Interview
Læsetid: 14 min.

Jørgen Bækmark var opdraget til at sidde rank på stolen – hos FDB skabte han stole, hvor folk sad godt

En lille håndfuld møbeldesignere fra FDB blev i efterkrigstidens Danmark indretningsarkitekter for den fremvoksende velfærdsstat. Mens politikerne ændrede samfundet med sociale reformer, ændrede de hjemmene med demokratiske møbler. Men så skiftede tidsånden, og IKEA tog over. Information har besøgt 90-årige Jørgen Bækmark, den sidste nulevende designer fra dengang, møbelarkitekterne tegnede fremtiden
Jørgen Bækmark bliver snart 90 år. Her samler han et stuebord, han selv har tegnet, som dog ikke er et FDB-møbel.

Jørgen Bækmark bliver snart 90 år. Her samler han et stuebord, han selv har tegnet, som dog ikke er et FDB-møbel.

Tor Birk Trads

Kultur
25. oktober 2019

I et gult murstenshus i Hammel nord for Aarhus sidder en mand i en stol. Han har selv tegnet den. Det er en pindestol af lyst træ med flettet sæde og dampbøjede armlæn, og i modemagasinerne betegnes den som »en moderne klassiker«. Selv kalder Jørgen Bækmark bare stolen ved sit navn: J81.

Den snart 90-årige møbeldesigner foretrækker enkelhed og funktionalitet – både når han tegner sine møbler, og når han taler om dem. 

»Der skal ikke være så meget pynt,« siger han og kigger hen over brillekanten på sit mørke titaniumstel. »En god stol skal have et sæde, så man kan sidde ned, og et ryglæn, så man kan læne sig tilbage. Det er dét.«

Navnet Jørgen Bækmark er uløseligt forbundet med en epoke i dansk møbelhistorie, der ofte omtales som den moderne guldalder. Han er den sidste nulevende tidligere leder af FDB’s berømte tegnestue, der fra efterkrigstiden og frem forsynede den voksende danske middelklasse med billige, funktionelle og demokratiske designmøbler, som var til at betale.

Købte man FDB-møbler, købte man samtidig en hel ideologi: troen på velfærdsstatens lighedsidealer og modernitetens fremskridt. Information er taget på besøg hos Jørgen Bækmark for at tale med ham om hans egen og FDB-møblernes historie på et tidspunkt, hvor de funktionelle møbler igen er blevet moderne. 

Vi vil høre om tegnestuens storhed og fald, og om hvordan visionen om at skabe en ny møbelkultur kom til at præge ham selv og tusindvis af danske hjem i generationer frem.

Fortidens forbilleder

At træde over dørtærsklen til Jørgen Bækmarks hjem, er som at bevæge sig ind i et moderne museum for dansk møbelkunst. Stuen er fyldt med stole, borde, sofaer og skamler fra anerkendte danske møbeldesignere – lige fra Kaare Klint til Børge Mogensen og Jørgen Bækmark selv.

Tor Birk Trads
Rundt om et aflangt spisebord i træ, som Jørgen Bækmark har dækket med rundstykker og kaffe, står seks eksemplarer af ’Kirkestolen’ fra 1936. Stolen er tegnet af Kaare Klint, der ofte betegnes som stamfader til hele den generation af danske møbelarkitekter, som i 1940’erne og 1950’erne kom til at sætte varigt præg på dansk designhistorie. Blandt hans elever tælles navne som Hans J. Wegner og Børge Mogensen, og især sidstnævnte har været en stor inspiration for Jørgen Bækmark.

»Børge Mogensen var jo meget enkel i sit formsprog, ligesom jeg også selv bestræber mig på at være – og man skæver jo til sine forbilleder,« siger han og læner sig frem over spisebordet. 

»Nå, hvad var det så, du ville spørge om?«

Der er mange måder at fortælle om et liv på. I punktform kan Jørgen Bækmarks opsummeres således: født i 1929, uddannet som møbelsnedker i 1950 og efter en tur på Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiets Møbelskole ansat som leder af FDB’s tegnestue i København fra 1958-1967 som den sidste og længst siddende af sin slags. Dét er den korte version.

Men Jørgen Bækmarks liv og karriere skriver sig samtidig ind i en større fortælling om dansk møbelkunsts udvikling og velfærdssamfundets sociale og moralske forandringer i det 20. århundrede, og dén fortjener at blive fortalt forfra – fra begyndelsen.

