Da kampen om den fjerde radiokanal blev en kamp mellem by og land

»Godaw do – du lytter til ’Æ Bonderøwsradio’ – Æ radio, hvår vi snak jysk hele dawen.«

Chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad, Mogens G. Madsen, var i det satiriske hjørne, da han i en leder tidligere i år karikerede de fordomme, han mener florerer øst for Storebælt om Radio4 – den nye licensbetalte radiokanal, som fra i dag sender til hele landet fra Banegårdspladsen i Aarhus.

»Og nå ska du bare hør,« fortsatte Madsen sin parodi, »der æ lige født en trepattet ko henne hos Lars Tyndskid. Vi har sendt vor sjurnalist, Maren i Kæret, i trav mæ en møj stor mikrofon.«

Mogens G. Madsens karikatur er naturligvis overdrevet, men den er ikke grebet ud af den blå luft. Siden Radio- og tv-nævnet tidligere i år besluttede at overdrage Radio24syvs sendetilladelse til et konsortium af mediehuse med Jysk-Fynske Medier i spidsen, har Radio4’s nye kanalchef Anne-Marie Dohm i skiftende aviser måttet forholde sig til begrebet »bonderøvsradio«; fagbladet Journalisten har omtalt Radio4 som »den nye provinsradio«, og her i avisen har vi moret os med at lave jyske versioner af populære Radio24syv-programmer – eller som Mogens G. Madsen opsummerer den generelle modtagelse af kanalen:

»Det er som om, at en del af den danske medieverden ganske enkelt ikke har den nødvendige forestillingsevne til at tro, at der kan laves kvalitetsradio fra provinsen, og på parnasset florerer forskellige navneforslag til den nye radio, og blandt de pænere er ’Halmkanalen’ og ’Bonderøvskanalen’«.

Reaktionerne på den nye aarhusbaserede kanal kan ses som en spejling af den velkomst, Radio24syv selv blev mødt med, da kanalen gik i luften i 2011. Dengang blev stationen døbt »Tisvilde-vennernes legeplads« og »Radio Kartoffelrækkerne«, og folkene bag blev anklaget for at være københavnersmarte og at lade hånt om provinsen.

Historien om den fjerde FM-kanal er nemlig ikke kun historien om »et af de mest uskønne, politisk betændte og kaotiske forløb i nyere dansk mediehistorie,« som mediekommentator Lasse Jensen for nylig skrev her i avisen. Det er også historien om en radiofrekvens, der lige fra begyndelsen blev symbolsk kampplads for en politisk orkestreret konflikt mellem provins og hovedstad – en konflikt, der med lukningen af Radio24syv og Radio4’s overtagelse af sendefrekvensen ser ud til at fortsætte med omvendt fortegn.

Men hvordan gik det overhovedet til? Hvordan blev den fjerde FM-kanal genstand for et symbolpolitisk tovtrækkeri mellem by og land? Og hvad kom det til at betyde for Radio24syvs død og Radio4’s fødsel? 

Bor der ikke mennesker i Thy?

Året er 2010, da den borgerlige regering med daværende kulturminister Per Stig Møller som drivkraft beslutter sig for at skabe en helt ny radiokanal på FM-båndet. Radio Møller, som den nye frekvens i begyndelsen bliver kaldt, skal bryde DR’s monopol på taleradio og styrke den kritiske offentlighed.

Berlingske Media og PeopleGroup viser sig at være eneste byder, og den 1. november 2011 går den nye kanal i luften under sloganet:

»Radio24syv – Hele Danmarks Taleradio«.

Men ifølge kritikerne er den nye taleradio langtfra »hele Danmarks«. I spidsen for programplanlægningen står makkerparret Mikael Bertelsen og Mads Brügger, der begge har rødder i det kreative København, og de anklages fra begyndelsen for at lave storbyradio til deres egne venner.

»Hvor er Nordjylland henne? Lolland-Falster? Hvad med de kløgtige hoveder fra landets mange læreanstalter, hvoraf et par dog er placeret vest for Vesterbro? Hvorfor er der ingen kunstnertyper fra provinsen? Bor der ikke mennesker i Thy?« skriver en af stationens dengang argeste kritikere, samfundsdebattøren Michael Jalving i et indlæg i Jyllands-Posten.

