Læsetid: 15 min.

Forfatter C.Y. Frostholm er taget på rejse med tog, skib og bøger i klimakrisens tidsalder

Togrejsen bringer stederne tættere sammen. I stedet for at hakke verden op i bidder med afgrunde imellem, bibringer den en følelse af, at alle steder er tilgængelige. At holde sig til jordens overflade og bevæge sig i en ubrudt linje giver en følelse af en tættere, næsten organisk forbindelse med stederne
»I lang tid ser jeg næsten ikke ud ad vinduet. Der er alt for mange ting, der holder mig fast i, hvor jeg kommer fra, mobilen ikke mindst. Kun langsomt bliver landskabet mere interessant, mere kuperet, mere grønt. Først sent på eftermiddagen, da jeg har døset og fået kaffe, begynder jeg at føle mig nærværende i rejsen: Vinmarker på skråninger. Husene for alvor anderledes, hvilken lettelse!« sådan skriver forfatteren C. Y. Frostholm i sit essay om at rejse med tog.

»I lang tid ser jeg næsten ikke ud ad vinduet. Der er alt for mange ting, der holder mig fast i, hvor jeg kommer fra, mobilen ikke mindst. Kun langsomt bliver landskabet mere interessant, mere kuperet, mere grønt. Først sent på eftermiddagen, da jeg har døset og fået kaffe, begynder jeg at føle mig nærværende i rejsen: Vinmarker på skråninger. Husene for alvor anderledes, hvilken lettelse!« sådan skriver forfatteren C. Y. Frostholm i sit essay om at rejse med tog.

IRIS KUERSCHNER

4. oktober 2019

Jeg kommer så tidligt, at jeg har tid til at sidde i afgangshallen og udfylde første felt på interrailkortet, forsigtigt, som om jeg kunne komme til at gøre det ugyldigt. Konduktøren virker imponeret og uddeler trykte hæfter med togtiderne og alle de tilhørende forbindelser, som om dette tog aldrig vil kunne ankomme andet end rettidigt.

»Der er noget ved at sejle,« lyder Scandlines’ slogan: Rygerne i deres udendørs rygekabine, folk, som spiser pomfritter klokken ti om formiddagen. En rastløs slentren. I Puttgarden holder vi en uendelighed. Til sidst må vi bytte pladser med passagererne i det modkørende togsæt, hvilket forløber overraskende smidigt. Men hvad skulle toget også med færgen for i første omgang?

»Der Zukunft von schnell ist 5G schnell,« står der på perronerne.

Uendeligheden varer en halv time, og jeg når mit næste tog i fin stil.

I lang tid ser jeg næsten ikke ud ad vinduet. Der er alt for mange ting, der holder mig fast i, hvor jeg kommer fra, mobilen ikke mindst. Kun langsomt bliver landskabet mere interessant, mere kuperet, mere grønt. Først sent på eftermiddagen, da jeg har døset og fået kaffe, begynder jeg at føle mig nærværende i rejsen: Vinmarker på skråninger. Husene for alvor anderledes, hvilken lettelse!

Kufstein, Østrig. Sne overalt og tåge. Først troede jeg, det var døde graner, men det er bare løvfældende nåletræer på skrænterne. Det er her lærketræerne kommer fra. Toget panorerer, ligesom bussen i Paris hos forfatteren og fotografen Hervé Guibert, når den bliver til et rullende fotografiapparat, en autobus-photo. Det ene øjeblik er bjergene næsten overnaturligt smukke, og fornemmelsen af at glide forbi dem, klemt inde mellem deres massiver, voldsom og magisk. Det næste øjeblik er de bare udsigten, som tapetet på en restaurant.

Drengen i sædet overfor forholder sig slet ikke til det på den anden side ad vinduet. Jo måske en enkelt gang, da jeg tager et billede. Tænk stadig at have en størrelse, så man kan sidde sammenkrummet i sædet med høretelefoner og en lille skærm foran sig som det eneste interessante i hele verden. Hans mor opremser retterne i menuen med en blanding af foragt og lækkersult, men spisevognen er lukket.

Uden overgang er vi på den anden side af Alperne, på solsiden, og sneen på bjergsiden er næsten væk. Jeg ser forskellene, men stadig i ryk.

»For hvor er det svært
at forstå landskabet
når man passerer det i et tog
fra hér til dér
og tavst
 ser det dig forsvinde,« som W.G. Sebald skriver.

Sked man virkelig gennem et hul direkte ned på skinnerne?

At sidde en hel dag foran det samme vindue i den lange leddelte krop og bevæge sig gennem egn efter egn, land efter land, uden nogen forhindringer eller nogen anstrengelse. På intet tidspunkt har en flyrejse haft en så lav puls.

Travelling er det franske ord for det, der på dansk oftest hedder en kamerakørsel eller et tracking shot. Metoden er næsten lige så gammel som det levende billede. En af de første optagelser blev udført af fotografen Alexandre Promio fra en gondol i Venedig i 1896: En film, hvor det ikke er motivet, men selve kameraet, der rejser.

Travelling er også den passende titel på en ny fransk bog af romanforfatterne Christian Garcin og Tanguy Viel med undertitlen En jordomrejse uden fly.

Én lang panorering uden hårde klip. »Som et indiskret kamera,« skriver Garcin & Viel. Også Guibert forbandt toget med en travelling, i modsætning til bussens enkeltbilleder.

»Postillonerne kørte af sted, så man hverken kunne høre eller se,« skriver Goethe om sin rejse til Italien i 1786. Men »hvor ondt det end gjorde mig at rejse igennem disse herlige egne med den skrækkeligste fart og om natten, som om vi fløj, så glædede det mig dog inderst inde, at en gunstig vind blæste mig af sted og jagede mig mod mine ønskers mål.«

Hestevognens fart til trods lykkes det ham at aflæse landskabet geologisk: jord-, ler- og bjergarterne og deres betydning for landbruget; samt kvindernes hudfarve, som mishagede ham i Sydtyrol, hvor man levede af majs og boghvede. Goethe var 37 år og minister i Weimar, før han nåede til sine drømmes Italien.

Da Tanguy Viel fortæller de andre i samkørselsbilen på vej til havnen i Marseille, at han er på vej ud på en jordomrejse, vækker det ikke den store opsigt. Delvist fordi han selv nok underspiller det lidt, »men sikkert også fordi 100 dage jorden rundt, i 2018, nærmest fremstår helt dagligdags.«

20 dage længere end hos Jules Verne, tager det for verdensmanden Garcin og den kun lidt berejste Viel. Den første etape med containerskib til New York. Og allerede før de forlader havnen, møder de deres første udfordring, forsinkelserne. Selv den transsibiriske jernbane har en køreplan, men et fragtskib ved man ikke præcis, hvornår sejler.

Derefter følger monotonien, oplevelsen af »en slags ormehul«. På internettets liveoversigter ligner skibstrafikken på Nordatlanten en motorvej, men i praksis ser man »hverken nogen eller noget, og verden er tom, dét er sandheden om det,« skriver Garcin.

Men også proportionerne går af led: Det er svært at forstå, at det man ser, er 1:1, noterer Viel over for container-legoklodserne:

»for øjet synes ingenting rigtig at stå klart.«

Den detalje, der ender med at fæstne sig og hjælpe perspektivet på plads, er tre svaler, der lader sig transportere som blinde passagerer på tværs af alle trækruter. Eller vel i sidste ende slet ingen steder skal.

Garcin & Viel skiftes til at føre pennen, og deres beretninger overlapper, som når man hører et ægtepar genfortælle ferien. Når alting suser lidt for hurtigt forbi i toget til Chicago og bilen videre mod Østkysten, bliver to blikke til gengæld en god modvægt til flygtigheden. Fordi det er Viels bøger, jeg kender i forvejen, og ham, jeg forbinder med filmmetaforikken (hans gennembrudsroman hed Cinema (på dansk: Film), er det langt hen ad vejen også ham, jeg gør til min hovedperson. Indtil stemmerne flyder sammen »som dagenes navne opløser sig i det blå hav«.

Da T. og jeg rejste på interrail i vinteren 1984 til Italien og Grækenland, skrev og tegnede vi alt, hvad vi oplevede i en fælles kinabog, hvor vi bagefter også indklæbede de fremkaldte billeder.

På strækningen fra Pisa er der huller ud til havet og bølger, som slår ind lige op ad sporene. Der er også enkelte palmer, som ikke ser alt for forkrøblede ud. Som om parasolpinjer ikke var nok. Jeg går på toilettet, mens toget holder på en station, og folk går snakkende forbi vinduet. Jeg mærker en gammel refleks: at man skulle vente til toget kørte igen. Sked man virkelig gennem et hul direkte ned på skinnerne?

En jordomrejse uden fly

En ung kvinde i Piombino spørger, om toget kører trods strejken. Jeg siger, at det er jeg blevet lovet. Vi skal begge videre til Rom. »Kun ti minutter til at skifte,« siger hun bekymret. Men ængstelsen er unødig, også i forhold til det næste tog. Det er forsinket et kvarter, og for hver fem minutter øges forsinkelsen.

Ingen ved mere end, hvad automatstemmen gentager. Til sidst beklager folk sig højlydt. Det er det ventende menneske i alle dets afskygninger: ophidset, vredt, opgivende, vantro, med himlende øjne eller appellerende latter, udslukt og sammenkrummet, ivrigt telefonerende, informationssøgende, rastløst gående hid og hid. Selv manden i Trenitalia-tøj, som snakker med en ven, virker næsten chokeret, da toget åbenbarer sig. Og straks efter sidder man i det og har glemt alt.

Vi skal frem og det med en vis fart. Vi vil ikke acceptere forhindringer. Fordi det er teknisk muligt, men også fordi det er blevet en form for menneskeret. Det er kun et spørgsmål om tid, før det er vores medfødte privilegium at tilsvine andre planeter. Hvis vi helt kunne skippe rejsen og zappe mellem stederne, ville det strengt taget være det bedste, er det virkelig sådan? Og hvornår er rejsen ’det værd’ for det landskab, vi skærer igennem med 300 kilometer i timen?

»Overlevelsesskam
Overflodsskam
Apatiskam
Selvgodhedsskam
Grådansigtsskam
Skam-skam,« skriver Silja E.K. Henderson.

De uendelig triste trøstesløse boligområder langs vejen i Roms forstæder, fabrikskvarterer, parkeringspladser, støvet og tildænget med plastik og affald; spillehaller, et stenbrud, et alzheimerhospitalskompleks.

Hele verden fremstår skamferet og udpint set fra sådan et busvindue. På sædet foran mig en dame, som ser den samme video om og om igen af et barn, der leger, mens dets forældre stirrer på en tv-skærm. Og mig der kigger med i sprækken mellem sæderne. Hun holder telefonen op til øret og smiler. På vejen den kilometer, der er at gå ud til Hadrians Villa, er jeg næsten ligeglad med at nå frem. Så træder jeg ind i roen mellem oliventræerne, spadserer op ad skråningen og spiser mit pizzastykke på en bænk, rolig og privilegeret.

Det tog Marguerite Yourcenar 24 års forberedelser at nå frem til at kunne skrive Kejser Hadrians erindringer. Pludselig en nat i 1948 gik der hul, i nattoget fra New York til Chicago.

Chicago, »denne smukke og kolde, temmelig gådefulde by, hvor man en dag vendte en flods løb,« skriver Garcin & Viel efter at have kørt samme strækning i restaurantvognen (som også Cary Grant og Eva Marie Saint i Menneskejagt).

Og jo, Chicago River blev ganske rigtigt omdirigeret, så man slap for at skulle konfronteres med forureningen fra fabrikkerne.

»Hvis der var én ting, de, som gik i land, var gode til, så var det at vende op og ned på tingenes forløb.« Og fortrænge konsekvenserne af deres handlinger.

Da Christian Garcin i 2014 forstod, at han allerede havde fløjet 19 gange på årets tre første måneder, besluttede han, at den næste store rejse skulle være en jordomrejse uden fly. »Miljørigtig,« som han forestillede sig. »Jeg anede på det tidspunkt ikke, at fragtskibe også er enorme forureningskilder.«

Han ender med næsten at gøre et nummer ud af, at rejsen ikke er noget klimaprojekt. Og naturligvis er et fragtskib hverken ’økologisk’ eller ’grønt’, men selv ikke i deres luksussuite ændrer de par landgangspassagerer vel ret meget på det kæmpe fartøjs CO2-aftryk? Måske ikke meget mere end tre svaler?

Spor efter fugle hedder Julie Sten-Knudsens seneste digtsamling: På Østkysten, langs Los Angeles River, besøger hun »en tynd stribe park
der ligger klemt inde mellem floden
og en sekssporet motorvej«, hvor der skal anlægges en ny flodbred med mere park og nye vådområder for både dyr og mennesker. Ikke natur, »men noget der ligner«.

Sten-Knudsen skriver i »de døde mandeltræers tid, de store skovbrandes tid«, hvor landskabet er »fint nok
men (...) ikke har noget at gøre med virkeligheden«.

Der er et før, hvor »vi troede ikke der var nogen grænser for hvad vi kunne gøre« og et nu, hvor man spiser frokost i smug i kaktusafdelingen i den botaniske have, og spekulerer over, hvad der ville ske, »hvis man tabte nogle krummer
en skive tomat. om det ville medføre en voldsom forstyrrelse
af økosystemet. én ting er at vi har taget madpakke med
men hvad nu hvis alle gjorde det.«

»Kan du mærke kosmos
sitre i kødet?« spørger Silja E.K. Henderson i sin bog 1,7 Tipping Point.

»Om 10 år er der mere plastik i havet, end der er fisk.«

Klima og miljø løber som en understrøm under alle bøger

I sin collage samler hun hver dag den slags fakta i »sengen med et sovende barn i hver armhule, i tvivl om, hvem der egentlig holder hvem oppe«. Det er en tsunami af dårlige nyheder, der skyller ind over individet:

»Katastroferne vokser ind i vores drømme, og vi vågner angste til et kor af stemmer: Det er nu. Vi er kommet

»ikke dét at vi skal dø
men det at vi slår alting ihjel
knurhår, vinger, fluorescerende
øjne
der står de, så er de væk.«

Og jo, menneskearten rammes også, det er bare så meget mere omfattende end det: Et sammenvæv af alskens ulykker, der naturligvis hænger sammen:

»klimakrise
ulighedskrise
flygtningekrise

ikke hvordan
de er forskellige
men hvordan de er ens
uadskillelige.«

Hvordan skal vi se det – og vores eget ansvar – i øjnene og stadig være i stand til at leve og handle?

»Jeg ved ikke, hvordan vi trækker vejret, men vi danser.«

»I hvert afsnit er der et hul
hvor der mangler en sætning,« skriver Sten-Knudsen.

»At skrive er at sætte en fin si under desperationen og så betragte de tynde stråler, der strømmer igennem,« skriver Henderson.

Selv om ord som klima og miljø knap nok figurerer i Travelling, løber temaet også her som en understrøm. Eller er det bare den strøm, der løber under alle bøger, vi skriver, nu hvor vi har passeret grænsen, the point of no return?

»Monotonien, gentagelser, den genfundne tid, er blevet vores rejsepenge,« skriver Garcin & Viel. De forestiller sig at leve et helt liv på havet og med tiden blive »porøs over for verdens umådelige størrelse« og i lige så høj grad lade sig gennemtrænge af den som den af én. Også det kunne være en måde at konfrontere sig med de presserende spørgsmål. Men i hvilket transportmiddel kan man, som de drømmer om, i vore dage, finde »døre og vinduer åbne til den verdens virkelige luft«?

