Læsetid: 5 min.

Forfatterkolleger kritiserer Handkes kontroversielle Nobelpris

Årets nobelpristager i litteratur er uopretteligt belastet af sin moralske og politiske blindhed over for serbiske krigsforbrydelser, lyder det fra internationale forfatterberømtheder som Salman Rushdie, Hari Kunzru og Slavoj Žižek
Årets nobelpristager Peter Handkes politiske anskuelser er i årevis blevet hånet og nedgjort af tidligere venner og forfattere. I 2008 bemærkede romanforfatteren Jonathan Littell: »Han er muligvis fantastisk som kunstner betragtet, men som medmenneske er han min fjende ... han er et røvhul.«

Årets nobelpristager Peter Handkes politiske anskuelser er i årevis blevet hånet og nedgjort af tidligere venner og forfattere. I 2008 bemærkede romanforfatteren Jonathan Littell: »Han er muligvis fantastisk som kunstner betragtet, men som medmenneske er han min fjende ... han er et røvhul.«

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

16. oktober 2019

Tyve år før Peter Handke vandt Nobels litteraturpris, fik han en mere tvivlsom hæder: I 1999 i Guardian nominerede Salman Rushdie ham til ’Årets Internationale Kraftidiot’ og motiverede nominationen med: »for hans lidenskabelige apologier for Slobodan Miloševićs folkemordsregime«.

Den østrigske dramatiker, hvis halvt slovenske herkomst under krigene på Balkan inspirerede ham til at favne en glødende jugoslavisk nationalisme, har da også antydet, at Sarajevos muslimer begik snigskyttemord på hinanden for at kunne skyde skylden på serberne, og han har benægtet bosnisk-serbiske militsgruppers massakre på 8.000 mænd og drenge i Srebrenica.

I 2006, syv år efter Rushdies hånlige udfald, deltog han desuden i den dømte krigsforbryder Miloševićs begravelse.

Umiddelbart efter meldingen om, at han havde vundet verdens mest prestigefulde litteraturpris på ni millioner svenske kroner udtalte Handke selv til Guardian:

»Jeg har intet at tilføje i dag, men alt, hvad jeg skrev dengang, står jeg ved.«

Beslutningen om at tildele Handke Nobels litteraturpris for 2019 – ved siden af den forsinkede tildeling af 2018-prisen til polske Olga Tokarczuk – har siden afstedkommet en omfattende international kritik, herunder for at udgøre et løftebrud i to henseender:

For det første klandres et tilsagn fra Svenske Akademin om at ville være mindre »mandeorienteret« og »eurocentrisk« for at have været fremsat i åbenlys ond tro, i og med at de to priser gik til centraleuropæere, og vi kun fik den 15. kvindelige prismodtager i 120 år.

For det andet hævdes priskomiteen at have svigtet et forsæt om at styre uden om kontroverser, efter at have brugt over et år på at reorganisere sig selv oven på en intern sexovergrebsskandale. Forhåbningen om, at komiteen med intellektuel stringens ville vælge at at hædre forfattere, der både kunne beundres for deres værker og deres politiske visioner, blev med valget af Handke gjort til skamme, lyder kritikken fra flere sider.

Blindhed

»Handke er et foruroligende valg for en nobelkomité, der skulle have koncentreret sig om at genrejse prisens anseelse,« siger den britisk-indiske romanforfatter Hari Kunzru, som selv har undervist litteraturstuderende i Handkes forfatterskab.

»Han er en strålende forfatter, som er i stand til at kombinere stor indsigt med en chokerende moralsk blindhed«.

Kunzru siger, at Handke udmærket kunne have fortjent at få Nobelprisen for flere år siden, »havde det ikke været for hans beslutning om at gøre sig selv til propagandatalerør for Miloševićs folkemordsregime«.

Han tilføjer:

»I dag behøver vi mere end nogensinde offentlige intellektuelle, som kan artikulere et robust forsvar for menneskerettigheder over for vores aktuelle politiske leders kynisme og ligegyldighed. Handke er alt andet end en sådan person«.

