Læsetid: 4 min.

Finæsteten, der hyldede Milosevic: Portræt af nobelprisvinder Peter Handke

Den østrigske forfatter Peter Handke modtager Nobelprisen i litteratur 2019. Som politisk figur er han dybt problematisk, som forfatter er han storslået
Peter Handke kritiserede de vestlige mediers dækning af Jugoslavien-krigen, han besøgte Radovan Karadzic i Pale, var gæst i Milosevic’ krigsforbrydercelle i Haag og talte sågar ved hans begravelse i 2006. Det vidner om hans kolossale politiske naivitet og idioti.

Peter Handke kritiserede de vestlige mediers dækning af Jugoslavien-krigen, han besøgte Radovan Karadzic i Pale, var gæst i Milosevic’ krigsforbrydercelle i Haag og talte sågar ved hans begravelse i 2006. Det vidner om hans kolossale politiske naivitet og idioti.

Alain Jocard

11. oktober 2019

Hvis der på forhånd skulle være en frygt for, at de to nobelpriser i litteratur efter skandalerne i Det svenske Akademi skulle vælge at sætte moral over æstetik og lade mindst en af priserne gå til en politisk korrekt forfatter, til to kvinder og til mindst en forfatter fra en ikke vestlig kulturkreds, så må man konstatere, at med valget af den østrigske forfatter Peter Handke (f. 1942) har Akademiet effektivt gjort den frygt til skamme.

Peter Handke er mand, europæer og dertil en af de mest politisk ukorrekte forfattere i vores tid.

Æstetisk er valget af Peter Handke til Nobelprisen i litteratur for 2019 ubestrideligt. Han er en af de største nulevende forfattere. En formbevidst finæstet, der har skrevet noget af det smukkeste, der er skrevet i efterkrigens europæiske litteratur.

En klang af det vil en del kende fra Wim Wenders film Himlen over Berlin fra 1987, hvor Handkes digt »Das Lied von Kindsein« med det inciterende »Als das Kind Kind war …« kører som en slags magisk lydspor gennem filmens fantastiske univers.

Hvis man skal sætte en hurtig formel på Handkes forfatterskab, så er det, at han er sprogkritisk og kritisk over for de bevidsthedsformler, vi ser verden igennem.

Allerede Handkes litterære debut med romanen Die Hornissen fra 1966 var kontroversiel og skabte opmærksomhed omkring hans person, da han samtidig beskyldte hele den daværende litterære elite for »beskrivelsesimpotens«.

Provokationen fortsatte i hans talestykke Publikumsbeschimpfung fra samme år, der banede vejen for et avantgardistisk eksperimenterende forfatterskab, der ikke fulgte strømmen. Til forskel fra den på det tidspunkt herskende konsensus om en politisk engageret litteratur var det Handkes holdning, at forfatteren skal søge erfaringen i selve det litterære sprog og dets struktur. Hans eksperimenterende stil fandt med Die Angst des Tormanns beim Elfmeter fra 1970 pludseligt et bredere publikum.

Udvidede kampzone

I de følgende årtier udvidede Handke sin litterære kampzone betydeligt gennem inspiration fra forfattere og tænkere som Goethe, Kafka, Heidegger, Nietzsche og ikke mindst landsmanden Thomas Bernhard. De gav ham på hver deres måde knudepunkter for hans eksistentielle søgen, ligesom de gjorde samfundets og historiens overgreb på det enkelte menneske til et genkommende tema i hans mange værker.

Da Peter Handke for nogle år siden modtog Ibsenprisen, primært for sine skuespil, var det med begrundelsen, at han har en særlig »evne til at aflytte samfundet«.

Handke har et formidabelt sprogøre og en særlig musikalitet, der gør ham i stand til at aflure og bore sig ned i de enkelte ord og sætninger og samtidig udvide dem i sin skrift, så der opstår helt nye betydninger.

Den tilgang har gennem årtier gjort det muligt for ham med kollegaen Madame Nielsens ord at frembringe »eksistentielle utopier, bud på, hvordan det enkelte – socialt og økonomisk uafhængige, arbejdsfritagne og eneboende ! – menneske kan leve den vellykkede dag, det gode liv. I disse forsøg findes samfundet ganske vist, men som noget uden for dette usædvanlige enkelte menneske«.

Disse eksistentielle utopier er så ofte ledsaget af en anselig portion patos og verdensfjern solipsisme, som indrømmet i for store doser gør ham lidt vanskelig at holde ud.

En grænsegænger

Peter Handkes udgangspunkt er provinsen, og selv er han en grænsegænger. Både konkret geografisk og sprogligt. Det fremgår også af nobelkomiteens begrundelse for at tildele ham prisen: »for et indflydelsesrigt forfatterskab, som med stor sprogkunst har udforsket periferien og menneskets konkrete erfaring.«

Handke er vokset op i grænselandet mellem Østrig og det daværende Jugoslavien og mellem det tyske og det slovenske sprog. Det var så også den baggrund i grænselandet, der fra midten af 1990’erne skulle gøre Handke til det europæiske kontinents forfatter non grata. Og pludselig gøre ham til en politisk forfatter.

