Læsetid: 9 min.

Jens Christian Grøndahl 14 år efter kokkens datter: »Efter MeToo og hele krænkelsesdebatten kunne man jo godt frygte, at det nu var blevet endnu værre«

Det var en litteraturhistorisk hovedbegivenhed i 2005, da Jørgen Leth skrev »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret«. Sådan skrev vores kritikere i sidste uges danske litteraturhistorie om det 21. århundrede. Meget kønspolitisk vand er siden løbet under broen, så nu har vi bedt redaktøren på ’Det uperfekte menneske’, to af debattens centrale stemmer samt en medie- og kønsforsker om at besøge 2005’s ophedede debat endnu en gang
Da Jørgen Leth i 2005 udgav første bind af sin selvbiografi Det uperfekte menneske, havde få næppe forudset, at de knap 400 sider med scener fra cykelkommentatoren, journalisten, filminstruktøren og konsulens foreløbige liv skulle blive en af de mest omdiskuterede danske bøger i det 21. århundrede

Da Jørgen Leth i 2005 udgav første bind af sin selvbiografi Det uperfekte menneske, havde få næppe forudset, at de knap 400 sider med scener fra cykelkommentatoren, journalisten, filminstruktøren og konsulens foreløbige liv skulle blive en af de mest omdiskuterede danske bøger i det 21. århundrede

Anders Rye Skjoldjensen

12. oktober 2019

Da Jørgen Leth i 2005 udgav første bind af sin selvbiografi Det uperfekte menneske, havde få næppe forudset, at de knap 400 sider med scener fra cykelkommentatoren, journalisten, filminstruktøren og konsulens foreløbige liv skulle blive en af de mest omdiskuterede danske bøger i det 21. århundrede.

Men det blev den, og udgivelsen er derfor også den begivenhed fra 2005, som trækkes frem i Informations danske litteraturhistorie for det 21. århundrede, der løber resten af året i bogtillægget.

Især én linje i bogen flyttede debatten fra litteraturanmeldernes spalter til først forsiden af formiddagsaviserne og dernæst til de danske frokostpauser og middagsborde.

»Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret,« skriver Leth, og på forlaget Gyldendal diskuterede man inden udgivelsen, om tekstbidden skulle have en plads i den endelige bog, fortæller daværende redaktør på bogen, Simon Pasternak.

»Leth, Johannes Riis, som var litterær direktør dengang, og jeg diskuterede afsnittet intenst, fordi det var kontroversielt selvfølgelig. Men mest fordi teksten så oplagt er en seksuel fantasi, der er oppe at køre over nogle voldsomme stereotyper om herre og slave, sort og hvid, og altså en fiktionstekst. Kunne vi have en fiktionstekst med, hvis vi skulle holde sandhedskravet? Da alle erindringer alligevel er forbandet digtning, og der var så mange slags tekster i bogen, fra regelrette erindringsstykker til små digtagtige vignetter og thrilleragtige sekvenser, så tog vi den med.«

Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv fik rosende anmeldelser. Også her i avisen, hvor Erik Skyum-Nielsen skrev, at der var noget »afvæbnende ærligt,« over Jørgen Leths tilbageblik.

At ikke alle beundrede den ærlighed, viste sig kort efter i form af mørkerøde versaler på forsiden af Ekstra Bladet.

»68-årige Jørgen Leth holdt 17-årig som sexslave,« stod der, akkompagneret af de famøse syv ord om kokkens datter.

Konsul eller ej

Samme dag var Elisabeth Møller-Jensen på cykel på vej på arbejde gennem København. På Rådhuspladsen fangede rubrikken den daværende Kvinfo-direktørs blik.

»Jeg havde faktisk bestemt, at den bog orkede jeg ikke at læse. Jeg var enormt træt af Jørgen Leth. Allerede i 1994, hvor han skrev et bidrag om kussen til Brøndums Encyklopædi, havde jeg sådan set fået nok. Men da jeg så spisesedlen, tænkte jeg, at her er en vinkel, jeg kan arbejde med. Jeg læste bogen samme dag i et stræk, sov ganske kort og stod op og skrev anmeldelsen,« mindes hun i dag.

Den anmeldelse, Elisabeth Møller Jensen skrev i Kvinfos medie Forum, rejste for første gang debatten om Jørgen Leths titel som honorær konsul på Haiti:

»Personligt er jeg sådan set bedøvende ligeglad med, hvad det er for fantasier, der gør Jørgen Leth liderlig. Men når spørgsmålet nu engang er stillet, synes jeg Udenrigsministeriet skulle besvære sig med at tage stilling til, om Danmark er værdigt repræsenteret med Jørgen Leth som dansk honorær konsul på Haiti,« skriver Elisabeth Møller Jensen i anmeldelsen og spørger:

»Kan vi i det mindste ikke blive enige om, at han bør holde sig til at kneppe som privatmand på Haiti. Det kan ikke være rigtigt, at det er øens danske konsul, der lægger pik til.«

Men det kunne de danske medier faktisk ikke helt blive enige om i begyndelsen af oktober 2005, hvor de største danske aviser dedikerer ledere til spørgsmålet.

»Er man på den måde blevet betroet at repræsentere det officielle Danmark, spiller klaveret altså noget anderledes, når det gælder moralsk adfærd. Så er det ikke i orden at have sex med kokkens datter på en måde, der næppe ville være lovlig i Danmark, og bagefter prale af det i en bog,« skrev Politiken under overskriften Liderbasse.

På Dagbladet Information var medarbejderne uenige om, hvad de skulle mene, og det kom til udtryk på lederplads med to modsigende ledere.

Karen Syberg kaldte den 6. oktober konsulens erindringsskriverier for »klamme og klichéprægede,« men konkluderede i samme åndedrag, at Jørgen Leth ikke burde fratages »titlen af honorær konsul på baggrund af hans litterære selviscenesættelse.«

At daværende nyhedsdirektør på avisen Mette Højbjerg var uenig i konsulspørgsmålet, gjorde hun klart dagen efter i avisens bagsideleder.

»Kan Danmark bruge en konsul, der selv synes, at han har ret til at opføre sig som koloniherre og udnytte ansattes børn mod betaling, uanset om der er tale om engelsktimer eller direkte honorarer? Nej, selvfølgelig ikke.«

Imens fulgte redaktør Simon Pasternak tæt med i debatten, hvis styrke og omfang han ikke havde set komme, husker han.

»Helt ærligt, nej. Vi troede, at de Jean-Pierre Melville-inspirerede thrillerscener om hans karriere som hashsmugler i 1960’erne i specialsyet jakke ville være skandaløse. Han flyttede mange kilo fra Marokko til Danmark. Men det blev så kokkens datter. Sådan er verden så uforudsigelig,« reflekterer han.

Ifølge køns- og medieforsker og professor ved Roskilde Universitet Rikke Andreassen, bredte debatten sig lynhurtigt fra kulturkredse til den brede offentlighed, fordi scenen med kokkens datter kan virke grænseoverskridende på flere måder.

»Med sine erindringer skriver Jørgen Leth sig både ind i en kønsmæssig potentiel voldtægtsfortælling, men også i en postkolonialistisk tankegang om den hvide mands ret til den sorte krop, så den indeholder både noget ekstremt kønnet og noget ekstremt racialt. Det er det, der gør, at den ræsonnerer så meget,« vurderer hun og fortsætter:

»Det, som Leth i virkeligheden bliver et eksempel på i 2005, er den af de første sager, hvor kunst, humor eller populærkultur ikke er neutralt. Det, som værket i virkeligheden bliver eksponent for, er den meget kritiske stillingtagen, der efterfølgende kommer til kulturprodukter.«

Rejekælling

Spørgsmålet om, hvorvidt Jørgen Leth skulle kunne beholde sin konsultitel, gav debatten ny vind, og godt en uge efter de første flotte anmeldelser frasagde Jørgen Leth sig posten som honorærkonsul på Haiti.

Jørgen Leth begrundede i en pressemeddelelse sin beslutning med, »at han naturligvis ikke kan være politisk repræsentant for det officielle Danmark, når han som provokatør har forarget så mange mennesker. «

Derudover forholdt hovedpersonen sig temmelig tavs.

En af dem, der på Jørgen Leths vegne kastede sig ind i debatten, var Jens Christian Grøndahl, der af både personlige og professionelle årsager ikke kunne nøjes med at følge debatten fra sidelinjen.

»Jeg blev først ked af det og derpå indigneret,« siger Jens Christian Grøndahl, hvis indignation blandt andet kom til udtryk, da han i Debatten på DR2 kaldte Elisabeth Møller Jensen for »rejekælling«. 

»Jeg havde kendt Jørgen, siden jeg gik på Filmskolen i begyndelsen af 1980’erne. Vi er venner og kolleger. Det er en særlig kombination. Solidariteten rækker ind i offentligheden, fordi vi mere eller mindre også er offentlige personer. Det var så indlysende urimeligt at angribe ham på den måde. Det udløste mange tanker om snæversynet, dansk middelklassemoral, om manglende forståelse for, hvad et litterært værk er – også når det kalder sig selvbiografi. Men først og fremmest var min reaktion personlig: Sådan er Jørgen jo ikke! Det var min første tanke,« mindes Grøndahl, som senere på året, ligesom Elisabeth Møller Jensen, medvirkede i artikelsamlingen Det fordømte menneske om sagen.

Men i sagen om Jørgen Leths forhold til kokkens datter blev hensynet til og begejstringen for kunsten og kunstneren ret hurtigt underordnet den offentlige moral, fortæller Rikke Andreassen.

»I Danmark har vi en forestilling om det individuelle geni. Det gælder for kunstnere som Jørgen Leth og Lars von Trier, for hvem det, fordi de bliver set som kunstneriske genier, er okay at lave racistiske eller sexistiske værker. Der er en forståelse af, at det er den pris, man må betale for det kunstneriske geni. Men i debatten om Jørgen Leth ser vi for første gang en stemme, der siger, at det er faktisk lige meget, om det er kunst eller ej – det er ikke okay, det der sker.«

14 år senere

Næsten nøjagtigt 14 år er gået, siden landets boghandlere kunne sætte Det uperfekte menneske på hylderne for første gang.

Siden da har Jørgen Leth genetableret sig i dansk kultur med både bog-, film- og musikprojekter i stort omfang. Han blev desuden taget til nåde og genansat som cykelkommentator hos TV 2 i 2008.

Samtidig er meget identitetspolitisk vand løbet under broen på de 14 år.

»Efter 2005 har vi haft både #MeToo, Black Lives Matter, Everyday Racism og Sexism og debatten om adoption. Hvid ret til brune kroppe har fyldt rigtig meget siden da,« siger Rikke Andreasen.

Når Elisabeth Møller Jensen skuer tilbage til 2005, ser hun et lokalt anslag til det verdensomspændende oprør mod sexchikane og nogle mænds udnyttelse af asymmetriske magtrelationer, der blev kendt under netop mærkatet #MeToo.

»Det er jo det samme som i Leth-sagen på den måde, at det er en magtfuld mand, der kan tillade sig at tage de unge sorte kvinder, som han har lyst til og så betale sig fra det på den ene eller den anden måde,« siger hun og tilføjer, at hun ikke tror, at hun ville have stået så alene med sin holdning, hvis den samme debat udspillede sig i dag.

»Jeg er da stolt af den rolle, jeg spillede dengang. Der var mange kvinder, der virkelig godt forstod min kritik, og som var enige, men jeg tror, der ville være mange flere i dag – og sikkert også mange mænd.«

Jens Christian Grøndahl forventer også, at de 14 år har rykket ved den offentlige debat.

