Læsetid: 3 min.

Jonas Eikas takketale

Nordisk Råds Litteraturpris gik i år til den danske novellesamling ’Efter solen’ af Jonas Eika, og da han tirsdag aften modtog prisen, rettede han i sin tale en meget direkte kritik mod den danske statsminister Mette Frederiksens (S) udlændinge- og boligpolitik. Jonas Eikas takketale kan du læse her
31. oktober 2019

Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.

Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal).

Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.

Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.

Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige,” men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.

Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.

Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.

Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet.

Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.

Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.

Jonas Eika beskyldte statsminister Mette Frederiksen for at føre en racistisk bolig- og udlændingepoltik. Her får du en professor i litteraturs, en forfatters, en kulturministers, en sognepræsts og en postdoc og kulturanmelders reaktioner på talen.
Læs også
Udrejsecentrene og ghettopakken er begge politiske tiltag, der rammer allerede udsatte mennesker hårdt. Og det er ønskeligt, at en forfatter som Jonas Eika bruger sin taletid på at kritisere systematisk diskrimination.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Lars Koch
  • Hans Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Christian Estrup
  • Oluf Husted
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Morten Hjerl-Hansen, Thomas Tanghus, Lars Koch, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Christian Estrup, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Klar tale. Får lyst til at læse hans bog.

Morten Hjerl-Hansen, Johanna Haas, Henning-Buerup Jørgensen, Dorte Sørensen, Christian Estrup, Oluf Husted og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Henrik Brøndum hvem er GT's taleskriver - han/hun må være gammel, da en pige i 1990'er holdt en ligene tale i FN.
Hvorfor ikke begynde at tale om problemerne - hvis fx. MF ikke er enig i, at der er problemer så bør hun o.a. komme med svar på hvordan de vil løse problemerne eller hvorfor de ikke ser at der er noget problem og derfor ikke er noget at kritiserer.

Er det ikke en god løsning at fordele "goderne" bedre og mere retfærdigt og hvordan kan det gøres til glæde for hele samfundet og ikke mindst klimaet.
Eller hvorfor skal folk med bopæl i politisk udpegede boligområder have højere straf for en lovovertrædelse osv..........osv-------

Bliver "vi" lykkeligere af at skulle ha' mere og mere og smide mere og mer væk. Mon ikke flere ville få et godt liv med mere tid til familie osv. end skulle gøre dit og dat for erhvervslivet og helst til den mindst mulige løn for at ejerkredsen kan få størst mulig profit.
Er det ikke sådanne ting der bør tales om og handles efter end at være forarget over Jonas Eikas takketale.

Johanna Haas, Henning-Buerup Jørgensen, Lars Koch, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Læses ovenstående med en kritisk stemme i baghovedet kan man spørge om ikke talen gør nogle mennesker, især i de omtalte centre, til en slags redskaber for et helt andet formål, nemlig angrebet på "den herskende orden" og ønsket om en anden. eller et led i et magtspil.

@Jan Henrik Wegener:
Før man kan udfolde sin kritiske sans kvalificeret kræves det dog, at man først hører efter og dernæst forstår, hvad der rent faktisk siges i talen:
"Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden."

Jonas Eikas postulerer ikke på nogen måde, at tale på vegne af andre end sig selv og "til alle og enhver, som vil noget andet".

Muligvis synes du, det er helt i orden at ødelægge børn og voksne i indhegnede lejre i Danmark, muligvis synes du, det er helt i orden, at rive almene boliger ned baseret på etnicitetskriterier, men du må leve med, at flere og flere borgere bliver bevidst om, at det er dybt forkert og at bl. a. Almen Modstand gør flere og flere mennesker bevidst om, at "ghettolister," tvangsudflytninger og nedrivninger er at øve psykisk og konkret vold mod beboerne.

jan henrik wegener

Nu har jeg om ikke hørt talen så læst den i ovenstående udgave nogle gange.Den del du citerer handler ikke som sådan om flygtninge, men om omfordelingen i samfundet. Så kan man jo spørge om rimeligheden i at knytte de to spørgsmål sammen, og evt. hvor tæt.
Hvad menes i øvrigt med at "ødelægge det afgrænsede, uniforme selv"? Skal vi helt opgive os selv til fordel for hvad? Hvem er "vi" der skal finde hinanden og hvor kan "vi" gøre det?
Talen som gengivet af Information ovenover starter jo med noget der ligner en "utopisk" forestilling om et andet samfund og en anden orden. Og "hvidhed" angribes. Er det da helt ved siden af at spørge om flygtningene og migranterne ses som en slags redskaber til at komme nærmere den nye orden der antydes? Sammenstilling af "hvidhed", "kolonial fortid", "oprindelige folk" og "flygtninge" finder jeg også tvivlsom. Nogle af de sidstnævnte kan jeg finde i familiearkivet.

Til sidst:

Jonas Eikas takke tale udtrykker gode socialdemokratiske synspunkter i en noget voldsom form. Derfor er det betænkeligt, at Mette ikke klapper og derefter med sorg erkender, at politik at føre er ikke idealer/utopier at skabe. Eikas påpegning af, at samfundsudviklingen er båret af kvantitative mål som flere penge - især til de der har i forvejen, mere affald - især det vi sortere efter ringe evne i skraldespande; men også det vi fylder i vores skabe, skuffer og boliger. Et hug også mod det militær industrielle kompleks, der skaber ødelæggelse, flygtninge, ulighed, terror og utryghed i stedet for en retning hen imod samtale, lytten, eftertænksomhed, tillid og accept. Tak Eika. Vi har brug for klar tale og provoer. MVH Fin Egenfeldt