Slavoj Žižek, slovensk filosof og en mangeårig kritiker af Handke, siger til The Guardian.

»I 2014 krævede Handke Nobelprisen afskaffet med den begrundelse, at den var udtryk for en ’falsk kanonisering’ af litteraturen. At han nu selv har fået den beviser, at han har fuldkommen ret. Så dette er altså Sverige af i dag: En apologet for krigsforbrydelser får en Nobelpris af det land, som til fulde deltog i karaktermordet på vor tids sande helt, Julian Assange. Vores reaktion burde være: Ingen litteraturpris til Handke, men giv Nobels fredspris til Assange!«

Den slovenske forfatter Miha Mazzini siger:

»Nogle kunstnere sælger deres sjæl til ideologier – det gjorde Hamsun til nazismen. Andre sælger den til hadet som den rabiate antisemit Céline, mens andre igen gør det til penge og magt som den serbiske filminstruktør Emir Kusturica. Handkes naivitet over for Milošević-regimet finder jeg endnu mere krænkende, fordi det for mig er personligt. Jeg vil aldrig glemme den kolde vinter, da Jugoslavien faldt fra hinanden, og alle butikshylder var tomme. Vi var en ung familie, min datter var et par år gammel, og det var frysende koldt. I dagevis måtte jeg stå i kø for at købe fyringsolie. En aften, da jeg kom hjem, fuldstændig stivfrossen, gav jeg mig til at læse Handkes essay om Jugoslavien. Han skrev om, hvordan han var dybt misundelig på mennesker som mig, for mens tyskere og østrigere, åh disse vesterlændinge, var faldet for forbrugerismen, måtte jugoslavere stille sig i køer og kæmpe for alt i tilværelsen. Åh, hvor var vi bare tættere på naturen, hvor var vi bare mindre materialistiske og mere spirituelle! Selv dengang fandt jeg ham både grusom og totalt selvindgroet i sin fuldkomne naivitet«.

Og i en udtalelse fra torsdag i sidste uge erklærede romanforfatteren Jennifer Egan, præsident for litteratur- og ytringsfrihedsorganisationen PEN America, at selv om PEN normalt ikke kommenterer tildeling af litterære priser, »må dagens prisuddeling være en undtagelse«.

Opfindsomhed

»Vi er målløse over prisudvælgelsen af en forfatter, som har brugt sin stemme i offentligheden på at undergrave den historiske sandhed og offentligt komme gerningsmænd til et folkemord til undsættelse som den tidligere serbiske præsident Milošević og den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic,» fortsætter Egan.

»Vi anser det for forkasteligt at hædre en forfatter, som konsekvent har sået tvivl om veldokumenterede krigsforbrydelser, for hans ’sproglige opfindsomhed’. I en tid, hvor nationalisme, autokrati og omfattende disinformation er på fremmarch verden over, fortjener den litterære verden bedre end dette. Vi skal hermed udtale vores dybe beklagelse af nobelkomiteens valg«.

Handkes politiske anskuelser er i årevis blevet hånet og nedgjort af tidligere venner og forfattere. I 2008 bemærkede romanforfatteren Jonathan Littell:

»Han er muligvis fantastisk som kunstner betragtet, men som medmenneske er han min fjende ... han er et røvhul«.

Den franske filosof Alain Finkielkraut har kaldt ham for »et ideologisk monster«, mens Susan Sontag, som under den bosniske krig tilbragte en månedlang periode i det belejrede Sarajevo som teaterinstruktør på en opsætning af Mens vi venter på Godot, udtalte, at hun havde strøget ham fra sin »venneliste i New York«.