»Efter #MeToo og hele krænkelsesdebatten kunne man jo godt frygte, at det nu var blevet endnu værre. På den anden side er køn i den grad kommet på mode. Den frie fortolkning af, hvad køn er, iscenesættelsen af alle mulige rollespil og positioner. Man ser nyfeminister klæde sig som pornodronninger og give udtryk for, at det er en del af deres frigørelsesprojekt, deres suverænitet som kvinder. Jeg kan mærke, at jeg er opdraget i en anden, måske mere naiv og puritansk tid, men jeg anerkender, at de nok har fat i noget, som jeg ikke helt forstår,« erklærer han og spørger:

»Og hvis de unge kvinder har lov at lege med nogle kulturelle koder, der i et gammelfeministisk perspektiv må anses for selvfornedrende, hvorfor skulle Jørgen så ikke have lov at lege koloniherre sammen med sin haitianske kæreste?«

Rikke Andreassen anerkender, at forskellige identitetspolitiske diskurser har præget debatten, men vurderer ikke, at det for alvor har smittet af på forståelsen af, hvad man må og ikke må i kulturen:

»Det er ikke, fordi jeg vil være pessimistisk, men selv om der er sket meget på 15 år, så ved jeg ikke, hvor meget, der egentlig er sket for vores kulturforståelse. Vi bliver ved med at have de her diskussioner igen og igen. Hvert andet år diskuterer vi, om man må sige n-ordet. Der er gentagelser i det, vi gør, og det er jo, fordi der ikke er enighed om, hvad vi skal og ikke skal. Vi har stadig en forståelse af kunstneren som det enlige individ og ophøjet.«

Hun tror dog alligevel, at debatten formmæssigt ville tage sig anderledes ud i 2019.

»Debatten ville have flyttet sig – ikke indholdsmæssigt, men mediemæssigt. Debatten i 2005 udspiller sig i de gamle medier, og det blev en meget offentlig debat, fordi mange af os læste og så de samme ting. Jeg tror, at det i dag på mange måder ville afføde den samme debat og optrukne fløje, der i virkeligheden kritiserede uden at lytte, men at det ville være på Twitter og Facebook og derfor i cirkler, som ikke nødvendigvis ville ramme de samme brede kredse.«

Simon Pasternak, som i dag er forlagschef for dansk skønlitteratur på Gyldendal, er ikke i tvivl om, at debatten om Det uperfekte menneske var det hele værd.

»Jeg mener principielt ikke, at æstetik skal forklare sig moralsk, men alene æstetisk. Dybest set synes jeg ikke, vi behøver at være enige, og gode bøger er indimellem dem, der er mest kontroversielle, fordi de bevæger sig i verdens gråzoner. Vi skal værne om de bøger, der er kantede, mørke og kontroversielle, fordi de kan sætte vigtige kræfter og diskussioner i gang, selv om de ikke just er behagelige. Så nej, jeg ville ikke behandle bogen anderledes i dag. Det uperfekte menneske er en af de vigtigste bøger de seneste 15 år.«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Kokkens datter er en ret jeg spiser til hverdag. Det gør jeg. Det vil jeg. Vi cykler jo. Og vi kan li det. Det kan vi, vi nyder det, jeg forstår ikke hvorfor det er forkert. Det gør jeg ikke....

Henrik Ljungberg

Susanne Kaspersen, Lisbeth Larsen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Pernille Rübner-Petersen

Uanset om Jørgen Leth som privatperson inkarnerer fortællerjeget, er bogen ”Det uperfekte menneske” det perfekte eksempel på den diskurs eller prototype, som i dag er identificeret som den hvide, heteroseksuelle mand.. I den forstand inkarnerer bogen fuldstændigt – og PERFEKT – den strukturelle ulighed mellem kønnene i begæret som det fortsat udøves i dag.