I første omgang preller kritikken af. Radio24syv har trods alt otte år og 800 millioner kr. til at overbevise kritikerne om, at de tager fejl. Og gradvist arbejder radioen sig ind i danskernes lyttevaner.

Stationens egne tal viser i dag, at der er 400.000 flere danskere, som lytter til taleradio, end da P1 var alene i æteren – og geografisk spreder Radio24syvs lyttere sig jævnt over hele landet: 33 procent lytter med fra hovedstaden, mens resten bor i det øvrige Danmark.

Alligevel er det ikke dén fortælling, som har holdt ved.

Den store udflytning

Leder man efter en skæbnedag for Radio24syv, er folketingsvalget i 2015 et godt sted at starte. Da valgaftenen den 18. juni 2015 er forbi, og stemmerne er talt op, står det klart, at en kulturkløft har åbenbaret sig mellem land og by.

»Har Danmark pisset i bukserne?« lyder det sarkastisk på de sociale medier med reference til Dansk Folkepartis gule listefarve, der har tilført hele Syd- og Sønderjylland en gullig nuance.

DF løber med en fjerdedel af alle valgets stemmer, og de etablerede partier står forvirrede tilbage i en tilstand af mildt chok. Venstre-regeringen, ledet af Lars Løkke Rasmussen, lugter dagsordenen og sætter gang i en større udflytning af statslige arbejdspladser. Og Dansk Folkeparti er heller ikke færdige med at profilere sig som provinsens vogtere.

»Der opstår efter folketingsvalget en indædt konkurrence mellem Dansk Folkeparti og Venstre om, hvem der kan flytte flest statslige institutioner ud til de områder, der føler sig overset i centraliseringstendensen. Med sprognævnet til Bogense som det mest prægnante udtryk for ræset mod provinsen,« siger politisk redaktør ved Weekendavisen Arne Hardis.

I 2016 vandrer et nyt politisk krav for første gang ind på siderne af Dansk Folkepartis medieudspil. Under sidste punkt i det 11 sider lange papir lyder overskriften kort og godt:

»Radio24syv flyttes til Århus«.

Det er første gang, at ideen om en egentlig udflytning af Radio24syv formuleres som politik. Men til at begynde med vækker forslaget ikke nævneværdig opmærksomhed.

Faktisk skal der gå et helt år, før låget for alvor går af debatten – og så er det ikke engang en DF’er, men en socialdemokrat, der står bag. Folketingspolitikeren Benny Engelbrecht skriver i 2017 et stærkt polemisk indlæg i Jydske Vestkysten under overskriften:

»Flyt Radio24Syv til Sønderjylland«.

Her opfordrer han til, at Radio24Syv og stationens 42 redaktionelle medarbejdere lægger »københavneriet bag sig« og flytter til Sønderjylland, hvor Benny Engelbrecht i parentes bemærket selv er valgt.

Den direkte anledning til S-politikerens harme er Radio24syvs madprogram ’Bearnaise er dyrenes konge’, hvor værten Martin Kongstad løbende inviterer »semikendte københavner-typer på skiftende gourmetrestauranter,« som Engelbrecht fnysende skriver:

»Og inden de smarte københavner-drenge i Radio24syvs ledelse går helt i selvsving,« fortsætter han »kunne de jo lytte til musikeren Simon Kvamms kloge ord om, at han hellere vil drikke en bajer med naboen i provinsen, end være småborgerlig i storbyen. En erkendelse, han kom til, da han flyttede fra hovedstaden til Klitmøller.«

Ikke længe efter befinder Benny Engelbrecht sig i en verbal slåskamp på Twitter med Radio24syvs Mads Brügger, der anklager folketingspolitikeren for at puste til en farlig ild med sin »gustne, letkøbte provinspopulisme« og sit »opportunistiske københavnerhad.«

Et ufravigeligt krav

Benny Engelbrechts indlæg er måske nok polemiserende. Men han har samtidig sat tanker i gang, også blandt politikere på Christiansborg, hvor mediepolitikken i forvejen er kastet op i luften af den nye VLAK-regering.

