Baggrund
Læsetid: 4 min.

For Harold Bloom var Bibelen det største litterære værk og Shakespeare den største forfatter

Harold Blooms hovedformål var at lære folk at læse (stor) litteratur
Harold Bloom var fra 1955 ansat ved Yale University, English Department, hvor han bl.a. blev kendt for at sige »my dear« til alle studerende uanset køn. Han underviste for sidste gang fire dage før sin død.

Harold Bloom var fra 1955 ansat ved Yale University, English Department, hvor han bl.a. blev kendt for at sige »my dear« til alle studerende uanset køn. Han underviste for sidste gang fire dage før sin død.

Henrik Salling

Kultur
25. oktober 2019

Havde det stået til den amerikanske litteraturkritiker og -teoretiker Harold Bloom (f. 1930), som døde sidste mandag i en alder af 89, burde Shakespeare på et tidspunkt anerkendes som forfatter til Bibelen. For sidstnævnte var hans yndlingsbog og førstnævnte hans foretrukne forfatter, således som det fremgik af hovedværket Shakespeare and the Invention of the Human (1998), som analyserer alle 38 stykker og autoritativt fastslår, af 24 af dem er verdenslitterære mesterværker.

Den selvsikre autoritet er karakteristisk for Bloom og altdominerende i hans bedst kendte værk The Western Canon: The Books and School of the Ages, der udkom i 1994 og af nogle blev modtaget som en gave fra himlen, af andre opfattet som en provokation fra en sur, gammel, hvid mand bosiddende i det østlige USA.

Bogens hovedsynspunkt går tilbage til hans The Anxiety of Influence, som første gang udkom i 1973, og hvori Bloom udfolder sin teori om litterær påvirkning, som i grov forkortning går ud på, at digtere bliver store ved i symbolsk forstand at ’myrde’ deres forbilleder. For lykkes en sådan frigørelse ikke, er forfatterne dømt til i én uendelighed at kopiere forgængere og konkurrenter.

Set under dén halvt psykologiske, halvt retoriske og dermed internt æstetiske optik var det på én gang en foræring og en forbandelse for Shakespeare at følge i hælene på den samtidige Christopher Marlowe, og konflikten blev den samme, når romantikkens engelske digtere skulle træde ud af John Miltons skygge og det 20. århundredes amerikanske lyrikere skulle prøve at gøre sig fri af især det nationale ikon Walt Whitman. Lidt overpopulariseret kan vi sige, at du for at komme med i en kanon skal kunne skyde med gevær og uden skrupler foretage ’fadermord’.

Litteraturens Hall of Fame

Sædvanligvis vil vi sige, at en forfatter tilhører kanon, såfremt vedkommende figurerer på mere eller mindre officielle læselister, f.eks. som pensum i skolen og på universiteterne. Kanonisk rang viser sig desuden gennem genudgivelser, oversættelser, optagelse i antologier, omtale i litteraturhistorier og via anmeldelser, kritiske essays, akademiske artikler, forskeres monografier. Men sidst, og for Bloom ikke mindst, gennem den enkelte forfatters og det specifikke værks eftervirkning på nyere værker.

For ham var det vigtigste altså ikke institutionens, men forfatternes kanon eller litteraturens ’indre’ succession. Derfor fokuserer han i The Western Canon på 26 europæiske og nordamerikanske eller sydamerikanske forfattere, der for ham at se har båret den litterære påvirkningsproces, uden hvilken der simpelt hen ikke kan opstå og eksistere stor litteratur.

Ethvert større litterært værk ’fejllæser’ og fejlfortolker nemlig på en kreativ måde en foregående tekst eller række af tekster. Traditionen bliver da at opfatte som en stadig konflikt mellem fortidigt geni og nutidige ambitioner, en konkurrence, i hvilken præmien hedder litterær overlevelse eller optagelse i litteraturens Hall of Fame. Ud fra dette grundsynspunkt udnævner han sine favoritter, lige fra Dante og til Samuel Beckett, til »autoritative i vores kultur«.

Det var der omkring årtusindskiftet mange, der misforstod som et forsvar for den vestlige verden, ja, om galt skulle være, som en selvtilstrækkelig hævdelse af særlige vestlige politiske og/eller moralske værdier. Men for Bloom var det lige modsat: Hans kanon skulle ikke inkarnere moralske værdier – de største forfattere nedbryder som regel værdierne. At læse for at annamme en ideologi eller med den hensigt at blive bekræftet i den er for Bloom faktisk slet ikke at læse.

Ud fra dette grundsyn skrev han kort efter sin kanonbog en indføring i litteratur under titlen How to read and why (2000, oversat af Christian Bundegaard med titlen Hvordan man skal læse og hvorfor, 2003). Her bliver hans credo skåret ud i bølgepap i form af fem generelle råd, formentlig primært henvendt til studenter, men også undervisere i en teoriforhippet og trenddyrkende samtid:

  • Tøm hovedet for akademiske fraser.
  • Forsøg ikke at forbedre din næste eller dine omgivelser med det, du læser, eller den måde, du læser på.
  • Der er ingen grund til at være bange for at blive selvisk af at udvikle sig som læser, for hvis du bliver en ægte læser, vil du opleve dine anstrengelser blive belønnet ved, at du bliver et lysende forbillede for andre.
  • Man må være opfindsom for at være en god læser.
  • Læs dybt, ikke for at finde en tro, ikke for at acceptere det, du læser, ikke for at modsige det, men for at lære at tage del i det menneskelige fællesskab, der skriver og læser.

Her står der sådan set ikke andet end, at det eneste gyldige formål med at læse litteratur er at blive bedre til lige netop det.

At Bloom endte på denne holdning skyldtes, at han i løbet af sin lange universitetskarriere havde set moder og strømninger komme og gå og med tiden havde fået en dybt indgroet skepsis, ikke kun over for specifikke teoridannelser og metoder såsom litteraturvidenskabelig marxisme og feminisme eller nyhistorisme og postmodernisme, men også over for akademisk teori i almindelighed.

Han blev – og forblev – noget så paradoksalt som en antiintellektuel superintellektuel, og han demonstrerede sin positions anvendelighed ved at skrive over 40 bøger.

Harold Bloom var fra 1955 ansat ved Yale University, English Department, hvor han bl.a. blev kendt for at sige »my dear« til alle studerende uanset køn. Han underviste for sidste gang fire dage før sin død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her