Dr. Helen Fich, en professor i germanistik ved University of Leeds, udtaler sin beundring for Handkes »ekstraordinære evne til at udforske den menneskelige erfarings randzoner« og for hans »tidligere og komplekse form for økopoetik«, men siger også, at hans Nobelpris »viser, at priskomiteen stadig er forgabt i hvide europæiske mænd, der skriver en elitær poetisk tradition, alt imens den er fuldstændig døv over for samme mænds politiske meddelagtigheder«.

I flere serbiske medier hyldes Handkes pris dog som »en stor ven af Serbien«, mens Østrigs præsident ved nyheden om pristildelingen udtalte, at Handkes stemme er »unik i sin ubesmykkethed – vi har meget at takke Peter Handke for, og det håber jeg, han er klar over«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Peter Handke kritiserede de vestlige mediers dækning af Jugoslavien-krigen, han besøgte Radovan Karadzic i Pale, var gæst i Milosevic’ krigsforbrydercelle i Haag og talte sågar ved hans begravelse i 2006. Det vidner om hans kolossale politiske naivitet og idioti.
Læs også
Verdenspressen dækkede offentliggørelsen af nobelprismodtagerne som en stor begivenhed. Her livesendes på Göteborg bibliotek.
Læs også
Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Så nåede vi endelig der: Man kan ikke uden videre adskille begrebet kunst fra begrebet medmenneskelighed.

Det besynderlige er at samtlige medier jeg læser, opholder sig ved Handkes politiske ståsted og beklager hans "politiske tonedøvhed", men bruger flere - abstrakte- begreber til at prise valget af ham som nobelprisrager. Hvorfor det? Enten er han vel værdig til at modtage prisen, eller han er ikke værdig...hvorfor overhovedet nævne hans hyldest til en "etnisk udrenser"? Kulturjournalister, stå nu ved at I ikke selv holder kunst og medmenneskelighed adskilt! I mener at det har ikke noget med hinanden at gøre. Sig det lige ud: Vi kender kun til kunsten.

Henrik Ljungberg

Hvor er protesterne mod at Obama fik Nobels fredspris, endda før han overhovedet havde foretaget noget realpolitisk fredsfremmende? Og hvor blev de af efterfølgende, da Obama bl.a. intensiverede de menneskeretsstridige dronedrab og øgede omfanget af dem? Kan vi lige komme ned på jorden?

Når ovenstående er pointeret, kunne Zizek have en udmærket pointe i at det var mere oplagt at give den til Assange, men dette burde vel være sket for flere år siden?

Om Milosevich og den komplet historieløse beskrivelse af ham som folkemordsfadder; Milosevic blev efter sin død frikendt for folkedrabsanklagerne - og for anklagerne om etnisk udrensning. Tilmed fremhævede ICTY i sin kendelse af Milosevic flere gange havde arbejdet for at undgå massakrer, etnisk udrensning osv. så det forekommer noget lavpandet at tilsvine Handke for at have støttet Milosevic i dén ganske bizarre selvtægtsrus, som både USA, EU og hele koret af deres mainstreammedier, dyrkede i halvfemserne - og som tydeligvis fik pløjet oplysningsniveauet i smadder. Havde d'herrer i artiklens bedrevidende bredsider dog i det mindste nøjedes med at kritisere Handke for at fraternisere med Karadizic, som ikke fik oprejsning ved ICTY, så havde der været lidt mere substans i sagen. I dens nuværende form ligner den blot et plat, politisk partsindlæg.

Hvad vi skal bemærke er at Vestens mainstreampresse fuldstændigt ignorerede at ICTY undsagde Milosevic; nærmest ingen dansker aner en brik om dette ... de går rundt og lægger til grund at Milosevic var et monster, fuldstændigt som sangen går, når talen falder på Assad i Syrien, som også er uberettiget folkedomstolsdømt for bl.a. kemisk krigsførsel mod sin egen befolkning. I sig selv er det både begrædeligt og frustrerende - men hvad værre er, danskerne kommer til at bygge på en (fortsat) falsk selvforståelse ... og en svært selektiv omverdensforståelse.