Kulturminister Mette Bock går med ideer om både at slanke DR, beskære TV 2-regionerne, trimme Radio24syv og sælge 40 procent af TV 2 fra. Med andre ord er tiden moden for Dansk Folkeparti til at støve sit to år gamle mediepolitiske udspil af og fremsætte det som en ny politisk prioritet.

I slutningen af marts 2018 gør Kristian Thulesen Dahl (DF) det klart for regeringen, at en udflytning af Radio24syv til Vestdanmark er »et ufravigeligt krav« for Dansk Folkeparti i de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig.

»En stor del af vores fælles oplevelse af, hvad det er for et land, vi lever i, kommer fra medierne. Og vi ved, at man rapporterer i udgangspunktet derfra, hvor man selv ser tingene,« siger DF-formanden til dr.dk.

Både Liberal Alliance og De Konservative er imod forslaget. Men socialdemokraterne bakker op, og Venstre siger ikke nej. Og så hjælper det ikke noget, at Radio24syvs direktør, Jørgen Ramskov, ellers kan fremlægge tal, der viser, at størstedelen af Radio24syvs publikum faktisk lytter med vest for Storebælt. Beslutningen er truffet.

I de efterfølgende medieforhandlinger insisterer Dansk Folkeparti på, at først 50, siden 60 og slutteligt 70 procent af radioens redaktionelle medarbejdere skal befinde sig mindst 110 kilometer fra København. Et krav, som ejerne bag Radio24syv ikke vil honorere med det resultat, at kanalen helt opgiver at byde på sendetilladelsen, som i stedet går til Radio4.

I 11. time kaster Dansk Folkeparti en redningskrans til Radio24syv i form af en DAB-kanal. Men da Radio- og tv-nævnet træffer afgørelse i den efterfølgende udbudsrunde, er vinderen Radio Loud. Og Radio24syv er historie.

Ikke noget kønt forløb

Ifølge direktør Jørgen Ramskov har debatten om by og land haft afgørende betydning for Radio24syvs skæbne. 

»Da først østenvinden begyndte at blæse alting ud af København, fik det også politiske konsekvenser for os. Lige fra begyndelsen blev vi italesat som en københavnerradio, og det har været interessant at opleve, at hvis man siger noget forkert tilstrækkelig mange gange, så er der til sidst nogen, der tror på det,« siger han.

Men måske var by-land-konflikten alligevel ikke den eneste grund til Radio24syvs endeligt? Mange er i hvert fald af den opfattelse, at Dansk Folkeparti lige fra begyndelsen ønskede Radio24syv lukket. En opfattelse, som blandt andet næres af omstændighederne bag medieforliget i 2018.

Til en begyndelse var kravet fra Dansk Folkeparti, at 50 procent af de redaktionelle medarbejdere skulle være placeret mindst 110 km fra København. Siden voksede kravet til 60, før det endelig landede på 70. Er det måske ikke et bevis på, at Dansk Folkeparti blev ved med at skrue på knapperne, indtil udbuddet til sidst blev så uspiseligt, at Radio24syv måtte opgive at ansøge? Nej, mener Dansk Folkepartis tidligere medieordfører Morten Marinus, der røg ud af Folketinget ved seneste valg.

»Vi havde oprindelig stillet som krav, at 50 pct. af de redaktionelle medarbejdere plus administrationen skulle flyttes til Jylland. Men så fik vi et notat fra kammeradvokaten, der sagde, at vi ikke kunne bestemme, hvor det administrative personale skulle placeres. Så bad vi i stedet om en ny beregning, hvor årsværkerne fra de administrative medarbejdere blev regnet om til redaktionelt mandskab. Det gav et tal på 60 procent, som regeringen så sendte i høring. Men vi mente ikke, at det tal holdt vand, så vi bad om en ny beregning, som viste, at det korrekte tal faktisk var 70 pct.,« forklarer han forløbet.

–Men kan du forstå, hvis folk alligevel mistænker jer for bevidst at have skruet på tilbuddet, indtil det blev uspiseligt for Radio24syv?

»Jeg kan godt forstå, man kan have den opfattelse, hvis man ikke selv var en del af forhandlingsforløbet. For det blev et rodet og ikke særlig kønt forløb. Men det var ikke det, der faktisk skete,« siger han.

