Dansk Sprognævn: Besparelser kan betyde, at vores plejerobotter ikke vil kunne dansk

Vi kunne let ende der. Det ligger meget godt i tråd med at Danmark er blevet og fortsætter med at blive mere og mere angliseret, både i sprog, samfundsnormer og politik. Samlet over disse tre punkter ligger vi i dag tættere på USA og Storbritannien, end vi gør på de skandinaviske lande vi er en del af og på de resterende EU-lande. Under betegnelsen 1. fremmedsprog starter engelskundervisningen allerede i folkeskolens 1. klasser og fortsætter hele vejen op til folkeskolens afgangseksamen og videre ind i de gymnasiale uddannelser. På de højere uddannelser har vi i dag en række uddannelser, hvor der kun undervises på engelsk og antallet er stigende.

Dette er samme undervisningsstruktur som kendes fra lande, der tidligere har været britiske kolonier og som i dag har engelsk som 1. eller 2. nationalsprog. Der er kun få år til at de første ungdomsårgange, som har startet deres engelskundervisning lige efter børnehaveklassen, kommer ud fra skolerne og skal være med til at forme samfundet fremadrettet.

Dette bliver samtidigt den tredje generation, der i forlængelse af iGens og Millenials, er vokset op med det ene ben solidt plantet i en digital verden domineret af amerikanske tech-giganter. Som en del af dette har hele den digitale del af deres sociale liv og kommunikation været underlagt og præget af amerikansk kultur, moralnormer, holdninger, sprogmønstre og slang. Det samme gælder for store dele af generationens underholdning og nyhedsforbrug.

Hvor står det det danske sprog og samfund efter at de første 10 af disse ungdomsårgange er trådt ud i samfundet? Og hvor står vi efter 15 ungdomsårgange og efter 20, hvor mange vil have fået deres egne børn, der er på vej op igennem skole og uddannelse?

Engelsk har været danskernes 1. fremmedsprog i rigtigt mange år. Indtil 1975 kunne de enkelte skoler selv vælge imellem engelsk og tysk som 1. og 2. fremmedsprog, men fra 1975 har engelsk været det obligatoriske 1. fremmedsprog for alle danske skolebørn. Fagets undervisningsstart har generelt været lagt på de mellemste skoletrin, for at give børn tid til at mestre det danske sprog først. Med samme undervisningsstart rykket ned til de 6-7-årige og undervisningsforberedende øvelser lagt ind i børnehave og indskolingsåret, så engelsk dermed er endt med en parallel placering til indlæringen af det danske skriftsprog, så kan engelsk ikke længere kun kaldes for danskernes 1. fremmedsprog.

Engelsk er nu ved lov gjort til danskernes 2. nationalsprog. At politikerne ikke har givet det officiel status som nationalsprog ændrer ikke på implikationerne. Mennesker er generelt dovne i deres kommunikationsadfærd, så hvis et sprog kan anvendes i flere sammenhænge end et andet sprog, så tenderer folk at bruge sproget med flest anvendelsesmuligheder i alle sammenhænge. Da engelsk er på top 5 listen over mest talte sprog i verden og dansk kun kan tales af ca. 8 millioner, hvoraf de 5,8 millioner bor i Danmark, så er det ikke svært at se hvilket sprog, der fører i den kamp. Historisk set er det også gået rigtigt dårligt for det første nationalsprog i alle de lande, der igennem tiden har adopteret engelsk som sit andet nationale sprog.

Allerede i dag kan man gang på gang se unge danske forfattere og kunstnere tale og skrive om (og her citerer jeg ordret) at reclaime det danske sprog og dansk kultur, hvilket for mig er så tåkrummende sprogdovenskab og dumhed at det er et rent mirakel at jeg ikke har tåneglemærker i hælene. Jeg har i et enkelt tilfælde foreslået ordet generhverve til en ung forfatterspire, der brugte præcis denne vending og fik et arrigt "Jamen, det er ikke det jeg mener" som svar. Derfra blev vores dialog bare pinlig og siden da har hun ikke villet tale med mig. Hun har ikke lagt skjul på at hun mener at jeg er en forstokket gammel nar og selv det kom i angliserede vendinger. Min reaktion, hvis jeg skulle udtrykke den på en måde hun ville forstå, var kort og godt facepalm.

Det er bare et lille eksempel på noget som jeg oplever oftere og oftere. Nødvendighed for at inddrage engelsk for at kommunikere med andre og især yngre danskere. Det er ikke svært for mig at gøre det. Jeg er vokset op med tre sprog i hjemmet, men da det blev for forvirrende for min barnehjerne, så endte jeg med kun de to af disse og er dansk/US-engelsk tosproget. Som en konsekvens af dette har jeg i uddannelsesårene og i voksenlivet måttet kæmpe hårdt for at blive bedre til det danske sprog. Jeg er aldrig blevet helt god til det og det mest forbandede er at hver gang jeg må inddrage engelske ord og termer for at kommunikerer med andre, så bidrager jeg selv til at degenerere vores danske sprog og kultur.

Hvis der nogensinde har været et tidspunkt, hvor vi ikke skal spare på dansk sprogunderstøttelse i nye teknologier, ikke skal spare på danskundervisning og ikke skal spare på dansk kulturproduktion, så er det lige præcis nu. Vi burde gøre det modsatte og investere mere i alle tre dele, fordi gør vi ikke det, så kan dansk ende som et lokalt lille kuriosum som f.eks. gælisk er i Irland og Skotland eller uddø som det er sket for adskillige lokale sprog i tidligere koloniserede lande. Det er nu vi har valget imellem at fortsætte den anglicistiske kurs eller at dreje af.

Hvis ikke at I tror at dette er vigtigt, så prøv at forestille jer Kirsten Walther i sin glansrolle som Yvonne stå og skælde ud på Kjeld, Egon og Benny på eftersynkroniseret engelsk som jeres kulturarv til jeres børnebørns børn. Føles det rigtigt?