Interview
Læsetid: 11 min.

’Fat Front’ er en film til alle dem, der endnu ikke har opdaget, at deres krop ikke er forkert

Den nye dokumentarfilm ’Fat Front’ følger fire unge skandinaviske kropsaktivister, der ved at dele billeder af deres kroppe på de sociale medier insisterer på ikke at frasige sig livet – bare fordi de nu engang er tykke. Information har mødt de to instruktører Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen
En ting, der ramte de to instruktører hårdere end alt andet i mødet med de unge kvinder: alt det spildte liv. »Alt det de udskød, til de ’havde tabt sig’. Når man sidder her i min alder og ser på kvinder i 20’erne, der nægter sig selv lyst og nydelse, gør det ondt i hjertet,« siger Louise Detlevsen. »Jeg får lyst til at råbe: I skal ud og leve med fuld hammer. I skal ikke vente med at gå på stranden, fordi en delle falder ud over bikinikanten. Solen skinner, søster. Det er dine venner. Bad! Nyd det!«

En ting, der ramte de to instruktører hårdere end alt andet i mødet med de unge kvinder: alt det spildte liv. »Alt det de udskød, til de ’havde tabt sig’. Når man sidder her i min alder og ser på kvinder i 20’erne, der nægter sig selv lyst og nydelse, gør det ondt i hjertet,« siger Louise Detlevsen. »Jeg får lyst til at råbe: I skal ud og leve med fuld hammer. I skal ikke vente med at gå på stranden, fordi en delle falder ud over bikinikanten. Solen skinner, søster. Det er dine venner. Bad! Nyd det!«

Marie Hald

Kultur
11. oktober 2019

De kalder det at blive »afhjernevasket«, det de har været igennem under arbejdet med dokumentarfilmen Fat front.

»Det har været lidt ligesom at bryde ud af en religiøs sekt, hvor man i årevis har messet ’tynd er godt, tykt er dårligt, tynd er godt, tykt er dårligt’, og når man så endelig tager modet til at bryde ud, kan man pludselig se verden,« siger Louise Detlefsen.

Hendes medinstruktør, Louise Unmack Kjeldsen, tilføjer:

»Prøv at tænke på alt det, vi er blevet tillært, at vi skal tænke om tyk: Tyk er forkert, tyk er grumt, tyk er usundt og udtryk for manglende selvkontrol og vilje. Det har spillet os et puds, men heldigvis er der nogle seje unge kvinder, der sætter sig selv i spil for at løfte det slør.«

De to dokumentarfilmsinstruktører har gennem et par år fulgt fire skandinaviske kropsaktivister, norske Wilde og Marte, svenske Pauline og danske Helene. Fire unge kvinder, der har det til fælles, at de ikke længere gider at spilde deres ungdom med at skamme sig og udskyde livet. Og da slet ikke med de uendelige slankekure, som de alle har prøvet igen og igen, og som – som slankekure har for vane – bare har efterladt dem med flere kilo og mindre selvværd.

Projektet startede for omkring tre år siden, da de to lidt ved et tilfælde faldt over videoer på Instagram med tykke kvinder, der filmer sig selv, mens de dansede. Det var spændende. Og det var lidt provokerende.

»Her havde vi jo brugt 25 år som venner på at udveksle utilfredshed med vores kroppe og tips om nye slankekure. Så hvordan kunne de her unge kvinder, der var meget tykkere end os, være glade for sig selv?« fortæller Louise Unmack Kjeldsen, som indrømmer, at de i starten også var skeptiske.

»Vi tænkte: ’Arg, det kan vist ikke være den fulde sandhed. Der måtte stikke noget under’,« husker hun og tilføjer med et lille grin:

»For hvordan kunne de tillade sig det?! Vidste de ikke, at de lå nederst i skammehierarkiet?«

Filmens fire hovedpersoner og instagramprofiler

Helene, 33 år, Aarhus. Læser til bachelor i engelsk på Universitet i Aarhus.
Instaprofil: _chubbydane

Wilde, 29 år, Oslo. Er tv-producer og manuskriptforfatter.
Instaprofil: happykropp

Pauline, 21 år, Lund. Læser Modevidenskab på Universitet i Lund.
Instaprofil: paulinelindborg

Marte, 31 år, Oslo. Arbejder som pædagog på en institution for døve udviklingshæmmede. Læser en Master i audiopædagogik på Universitetet i Oslo.
Instaprofil: theonlymarte

For mens det er slemt at være tyk i vores kultur, er det direkte uacceptabelt at være tyk uden at ville tabe sig. »Det gik op for os, at vi aldrig nogensinde havde set film eller et tv-program om tykke mennesker, der ikke handlede om, at de skulle tabe sig – underforstået for at få et bedre liv,« siger Louise Detlefsen.

»Her var så pludselig en gruppe kvinder, der bortkastede den præmis. Det måtte vi simpelthen undersøge.«

Ny bevægelse

Og så var det egentlig bare at gå på internettet. For i modsætning til tidligere sociale bevægelser, for eksempel kvindebevægelsen, er der ikke tale om etablerede nedsatte grupper, men om unge kvinder over hele verden, der ikke kender hinanden personligt, og som ikke har andre organisatoriske værktøjer end en telefon og en internetopkobling.

Her deler de billeder af deres tykke kroppe: Naturligt nøgne, sexet påklædte, badende, dansende, spisende.

»Alt det som vi alle sammen gør, men som de ikke tidligere har oplevet, at de måtte. Eller som de har udskudt til den dag, de ville blive slanke.«

Og deri er revolutionen: at leve. Uden at skamme sig imens.

»Helene beskrev det virkelig rørende. Det øjeblik hvor hun indså, at hun bare var blevet bildt ind, at hun ikke måtte leve som alle os andre,« siger Louise Detlefsen.

Wilde.

Wilde.

Marie Hald

En del af det at eje at være hvem man er, er at have ord for det. For det handler ikke bare om at have retten til at være tyk, men også om retten til at kalde sig det. Som en af hovedpersonerne Pauline, der både er høj og tyk, fortæller i filmen, får hun altid får lov til, uimodsagt, at kalde sig selv ’høj’. Men kalder hun sig selv ’tyk’, svarer folk gerne, ganske velmenende, at hun da er smuk.

»Men hun har jo ikke sagt, at hun ikke er smuk. Hun har bare sagt, at hun er tyk,« siger Louise Unmack Kjeldsen.

»Derfor er en del af deres kamp at skabe en neutral betegnelse.«

Og det er jo netop ikke det begreb, vi ellers bruger som neutralt i dag nemlig ’overvægtig’.

»Det er jo dybt værdiladet, da det jo definerer, at der er en rigtig vægt, som man enten kan være over eller under.«

Udpeget

De fire kvinders historier er meget forskellige – Helene boede i teenageårene alene med en alkoholiseret far, mens Wilde kom fra en velhavende familie, der gav hende 1000 kroner for hvert kilo, hun tabte. Men på et punkt er deres historier enslydende: Deres kroppe har hele deres liv været genstand for andre menneskers kritik og kontrol. De er blevet peget ud. Blevet anderledesgjort. I første omgang fra velmenende forældre.

»Prøv at forestil dig et aftenmåltid, hvor forældrene hver gang deres datter åbnede munden for at sige noget, reagerede ved at fortælle, at det var dumt sagt, at nu må barnet tage sig sammen og lade være med hele tiden at sige uintelligente ting. Forfærdeligt, ik? Og prøv så at forestil dig, at sådan noget skete, hver gang barnet åbnede munden for at spise,« siger Louise Detlefsen.

»Det er det, de her kvinder har oplevet igennem deres barndom. At få at vide, at de spiste for meget og spiste forkert,« fortæller Louise Detlefsen og henviser til en scene i filmen, hvor danske Helene fortæller om, at hun i et forsøg på at motivere sig selv til vægttab hængte sedler op rundt omkring på sit værelse, hvor hun mindede sig selv om, at hendes krop var ulækker.

»De har fået etableret en indre kritik og kontrol, som de bærer med ind i voksenlivet, og som de nu gør op med.«

Marte.