En lys og lykkelig fremtid

I 1942 ansatte Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB, arkitekten Børge Mogensen som leder af en nyoprettet møbelafdeling, der skulle designe moderne danske møbler til en pris, som almindelige mennesker havde råd til.

Op igennem 1930’erne havde dansk møbelkunst fundet et nyt formsprog, der kombinerede modernismens idealer om funktionalitet med snedkerfagets tradition for godt håndværk. Målet var at skabe »ærlige« og »sunde« møbler, der tjente almindelige menneskers behov. Men før målet kunne realiseres, var der brug for en produktion på et industrielt niveau.

Det er her, historien om FDB Møbler begynder. Med FDB’s entre på møbelområdet »kunne arkitekternes oprindelige vision om industrimøbler til folket endelig føres ud i livet«, som forfatteren Per H. Hansen skriver i bogen En lys og lykkelig fremtid – Historien om FDB-Møbler, som det nuværende Coop udgav i 2014.

I 1942 havde FDB 400.000 medlemmer og næsten 2.000 brugsforeninger rundt om i landet, og dermed havde de også en logistisk og produktionsmæssig fordel, som de traditionelle møbelfabrikanter ikke havde. FDB kunne endda reklamere for deres egne møbler i medlemsbladet Samvirke, og da de nogle år senere købte Tarm Stole- og Møbelfabrik, fik de også fuld kontrol med alle led i fremstillingskæden – lige fra design til produktion og distribution.

Den effektive infrastruktur betød, at FDB kunne tilbyde tidssvarende designmøbler til en pris, der lå langt under konkurrenternes. Og det gik ikke ubemærket hen i branchen, husker Jørgen Bækmark.

»FDB var en trussel mod de traditionelle møbelfabrikanters forretning, fordi vi var billigere. Så de forsøgte at holde os ude af det gode selskab. For eksempel måtte vi holde en separat møbeludstilling i Vejle, når resten af branchen holdt møbelmesse i Fredericia. For vi var ganske enkelt ikke velkomne,« siger han.

Arbejderne foretrak det fine

FDB-Møblers katalog 1950

FDB-Møbler
Oprindeligt var designmøblerne fra FDB’s tegnestue tiltænkt hele folket. Men det blev den fremvoksende middelklasse, som for alvor tog møblerne til sig.

»Arbejderklassen syntes ikke, at møblerne var fornemme nok,« siger Jørgen Bækmark. »De ville hellere have de fine klunkemøbler, som stod i borgerskabets stuer.«

I stedet blev de moderne, lyse designmøbler en måde for den fremvoksende middelklasse at signalere, hvilken type mennesker de var: Købte man funktionelle FDB-møbler, var man et progressivt og moderne menneske.

Og dén selvfortælling appellerede bredt til både gymnasielærere, folkeskolelærere, sygeplejersker, læger, bibliotekarer, funktionærer og andre, der med velfærdsstatens sociale reformer var blevet løftet op i middelklassen.

I funktionalismens rene linjer fandt de ikke alene en kulturel identitet, men også et løfte om En lys og lykkelig fremtid, som netop var titlen på en 35 minutter lang reklamefilm fra FDB fra 1945.

I filmen følger man et ungt forelsket par, der har været så heldige at få fingre i en lejlighed: »Tænk, nu kan vi gifte os,« triumferer manden med sin forlovede under armen: »Ja, men hvornår kan vi flytte ind,« spørger hun. Og det er netop spørgsmålet, for lejligheden mangler stadig at blive indrettet, og det er sværere end som så.

De traditionelle møbelhandlere sælger kun hele møbelgrupper på afbetaling, hvilket det unge par hverken har brug for eller råd til, og på møbelauktioner dominerer den mørke og tunge klunkestil med polstringer og draperinger.

Men bedst som parret er ved at miste modet, får de uventet hjælp af en moderne helt – en arkitekt – som fremviser dem et billigt alternativ: møbler fra FDB. Og som eventyret sammenfattes i medlemsbladet Samvirkes omtale af filmen:

»Vi finder til slut vort unge par lykkeligt og vel installerede i et hyggeligt hjem, hvor man kan være sikker på, at en lys og lykkelig fremtid vil indfinde sig med møblerne som tjener – og ikke omvendt.«

Middelklassedrømme

Jørgen Bækmark smiler af beskrivelserne. Han genkender dem, for han og hans kone drømte samme middelklassedrømme som det unge par i reklamefilmen – blot nogle år forskudt.

