Kommentar
Læsetid: 6 min.

Er fordrejning af historiske fakta et politisk synspunkt?

I en tid hvor sultanagtige autokrater er på fremmarch, og hvor skillelinjen mellem sandt og falsk bliver sløret, burde vi diskutere de moralske valg, forfattere og journalister kommer til at stå over for i de kommende årtier
Peter Handkes tildeling af Nobelprisen, er ikke en almindelig litteraturpris, men snarere en slags hyldest for ’life time achievement’, der som ingen andre ophøjer forfatteren i offentlighedens øjne og giver alle hans udsagn – både dem i værkerne og dem udenfor – en særlig tyngde og troværdighed. Derfor burde Handke slet ikke have modtaget denne pris, mener forfatter Alen Meskovic.

Peter Handkes tildeling af Nobelprisen, er ikke en almindelig litteraturpris, men snarere en slags hyldest for ’life time achievement’, der som ingen andre ophøjer forfatteren i offentlighedens øjne og giver alle hans udsagn – både dem i værkerne og dem udenfor – en særlig tyngde og troværdighed. Derfor burde Handke slet ikke have modtaget denne pris, mener forfatter Alen Meskovic.

CAP/KFS

Kultur
25. oktober 2019

I fredagens udgave af Information delte min kritiske kommentar af årets nobelprisuddeling opslag med litteraturredaktør Peter Nielsens langt mere positive.

Dér stillede jeg et simpelt etisk spørgsmål: Hvorfor hylde en forfatter, der har støttet et forbryderisk regime, som har forfulgt andre forfattere, begået drab på kritiske journalister og politiske modstandere? En folkemord-apologet, der gang på gang har fordrejet historiske fakta?

Min kritik var altså rettet mod nobelkomiteens blåstempling af den forfattertype, som Peter Handke repræsenterer, og som er velkendt i de eksjugoslaviske lande: magthavernes faktafordrejende talerør; de undertrykte forfatteres diametrale modsætning. Denne forfattertypes morale kommer bedst til udtryk i en af Milosevics støtters, forfatter Brana Crncevics, berømte udtalelse fra 1990’erne:

»Mellem sandheden og Serbien vælger jeg Serbien!«

Handke og det serbiske folk

Peter Nielsen bruger til gengæld halvdelen af spaltepladsen på at forsvare Handkes litterære værk, som ingen angriber. Samtidig forsvarer han den østrigske forfatter ved at henvise til hans 80 sider lange pamflet En vinterrejse på floderne Donau, Sava, Morava og Drina eller Retfærdighed for Serbien fra 1996. Her skulle Handke ifølge Peter Nielsen have understreget, at »han står bag det serbiske folk, ikke Milosevic«.

Jeg har ledt og ledt og kunne ikke finde det citat noget sted i bogen, ikke engang ved hjælp af en søgemaskine. Til gengæld kunne jeg genlæse en tragikomisk passage, hvor Handke tilbringer en aften i selskab med en deprimeret serbisk forfatter, der efter nogle glas vin giver sig til at kritisere serbiske ledere i forbindelse med krigen i Bosnien.

Handke indrømmer over for læseren, at han ikke gad lytte på forfatterens kritik, »ikke i denne by, ikke i dette land«, nu når vigtige fredsforhandlinger i Dayton var i gang. Det var som bekendt Milosevic, der forhandlede i Dayton i november 1995, eftersom Radovan Karadzic allerede var eftersøgt for krigsforbrydelser.

Stod Peter Handke virkelig bag det serbiske folk og ikke bag Milosevic, ville den nybagte nobelpristager i år 2000 – få måneder inden folket væltede tyrannen – have takket pænt nej til en pris fra Karic banken.

Grundlæggeren af prisen var nemlig den kontroversielle businessman Bogoljub Karic – velkendt som »keeper of Milosevics family money« og en af præsidentens nærmeste. Både Karic og pengene forsvandt ud af landet, efter Milosevics regime faldt i oktober det år, og den nye, provestlige regering udstedte en arrestordre.

Handke gav aldrig støtte til de millioner af serbere, der væltede Milosevic. Tværtimod holdt han tale ved Milosevics begravelse i 2006.

Selvmodsigelser

Peter Nielsen indrømmer ærligt, at diskussionen er svær, og prøver at opsummere sin holdning til sagen med følgende sætningsrække:

»Jeg kommer heller aldrig til at tilgive Handke for hans politiske fejltrin, og jeg er hele tiden i tvivl, men jeg føler mig samtidig nødsaget til at forsvare litteraturen over for moralske domme og moralsk nivellering. For litteraturens skyld. Det er også det, nobelkomiteen gør, når de i forbindelse med Handke lægger vægt på litteraturen og ikke forfatterens politiske synspunkter.«

Der er flere selvmodsigelser i dette citat. I og med at Peter Nielsen mener, at Handke skal have Nobelprisen, har han jo tilgivet og blåstemplet hans offentlige virke ligesom nobelkomiteen. Hvad den moralske fordømmelse angår, sagde Peter Nielsen så ikke selv i DR’s Deadline forleden, at han havde holdt Handkes værker i læsekarantæne i ti år, og at det var nok?

Hvordan hænger det nu sammen med hans forsvar for litteraturen over for »moralske domme og moralsk nivellering«? Hvor mange år ville Handkes skønlitteratur have fået, hvis den østrigske forfatter havde forsvaret Holocaust eller folkemordet i Rwanda?

