Læsetid: 6 min.

Essayet er en måde at skabe forbindelser på

Flere nye værker åbner sig mod andre former og stemmer
Martin Bastkjær skriver om essayets åbne format. Hvorfor bliver dette format mere og mere udbredt? Og hvorfor nu?

Martin Bastkjær skriver om essayets åbne format. Hvorfor bliver dette format mere og mere udbredt? Og hvorfor nu?

18. oktober 2019

For nylig udkom den dansk-norske kritiker Susanne Christensens tredje bog i Norge. Leonoras reise handler om den surrealistiske kunstner Leonora Carrington, men er ikke en traditionel monografi. Snarere er den et langt essay, der sætter Christensens version af Carrington i forbindelse med blandt andet klimaforandringer, sci-fi og kulturanmelderes arbejdsvilkår.

Susanne Christensen veksler mellem essayistik, citater og rejseberetning. I et afsnit fører en bemærkning om Carrington som en slags alien til en lang digression, der går fra sci-fi-filmene Nærkontakt af tredje grad og Arrival til tanker om en dokumentar om havet og korallers død og ender ved kulturarbejdere, der begår selvmord. Alt sammen i løbet af ganske få sider.

Leonora Carrington er ikke bogens hovedperson, men dens omdrejningspunkt. Christensen vil netop ikke lave et isoleret portræt af hende, hun vil sætte hende i forbindelse med omverdenen og samtiden. Og selv om det selvfølgelig er Susanne Christensen, der skriver, er der en væsentlig pointe i, at hun gør det ved at indoptage andre stemmer og perspektiver.

På dette punkt har hun en hel del til fælles med andre forfattere, der i disse år benytter sig af en mere åben essayistisk form. I Danmark finder vi den for eksempel hos Mikkel Thykier og Amalie Smith. Smiths seneste bog, Et hjerte i alt, består blandt andet af blogtekster, kronikker og foredragsnoter. Længere tekster er klippet op, så de væver sig ind mellem kortere tekster og citater fra andre forfattere, og på den måde mødes de mange emner på forskellige måder i løbet af bogen.

C. Y. Frostholm har flere gange benyttet sig af en lignende form, ikke mindst i den monumentale Træmuseet, der vandt Kritikerprisen tidligere i år. Her danner rejselitteratur, optegnelser, citater og fotografier en essayfortælling om at fremdyrke en nænsom og nysgerrig tilgang til naturen.

I vinter udkom en oversættelse af amerikanske Maggie Nelsons Argonauterne, hvor selvbiografiske stykker blandes med små afsnit om queerkunst og refleksioner over identitet, køn, moderskab og begær. Og der er mere på vej fra både danske og udenlandske forfattere. Til næste år kommer for eksempel en dansk oversættelse af norske Ida Lødemel Tvedts Marianegropen, som er »et essay i 43 akter«, der bedriver kulturkritik gennem læsninger, portrætter, interviews og personlig beretning.

Hvorfor bliver disse former mere og mere udbredte? Og hvorfor nu?

Essayet er historisk set en autoritativ genre. Typisk skelner man mellem det formelle essay, som behandler sit emne sagligt og logisk, og det uformelle, som er langt mere personligt og associativt. Essayets ophavsmand, Michel de Montaigne, dyrkede det uformelle, mens englænderen Francis Bacon praktiserede det formelle. Både Bacon og Montaigne tilhørte eliten i deres samtid.

Essayet var kun noget, man havde tid og råd til at skrive, hvis man var nogen. Det bærer genren stadig præg af. I hvert fald virker essaysamlinger i dag ofte til at være noget, man skriver for at cementere den position, man har fået med alderen og med sine foregående værker. Som den norske forfatter og kritiker Espen Stueland har bemærket, lugter essaygenren lidt af sure gammelmandsunderbukser.

Essayet antyder, at tingene også kan hænge uskønt sammen

I de allermest kedelige samlinger føles både tanken og formen træt og selvtilfreds. Essaysamlingen bliver en måde at slå mave på. Med de mere åbne former, jeg har skitseret ovenfor, giver forfatterne noget af autoriteten fra sig.

Værket stræber ikke efter at være en samlet, saglig fremstilling af et emne eller en idé. Det er ikke pligtnysgerrighed, inden den færdigtænkte tanke serveres som hovedret med en kæk bemærkning til dessert. Tværtimod er forfatterens tilgang søgende og åben for andre perspektiver.

En samlet fremstilling siger implicit, at tingene hænger nydeligt sammen. En mere åben form antyder, at tingene også kan hænge uskønt sammen.

»Hvordan forklarer man, i en kultur, der er besat af faste løsninger, at indimellem forbliver tingene rodede?« skriver Maggie Nelson, som bruger hele Argonauterne på at undersøge spørgsmålets mange afskygninger.

Martin Glaz Serups Læsesteder er formmæssigt mere stringent end mange af de andre værker, jeg har nævnt, men lige så åben og springende inden for de enkelte afsnit. Bogen består af små tekster, som begynder med en læseoplevelse – en konkret bog, et konkret sted – og lynhurtigt bevæger sig videre til andre værker, steder og minder.

Formen skaber plads til små scener og til refleksion, men først og fremmest videreformidler den en fundamental begejstring, der både viser sig i de mange tankespring og de steder, hvor tanken dvæler mærkbart længere ved et emne end ved andre. Nogle gange smyger skriften sig elegant videre fra det ene indfald til det andet, andre gange klippes der hårdt videre til noget nyt. Læsesteder er tydeligvis ikke en bog, der forpligter sig til udtømmende analyser, den arbejder snarere med dynamik, åbninger og intensitet.

Karl Ove Knausgård inkluderede essayistiske afsnit i sine Min kamp-romaner, men faktisk tror jeg, at hans bøger og særligt alle de autofiktive efterskælv, de har afstedkommet, er en del af forklaringen på, hvorfor en mere åben essayistisk form vinder frem netop nu. Nemlig som en modreaktion mod det heftige fokus på det biografiske jeg, der for at blive genkendt som sådant må være stabilt og klart afgrænset fra omverdenen.

I de bøger, jeg har nævnt ovenfor, er der snarere en lyst til at invitere omverdenen indenfor – ikke som en opløsning, men som en åbning af jeget. En lignende bevægelse ses i flere fiktionsværker fra de seneste år. Det kunne være Rachel Cusks internationale sensation Omrids, hvor jegfortælleren stort set ikke fylder noget, men i stedet er en svamp, som absorberer andres livshistorier.

Det kunne være hos Hanne Højgaard Viemose, hvor jeget veksler mellem at hedde – og være – Anne, Hanne, Hannah og Hans. Eller det kunne være kollektivet BMS, hvis digte i Knoglemarv lavendel blandt andet spørger, hvordan vi skal forstå et udsagn i jegform, når det ytres af fire stemmer på én gang.

Vi har brug for nysgerrighed

I essayværkerne er der plads til flere teksttyper og stemmer. Forbindelserne mellem dem er ikke nødvendigvis tænkt helt igennem, måske fordi de netop ikke kan tænkes helt igennem. Den norske digter Olaf Bull skriver i et dagbogsnotat:

»Vi tænker bare i retninger – det er os ikke givet at tænke til Bunds.«

Ved at nærme sig et emne fra mange forskellige vinkler opstår en vekselvirkning: Uventede paralleller mellem omverden og emne kan belyse nye aspekter af dem begge, gøre dem rigere og tættere forbundne.

I Susanne Christensens bog er et helt kapitel sågar viet en anden stemme, når forskeren Gloria Orenstein holder monolog om sine møder med Leonora Carrington. Den slags skrift, der ikke skråsikkert insisterer på sit eget perspektiv, er vigtig i disse tider, hvor politik og debat er inficeret af en snæver personlig vinkel, som ofte er resistent over for det, der modsiger eller nuancerer. Vi har brug for nysgerrighed.

Ligesom forsøget på at tyde rumvæsenernes sætninger i Arrival kræver, at vi anskuer vores eget sprog på en ny måde, kan mødet med surrealistisk kunst som Carringtons få os til at se helt anderledes på vores virkelighed og måden, vi konstruerer den på. At stå over for ukendte væsener eller logiksplintrende sprog i kunsten fører til spørgsmålet om, hvordan vi møder det fremmede. Og det spørgsmål er samtidig fundamentet og retningen for en nysgerrig anmelders praksis, og således bliver det meste alligevel bundet sammen i Leonoras reise.

I sin anmeldelse i norske Klassekampen skriver Maria Horvei, at hun venter forgæves på et klimaks, mens bogen bare flyder ud. Leonoras reise stikker rigtignok i mange retninger, nogle forlades hurtigere end andre, og flere af dem bliver der ikke fulgt op på. Men pointen med denne type værker er ofte ikke de klimakslignende erkendelser, forbindelserne kan lede frem til. Det er forbindelserne i sig selv, der er pointen.

»I lang tid ser jeg næsten ikke ud ad vinduet. Der er alt for mange ting, der holder mig fast i, hvor jeg kommer fra, mobilen ikke mindst. Kun langsomt bliver landskabet mere interessant, mere kuperet, mere grønt. Først sent på eftermiddagen, da jeg har døset og fået kaffe, begynder jeg at føle mig nærværende i rejsen: Vinmarker på skråninger. Husene for alvor anderledes, hvilken lettelse!« sådan skriver forfatteren C. Y. Frostholm i sit essay om at rejse med tog.
Læs også
Det kan forekomme megalomant at spejle sig i græske myter. Jeg tror, at ethvert verdensbillede er ude af proportioner, fyldt til randen med rimelige og urimelige betydningsdannelser. I mytologien finder jeg til stadighed plads til den oppustethed, det vanvid og den komik, jeg forbinder med at leve. Lea Løppenthin skriver essay
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Genren er tydeligvis under forandring. Og dermed kaldes meget, man ikke tidligere ville rubricere sådan, for essays.

Mht. til andet "på skrift" ses der også grænseoverskridelse ift. betegnelse af genren.