»Her er det,« siger han og hiver et gammelt billede frem fra et fotoalbum. Det er fra starten af tresserne og viser hans kone Helga Bækmark bag en trillebør på Morelgangen i Birkerød i færd med at slæbe mursten til deres nye hus.

Det er et familiebillede. Men det er samtidig et symbolsk billede på den velfærdsoptimisme, som prægede Danmark i efterkrigstiden, og som Jørgen og Helga Bækmark blev en del af. Helga var kontordame hos en advokat; Jørgen var en ung og lovende møbeldesigner med fremtiden foran sig. Og fremtiden kom, før end de anede.

I 1958 trådte FDB-Møblers daværende leder Ejvind A. Johansson tilbage og banede vejen for, at Jørgen Bækmark kunne tage over. Det betød ikke alene mere ansvar, men også et lønhop fra 1.100 til 1.700 kroner om måneden.

På det tidspunkt boede Jørgen og Helga i en lille, toværelses lejlighed på Østerbro i København, men som så mange andre unge par drømte de om at flytte ud af byen til et sted med lys og luft. Et sted, hvor børnene – som der skulle komme i alt fire af – kunne boltre sig. Allerede samme dag, som Jørgen Bækmark var blevet forfremmet, vendte han hjem til sin kone og præsenterede hende for et tilbud:

»Jeg spurgte hende: ’Skal vi leve pengene op, eller skal vi bygge for dem?’ ’Vi skal bygge,’ sagde hun. Så sådan blev det.«

Af svigermor lånte de 6.000 kroner til en grund i et nybyggerkvarter i Birkerød, der tidligere havde været en æbleplantage.

»Jeg tror, vi var det tredje eller fjerde par på vejen, som byggede hus. Og de andre var unge som os selv,« husker han.

En stol for livet

I ni år fra 1958-1967 sad Jørgen Bækmark som leder af FDB’s tegnestue. Han efterfulgte Ejvind A. Johansson, der havde efterfulgt Poul M. Volther, der havde efterfulgt Børge Mogensen. Jørgen Bækmark var ikke lige så produktiv som sine forgængere på posten, blandt andet fordi han med egne ord blev »stadig mere involveret i salgsarbejdet«.

Alligevel lykkedes det ham at designe et par varige klassikere undervejs. De mest kendte er J81 og J82, der begge står i huset i Hammel, og som Jørgen Bækmark hårdt presset indrømmer en vis tilfredshed med.

FDB-Møblers katalog 1968

FDB-Møbler
»Jeg kan da godt være en lille smule stolt af den her stol,« siger han og lægger hånden på armlænet af den elegante J81.

Det er en såkaldt pindestol, der tager udgangspunkt i det, FDB’s møbelfabrik i Tarm var særligt kendt for, nemlig flettede sæder og drejet og dampbøjet træ. I sit design minder stolen lidt om Børge Mogensens Folkestolen, men den er bredere i sædet og har armlæn med schwung.

Da stolen oprindeligt blev præsenteret på FDB’s møbeludstilling i Vejle i 1962 kom en korpulent tysker op til Jørgen Bækmark og spurgte, hvorfor den var så bred – og Jørgen Bækmark nænnede ikke at fortælle ham sandheden: at den var lavet til store mennesker som ham.

»Jeg sagde i stedet, at det var en stol til alle livets faser: Når du er ung og finder en pige, kan I rykke tæt sammen på stolen. Når hun bliver gravid, kan hun støtte sin arm på armlænet, når hun giver bryst. Og når I bliver ældre og lægger jer lidt ud, er stolen stadig bred nok til, at man kan sidde mageligt i den,« siger Jørgen Bækmark og klukker lidt: »Den historie har jeg solgt mange stole på i tidens løb.«

Streng opvækst

Der er en grund til, at Jørgen Bækmark skal presses til at føle tilfredshed med sine bedrifter. Han er opvokset i Ebeltoft i Jylland som søn af en bankfunktionær og en fysioterapeut – hans far var opdraget indremissionsk, og hans mor blev forældreløs i en tidlig alder og kom derfor i pleje hos en tante og hendes veninde, der begge holdt stram disciplin. Det satte sit præg på livet i Jørgen Bækmarks barndomshjem.

»Jeg har lært at sidde på den forreste tredjedel af stolen med rank ryg og spise pænt. Det var sådan, mine forældre selv blev opdraget. Min far var ikke religiøs, men det indremissionske smittede alligevel af på ham. Man skulle ikke gøre sig bemærket eller føre sig frem på nogen måde,« siger han.

Måske det var en protest mod den strenge opdragelse, at Jørgen Bækmark af og til pjækkede fra skole for at gå ture langs stranden. Under alle omstændigheder faldt pjækkeriet ikke i god jord hos hverken hans forældre eller lærere, men Jørgen Bækmark levede med konsekvenserne og »tog de øretæver, der faldt af«.

»Jeg plejer at sige, at jeg blev nummer et i klassen til realeksamen – bagfra,« siger han og ler.

Efter eksamen kom han i lære på et lokalt snedkerværksted i Ebeltoft, og her blev han introduceret til en anden omgangstone, end den han havde været vant til derhjemme.

»Måden at være omsorgsfuld på var anderledes, end den var hos mine forældre. Min far sagde for eksempel aldrig undskyld for noget,« husker Jørgen Bækmark.

Livet som snedkerlærling tilbød et kig ind i et mere åbent og bramfrit miljø. Jørgen Bækmark husker særligt én episode fra sin læretid. En mandag, han mødte op på arbejde efter at have brugt en hel weekend på at lede efter uglegylp i skoven, bankede en af svendene sin hånd ned i høvlebænken og råbte: »Hvornår fanden begynder du at jagte damer i stedet for at jagte uglegylp?!«

»Sådan noget kunne min far aldrig have fundet på at sige,« klukker han – og sådan kan historien om Jørgen Bækmark også fortælles. Som en fortælling om en ung træmand, der voksede op mellem mørke møbler og tunge alvorsord og siden stræbte efter det lyse i livet såvel som i møbelkunsten.

Den store nedtur

I modemagasiner beskrives FDB-møblerne i dag som tidløse klassikere. Virkeligheden er, at møblerne i meget høj grad var tidsbundne. Deres succes i 1940’erne og 1950’erne var båret frem af modernismens opbyggelige moralisme, men da tidsånden begyndte at ændre karakter, gik møblerne også gradvist af mode. Som Per H. Hansen skriver i bogværket En lys og lykkelig fremtid – Historien om FDB-møbler:

»Problemet var ikke så meget, at folk skiftede møbler som de skiftede hat. Problemet var, at Børge Mogensen og hans ligesindede ikke ville erkende, at der var brug for en ny fortælling. I stedet holdt de fast i den patriarkalske tilgang, hvor de vidste, hvilke møbler der var bedst for de danske hjem.«

Fra slutningen af tresserne og frem begyndte Danmark at udvikle sig fra et kollektivt orienteret klassesamfund til et antiautoritært og individualistisk præget konkurrencesamfund. Folk begyndte at se sig om efter nye måder at tænke på og bo på, som harmonerede dårligt med FDB-møblernes ideologiske grundlag.

Med den globale kapitalisme blev konkurrencen på møbler samtidig skærpet, ikke mindst i kraft af et nyt svensk bolighus, som åbnede sin første filial i Danmark i Ballerup i 1968. I modsætning til FDB Møbler forsøgte IKEA ikke at diktere den gode smag. Her var plads til at udtrykke sig selv og sin individualisme, hvilket lå helt i tråd med tidens nye strømninger.

»FDB var ikke rustet til den konkurrence, der blev med IKEA,« siger Jørgen Bækmark. »Jeg og mange andre i min generation var opdraget til, at man skulle købe kvalitet og passe på sine ting. Men der opstod efterhånden en køb-og-smid-ud-kultur, og her var IKEA bare billigere.«

Han gør en pause og tilføjer så med snedkerfaglig skuffelse: »At deres møbler så af og til er noget bras, er en anden sag.«

FDB nedlagde sin tegnestue i 1967; selve produktionen fortsatte dog i nogle år frem, men i 1980 var det endegyldigt slut, da FDB lukkede sin møbelfabrik i Tarm og solgte både tegninger og rettigheder fra. Et kapitel i dansk møbelhistorie var forbi. For en tid.

Tegner stadig

Jørgen Bækmark står i sit hvidmalede arbejdsværelse på første sal foran en tætpakket bogreol med tidsskrifter, ringbind og mapper. De fortæller hver især et lille udsnit af Jørgen Bækmarks liv og karriere.