Marte.

Maria Hald

Forældrene gør det i bedste mening, understreger Louise Unmack Kjeldsen.

»Vi bliver som forældre indkodet, at et af de største svigt, vi kan begå er at tillade, at vi får et tykt barn, Så hvis barnet bliver mobbet i skolen, skal vi hjælpe barnet til at tabe sig,« siger Louise Unmack Kjeldsen »Det er jo fint nok, men signalerer vi så ikke, at barnet er problemet, ikke mobningen?«

De to blev derfor kastet ud i en selvransagelse under arbejdet med filmen. For hvordan havde de selv forholdt sig til deres børns kroppe?

Louise Unmack Kjeldsen har faktisk som konsekvens sagt undskyld til sin 17-årige datter.

»Jeg gik hjem og sagde: ’Ved du hvad, skat, jeg har begået en stor fejl’. Hun var meget glad for mad, da hun var lille, og jeg kunne pludselig se, at jeg havde stukket alt for mange stikpiller, om hvad hun skulle spise og hvor meget. Samtidig havde jeg været en dårlig rollemodel, når jeg havde kritiseret min egen krop.«

Illusionen

For hvis det så bare hjalp. Problemet er at forskning allerede i slutningen af 1950’erne viste, at omkring 95-98 procent af alle, der forsøger at tabe sig, mislykkes. Og ikke nok med det: Efter vægttab vil de ofte tage mere på – en erfaring alle fire kvinder også har gjort sig.

»Det virkelig tragiske er jo, at det her, vi gør ved hinanden og vores børn, er baseret på en illusion. Statistisk betragtet er det stort set umuligt at tabe sig varigt, når man først er blevet rigtig tyk. Folk, der ved noget om det, vurderer, at kun tre-seks procent taber sig betragteligt, men resten tager mindst lige så meget på igen,« siger Louise Detlefsen.

Pauline.

Pauline.

Marie Hald

Hun har derfor en idé til arbejdsløse graverjournalister derude:

»Gå ud og afslør det her fupnummer. Find de her eksperter, der kan fortælle sandheden, som ingen åbenbart vil høre: At når du først er blevet tyk, er det stort set umuligt at tabe dig.«

For der er nogen, der har interesse i at opretholde illusionen, mener de to. Louise Detlefsen understreger, at filmen som udgangspunkt ikke var et feministisk projekt, men mener alligevel, at kampen for at få lov til at være en tyk kvinde indskriver sig i rækken af feministiske kampe.

»Engang måtte vi kæmpe om mandens begærsblik, fordi vi skulle have nogen til at forsørge os, og skønhed var vores valuta. I dag kan vi forsørge os selv, så det er jo anledning til at omdefinere og brede begrebet om den gode krop ud.« 

Hendes kollega tilføjer, at markedet jo er med til at understøtte myterne: 

»Så husk: Hver gang du har en dårlig tanke om dig selv, er der nogen, der kan tjene på det.«

Skønhed

Og nu vi er ved skønhed. Aktivisterne i filmen kredser meget om skønhed, men behøver en krop at være smuk?

»Det er helt klart et dilemma i bevægelsen. For det skal jo netop ikke være en ny skønhedskonkurrence, og det er jo i en vis forstand et nyt præstationskrav at lægge på sig selv, at man hele tiden skal elske sig selv. Svigter man så sagen, når man har en dårlig dag? Og skal en krop blive anerkendt som smuk for ikke at være forkert,« spørger Louise Unmack Kjeldsen

Men de to har helt bevidst arbejdet på at fremstille kvindernes kroppe smukt, bl.a. ved at filme dem i naturen. »Naturen har jo kæmpe sten og små sten, slanke træer og tykke træer. Det ved vi alle, og det ønsker ingen jo at ændre. Og i naturen fremstår kroppen som noget, man kan mærke og nyde.«

– Og som virker efter hensigten. De holder sig varme og giver næring og tryghed til nye generationer …

»Ja, eller også er de bare rare at være … indeni.«

Men de har også mødt modstand. De har begge prøvet at sidde til middagsselskaber og fortælle, at de laver en film om tykke kvinder, der har accepteret sig selv, som de er, for så at blive mødt med modspørgsmålet: hvad med sundhed?

»Sundhedssnakken er meget svær at komme væk fra, og vi har skulle minde hinanden om mange gange, at det er okay, at vi ikke har en ekspert med, der siger, at det er usundt at være overvægtig.« 

Helene.

Helene.

Marie Hald

De to erkender naturligvis, at der er en global fedmeepidemi, og at der ligger en udfordring i at knække denne stigende kurve. Men som det hedder i pressematerialet:

»Det skal ikke ske ved at knække de tykke.«

»I filmen beskæftiger vi os slet ikke med sundhed,« siger Detlevsen. »For det første var det ikke den film, som vi har ønsket at lave – dem er der nok af. Men for det andet, fordi det faktisk ikke er så simpelt. Man kan være tyk og usund, og man kan være tynd og usund og omvendt,« siger hun og henviser til nyere forskning, der peger på, at det er mere usundt at være inaktiv, ensom, arbejdsløs og stresset end at have et BMI mellem 30-35.

– Men jeg kan alligevel forudse, at en del af kommentarerne til denne artikel bliver, at man ikke kan ignorere, at det er usundt, og at der er risiko for, at I i stedet glorificerer det. Hvad vil I sige til dem?

»Jeg har lyst til at vende det om og spørge, hvad alternativet er? At de tykke gemmer sig væk? At vi ignorerer dem,« spørger Louise Unmack Kjeldsen. Hun har særligt undret sig over påstanden om, at positive fortællinger om tykke mennesker, der godt kan lide sig selv, skulle gøre det moderne at være tyk.

»Hvad er det, folk frygter? At vi alle sammen pludselig smider alt, hvad vi har i hænderne og giver os til at spise uhæmmet? Det er jo en mærkelig tankegang.«

Gode råd

– Jeg kan godt blive helt misundelig på de unge kvinder, der er del af en generation, hvor den her position er mulig. Kan en småtyk journalist på 46 alligevel godt være lidt med?

»Ja, helt klart. Jeg oplever, at jeg har rykket mig i mit forhold til min egen krop under arbejdet med filmen,« siger Louise Detlefsen. Louise Unmack Kjeldsen er enig. Og har også et par konkrete råd.

»Du kan jo starte med at følge de her kvinder og mange andre kropsaktivister på Instagram – og så overveje i samme omgang at slette dem, der får dig til at få det dårligt med din krop.«

»Og så kig noget mere på din egen krop!« tilføjer Louise Detlefsen.

»Hver dag. Og tal til den som var det til din bedste ven.«

»Og dans! Det gør kvinderne i filmen helt bevidst‚« siger Louise Unmack Kjeldsen.

»Alene foran spejlet eller sammen.«

»Og bad i havet, « afbryder Louise Detlefsen.

»Bevæg dig i naturen, dyrk motion. Alt det der gør, at du kommer ned din krop og kigger ud. I stedet for at kigge udefra og ind på din krop.«

Gør, gør, gør. For der var en ting, der ramte de to instruktører hårdere end alt andet i mødet med de unge kvinder: alt det spildte liv.

»Alt det de udskød, til de ’havde tabt sig’. Når man sidder her i min alder og ser på kvinder i 20’erne, der nægter sig selv lyst og nydelse, gør det ondt i hjertet,« siger Louise Detlevsen.

»Jeg får lyst til at råbe: I skal ud og leve med fuld hammer. I skal ikke vente med at gå på stranden, fordi en delle falder ud over bikinikanten. Solen skinner, søster. Det er dine venner. Bad! Nyd det!«

– Hvad håber I, at folk tager med sig fra filmen?