Selvmodsigende er også denne ros til nobelpriskomiteen om at have set bort fra »forfatterens politiske synspunkter«. For senere i teksten citerer Peter Nielsen et af medlemmerne af komiteen og skriver, at den faktisk har lavet »en politisk vurdering« af Handke.

Her er formuleringen »forfatterens politiske synspunkter« særlig problematisk. For folkemord-apologi og påstande, som den om at bosniske muslimer begik massakrer på dem selv i den belejrede Sarajevo for at sætte serberne i dårligt lys, er ikke »politiske synspunkter«, men papegøjeagtige gentagelser af et forbryderisk regimes propaganda med formål at relativisere forbrydelserne og sløre billedet i vestlige medier.

Påstanden var i øvrigt en af de centrale i Radovan Karadzics forsvar under retssagen i Haag, og den blev pure afvist af krigsdomstolen. At kalde påstande som disse for »politiske fejltrin« og »politiske synspunkter« er derfor misvisende. Peter Nielsen ender nærmest med at gøre Handke til et offer – en slags dissident, der var ved at gå glip af en velfortjent Nobelpris på grund af sine politiske synspunkter.

Den frie forfatter

I kunsten og fiktionen er man som forfatter fri, det er vi alle enige om. Men når man træder ind i en offentlig sfære med en vis stemmebåndsstyrke og autoritet, i krigstid og fredstid, gælder der vel samme etiske regler som for alle andre borgere. Folkemord-apologi, fordrejning af historiske fakta og aktiv støtte til krigsforbrydere er for mig uforenelige med det at være ansvarsfuld forfatter, journalist og intellektuel.

Peter Nielsen skriver til gengæld:

»Hvor ender vi, hvis litteraturpriser også skal ledsages af sindelagskontrol? Ja, så mister litteraturen sit særpræg, nemlig at den ikke er moralsk og taler et andet sprog end politikken. Hvis litteraturen bliver moralsk eller målt med moralsk kodeks, mister den sit egentlige sprog og bliver for ens.«

Her må jeg sige det ligeud: Hvis en forfatter lader være med at støtte og forsvare krigsforbrydere i frygt for, at han eller hun vil gå glip af Nobelprisen i litteratur – så er det fint med mig.

At frygte, at litteratur vil miste sit egentlige sprog, fordi den allerstørste litterære anerkendelse kræver af forfatterne, at de holder sig væk fra folkemord-apologier og fordrejninger af fakta i offentligheden, forekommer mig som hysteri i elfenbenstårnet.

Så hysterisk har nobelkomiteen dog ikke været. Den har faktisk foretaget »en politisk vurdering« og blåstemplet Handke, som Peter Nielsen senere også skriver – fordi forfatteren eksempelvis »ikke går over grænsen til krigshetz«.

Så meget for Peter Nielsens illusion om Nobelprisens moralske og politiske neutralitet. Han ender derfor med at spørge sig selv om, hvorvidt nobelkomiteen er ude på et skråplan – ikke fordi den har blåstemplet Handkes dystre offentlige virke, men fordi den overhovedet har forholdt sig til den!

Sådan går det, når man i en alvorlig diskussion om en forfatters skamfulde offentlige engagement kører på den elitære automatpilot om kunstens autonomi. Man ender ubevidst med at bagatellisere folkemord-apologi og fordrejninger af fakta, forvandle uhyrlige påstande til politiske synspunkter og gøre en folkemord-apologet til dissident.

Idealer og etik

Men har komiteen ikke altid taget moralsk stilling, og hvad kan vi forvente af forfatterne fremover?

»Skulle vi så trække Nobelprisen uddelt i 1920 til Knut Hamsun tilbage som følge af hans senere støtte til Hitler?« spørger Peter Nielsen et sted. Det ville være langt mere logisk at spørge: Ville Hamsun have fået prisen i 1969, 24 år efter Holocaust, hvis han levede så længe?

Svaret giver sig selv, for Nobelprisen har aldrig været en almindelig litteraturpris, snarere en slags hyldest for ’life time achievement’, der som ingen andre ophøjer forfatteren i offentlighedens øjne og giver alle hans udsagn – både dem i værkerne og dem udenfor – en særlig tyngde og troværdighed. Derfor kunne en holocaust-benægter eller støtter af Hitler aldrig få den.

I dag, 24 år efter folkemordet i Srebrenica, valgte nobelkomiteen at blåstemple en folkemord-apologets fuldstændige degradering af forfatterrollen i samfundet og de idealer, som en anden nobelpristager, Albert Camus, blandt andre stod for.

Det er blot endnu et tegn på, at vi lever i en helt anderledes tid, end Camus og Hamsun gjorde. Forventninger om idealer og etik blandt forfattere er åbenbart blevet »so last century.«

Fremadrettet set, i en tid hvor sultanagtige autokrater er på fremmarch, og hvor skillelinjen mellem sandt og falsk, godt og ondt, bliver sløret, er det berettiget at frygte, at Nobelprisen til Handke blot er et symptom på en mere generel og ildevarslende tendens i vores kultur.

Derfor burde vi reflektere over de moralske valg, forfattere og journalister kommer til at stå over for i det enogtyvende århundrede – nu når nobelpriskomiteen har ophøjet en så uansvarlig og skamløs forfattertype som Peter Handke.

Alen Meskovic er forfatter

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her