Efter at FDB-tegnestuen lukkede fandt Jørgen Bækmark først arbejde på Kunsthåndværkerskolen i København og siden på Teknisk Skole i Aarhus, hvor han underviste kommende generationer af møbeldesignere helt frem til sin pension som 78-årig. For ti år siden døde hans kone gennem 55 år, og siden har Jørgen Bækmark boet alene i huset i Hammel kun omgivet af møbler og minder. Og lige her kunne historien om Jørgen Bækmark og FDB meget passende slutte.   

Men de senere år er fortællingen om FDB-møblerne blevet tilføjet endnu et kapitel. Interessen for de moderne klassikere er vendt tilbage, og flere af Jørgen Bækmarks egne designerstole er blevet relanceret. Det gælder blandt andet J104-stolen, som Hay satte i produktion i 2011, og J80, J81 og J82 som FDB Møbler selv har kastet sig over, siden de genoptog deres produktion af gamle klassikere i 2013.

Tor Birk Trads
Trods en alder af snart 90 er Jørgen Bækmark også stadig aktiv som møbeldesigner. Hver dag sætter han sig ved sit arkitektbord under tagvinduernes lysindfald og tegner nye skitser til kommende stole og borde og sofaer.

Han vil dog ikke røbe, hvad han sidder og arbejder på for tiden. Ud over at det er en stol: 

»Jeg skal vise den til Coop, før jeg viser den til nogen andre,« siger han hemmelighedsfuldt.

Han følger også stadig med i, hvad de unge laver: 

»Jeg kan godt lide den pindestol på tre ben af Stine Weigelt, som vist nok hedder ’Anker’. Den er ganske god og enkel i det,« siger han om en af FDB’s nyere kreationer.

Den fornyede interesse for FDB-møbler er smigrende, indrømmer Jørgen Bækmark – men den frister ham alligevel ikke til at begynde at prale af sine bedrifter.

»Vi gjorde et godt stykke arbejde dengang, og det er dét. At der nu bliver skrevet bøger og artikler om os, er nok bare et modefænomen, tror jeg.«

Plads til det sentimentale

Den beskedenhed, Jørgen Bækmark har fået med sig hjemmefra, er aldrig for alvor blevet pillet ud af ham. Det mærker man tydeligt, når man sidder over for ham – at han bærer rundt på en indbygget diskretion. Så selvfølgelig bryder han sig heller ikke om at blive kaldt for noget så opstyltet som »møbelkunstner«. 

»Så må det i hvert fald være med en klar overvægt til det praktiske,« insisterer han.

Han sidder lidt og kigger frem for sig. Så får han en idé til, hvordan forskellen på kunst og håndværk kan illustreres.

»Lige et øjeblik,« siger han og stryger ud i køkkenet, hvor han finder en kop frem fra et skab. Den er dekoreret af Leif Sylvester, men selve formgivningen har kunstneren ikke stået for – og det er hele pointen: Såvel en kop som en stol kan have et kunstnerisk præg, men i sidste ende er de begge brugsgenstande. De skal først og fremmest varetage en funktion. 

»Selvfølgelig må en stol gerne være flot at se på, men det vigtigste er: Sidder man godt? Dét krav skal man som forbruger altid kunne stille til sine møbler. De skal passe til kroppen. Æstetik må aldrig trumfe funktion.«

Det er de samme principper, Jørgen Bækmark har forsøgt at leve og arbejde efter: det simple liv, de enkle møbler. Men så er der selvfølgelig en undtagelse. Den står i gangen mellem entreen og stuen: et gammelt chatol, der med sit tunge, mørke udtryk skiller sig mærkbart ud fra alle de moderne, funktionelle møbler, Jørgen Bækmark igennem en lang karriere som møbelarkitekt selv har været med til at skabe. 

»Det er et gammelt skrummel, og jeg ville egentlig gerne af med det,« siger han.

Men han kan ikke få sig selv til at smide det ud. 

»For som ungerne siger: ’Gem det lige lidt, far’. Det er det samme med det tøj, min kone har efterladt. Nogle ting får lov at være her af sentimentale årsager.«

Artiklens beskrivelser af FDB-møblernes historiske ud- og afvikling bygger i vid udstrækning på Per H. Hansen bog ’En lys og lykkelig fremtid – Historien om FDB-møbler’, som er udgivet af Samvirke, 2014.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Daltoft

Ja; fra en bruger

Birte Pedersen, Kim Houmøller, Ole Arne Sejersen, Per Torbensen og John Hansen anbefalede denne kommentar