»Før vi gik i gang, lå vi en sommerdag på Charlottenlund Badeanstalt og kiggede på kroppe. Alle mulige slags kroppe og drømte om en fuld biografsal af folk, der i starten syntes, at det var lidt frastødende at se tykke kroppe, men når de forlod salen, havde ændret deres blik.«

Så vi skal alle rystes i vores forestillinger. I bedste fald måske afhjernevaskes lidt. Men der er alligevel en gruppe, som de to især håber kommer i biografen. Louise Unmack Kjeldsen:

»Når alt kommer til alt, har vi lavet en film til alle dem, der stadig ikke ved, at deres kroppe ikke er forkerte.«

Marie Hald

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo ikke specielt sundt at være svært overvægtig, og hva' så? - det er der så meget andet, der heller ikke er.
Sundheds- og perfekthedstyranniet har taget overhånd!

Peter Hippocratus Hansen, Allan Stampe Kristiansen, Michael Friis, Anina Weber, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

@Nils Valla: "det er ikke et valg om folk er fede..." Ja, det er det nu alligevel, ligemeget hvor meget videnskaben finder frem til om genetik, store knogler og hvad ved jeg: man kan altså ikke blive tyk uden at indtage flere kalorier, end man forbruger, så der er et valg. Det ændrer ikke ved, at det for nogen er genetisk sværere at holde vægten, at være disponerede for trøstespisning osv, osv. og man skal da ikke svine folk for deres udseende, men at vi ikke selv vælger, hvor meget vi indtager, det er da vist en slags undskyldning for at fortsætte.

Robert Ørsted-Jensen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Måske fordi overskriften insinuerer at en fed krop ikke er forkert?

Det er jo en påstand i skarp kontrast til den medicinske vurdering, der fortæller at fedme er ekstremt usundt for den enkelte og ekstremt dyrt for samfundet.
Det er andre ting også, og her er det ofte fuldt socialt acceptabelt at udsætte mennesker med usunde vaner for nedsættende sprogbrug, hetz og urimelige begrænsninger - det gælder fx rygere.

Carsten Nørgaard

@Søren Bro: Med udtalelsen »man kan altså ikke blive tyk uden at indtage flere kalorier, end man forbruger, så der er et valg« lægger du ikke til grund, at der er et valg. Det afhænger frit og kvit af virkelighedsopfattelse. Du kender den godt, den gamle debat om, hvorvidt mennesket er determineret eller har fri vilje og i hvilket omfang.

I de her dage kan man se filmen Joker, hvor hovedpersonen har en ufrivillig tendens til at producere et grin, særligt i upassende situationer. For ikke så længe siden så jeg en video om svært autistiske børn, som ufrivilligt gør skade på både deres forældre og dem selv og derfor må have forskelligt beskyttelsesudstyr på. De kan vel bare lade være med at slå? Nej.

»Flere kalorier end man forbruger« siger absolut intet om valg eller ikke valg. Du kunne med fordel læse bogen Adipositas – sygdom, behandling og organisation fra 2011 (udgivet af Munksgaard), som er en antologi af en lang række danske fedmeforskere.

Ingen benægter forholdet, at der tages for megen energi ind i forhold til, hvor meget der forbruges. Men bogen giver stort set intet håb for kostændring som livsstilsbaseret intervention – operationer er det mest effektive, vi har. Det er jo interessant nok. At reducere det hele til en slags enhedsvidenskabelig lommelogik med fysikken som underlæggende forklaring på alt gør, at vi altså må se bort fra den empiriske virkelighed: Det eneste, der gør en forskel i forhold til diæter er hvor hurtigt du vender tilbage til den oprindelige vægt (og nogle gange mere).

Bogen stiller en række gode spørgsmål, som f.eks. hvorfor den vægtbalancering, der automatisk sker i pattedyr, ser ud til at være sat ud af stand i folk med adipositas? Hvorfor kan man ikke empirisk måle forskelle i energiindtag via føde mellem folk der har adipositas, og dem man ikke kan – hvor kommer det hele så fra? Ja, faktisk er der et helt afsnit der dækker over kritiske spørgsmål, fedmeforskningen på tidspunktet ikke havde svar på. Der efterspørges simpelthjen en bevægelse væk fra de forklaringer og tilgange, man ser gå sin træge gang i den offentlige diskurs, for hvis det forholder sig sådan, som du siger (altså at det bare er et valg), ja, så er der jo ikke nogen grund til at have en fedmeforskning. Switch on, switch off. Træf nu bare valget, osv.

Der er også masser af forskning, der påpeger, at »fat shaming« fører til en stigning i vægt. Her skulle man ellers mene, at der var tale om et effektivt »styringsværktøj« eller hur? Men det er det ikke. Man kan ikke samtidig praktisere fat shaming og ønske, at de her mennesker skal gå fra en usund tilstand til en sund. De to positioner er gensidigt udelukkende.

Emnet adipositas er altså komplekst. Offentligheden begriber simpelthen ikke, hvor komplekst det er. Jeg tror egentlig, der er mange der heller ikke gider det. Hvis man bare kan komme med nogle floskler og skamme løs, så er det da langt nemmere. Man projicerer samfundets usunde forhold til krop generelt over på en gruppe, som er meget synlig (rent visuel) i det of fentlige rum.

Men når en dansk fedmeforsker står frem i en dokumentar på DR og fortæller en person med adipositas direkte, at hun skal smide badevægten ud, glemme det der vægtjag og bare fokusere på at tælle skridt og få sund mad – og så tager vi resten med medicin – så er det en helt anden verden. (Jeg henviser til: https://www.dr.dk/tv/se/temaloerdag-det-er-fedt-at-vaere-tyk/-/temaloerd...)

Han siger faktisk også til hende, at det for næsten alle netop IKKE er de her menneskers egen skyld. Og det står i direkte modsætning til den døde hest, du vælger at gøre dig til talsmand for lige her.
Ingen benægter termodynamikken – og heller ikke at det er usundt at være overvægtig – men dit primære synspunkt om valg har heller ikke noget med termodynamik at gøre og det reducerer og/eller overser alle de vigtige perspektiver, forskningen er kommet med over lang tid på en måde som det har været nødvendigt at komme videre fra i rigtig mange år.

Allan Stampe Kristiansen, Poul Mikael Allarp, nils valla, Anna Regine Irgens Bromann, Janne Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

@Carsten Nørgaard, at det ikke skulle kunne lade sig gøre at tabe sig via kost, når man er nået et vist punkt, er sikkert rigtigt, men hele vejen frem til dette punkt, kan man selv gøre en forskel. Du må da indrømme, at det er lidt underligt, at overvægten og fedmen er steget i takt med, at alkohol, sodavand, slik, sukker og fedt er faldet i relativ pris til et niveau hvor stort set alle har råd til at indtage dette, der i min grønne ungdom var henvist til en enkelt gang om ugen eller til festlige lejligheder.

Carsten Nørgaard

@Søren Bro: Tja, der var da nogle danske forskere der fandt at vægtøgningen over tid var den samme for overvægtige og ikke-overvægtige (samme kurve, skulle være forskellig hvis ellers). Spørgsmålet om »hvorfor«er helt klart ikke et, der har et entydigt svar. De kom så frem til, at »vi bliver fede pga. noget i miljøet« (man har jo også teoretiske begreber som obesogeniske miljøer i dag). Det kan man læse om her: https://videnskab.dk/krop-sundhed/opsigtsvaekkende-teori-co2-gor-dig-tyk

Deres egen hypotese til at begynde med – altså et første forsøg på at identificere den miljømæssige faktor, som dataene utvetydigt viste, der måtte være – var, at det gik gennem CO2-udledningen. De observerede nemlig en sammenhæng mellem CO2-udledning og overvægt i USA. Men det er jo kun ét bud. Det interessante er i første omgang observationerne af Glostrup-undersøgelserne, der som sagt viser, at på populationsniveau så tog alle, både tykke og tynde, på over den samme mængde tid. https://videnskab.dk/files/styles/columns_6_12_desktop/public/article_me...

Vi skal videre fra forenklingerne, der er masser af indikatorer for, at det her er mere komplekst end som sådan.

Poul Mikael Allarp, Anna Regine Irgens Bromann, Janne Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Mig bekendt er det netop mere kompliceret og komplekst end bare indtaget af kalorier i forhold til kalorioforbrug, der er vist også noget med at fedtcellerne er meget uvillige til at afgive fedt, og har man en gang været overvægtig får fedtcellerne en trist og træls tendens til at 'rage' til sig, selv, hvis man så meget som spiser fx en gulerod, og det er vist, mig bekendt, stadig ikke særligt velbelyst, hvorfor.

