Jonas Eika lavede lige en mild Thomas Bernhard

Politikerne var sådan set selv ude om det. Det var dem, der for nogle år siden ville samle uddelingen af Nordisk Råd-priserne. Tidligere havde musik-, film- og litteraturpriserne udspillet sig som separate begivenheder, men så blev de samlet i én årlig gallaevent i forbindelse med Nordisk Råds session for at kaste lidt kunstnerisk glans over det politiske samarbejde i Norden og i forventning om, at de prismodtagende kunstnere sikrede den gode stemning og høfligt takkede for de gavmilde priser.

Fra og med tirsdag aften blev den illusion brudt, da forfatteren Jonas Eika i Koncertsalen i Stockholm ved en livetransmitteret galla alt andet end servilt tog imod Nordisk Råds Litteraturpris og kvitterede med en tale, der er ved at skrive sig ind i historien.

Førende politikere fra Norden sad i koncertsalen. Mette Frederiksen sad på forreste række som forstenet og lyttede til Jonas Eikas opsang. Eika havde taget Nordens vigtigste talerstol den aften, og ingen kunne undslippe eller vende det døve øre til.

Det var mageløst og langt ude samtidig. Eikas timing var excellent, hans kritik berettiget, selv om hans analyse er tyndbenet. Ordet »statsracisme« er overdrevet, og hans kritik af kolonialismen hentet ned fra hylden af en amerikansk diskurs og rammer meget forbi, når det handler om her i Norden at beskrive baggrunden for diskrimination.

Men nu er det ikke de finere nuancer, det handler om, men om chokket. For det er sådan, man skaber en begivenhed.

I skyggen af mesteren over dem alle

I kunsten at skide i egen rede og holde politiske taler i forbindelse med litterære udmærkelser, står Eika dog stadig noget i skyggen af mesteren over dem alle, nemlig østrigske Thomas Bernhard. Flere af de litterære udmærkelser, han modtog, er ledsagede af skandaler. Som da han i 1967 modtog den østrigske statspris og indledte sin takketale sådan her:

»Ærede hr. Minister, ærede tilstedeværende, der findes intet at rose, intet at fordømme, intet at anklage, men der findes meget latterligt; alt er latterligt, når man tænker på døden.«

Sådan var anslaget, inden han fortsatte:

»Tidsaldrene er åndssvage, det dæmoniske i os et evigt værende fædrelandsk fængsel hvor dumhedens og hensynsløshedens elementer er blevet til det dagligt fornødne. Staten er en frembringelse der konstant er dømt til at mislykkes, folket en sådan der uafbrudt er dømt til infami og åndssvaghed.«

»Livet er håbløshed, en håbløshed som filosofierne læner sig opad, og som i sidste ende må gøre alt forrykt. Vi er østrigere, vi er apatiske; vi er livet som den almene mangel på interesse for livet, i naturens proces er vi sansen for storhedsvanviddet som fremtid. Vi har intet at berette ud over at vi er ynkelige, gennem vores indbildningskraft prisgivet en filosofisk-økonomisk-mekanisk monotoni. Som midler til undergangens mål, som agoniens skabninger, forklares alt for os, forstår vi intet. Vi befolker et traume, vi er bange, vi har ret til at være bange, i baggrunden ser vi allerede, om end utydeligt, angstens kæmper.«

Den mest upopulære østriger

Prisoverrækkelsen fandt sted i Kultur- og Undervisningsministeriets audienssal, og Bernhard har siden i bogen Mine priser beskrevet turen derhen som turen hen til henrettelsespladsen. Til forskel fra Mette Frederiksens forstening, var den østrigske kultur- og undervisningsminister sprunget op fra sin stol og ildrød i ansigtet løbet hen mod forfatteren og udslynget skældsord.

I den største ophidselse stod ministeren foran forfatteren med hånden hævet i raseri. Derefter tog han et par skridt videre i hans retning, hvorefter han abrupt drejede og forlod salen, knaldende døren i med et brag. Da ministeren var gået, blev forlegenheden afløst af kaos, folk rasede, næver blev knyttet og fornærmelser udskreget. Fra da af var Bernhard den mest upopulære østriger.

Bernhard besang heller ikke just sin hjemby Salzburg i nostalgiske eller lokalpatriotiske toner, som her gengivet fra Årsagen. En antydning:

»Salzburg er en perfid facade hvorpå verden uophørligt maler sin løgnagtighed og bag hvilken det (eller den) skabende må sygne hen, gå til grunde og dø. Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-nationalsocialistiske-katolske dødsjord.«

Bernhard gjorde vreden til virtuos prosa. Det gælder overalt i hans værker. Der er ingen tvivl om, at Eika må være gået i den bernhardske skole. Men vreden er mere end det, for samtidig med sit udfald mod Mette Frederiksen og dansk politik ødelægger Eika billedet af den selvoptagede forfatter, som også kendetegner en del ny dansk litteratur.

Han påkalder sig i talen et kollektiv bag sin bog, ligesom han henvender sig til et kollektiv, Danmark anført af statsminister Mette Frederiksen. Eika stiller sig på samfundets udsattes side, på klimaets, på fremtidens, og herfra henter han de skyldige op på anklagebænken.