Læsetid: 4 min.

Derfor har Peter Handke diskvalificeret sig selv til Nobelprisen

Nobelprismodtager Peter Handke skriver godt, ja, men han har også støttet Milosevics regime og det voldsorgie, der har ødelagt flere Balkanlande
Nej, Peter Handke har ikke skudt med et maskingevær fra et bjerg ned mod Sarajevos gader, men han har støttet hjernen bag det voldsorgie, der har ødelagt flere Balkan-lande. Han har aldrig undskyldt det eller revideret sit standpunkt, skriver Alen Meskovic.

Nej, Peter Handke har ikke skudt med et maskingevær fra et bjerg ned mod Sarajevos gader, men han har støttet hjernen bag det voldsorgie, der har ødelagt flere Balkan-lande. Han har aldrig undskyldt det eller revideret sit standpunkt, skriver Alen Meskovic.

Alain Jocard

18. oktober 2019

Lad mig sige det med det samme: Peter Handke er en forfatter i nobelprisklassen, og jeg mener alle burde læse hans skønlitterære bøger. Men alle burde også vide, at han er en folkemord-apologet, der i snart 30 år har støttet og forsvaret et forbryderisk regime, som forfulgte nogle af Serbiens bedste forfattere som Mirko Kovac, nakkeskød landets kritiske journalister som Dada Vujisavljevic og Slavko Curuvija og begik mord på sine politiske, provestlige modstandere som Ivan Stambolic og Zoran Djindjic.

Regimet førte og støttede krige i sine nabolande og fremprovokerede det internationale samfunds isolation, sanktioner og til sidst – en militær intervention fra NATO.

Alene det, som Slobodan Milosevics regime gjorde ved Serbien og dets samfund, dets kunstnere og uafhængige presse, og faktummet at Peter Handke var på regimets side, gør, at han har diskvalificeret sig som kandidat til en så fornem pris, som den i Stockholm er.

For hvorfor hylde en forfatter, der aktivt har støttet et regime, som har forfulgt andre forfattere og myrdet kritiske journalister? Fordi han skriver godt? Javel, så Nobelprisen er altså bare en læseanbefaling? Den blåstempler kun værket og slet ikke forfatterens persona som sådan? Den ophøjer ham ikke i samfundets øjne? Den giver ikke hans hidtidige påstande og gøren og laden en særlig tyngde og troværdighed?

I så fald har de jublende serbiske folkemordsbenægtere og historierevisionister, der citerer Handke i tide og utide, misforstået noget. Det her er alligevel ikke vand på deres mølle.

Vi er jo alle sammen syndere, Handke inklusiv

I 1992 fik den russiske forfatter Eduard Limonov de franske forlæggeres fornemme pris, Jean Freustie, på trods af, at han havde hyldet og hængt ud med både den paramilitære serbiske leder ’Arkan’ i Kroatien og krigsforbryderen Radovan Karadzic på et bjerg over den belejrede Sarajevo – hvorfra Limonov skød med et maskingevær ned på byen fuld af civile!

Også dengang, da den bosniske krig var topnyheden i de vestlige medier, var det helt irrelevant for en europæisk jury, for det var jo Limonovs skrivekunst det handlede om. Fred være med hans krigsforbrydervenner og hans maskingeværetik. Ofrene? Kan de overhovedet læse fransk?

Derfor er det vel ikke så underligt, at en af Handkes tre danske forlæggere, Ivan Rod, i disse dage i to danske medier opfordrer Elisabeth Friis og mig til at slappe af, for det dér folkemord i Bosnien var jo for lang tid siden, og tja – vi er jo alle sammen syndere, Handke inklusiv, nu skal man holde op med at bebrejde ham det dér mere.

Mener Ivan Rod også, at vi skal lade være med at protestere, når en holocaustbenægter får en fin anerkendelse, for Holocaust skete jo endnu længere tilbage i tiden end folkemordet i Srebrenica? Fra hvornår må man frit fordreje historiske fakta fastslået ved to internationale domstole? Har pieteten mod ofrene mon en udløbsdato?

Det mener Ivan Rod og Det Svenske Akademi åbenbart. Informations Peter Nielsen, der havde holdt Handkes bøger i ti års læsekarantæne, definerer forfatterens støtte til krigsforbrydere og det storserbiske projekt som en konsekvens af Handkes digteriske naivitet.

Er man ved at give efter for tidsånden?

Jeg kunne fortælle længe om »naive« poeter, der støttede de forskellige nationalistiske projekter på Balkan. De bliver ved med at være »naive«, årti for årti – uden at beklage eller tage afstand fra deres dystre fortid.

Nej, Peter Handke har ikke skudt med et maskingevær fra et bjerg ned mod Sarajevos gader, men han har støttet hjernen bag det voldsorgie, der har ødelagt flere Balkan-lande. Han har aldrig undskyldt det eller revideret sit standpunkt.

Med hele sin intellektuelle integritet var han med til at styrke Milosevics lederkult – selv efter dennes død i en fængselscelle ved krigsdomstolen i Haag og begravelsen i 2006, hvor Handke omgivet af tyrannens generaler, partifæller og ultranationalistiske tilhængere holdt en tale med et eneste budskab: Jeg kender ikke sandheden, den er jo relativ, men her står jeg sammen med jer, sammen med Serbien, sammen med Slobodan Milosevic!

Stod Peter Handke virkelig med Serbien, og ikke bare med Milosevics regime, ville han have solidariseret sig til alle de progressive forfattere og kunstnere, menneskerettighedsorganisationer og oppositionspolitikere, hvis liv hang i tynd tråd under Milosevics årti lange regime. Eller bare for en gangs skyld have hørt deres kritiske stemmer også.

Hvad sandheden angår: Den var nem at finde, hvis Handke og andre kyniske relativister altså nogensinde var interesseret i den. Inden talen i 2006 var adskillige domme allerede afsagt i Haag, baseret på utallige materielle beviser og vidneudsagn. De var – og er nok stadig – tilgængelige på domstolens hjemmeside.

Men som så mange andre af regimets lakajer, gjorde Handke sig til en talsmand kun for Milosevics version af virkeligheden.

Den ovennævnte, forfulgte Mirko Kovac skildrer disse forfatter- og kunstnertyper i sin essaybog En elite værre end pøblen. De sidste dages diskussion om årets Nobelpris får mig til at tro, at den litterære elite i Skandinavien heller ikke er, hvad den har været.

Er man ved at give efter for tidsånden, hvor fakta kan være alternative, hvor der kan være fine folk både blandt forfølgerne og de forfulgte – hvor den ubekvemme, etiske komponent ikke er til at få øje på fra elfenbenstårnets øverste etager?

Ja, Akademiet kunne i princippet været gået uden om Handke, men det ville samtidig være et moralsk fravalg af hans forfatterskab. Det ville være at bedømme litteraturen på et moralsk grundlag, altså med et andet sprog end det som er litteraturens. Hvor ender vi, hvis litteraturpriser også skal ledsages af sindelagskontrol?
Læs også
Peter Handke kritiserede de vestlige mediers dækning af Jugoslavien-krigen, han besøgte Radovan Karadzic i Pale, var gæst i Milosevic’ krigsforbrydercelle i Haag og talte sågar ved hans begravelse i 2006. Det vidner om hans kolossale politiske naivitet og idioti.
Læs også
Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Morten Hjerl-Hansen
Steffen Gliese og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

En kroat kunne holde sammen på Balkan i kraft af overlegen moralsk autoritet; men når hyænerne kommer bagefter, i næste generation, ryger grundlaget, selvom konservative kræfter med alle midler forsøger at bevare det, der forlængst er forbi.