Handke nøjedes ikke som den ven af Serbien, han var, med at kritisere de vestlige mediers dækning af Jugoslavien-krigen, han besøgte i Pale Radovan Karadzic, arkitekten bag de etniske udrensninger i Bosnien, var gæst i Milosevic’ krigsforbrydercelle i Haag og talte sågar ved hans begravelse i 2006.

Det vidner om Handkes kolossale politiske naivitet og idioti, og hans politiske blindgyde har i årtier belastet ham og hans forfatterskab.

Det aktiverer også den gamle diskussion om forholdet mellem æstetik og politik. Nu kan man sige, at Det svenske Akademi med nobelprisen har hyldet Handke for hans litterære værk, ikke straffet ham for hans politiske idioti.

Karl Ove Knausgård, der er en af de største beundrere af Peter Handkes forfatterskab og på sit eget forlag har udgivet flere af hans bøger, sagde for nogle år siden, at Handke som ingen anden er så uortodoks og tør udfordre konsensus, at han fortjener Nobelprisen, men næppe får den på grund af sin holdning til Serbien. Også det udsagn er nu blevet gjort til skamme med årets nobelpris til østrigeren.

Arkivfotos.
Hør mere i podcasten
Verdenspressen dækkede offentliggørelsen af nobelprismodtagerne som en stor begivenhed. Her livesendes på Göteborg bibliotek.
Læs også
Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Handke nøjedes ikke som den ven af Serbien, han var, med at kritisere de vestlige mediers dækning af Jugoslavien-krigen, han besøgte i Pale Radovan Karadzic, arkitekten bag de etniske udrensninger i Bosnien, var gæst i Milosevic’ krigsforbrydercelle i Haag og talte sågar ved hans begravelse i 2006."

Ifølge ICTY var både Mladic, Karadzic og Milosevic arkitekterne bag den såkaldt etniske udrensning i Bosnien-Herzegovina, hvilket i sig selv er kontroversielt - ligesom det er kontroversielt at ingen dømtes for alle de andre rapporterede etniske udrensninger, herunder dén af serbiske civile i Krajina-provinsen, som USA hjalp kroaterne med.

Peter Nielsens overfladiske og tendentiøse omtale af Handke som 'idiotisk' m.m. kaster en tåbelig skygge over Peter Nielsens dømmekraft og saglighed som journalist.

Steen Piper, Søren Fosberg, Mogens Holme og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Hvor ironisk historien udarter sig; Milosevic og andre tiltaltes på spinkle, politiserende og spekulative grundlag, mens den allerstørste krigsforbryder sad tungt på ICTY (domstolen kaldtes i visse (FN-)kredse Madeline Albright's stand). USA gjorde sig skyldige i at bryde den internationale våbenembargo mod Jugoslavien, da landet bl.a. hjalp kroaterne direkte og forsynede muslimerne i Bosnien med våben. USA gjorde sig skyldige i at true en suveræn stat med krig, hvis den ikke gik med på USA's betingelser; dette dømtes Nazityskland bl.a. for at have gjort af Nürnberg-domstolen. Og USA angreb Serbien militært med bombefly, herunder civile mål, hvilket er en voldsom krigsforbrydelse.

Og alligevel står den danske offentlighed med en historie om de gale, afsindige og morderiske serbere med folkedrab på menuen déngang tilbage i 90'ernes borgerkrig i Jugoslavien - og historien om at vi netop har hævet vort forsvarsbudget for at kunne leve op til de krav, der stilles i NATO, som ledes af verdenshistoriens største krigsforbryder, USA. Det er virkeligt kvalificeret.

Hov, glemmes skal det heller ikke at amerikanerne i perioden efter albanernes magtovertagelse i Kosovo lod KLA terrorisere jøder, sigøjnere, serbere og kroater, som alle forstod at man ønskede et etnisk-albansk Kosovo. Idag er Kosovo et uroligt område, hvor gangsterkriminalitet råder (bl.a. omtales Kosovo som central for organiseret kriminalitet i Europa).

Marianne Ljungberg

øhh...kan nogen fortælle mig, herunder Peter Nielsen, om det er i orden at foretage "etniske udrensninger"? Nobelpris eller ej?

Henrik Ljungberg

Adskillelsen af Handke i flere bestandele: Forfatter, politisk figur er absurd.

I sin bog "A journey to the Rivers: Justice for Serbia fra 1996 forsvarer og agiterer Handke for den serbiske nationalisme, som var rationalet for de etniske udrensninger dvs. folkemord. Man kan i en samtidig kontekst tale om den serbiske nationalisme, som en slags protonationalisme for den senere udbredelse af europæisk etno-nationalisme fx i Visengrad-landene.

Forfatteren og den politiske figur er derfor smeltet sammen i Peter Handke og når nobelprisen gives til ham er det også en anerkendelse af (serbisk) nationalisme.