Læsetid: 2 min.

Hele verden fortjener at skændes om Trine Dyrholms dystre begær i ’Dronningen’

Hvor ville jeg dog elske, at folk i hele verden ville blive motiveret til at tumle sig diskussionslystne rundt i det fortolkningsmørke, som den Nordisk Råds Filmpris-vindende oscarkandidat er
I offentligheden er der ikke sået megen tvivl om, at Dronningen, om det seksuelle forhold mellem en advokat og hendes 17-årige stedsøn, er mesterlig. Anmelderne, heriblandt mig, elskede den, skriver Katrine Hornstrup Yde.

I offentligheden er der ikke sået megen tvivl om, at Dronningen, om det seksuelle forhold mellem en advokat og hendes 17-årige stedsøn, er mesterlig. Anmelderne, heriblandt mig, elskede den, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Rolf Konow

1. november 2019

Det var Jonas Eikas meget politiske tale og Mette Frederiksens meget udtryksløse ansigt, der blev sensationen til Nordisk Råds prisuddelinger tirsdag aften. Men May el-Toukhy og Marie Louise Kähnes drama Dronningen vandt altså også Nordisk Råds Filmpris. Og jeg har lige væddet med vores filmredaktør Christian Monggaard om, at den også kommer til at vinde en Oscar næste år (hvis jeg får ret, skal han leve vegansk i en uge. Tager jeg fejl, skal jeg gense alle Wes Andersons finurlige film ... gys!)

I offentligheden er der ikke sået megen tvivl om, at Dronningen, om det seksuelle forhold mellem en advokat og hendes 17-årige stedsøn, er mesterlig. Anmelderne, heriblandt mig, elskede den.

Filmen gav mig kvalme, Trine Dyrholms lækkerdanske Anne i silkeskjorter og hendes dystre begær blev hængende omkring mig som et spøgelse. At blive suppet ned i en matriarkalsk urmoderlighed og taget med i en trinvis magtovertagelse af et ungt menneske med omsorgsafhængighed, er ubehageligt gribende. Man begærer og tager afstand på samme tid. Syntes jeg.

I min anmeldelse kaldte jeg stedsønnen Gustav for en ’dreng‘ og forholdet for et ’overgreb’ og koblede det til det fortabte øjeblik, efter at de to har haft sex første gang.

Den læsning erklærede en af dansk films gudfædre, Christian Braad Thomsen, sig helt uenig i i et læserbrev. For ham var de to ligeværdige. Gustav skulle aldrig have sladret.

»Kunsten i May el-Toukhys film er bl.a., at hun mestrer at afbalancere sympatien for henholdsvis Anne og Gustav i en grad, så vi som tilskuere må afgøre med os selv, hvem vi vil holde med. Jeg er ikke i tvivl om, at det er Gustav, der overtræder deres stiltiende aftale,« skrev han.

Hvor i filmen Braad Thomsen vælger at gå ned ad den ene fortolkningsti i den mørke skov, som Dronningen er, er jeg gået i den modsatte retning. Og sådan bevæger oplevelsen hos rigtig mange diskussionsivrige skeptikere, jeg har vendt filmen med, i alle retninger.

Hvor jeg ser en kvinde, der poserer materielt besidderisk i sin egen lækre verden, ser andre en kliché på og leflen for nordisk middelklasseæstetik.

Hvor nogen ser en plat kønsomvending af #MeToo-æraens synliggørelse af magtfulde mænd, der udnytter kvinder, eller en dæmonisering af den begærende kvinde, ser jeg et studie i, hvordan moral og faktiske handlinger grødes sammen i så mange magtrelationer.

Og hvor ville jeg dog elske, at folk i hele verden ville blive motiveret til at tumle diskussionslystent rundt i det mørke sammen med os fra Norden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Altså, Katrine, det er en meget gammel historie i alle lande, i nord og syd, og den bidrager ikke med noget som helst. Der er to forførere. Den dejlige og liderlige og rutinerede kvinde, og den begærlige og charmerende og unge mand. It takes two. Dramaet opstår så ved at han ikke er fortrolig med genren, og at hun lyver da hun burde stå ved den - genren. Og mere er der ikke i det. Filmens bedste scene er i slutningen da hendes mand smækker hende op mod væggen og siger: nu holder du din kæft! Der burde fortællingen begynde.

Henrik Ljungberg

Anders Sørensen

Hvad FUCK er der galt med Wes Anderson? Jeg ville vælge hans finurlige, eventyrlystne humoristiske fabuleren, over dansk drama med endnu en gang Trine Dyrholm i "endnu en mesterlig præstation" any day.

Men selvfølgelig er SEX OG FORBUDTE FORHOLD (GYS!) lidt mere husmoderligt pirrende end blot en ræv bag øret eller i en skov.

Erik Winberg, Hans Larsen, Flemming Olsen og Niels østergård anbefalede denne kommentar

Gamle klamme mænd, der går efter unge piger, er da så trist forældet, at det samme, med modsat kønsfortegn, er præcis det samme.

Diskussionen om Dronningen har vistnok kørt tidligere her på debatsiderne, da den havde premiere i foråret. Især var en del kvindelige læsere begejstret for den, da den efter sigende illustrerede, debatterede og problematiserede "noget med magtstrukturer", mens andre syntes, at to timer med kameraet udelukkende op i smasken på Trine Dyrholm var lidt for meget af det gode. Uanset hvor fremtrædende en skuespiller hun ellers måtte være. Filmen var udmærket castet, bortset fra den 23 årige Gustav Lindh, som var alt for gammel til at illudere en 17-årig dreng, hvilket på en måde fjernede det kontroversielle/sensationelle ved filmen.