Noget der kortvarigt dukker op, glimter og forsvinder i samme øjeblik.«

Var dette æstetiske skred – som Thykier vurderede var »lige så omfattende som f.eks. tressermodernismen eller halvfemserminimalismen« – så dårlige tider for litteraturen? »Nej, det er spændende tider,« svarede han, som i eufori over den udvikling, essayet kritisk og nærmest profetisk præcist beskrev:

»Det er selvfølgelig ubehageligt, så længe det står på, men der er ingen grund til at begræde, at de få institutioner, der traditionelt har vogtet over litteraturen, mister overblik og evne til fortsat at gøre det.«

Da digte.dk lukkede i 2009, fik hjemmesidens brugere mulighed for at downloade deres egne arkiver. Det Kongelige Bibliotek høstede også siden, så forskere kan studere, hvem der skrev hvad hvornår. Spørgsmålet er, om de kan gætte, hvilken nuværende litteraturanmelder på et større dansk dagblad, der som ung mand skrev under aliasset Editho? Screenshot fra Julie Sten-Knudsens private arkiv.

Da digte.dk lukkede i 2009, fik hjemmesidens brugere mulighed for at downloade deres egne arkiver. Det Kongelige Bibliotek høstede også siden, så forskere kan studere, hvem der skrev hvad hvornår. Spørgsmålet er, om de kan gætte, hvilken nuværende litteraturanmelder på et større dansk dagblad, der som ung mand skrev under aliasset Editho? Screenshot fra Julie Sten-Knudsens private arkiv.

digte.dk

Når der ikke længere er nogen, der er afhængige af forfatterne, og ingen, forfatterne er afhængige af, så – mente Thykier – må de simpelthen »revurdere og omformulere, hvad litteraturen er, kan, skal, hvordan, hvor og hvornår og for hvem, alle de traditionelle mål, midler, metoder, pladser, retninger, strategier, værdier (m.m.) for litteraturen, uden at gøre den afhængig af de institutioner, der traditionelt har sikret den«.

Thykiers essay føles profetisk, fordi det på mange måder foregriber de dobbelttydige forandringer, som sker efter 2009. Mindst to ting har ændret sig, siden Martin Glaz Serup konstaterede, at der kun var to etablerede forlagshuse tilbage, der ikke overlod opgaven med at udgive eksperimenterende litteratur – eller bare lyrik – til små forlag.

For det første er de to forlag, som man allerede kunne konstatere efter Borgens fald i 2009, blevet til ét. I skrivende stund er det desuden kun en måned siden, nyheden om, at Gyldendal lukker datterforlaget Rosinante – hvor både Hvedekorn, Marie Vinter og Dennis Gade Kofod endte – vakte røre på ny.

For det andet er det langtfra kun eksperimenterende litteratur, der udkommer på små ikke-kommercielle forlag i dag. I halvfemserne og et godt stykke op i nullerne var mikroforlag, firkantet sagt, modkultur: Alternative udgivelseskanaler for den skæve og underlige litteratur.

I dag udgør de endnu flere små forlag, der er opstået i løbet af tierne, ikke et vildt vækstlag, som etablerede forlag frit kan høste spirende talenter fra. Tværtimod udgiver småforlagene en stadig større del af den toneangivende yngre danske litteratur og især lyrik. For slet ikke at tale om stort set al udenlandsk lyrik, der oversættes til dansk.

I 2010 var det Kronstork, der udgav generationsantologien Antologi 2010 og – før de fleste af forfatterne i den havde udgivet deres første bøger – definerede Julie Sten-Knudsen, Rasmus Halling Nielsen, Theis Ørntoft, Olga Ravn, Zoltan Ará, Morten Chemnitz, Asta Olivia Nordenhof, Sigurd Buch Kristensen, Amalie Smith med flere som en vigtig generation.

Folkeudgaven af Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster, der indvarslede klimakrisens ankomst i dansk litteratur, udkom på After Hand i 2011, Asta Olivia Nordenhof debuterede på Basilisk samme år og brød igennem der to år senere med Det nemme og det ensomme, som til dato er trykt i mindst otte oplag.

Og i 2014 udkom bl.a. Maja Lee Langvad – for en vigtig stund – på Gladiator, som er det mindre forlag, der mest aggressivt forsøger at drive vækstvirksomhed på litteraturens egne vilkår. For nu at nævne få ud af mange.

Selv priserne løber de små forlag med. I 2018 fik Anita Furus Gladiator-roman Mit halve liv BogForums Debutantpris, og siden 2016 er det kun én debutant ud af de otte modtagere af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, der ikke er udkommet på et lille forlag. Netop nu, i denne uge, vandt Jonas Eikas novellesamling Efter solen, udgivet af Basilisk, intet mindre end Nordisk Råds Litteraturpris 2019.

Den paradoksale uafhængighed mellem det prekære og det mobile

Alligevel føles det rammende, når Sofie Damgaard i en reportage fra Kulturministeriets debatarrangement om forandringerne på det danske bogmarked anno oktober 2019, bragt i tidsskriftet Vagant, minder om den »italienske filosof Antonio Gramscis urovækkende diktum om, at en krise melder sig, når det gamle er ved at dø, og det nye ikke kan blive født«.

For sagen, som digte.dk og Anbliks dødshistorier illustrerer, er selvfølgelig, at de nye har svært ved at etablere sig økonomisk. Dermed kan de ikke for alvor stå for den kulturbærende kontinuitet, som et forlag som Borgen gjorde i den gamle orden.

De seneste års generelle boom i litterær selvorganisering har udfordret de etablerede institutioners autoritet og – måske – ført til en større og mere demokratisk mangfoldighed af litteraturer. Men de små foretagender er ikke institutioner, der kan sikre hverken mangfoldighed eller udvikling.

De små forlag er permanent lukningstruede, fordi de stadig er afhængige af frivilligt eller symbolsk aflønnet arbejde og af fondsstøtte – der i Danmark gives fra udgivelsesprojekt til udgivelsesprojekt og ikke til drift og redaktionelt arbejde.

Hvis man tænker, det er glade dage, fordi der ifølge Bog- og Litteraturpanelets årsrapport fra 2018 har været en stigning på afsindige 58,4 procent i antallet af skønlitterære titler skrevet på dansk siden 2009, tager man altså fejl. Fordi småforlagene, der tegner sig for en stor del af denne stigning, ikke har samme velsmurte distributionskanaler og marketingmaskiner som de etablerede forlag, har de heller ikke samme rækkevidde og dermed indtjeningsmuligheder.

Fordi der heller ikke er kommet flere anmeldelser i aviserne, i takt med at flere forlag udgiver flere bøger, og fordi litteraturtidsskrifter som Den blå port og Kritik desuden også er lukket inden for de senere år, opleves det helt uofficielt snarere, som om de halvlukkede deloffentligheder, som toneangivende litteratur alle dage er blevet læst i, bliver mindre.

Det hele gør på én gang småforlagene og forfatterne, der udkommer på dem, ekstremt sårbare og prekære – og det gør dem meget mobile og uafhængige. Ikke mindst af de krav om vækst og afkast, som fuldprofessionelle forlag er underlagt. Hvilken litterær udvikling denne paradoksale uafhængighed reelt muliggør, har vi stadig til gode at se. Sådan er det at opholde sig midt i et skred.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen var redaktør på forlaget Arena fra 2010 til 2015 og er i dag medlem af forlagets bestyrelse. I 2010 var hun med til at lave omslag på udgivelsen Antologi 2010, der omtales i artiklen. Hun har desuden dannet par med Lars-Emil Woetmann privat.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

300.000 digte og 4000 aktive digtere, da digte.dk lukkede i 2009.

Jeg tiggede og bad Anders Riis og Rasmus Beck om at aflevere en kopi af databasen til det Kgl. Bibliotek, men selv ved et personligt møde lige efter annonceringen af lukningen fik jeg ikke noget endegyldigt svar.

Kenneth Krabat

Det var 7 forfattere, der udvandrede fra L&R som følge af slagterdrengen Hesseldahls udtalelser, heriblandt Thomas Boberg.

Det meste fra sommeren 2005's karneval af markedsmekanisk pissen på kunsten er dokumenteret i Sagaen om Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur http://krabat.menneske.dk/_debat/Serup/index.htm

Bjarne Toft Sørensen

Den afsluttende optimisme med henblik på ” småforlagene og forfatterne, der udkommer på dem” deler jeg ikke. Udviklingen har nu, gennem nogle år, i høj grad været afhængig af mere eller mindre ”gratis” arbejdsindsats fra en forholdsvis stor gruppe af studerende, prekære og arbejdsløse med tilknytning til eller baggrund i kulturelt orienterede studier og uddannelser.

Det er, af mange forskellige grunde, en udvikling, der ikke kan vare ved. Ikke mindst fordi folk bliver ældre, gerne vil have børn og leve et liv på mere stabile vilkår. Mit antagelse er her, at fødekæden af mere eller mindre ”gratis” arbejdskraft ikke i samme grad vil være til stede i længden.

Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at de ”etablerede” og ”alternative” litterære miljøer, brugere, deloffentligheder og forretningskredse i væsentlig grad er på vej til at ”smelte sammen”, således at ”de alternative” ad den vej kan få del i den økonomi, der er til stede i de mere etablerede sammenhænge.

Når man ser på omfanget af den støtte og de tilskud, der via finansloven, Statens Kunstfond, kommunale budgetter og private fonde tilføres musik – og teatermiljøer til drift af forskellig art, og sammenligner det med, hvor lidt der tilsvarende tilføres til drift i alternative litterære miljøer, er der nogen, der burde skamme sig noget så gevaldigt.

Bjarne Toft Sørensen

Også de små forlag bliver nødt til at indstille sig på, at det litterære værk og bogen ikke længere er det samme i den nye medievirkelighed. Det litterære værk er såvel proces, begivenhed som produkt (der evt. kan have form som traditionel bog).

Derfor bliver forlagene også nødt til at skabe nye forretningsmodeller med begivenheden som det samlende for værket (snarere flere værker fra flere forlag) for at skabe den nødvendige omsætning til forlagene og forfatterne, f.eks. fra entréindtægter, bar, spisning samt støtte fra offentlige og private fonde.

Når man har oplevet, at Caspar Eric kunne samle omkring 300 mennesker i et overfyldt LiteraturHaus i forbindelse med udgivelsen af "Avatar", giver det nogle forestillinger om, hvad det at skabe litterære begivenheder vil kunne resultere i med henblik på at skabe omsætning.

Men det skal selvfølgelig gøres på en smart måde, der kan samle folk, også selv om man ikke har en enkelt forfatter, der kan optræde som trækplaster og frontfigur og "sælge" på sit Brand alene.

Anders Sørensen

@Kenneth Krabat, det var VILDT nederen, da digte,dk lukkede. Jeg kan stadig huske en del af navnene derfra. Ingen nævnt. Men jeg tager af og til mig selv i at tænke: Hvad blev der af den og den. Eller det og det navn.

Kenneth Krabat

@Anders Sørensen

Jeg har det på samme måde. Men samtidig er det også okay, at jeg ikke kan afgøre det i dag. Digte.dk fyldte en uproportional del af internettet i nogle år for mig, og jeg er sikker på at andre havde det "værre": Der var digte.dk og udenfor digte.dk. I det mindste havde jeg allerede et forfatterskab, mens mange andre kæmpede dagligt for at afgøre, hvad de (og andre) syntes var godt - det var REN SKOLE! Fuck, hvor var der meget talent dér. Jeg er sikker på, det voksede ud af huden på folk qva de ofte sindssvagt oprigtige og grundige læsninger, der af og til bliv folk til del.

Senere blev dét også visse for meget - plus at enkelte personer blev til rene plager og mobbere - hvilket digte.dk var meget lang tid om at få styr på ved at få nogle af de stærkere og ældre brugere til at agere administratorer.

Et lignende laboratorium tror jeg aldrig er set før eller siden - og pladsen, som denne artikel vier digte.dk, er både fortjent og al for lille.