Den bedste måde at lære et sted at kende på

For alle os læsende-skrivende-rejsende, der ikke blot ser verden igennem tog- eller bilvinduet eller koøjet, men også lidt distræt igennem ordenes let forvrængende linse, bliver landskabet udenfor i lige så høj grad en film. Hvis ikke netop en tekst – som det lange banner, Viel læser Amerika som, eller det store digt udgjort af alle de oprindelige folks navne og stednavne, der som det eneste røber, at kontinentet har en fortid.

I toget mod Bari: tre midaldrende franske damer med meget tunge kufferter, som de næsten ikke selv kan løfte, og især den ene ikke til at slå et smil af. På plads nummer fire en midaldrende mand i jakkesæt og slips, som den ene kvinde kommer til at strejfe med benet. »Det bliver en lang dag,« siger den anden, »hvis du allerede nu begynder at sparke ud efter folk.«

Fra Igoumenitsa sejler vi i mange timer langs klippekysten. Da jeg går ud på dækket, ligger der sneklædte tinder frem for skibet. Oliven og cypresser og appelsintræer på tværs af Peloponnes har en skønhed, jeg først lige skal få greb om. Det er en fortsættelse af de landskaber, jeg har bevæget mig igennem nordfra. Noget der har bygget sig langsomt op som en musik.

T. og jeg endte i Nafplion, hvor vi gik på en bar med nogle appelsinplukkere. Alene at de plukkede appelsiner var eksotisk, og så i januar. Men alting var i virkeligheden eksotisk. I Athen lærte vi de amerikanske piger, vi lige havde truffet på Plakas eneste åbne restaurant, at hoppe ind i det nye år.

Akropolis 2019 er en skov af grupper med selfiestænger, der prøver at finde den rigtige opstilling. En kinesisk kvinde gestikulerer og kommanderer med dem, der skal forevige hende, mens en anden er så optaget af at filme udsigten, at hun ikke opdager, hun står midt i en vandpyt. Kustoderne må bruge fløjter for at genne folk ned fra marmorstykkerne.

Jeg fortrækker ned i byen og står pludselig midt i den første globale skolestrejke: fra den ene folkemængde til den næste. De energiske unge med håndlavede skilte og bannere – »so many years of education yet nobody taught us to love our planet« – tager opstilling foran en af boderne på Monastiraki-pladsen og råber slagord indrammet af frugt. Jeg følger med dem videre, i udkanten af gruppen, ned til Syntagma, hvor de bliver stående længe, vendt mod parlamentet og lader sig fotografere vrede og glade.

Fra dækket på færgen fra Piræus følger jeg den næsten uendelige række af containerskibe, der ligger for anker eller er i færd med at stævne ud i slowmotion med kinesiske firmanavne på siderne.

På Serifos sidder jeg oppe i flere timer og ser Notre Dame brænde, mens tordenvejret brager udenfor. Dagen efter går jeg over bjerget.

»En indsigt i stederne er nært forbundet med selvindsigt, med en forståelse af ens plads i tingenes større sammenhæng,« citerer Garcin & Viel antropologen Keith Basso.

Den bedste måde at lære et sted at kende på er ved at omgås det venskabeligt, mente forfatteren Jean Giono: til fods.

Togrejsen forbliver et distanceforhold. Men dens kontinuitet bringer stadig stederne tættere sammen, påstår de rejsende. I stedet for at hakke verden op i bidder med afgrunde imellem, bibringer den en følelse af, at alle steder er tilgængelige. Ja, at holde sig til jordens overflade og bevæge sig i en ubrudt linje giver en følelse af en tættere, næsten organisk forbindelse med stederne.

»Det eneste fede ved at flyve er hastigheden,« sagde en til borgermødet. Men nu ved jeg heller ikke, hvad hastigheden skal gøre godt for.

I 1984 kunne man gå hen på stationen og få en seddel stukket ud under glasset med de håndskrevne tider på forbindelserne til, lad os sige Athen fra Rom, via Venezia og Jugoslavien, for sådan en sidder der i scrapbogen.

