Læsetid: 4 min.

Folkerepublikken Kina fejrer fødselsdag med knibsk censur af benspredende kunstværk

I denne uge skriver kulturgangen om regimekritisk kunst i Kina, om ældgammel papirkunst i Tyskland, og om en snart hedengangen dokumentarinstitution i Danmark. Og så bringer vi et nyskrevet hyldestdigt af Victor Boy Lindholm til hele Danmarks verdensmester i landevejscykling Mads Pedersen
Anna Aagaard Jensen udstillede tidligere på året stole, der skulle få kvinder til at sidde med spredte ben og dermed kræve deres space i det offentlige rum – nu udstiller hun, med lettere censur, sine benspredende stole i Kina i byen Guangzhou

Anna Aagaard Jensen udstillede tidligere på året stole, der skulle få kvinder til at sidde med spredte ben og dermed kræve deres space i det offentlige rum – nu udstiller hun, med lettere censur, sine benspredende stole i Kina i byen Guangzhou

Iris Rijskamp

4. oktober 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Regimekritisk benspredning

Anna von Sperling

Folkerepublikken fylder 70 år. Hip, hip og så det lange! Den skal have en gave, og har man ikke bedre ideer, kan man jo altid give en installationskunstner. Anna Aagaard Jensen – hende, der tidligere på året udstillede stole, der skulle få kvinder til at sidde med spredte ben og dermed kræve deres space i det offentlige rum – udstiller for tiden i byen Guangzhou med et nyt projekt, skriver dr.dk. Og mens værket som sådan ikke er censureret, så er budskabet bag, fortæller kunstneren.

Værket, der kun må bruges af kvinder, er en bænk bestående af fem benspredende stole og en vase. Det er dedikeret til en kinesisk kvindegruppe ved navn Feminist Five, der i 2015 blev anholdt, da den ville demonstrere mod seksuelle overgreb i den offentlige transport i Kina.

Men det budskab, oplever Anna Aagaard Jensen, er blevet bortcensureret af kuratoren af frygt for repressalier, siger hun til dr.dk.

Man kan jo ikke bestemme, hvad folk bruger deres gaver til, så kulturredaktionen vil blot ønske Folkerepublikken mange flere gode år med blottede skød og sprudlende kunstnerisk samfundsdebat.

Farvel til en dokumentarinstitution

Katrine Hornstrup Yde

»Aaaaahhhhhhrrrrrr! Iiiiiiiiiiv! Åuåhåhåhåhhhh«

Kan I huske det? Når Radio24syv med størst sandsynlighed vinder udbuddet om en ny digital radiokanal om et par uger og går i luften til november, fraskæres blandt rigtig mange programmer en unik institution: Radio24syv Dokumentar.

Jeg lyttede ivrigt med fra starten i 2011, da kanalen plejede kreativ omgang med det enorme nyproduktionskrav ved at sende meget af dokumentaristernes syv timer uredigerede råbånd ud i æteren om natten foruden at udsende det som en times dokumentar.

Jeg glemmer aldrig ’En Fødsel’, som er en helt vild times lyd af netop det. »Aaaaahhhhhhrrrrrr!« Og generelt ikke de nære portrætter af revysangere, anorektiske hundeejere, lokalkunstnere, af byer og forelskelser og mordgåder.

Niveauet svingede vildt, men man blev altid slynget et nyt sted hen. Og nå ja, det der Ghita Nørby-interview. Men lad først og fremmest institutionen blive husket for at oplære hobevis af talenter i at vandre ud i verden med mikrofonen først, at sive ind i alle afkroge af dansk liv, at eksperimentere på livet løs og lære tidens potentiale bedre at kende.

Afsted til Dürer i Wien

Mathias Sonne

The Granger Collection
Nej. Albrecht Dürers (1471-1528) verdensberømte hare er ikke på kanten af kitsch. Den er i sin prosaiske detaljerigdom faktisk både smagfuld og genial.

Det kan man mellem lige nu og den 6. januar se ved selvsyn i Wiens Albertina-museum.

Med udlån fra det halve Europa er her 200 tegninger, tryk, malerier og dokumenter fra den middelalderlige billedkunstner, der med Nürnberg som omdrejningspunkt for sine rejser skulle blive en mere succesrig kunstmager og oplyst humanist, end de romantiske fortolkere har brudt sig om.

At mesterens arbejde ligger 500 år tilbage, er ikke anledningen til pragtudstillingen. Men det gør det slående, hvor voldsomt verdsligt et værk renæssancemennesket Dürer skabte med sit nærmest naturvidenskabelige blik.

Der er kun én vej: afsted til Dürer i Wien, han kommer ikke så righoldigt tilbage foreløbigt.

Digt til en verdensmester

Informations digter, kulturskribent og cykelrytter Victor Boy Lindholm hylder den nye verdensmester i landevejscykling Mads Pedersen med et digt:

hvad nu
er et spørgsmål
jeg stiller regnen
da jeg rykker

jeg spørger
er det mig
der gør det her

hvad nu
er et spørgsmål
der runger
i den spejlblanke asfalt

er der nogen
HALLO
er der nogen
der sidder med

jeg skal passe på
men i dag
er jeg stærkest

jeg har ventet
men nu er det gjort

hvad nu
er ikke et spørgsmål
men en udfordring

hvad vil i mig nu
hvor jeg er ham
der tegner smerten i
dit ansigt

hvad vil i mig
nu hvor jeg åbner
for larmen i regnen

hvad vil i mig
nu hvor jeg forlader jer
bag mig

i et øjeblik
er jeg alene
i et eneste øjeblik
er det bare mig

hvadså
hvad var det
i kunne

ja
hvadså
var der andet

nej
ingen kunne røre mig
i dag

hvad nu
jeg er verdensmester nu

Moby spillede rolle i Trump-sag

Ralf Christensen

I sin storhedstid skabte Moby forbindelser mellem vores hjerter og vores fødder. Det skete i 1999 med det elektrohymniske hitalbum Play. Nu har den amerikanske musiker skabt en helt anden form for forbindelse.

Til en fest hos en L.A.-producer mødte Moby i år Val Broeksmit, søn af den afdøde Deutsche Bank-direktør Bill Broeksmit, skriver New York Times. Moby introducerede Broeksmit til Adam B. Schiff, formanden for efterretningskomiteen i Repræsentanternes Hus.

Det var Schiff glad for, da han var i gang med at efterforske Trumps transaktioner med Deutsche Bank. Og fordi Broeksmit havde neglet bankdokumenter fra sin fars e-mail.

Deutsche Bank er kommet i søgelyset, fordi banken er en af de få, der har villet låne Trump penge de seneste årtier, samtidig med at banken har været under mistanke for russisk pengevask.

Broeksmit krævede dog økonomisk »kompensation«, og dokumenterne viste sig ikke så værdifulde som antaget.

Men Moby fik det til at ske. Ligesom han gjorde på dansegulvet i 1999.

I Danmark er Ghita født

Katrine Hornstrup Yde

Ny unguilty pleasure: Se dog bare dokuserien ’Jim og Ghita’, DR’s konceptuelt løsagtige, Danmarksferiepromoverende kendisroadtrip-koncept, hvor Lyngvild og Nørby sludrer sig rundt i Danmark som kronisk imponerede og vidensbegærlige beundrere af samtlige lokale kulturelle aktiviteter, de opsøger: Papirkunst, videokunst, travheste, knipling, fotohistorie: WOW.

Alt er ja-hat, forhastet klippet, smittende begejstrende, og så er i fascinerende grad nærmest manisk i sin nationalisme. Som i den scene, hvor Ghita spontant i bilen begynder at recitere »I Danmark er jeg født« med sin indlevede diktion, og Lyngvild må bryde i gråd over så, ja DANSK, en oplevelse. Tænk sig at sidde der …

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu