Den bedste litteratur om klimakrisen er ikke nødvendigvis en dommedagsroman

Kan litteraturen egentlig tillade sig at beskæftige sig med andet end klimakrisen? Er der overhovedet noget andet emne i dag med samme presserende nødvendighed, og som berettiger, at forfattere ikke skriver om klimakrisen?

Kulturforskeren Gregers Andersen, der har en post doc i miljøhumaniora ved universitetet i Stockholm og lige om lidt udgiver en bog om klimafiktioner, siger i et interviewet, at klima er det vigtigste, man kan skrive om i dag.

Når så stort et problem melder sig for hele vores civilisation, ja, for hele kloden, kan man så overhovedet skrive om andet? Kan man så sidde der og pille i sin egen navle og eksempelvis skrive om, hvordan det er at være jeg, jeg, jeg i denne onde verden, eller hvordan det er at føde og sætte et barn i verden, som om det var første gang i verdenshistorien?

Har forfatterne så ikke partout – og nu sætter jeg polemisk tingene på spidsen – at stille sig til rådighed for en højere sag og hjælpe med til at finde nye måder at skrive om klimakrisen på, så det også bliver muligt at komme videre herfra?

Litteraturen skal beskæftige sig med klimakrisen, fordi fiktionen, som Gregers Andersen formulerer det, har en særlig kraft, som kan supplere naturvidenskaben. Den »kraft er evnen til at få os til at forestille os ting. Verdener og situationer, som ellers kan forekomme så abstrakte eller fjerne fra dem, vi lever i, at vi slet ikke kan begribe dem. Og det er derfor, at klimalitteraturen – eller ’cli-fi’ om man vil – i den grad har sin berettigelse. Cli-fi kan vise, hvor forfærdeligt det bliver at leve i en verden, som er fuldstændigt uigenkendelig i forhold til den verden, vi lever i nu.«

Det næste spørgsmål, der melder sig, er så, hvordan man litterært skriver om klimakrisen. Skal man så at sige gå direkte i kødet på det eller snarere gøre det mere indirekte. Og hvordan gør man overhovedet det ene eller det andet?

Problemet med at problematisere

Klimakrisen handler om hele kloden, hele vores omsorg for naturen, menneskets gøren-sig-til herre over naturen eller om delagtighed i naturen – eller for den sags skyld om sorgen over at miste noget. Jeg har det imidlertid personligt svært med litteratur, der skal noget bestemt og har et velformuleret formål for øje.

Jeg har det svært med en litteratur, der tror, den direkte kan angribe et aktuelt problem, og naivt lader, som om sandheden om det beskrevne findes i nogen kerne eller bestemt vinkel eller fremstilling, hvor det ofte snarere viser sig at findes i alt det omkring.

Det er præcis det samme med fordringen om, at litteraturen skal være engageret og beskæftige sig med samfundsmæssigt relevante eller aktuelle politiske problemstillinger. Engageret er ikke bare noget, man bestemmer sig for at være, og hvis man med stor vilje forsøger at være engageret, bliver det med stor sandsynlighed dårlig litteratur.

Det kan derimod godt være, at en bog, der ikke er tænkt som engageret, viser sig at være det. Sådan er det så lunefuldt. Og præcis det samme gælder med klimalitteratur. Man kan ikke ville skrive om klimakrisen og så tro, at man bare kan gøre det direkte.

Der findes selvfølgelig sci-fi- og cli-fi-litteratur, der er i stand til profetisk at fremskrive den nuværende krise til en apokalyptisk fremtid og på den måde effektivt advare mod den politik, der føres her og nu. Den skaber både engagement og underholdning. Men jeg vil alligevel hævde, at den bedste litteratur om klimakrisen ikke nødvendigvis behøver at være en sci-fi-roman om en apokalyptisk fremtid.

Den kan også se helt anderledes ud. Den kan eksempelvis komme i skikkelse af en biografi om en 1700-tals tænker som Alexander von Humboldt, sådan som Andrea Wulf netop har gjort med bogen Opfindelsen af naturen – Den eventyrlige beretning om Alexander von Humboldt, videnskabens glemte helt, der netop er udkommet på dansk, og som Georg Metz har skrevet om.

For Humboldt, der levede for flere hundrede år siden, var alting forbundet, intet enkeltstående faktum skulle ses alene. Hans natursyn hviler på forbindelser overalt i naturen – selv den mindste organisme så han i sammenhæng med noget andet. Det er Humboldt, der ligger til grund for opfattelsen af liv i naturen som et sammenhængende netværk på hele kloden, et netværk af årsag og virkning.

Et indgreb i én del af det økosystem kan have effekter i andre dele af det og kan føre til uoprettelig skade. Han så kloden »som et naturligt hele, besjælet og bevæget af indre kræfter«, og derfor er det måske netop Humboldt, vi har brug for i dag for at forstå, at klimaet bliver påvirket af menneskets behandling af landskabet, for at genfortolke vores syn på naturen og menneskets placering heri og for at forstå sammenhængen i vores økosystem.

Andre litterære etiketter

Ligeledes vil jeg mene, at der kan være lige så meget at hente i en helt anden litteratur end den, der bærer etiketten klimakrise. I forhold til at tænke naturen og kloden som ét sammenhængende hele, der skal passes på, kan der være lige så meget inspiration at hente i den sorglitteratur, der udkommer en del af i disse år, hvor det handler om at drage omsorg for og i sproget og bevidstheden fastholde noget, som er gået tabt. Eller i de bøger om insekternes forunderlige liv eller truede dyrearter, som ligeledes er blevet populære.

Et helt andet sted at gå hen er at pege på Svetlana Aleksijevitjs Bøn for Tjernobyl. Det er heller ikke i decideret klimalitteratur, men hendes måde at vise, hvordan atomkraftværkulykken ikke bare er en isoleret menneskeskabt naturkatastrofe, men rammer det store økosystem, samtidig med at den levende skildrer konsekvenserne for helt almindelige mennesker og deres livsvilkår. Og så handler bogen om vores fælles fortid, nutid og fremtid. På mange måder har jeg svært ved at finde et bedre eksempel på engagerende klimakriselitteratur end Svetlana Aleksijevitjs mesterværk.