Poul Mikael Allarp, Jens Kofoed, Anina Weber, Eva Schwanenflügel og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar

Det er ikke korrekt.
Hvis du indtager mindre energi end du afbrænder vil du til sidst forsvinde helt.
Det er et uomgængeligt fysisk faktum.
Hvis man vil tabe skal man altså bare bruge mere energi end man indtager, og resten klarer sig selv med 100% sikkerhed.

Der var ingen fede blandt fanger i koncentrationslejre, fordi ingen modtog mere energi end de afbrændte.

Problemet her er selvkontrol i en verden af overflod, og selvom det bestemt kan være svært, så ændrer det ikke det underliggende princip:
Energi ind > energi brugt= vækst.
Energi ind < energi brugt= Tab

Mads Jakobsen, Robert Ørsted-Jensen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Man kan tilføje at "indtage" ikke bare betyder "putte i munden".
Der er muligt, i nogen grad, at påvirke tarmens evne til at optage forskellige næringsstoffer.
Fx indeholder både ananas og grapefrugt enzymer der hæmmer tarmens evne til at optage fedt.
Hvis man spiser ananas sammen med fedtholdige måltider, vil man altså optage mindre af det spiste fedt, end man ellers ville.

Gå en tur på nærmeste gågade eller indkøbscenter. 99,9% af de mennesker, der går rundt, udmærker sig ved, at de på ingen måde overholder kriterierne for skønhed.

Vi er ganske enkelt blevet hjernevasket af for meget af billedmaniulation (og makeup-branchen) til at tro et sådant menneske findes.

De fleste, der kritiserer andre, formentlig heller ikke Søren Bro, har meget at byde på foran spejlet.
Det er et præmis for livet, og gør det bare endnu mere skammeligt at udskamme en mindre gruppe som ulækre.

Michael Friis, Lotte Tvede, Jens Kofoed, Flemming Berger, Anina Weber, Eva Schwanenflügel og nils valla anbefalede denne kommentar

@ Katrine Damm.

Måske pga cellers indbygget hukommelse.

Eva Schwanenflügel

De der fatshamer andre burde selv skamme sig.

At gøre andre til syndebukke er udbredt i menneskelig sammenhæng, så meget desto mere burde vi efterhånden få gjort op med denne opførsel, der ligger til grund for det meste af kalamiteterne på denne jordklode.

Live, and let live.

Kim Øverup, Poul Mikael Allarp og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

De overvægtige personer der trækkes frem som idealer i bevægelsen mod "fatshaming" er typisk stadig i stand til at gå selv, som det ses på billedet. Men hvorfor egentlig? Er der noget galt med ikke kunne komme ud af sengen på grund af overvægt? Man kan da sagtens stadig have et rigt liv og være et vidunderligt menneske, selvom man ikke kan bevæge sig selv. Prøv at spørge mange paralyserede personer, først og fremmest Stephen Hawking som bidrog med meget værdifuldt til verden, selvom han til sidst kun kunne bevæge det ene øje en smule.

@Flemming Olsen.
Er helt enig. "Gode mennesker" har ikke noget med udseende at gøre.

Men mange mennesker, fede eller eksembelvis dem med tics, føler sig mindreværdige.
Og så hjælper det lige-fedt man prøver fortælle dem, de skal tro på de lige så gode som andre.
Selvhadet kommer indefra og helt sikkert som respons på vores forestillinger om den perfekte verden.