I dag kan enhver så let som ingenting leje et andet menneskes hjem på den anden side af jorden eller købe en flybillet til Bali til spotpris, men at planlægge en rejse med jernbanen imellem de centraleuropæiske lande har aldrig været mere uoverskueligt. Flere dage af opholdet går med at udtænke en vej tilbage.

Det eneste enkeltbillede, jeg husker, fra halvanden time i tog og halvanden time i bus fra Athen på vejen tilbage til Patras, er en dreng, som kom løbende mod toget med et stykke klar plast foran ansigtet.

En hel dag på tværs af Italien, hele tiden med noget nyt at se på, men stadig flimrende. Oliventræer og vinstokke med lysegrønne blade i uendelige rækker. Jeg prøver at fokusere på den roligere blå havlinje bagest. Adriaterhavet.

Efter flere døgn til søs og i tog kan jeg om morgenen på badeværelset i Grenoble stadig fornemme den ro, jeg lod bag mig. Men grunden gynger under mig. Midt om natten er det nye hotelværelse fortroligt, men der går et øjeblik, før jeg kan aflæse billetterne på natbordet: Den ene fra bussen i Bari, den anden fra metroen i Torino – som jeg tog helt hjemmevant, fordi alle moderne metroer er ens.

Det, der står tilbage er mellemstationerne: Grænsen i Modane, hvor betjenten spurgte kvinden bag mig, hvornår hun egentlig skulle nedkomme. Lyset og luften mellem bjergene. Den næste station har jeg allerede glemt navnet på.

»I Japan glemte jeg, mærkeligt nok, at vi var på vej jorden rundt,« skriver Garcin – eller Viel. Først her på den anden side af jordkloden, efter flere måneders lidt for velplanlagt eventyr, hvor de to højst ombooker fra tog til bus for at se Frankrig vinde VM, bliver de endelig bragt en smule på afveje. Hvor USA’s vidder stod åbne, fremstår Asien sammenkrøllet og må udfoldes. Landskaberne begynder at korrespondere på tværs af kontinenterne og skabe en ny geometri imellem sig. Noget har bygget sig op sammen med kilometerne, en frugtbar forvirren og en slags tidens fylde.

Langt inde i det dybe eller mørke Rusland følger deres færd ikke kun jordskorpen, men bliver til en slags Rejsen til Jordens indre. Kameraet standser sin bevægelse: »Denne rejse er ikke i sig selv en ode til langsomheden, men måske til dens afledning, tyngden.«

På min sidste rejsedag, i det næstsidste tog med endestation Berlin, drømmer jeg om bare at blive siddende.

Alting er forbundet. Allerede Alexander von Humboldt forstod, at klimaet blev påvirket af menneskets behandling af landskabet. Lige siden har der været kræfter, som har forsøgt at forhindre os i at se forbindelserne: Se at vi æder regnskoven by proxy.

Penge lugter ikke, elektriciteten røber intet om sin tilblivelse, og kødet er hakket til ukendelighed. Alting foregår med et behændigt ekstra led mellem årsag og virkning. Er hastigheden også et røgslør?

Da Greta Thunberg vågnede op ud for New York efter to uger på havet, blev hun som det første slået af, at verden igen havde en lugt. »Det var selvfølgelig forurening, men alligevel …«

To relate, siger man. Også på dansk har relatere engang betydet at fortælle. Ordene skaber en afstand, men det er også dem, der kan skabe forbindelserne.

I det øjeblik, de to franskmænd sejlede op ad Yangtse-floden, ophørte Shanghai med at være en forestilling og blev en virkelig by med virkelige mennesker. »Og alt dette mudrede vand, som færgen bevæger sig op ad. Hvad bliver der af dette mudder, når det når til oceanet?«

’Træmuseet’ er en varm bog. Det er en krammer til verden og til verdens vidunderlige forfattere og træer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Steffen Gliese
Torben Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Der findes en endnu mere nærværende og bæredygtig måde at komme rundt på end at køre tog. Tag cyklen på ferie og oplev verden som i gamle dage i et langsomt sjælehelende tempo.

Peter Beck-Lauritzen, Joen Elmbak og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar