Læsetid: 8 min.

Derfor elsker vi Jakob Martin Strids bøger

Strids børnebøger er fabulerende, originale og sjove, men samtidig konforme og ufarlige
I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er der kun to figurer, der defineres som hunkøn. Mumbo Jumbos meget omsorgsfulde mor (»Jeg vil være LILLE!!! Jeg vil være lille igen, så jeg kan få et kram af min mor!!!«, græder Mumbo Jumbo, da han er blevet kæmpestor) og heksen Baba Jaga. Det er næsten for tykt, ikke? Der er to valgmuligheder for en kvinde: Bliv mor, eller bliv noget naturstridigt: en heks.

I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er der kun to figurer, der defineres som hunkøn. Mumbo Jumbos meget omsorgsfulde mor (»Jeg vil være LILLE!!! Jeg vil være lille igen, så jeg kan få et kram af min mor!!!«, græder Mumbo Jumbo, da han er blevet kæmpestor) og heksen Baba Jaga. Det er næsten for tykt, ikke? Der er to valgmuligheder for en kvinde: Bliv mor, eller bliv noget naturstridigt: en heks.

fra bogen

25. oktober 2019

I næste uge uddeles Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i Stockholm, og hvis der er nogen retfærdighed til i verden, så vinder Jakob Martin Strid prisen for sin bog Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor.

Siden Jakob Martin Strid debuterede som børnebogsforfatter i 1999 med nonsensværket Mustafas kiosk, så har han beriget dansk børnelitteratur med et fabulerende sprog, et originalt visuelt udtryk og et fantasifuldt livsværk, der kombinerer nuttede blå elefanter med irriterende tapirer, der (næsten) kan spille Metallicas »Master of Puppets« på guitar.

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er en psykedelisk fortælling, hvor flodhesten Mumbo Jumbo kommer til at spise nogle svampe, der får ham til at vokse, og sammen med sine venner rejser han ud i verden, hvor de opsøger en heks, der skal trylle ham tilbage til den rigtige størrelse igen.

fra bogen

I historien om Mumbo Jumbos kropslige transformation, viser Jakob Martin Strid al den humor og originalitet, der har gjort hans bøger til moderne klassikere. De er om muligt endnu mere elskede af voksne end af børn. Bøgerne har salgstal, der ellers kun plejer at være Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaards værker til del.

Der produceres merchandise og teaterforestillinger og film i et omfang som meget, meget sjældent ses, når det handler om nye billedbøger. Voksne køber sjældent nye børnebøger, de køber dem, de husker fra deres egen barndom – ofte dem som de selv har fået de første læseoplevelser med og ikke billedbøger. Men det er anderledes med Jakob Martin Strid. Jeg har en teori om hvorfor. Den er ikke så simpel som: De kender ham fra Politikens genialt sjove halvfemserstribe Strid. Nej, den handler om dyreværnspoesi og en fantasifuldhed, der også er konform. Lad mig forklare.

Den romantiske forestilling om det uspolerede barn

Siden Jakob Martin Strid forlod nonsensdigtene og i stedet primært kastede sig over de fortællende billedbøger, har de været befolket af giraffer, orangutanger, elefanter, katte og krokodiller. Der er også mennesker, men dyrene er dominerende. Det er langtfra det, der gør bøgerne originale.

Dyr har været til stede i børnebøger altid. Et af dansk børnelitteraturs tidligste værker – nogle vil mene det allertidligste – H.V. Kaalunds Fabler for børn fra 1845 har netop dyr som hovedpersoner. I den nok mest kendte fabel »Den dræbte And« slæber en vingeskudt and sig hjem til sine ællingers rede:

»Nu stod omkring den de ællinger små, de kunne slet ikke ret forstå, de krøb under vingen, men den var slap – ’Vågn op, søde moder, rap, rap, rap, rap!’ … Men moderløs var de arme små – O, har du en moder, da skøn derpå!«

H.V. Kaalund skrev også fabler for voksne, og hans værker er lettere hånligt blevet kaldt dyreværnspoesi, da de er præget af den overbevisning, at mennesket har en særlig forpligtelse til at tage sig af dyrene.

Som Torben Weinreich bemærker det i bogen Kaalund & Biedermeier, så er det ikke uden betydning, at Kaalund i sin indledende tekst til Fabler for børn skriver, at man ikke bare skal agte på, altså betragte, men også agte dyrene.

Naturen, der besynges, er ikke den vilde natur, men den af mennesker ordnede slags, hvor dyr kan leve kultiveret og fremelske værdier som omsorg, venskab og aldrig hovmod. Kaalund bliver selv dyreværnsaktivist og deraf det lettere nedladende men også ret så præcise og i hvert fald sjove prædikat dyreværnspoet.

Selv om der selvfølgelig er store forskelle, så går der også en lige linje fra Kaalunds moderkult og antropomorfede dyr til Strids Mimbo Jimbo-verden.

fra bogen

Når der optræder så mange dyr i børnebøger, så har det højst sandsynligt noget at gøre med, at det er nemmere at opretholde den romantiske forestilling om det uspolerede barn, når man klæder dem ud som dyr.

»Børn opfattes i udgangspunktet uciviliserede og dermed mere knyttet til det oprindelige menneske, til naturen og således dyret,« skriver Nina Christensen i sin bog Den danske billedbog 1950-99.

Når man iklæder børn dyreham, så giver man ikke bare dyr bukser på, man afklæder også børn de markører, der gør livet kompliceret. For eksempel køn, seksualitet, alder og etnicitet. Det er den slags, vi som voksne godt kan lide at forestille os, at børn ikke er påvirket af.

Det er civilisationens korrumperende konstruktioner, der fjerner mennesket fra naturtilstanden. Ved at forklæde børn som dyr peger man så at sige på forskellen mellem barnet og den voksne. Dyrene hos Jakob Martin Strid er da heller ikke af den naturalistiske art. De ligner mere børns »mange sjove dyr«, som Tommy Seebach beskrev det simpelt, men præcist i sin smukke godnatsang til sin datter »Under stjernerne på himlen«. Dyrenes nuttethed og sovedyrsassociation understreger blot forbindelsen til barnet.

Dyrenes menneskelighed gør det svært at skjule kønsskævheden

Dyrene hos Jakob Martin Strid kan sagtens have karakteregenskaber, der gør, at man antager, at nogle af dem er voksne, for eksempel mandrillen Frede, der altid er meget klog og kan finde svar på dyrenes udfordringer, men hans alder er stadig usynlig. Det samme kan man sige om køn.

Nogle af dyrene har drengenavne som netop Frede og Sebastian og omtales som han eller dreng, men da de er dyr, bliver deres køn aldrig rigtig tydeligt og dermed farligt. Det er sikkert kun de særligt sensitive, der vil lægge mærke til, at der næsten udelukkende optræder figurer af hankøn i Strids bøger. Køn er mere usynligt, når man lader dyr være hovedpersoner. Jo tættere figurerne kommer på det menneskelige, jo sværere bliver det at skjule kønsskævheden.

Tag for eksempel den helt fantastiske Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Her er hovedpersonerne elefanten Sebastian og katten Mitcho. Man er altså ikke i tvivl om, at elefanten er en dreng, han har et drengenavn, men hvad med katten Mitcho?

I bogen er der kun et enkelt personligt pronomen, der afslører kønnet på katten (han), men i filmatiseringen af Den utrolige historie om den kæmpestore pære er det Liva Elvira Magnussen, der lægger stemme til Mitcho. Altså en pige. Spørgsmålet er så, om Mitcho meget bevidst er blevet gjort til en pige i filmen eller ej?

Hvis man ser venligt på det, så kan det jo godt være sådan, at det er en pointe i bogen, at Mitchos køn er næsten usynligt. Kun én gang er Mitcho en han, mens Sebastian er det mange gange. Jeg kom selv i tvivl, da jeg havde set filmen: Var det mig, der huskede forkert? Havde det hele tiden været muligt, at Mitcho var en pige, og sagde det dermed mere om mig end om bogen, at jeg antog, det var en dreng? Så fandt jeg det lille personlige pronomen (pyha).

Hvis man ser mindre venligt på det, så kan man altså i Strids dyreunivers generelt finde indikationer på, at normen er hankøn, og inden for den kategori er der mange forskellige måder at være på, mens der er meget få måder at være hunkøn på.

fra bogen

I de små Mimbo Jimbo-bøger om den blå elefant Mimbo Jimbo, som for eksempel Mimbo Jimbo har det sjovt og Mimbo Jimbo bygger et fyrtårn er der slet ingen af hunkøn. I Lille Frø har Lille Frø en søster og en mor. Enten er kvinden der slet ikke, eller også er hun der kun i kraft af sin relation til manden.

I Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er der kun to figurer, der defineres som hunkøn. Mumbo Jumbos meget omsorgsfulde mor (»Jeg vil være LILLE!!! Jeg vil være lille igen, så jeg kan få et kram af min mor!!!«, græder Mumbo Jumbo, da han er blevet kæmpestor) og heksen Baba Jaga. Det er næsten for tykt, ikke? Der er to valgmuligheder for en kvinde: Bliv mor, eller bliv noget naturstridigt: en heks.

Baba Jaga stammer fra russisk folklore og beskrives ofte som den tvetydige mor. Hun er altså ikke den rendyrkede omsorg. Hun er mere ubestemmelig og lever dybt inde i skoven, i den vilde natur, i et hus, der står på hønsefødder. Det er den klassiske morkonflikt, som vi kender den fra eventyrene, hvor den kærlige mor og den onde stedmor nok er én og samme person. Hun er den omsorgsfulde mor, der beskytter barnet, og hun er den ondskabsfulde mor, der må blive en fremmed, for at barnet kan løsrive sig fra hende.

Farver og fantasifuldhed

I Jakob Martin Strids seneste bog Flyvebogen Rejsen til monstrenes ø dukker Baba Jaga op igen. Og her er også en søster, nemlig menneskepigen Minna, der leder efter sin bror menneskedrengen Austin. Selv om Minna rejser ud på en spændende rejse for at finde sin bror, så er hun meget passiv, ængstelig og pylrende. Hun må have hjælp af Baba Jaga og tre af vennerne fra Mimbo Jimbo-bøgerne. Sammen finder de Austin (der er klædt ud som en kat! Han er altså ikke antropomorficeret, men en dreng i kattekostume) og sover sammen med tre monstre på en ø.

Gennem hele bogen observerer Minna bare, hvad der foregår, mens Austin behersker monstrene »med mental psykoteknik!«. Der foregår noget vildt spændende og karnevalesk hos Strid, hvor børn iklæder sig dyreham og trivialiteter, som tyngdekraft og andre faste strukturer ophæves. Der er en transformativ kraft i disse bøger. Men det bliver aldrig rigtig farligt. Mumbo Jumbo bliver lille igen. Monstrene fra Monstrenes ø bliver også små og kan tøjles. Under dække af farver og fantasifuldhed opretholdes status quo.

De antropomorfede dyr er et værn mod alt, der udvikler, forandrer, udfordrer. De vil altid være de samme. De får ikke (kvinde)køn. De har ingen alder. De er blå og grønne. De er bare dyrebørn, der har det sjovt med at bygge fyrtårn, spille guitarsoloer og træne monstre.

Det er et crazy frirum fra virkelighedens påtrængende problemer. Og det er skønt, men der er sat trygge rammer op omkring fantasien, så dyrene ikke bliver alt for vilde. Der er mange gode grunde til, at børn elsker Jakob Martin Strids bøger, men jeg tror, der også er denne forklaring på, at voksne køber dem og elsker dem.

Hvis det ikke var, fordi at det lyder meget halvfjerdseragtigt og nedladende, så kunne man kalde det børneværnspoesi. Men heldigvis er der i dag plads til mange former for børnelitteratur, og Strids er noget af det bedste, vi har. Så kan man gå andre steder hen og finde sin normkritik.

Måske sker det helt ubevidst for Strid. Men man kunne få den tanke, at han har regnet de voksne ud. I hvert fald er der en sær metaagtig næsten selvrefleksiv kommentar i Flyvebogen (ud over den, hvor Austin er klædt ud som en kat). Tapiren, der er den sjoveste karakter af alle Strids sjove karakterer, præsenterer sig over for Minna på denne måde:

»Jeg hedder Tapiren! Og du kan huske det på, at jeg også ER en tapir! tapir
Tapir! Smart, ikke!?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carl Chr Søndergård

Den er nu flot. Men jeg har nu en anelse mere kærlighed, over for ‘Den lange vinter’ - specielt med ‘ovenfra billedet’ hvor sneen den daler ned over ‘de opdagelseslystne væsener’ - men hva’ - det hele er jo bare temmelig fint og rigtig flot.

Al respekt til ‘strids-kunstnerens’ og videre færd.

Han har jo fat i noget bestemt, når han kan favne børn og voksne. Som med ‘The Simpsons(indtil 10. sæson), Gurli Gris og andre animationer, der kan fungere på flere niveauer, uden at skræmme mere, end den fortælling, man selv lægger i historierne.

/Vh

Christian De Thurah

" Det er civilisationens korrumperende konstruktioner, der fjerner mennesket fra naturtilstanden." Hvornår har mennesket befundet sig i en "naturtilstand"?