Hvis slike mennesker skal hjælpes af med det de føler er problemet, er der kun en "hård" vej at gå.
"Selverkendelse" (Virker måske uhjertligt i det skrevne ord).
Men lad mig komme med et tænkt eksembel:

Dreng med tics føler sig mindre værdig end "alle de andre" (en typisk følelse for drenge med tics)
Klassekammeraterne, der jo dybest set også holder af ham (ja, sån kan børn også være),
indvilliger sammen med klasselæreren og en psykolog at gøre noget ved den ulykkelige omstændighed.
Drengen med tics er gjort opmærksom på kammeraternes vilje til hjælpe ham.
Drengen skal nu fortælle om sine tics som han ellers hidtil i flovhed har prøvet (uden held), at holde skjult for de andre.
Der skal en kraftanstrengelse til for drengen, før han kan åbne op for disse intimiderende tanker om sig selv.
Men med forarbejde fra psykolog og lærer er det lykkes overbevise drengen om, de alle er der for hans skyld.
Drengen fortæller nu frit fra leveren. Og det hele ender måske i han selv og klassekammeraterne griner hjertligt, af al denne flovhed og følelsen af mindreværd, men grin af et godt hjerte og en følelse for drengen om at kunne rummes af de andre.

Udfaldet på min historie er temmelig sandsynligt.
Men den store "tvist" bliver få drengen til åbne op og erkende tankerne han bar rundt på.
Om han bliver af med sine tics på en gang er umuligt svare på, men drengen vil helt sikkert få mindsket trykket i hovedet (og følgerne af det), og helt sikkert efterfølgende se sig selv som "en af alle de andre".

Robert Ørsted-Jensen

Jeg var født i 50erne, på et tidspunkt hvor "fede" børn og unge, det vi idag kalder "overvægtige", bare var lidt buttede i sammenligning med et billede. Jeg har aldrig i min barn- og ungdom set nogen der var så overvægtige som disse damer. Uanset hvad vi siger, og selvfølgelig er det hårdt for disse utvivlsom dejlige unge mennesker, så er dette niveau af overvægt stadigt livsstil-relateret og det er sandt for dyden stadig livs- og helbredsødelæggende. Dermed er det et problem når det griber om sig.

BMI. Vores medborgere med højt BMI skal forsvares.
Denne tråd er oprettet med det formål, at stoppe den dumsmarte hetz imod mennesker, med for højt BMI.

Denne tråd er til FAKTA og DOKUMENTATION og ikke dumsmarte bemærkninger rettet imod medmennesker med for højt BMI.

Vi ved, at den kommunale sagsbehandling er hård, især over for mennesker med for højt BMI eller andre usynlige diagnoser, hvor uvidende sagsbehandlere misbruger en patients for høje BMI. Her mangles desværre ikke dokumentation, som løbende vil offentliggjort i denne tråd.

Ja, selv de praktiserende læger holder sig ikke tilbage med dumsmarte bemærkninger, til stor moro for andre lægekollegaer og stor skade for den kommunale Notatpligt og journalføring:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=37367

Med venlig hilsen
tynd som en bønnestage, med et usædvanligt fint stofskifte og ikke tvunget til at indtage stærkt vægtforøgende psykofarmaka

Poul Mikael Allarp, Erik Fuglsang, Heidi Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Søren Bro.
Det kun her i Danmark alkohol, sodavan, slik og sukker er blevet billigere.
I mange andre lande har det været billigt hele tiden. Alligevel eksploderer overvægten først nu.
Så du kan udelukke prisen som årsagen.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg mener ikke man skal forsølge og chikanere folk der er så overvægtige, men ligefrem normalisere det dur ikke i mine øjne. Jeg har selv måttet kæmpe hele livet med en spiseforstyrrelse, og fare for overvægt. Det er vanskeligt at kontrollere, sådan noget, men det er lykkedes mig i rimelig grad. At normalisere stærk overvægt er at ignorere at vi har at gøre med en sygdom som de sidste 3 årtier, især, er blevet en epidemi. Dem der ikke har min viljestyrke bør hjæpes til at styre det (selv jeg ville gerne have et sådant tilbud). De skal hverken chikaneres eller ses ned på. Men vi kan ikke ignorere og normalisere noget som er og vil være et seriøst og tiltagende debiliterende handikap, der koster dyrt for både dem selv og samfundet, især som folk blir ældre. Min egen mor blev kun 74 år de sidste 10-15 år var bestemt ikke gode. Vi var alle lettede da hun endelig døde.