Vreden mod Radio24syv

Mange i og omkring Radio24syv er dog stadig overbevist om, at lukningen af Radio24syv ikke alene er resultatet af et politisk ønske om at skabe bedre balance mellem landsdelene. De mener, der var tale om en straffeaktion fra politikere i flere forskellige partier, der var utilfredse med Radio24syvs journalistiske dækning, ikke mindst med kanalens morgenflade og satireprogrammet Den Korte Radioavis.

Dén opfattelse blev til dels bekræftet i Altinget i denne uge, hvor den tidligere pressechef for De Konservative Benny Damsgaard skrev, at Radio24syv over årene har skubbet mange »politiske venner fra sig«, ikke ved at bedrive kritisk journalistik, men »ved igen og igen at opføre sig umodent og uprofessionelt«, som han formulerede det.

»Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg har mødt forhenværende og nuværende ministre, som har følt sig ualmindelig dårligt og uprofessionelt behandlet af værter på især Radio24syvs morgenflade,« skriver han og fortsætter:

»Derfor stod man også næsten helt alene tilbage, da et magtfuldt parti (DF, red.) politisk ville noget andet. Der var ganske enkelt ikke nogen, der gad kæmpe Radio24syvs sag i forhandlingslokalet.«

Benny Damsgaard er, medgiver han, part i sagen, da han selv flere gange har følt sig uretfærdigt behandlet af radiostationen. Men hans vurdering deles blandt andre af tidligere generaldirektør i DR Christian S. Nissen, som i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på en ny bog, Politik mellem følelser og fornuft, som udkommer i begyndelsen af næste år. Her har han talt med en lang række centrale aktører bag medieforliget i 2018 i et forsøg på at forstå, hvad der egentlig skete:

»Hvis man spørger, hvad forklaringen er på den situation, Radio24syv er havnet i, så er det helt legitime ønske om en bedre balance mellem provins og hovedstad ikke hele forklaringen. Jeg tror ikke, man skal være blind for, at vreden mod Radio24syv også har betydet, at nogle politikere har ment at radiokanalen havde fortjent én med krabasken. Det hører simpelthen med til billedet,« siger han.

Han understreger, at han i sine samtaler med politiske ordførere og andre aktører ikke har »kunnet få nogen til at indrømme«, at deres egen uvilje mod Radio24syv smittede af på de mediepolitiske forhandlinger.

»Men jeg har hørt flere folketingspolitikere sige, at det spillede en rolle for dén og dén politiker – og så pegede de på politikere fra andre partier,« siger han.

Samme opfattelse deler Jørgen Ramskov, men han fortryder ikke, at Radio24syv ikke har været bedre til at »passe politisk på sig selv«, som Benny Damsgaard formulerer det i sit indlæg i Altinget.

»Et public-service medie skal ikke have venner, det skal stå frit,« siger Jørgen Ramskov.

»Derfor har vi også i perioder været uvenner med snart det ene parti og snart det andet parti. Og sådan skal det være.«

Han vil dog gerne indrømme, at Radio24syv også har »lavet nogle fejl« undervejs.

»Vi havde en for dum tilgang til telefoninterview, hvor vi ringede folk op, uden at de vidste det. Det stoppede vi med, for det er idiotisk. Vi havde også nogle interview, hvor vi blev ved med at spørge om det samme og det samme, uden at det gav mening, og det er jeg ærgerlig over og ked af. Men du får mig ikke til at være ked af, at vi har været kritiske og irriteret politikere. For vi har også irriteret dem med fakta og væsentlige sager,« siger han.

Lukning ikke en sejr

Udefra set kan lukningen af Radio24syv betragtes som et attentat på en uafhængig radiostation med Dansk Folkeparti som bøddel og flere andre partier som villige håndlangere.

Men spørger man Dansk Folkepartis tidligere medieordfører Morten Marinus, var det aldrig intentionen at få Radio24syv ned med nakken. Og at kanalen nu lukker føles slet ikke som nogen sejr, forsikrer han.

»Det er ikke mit indtryk, at der var et flertal i den gamle folketingsgruppe, som ønskede Radio24syv skulle lukkes. Der var måske nogle få stykker, der havde den dagsorden, men de var i undertal. Og ellers havde vi jo heller ikke forsøgt at lave en redningsplanke til Radio24syv i form af en ny DAB-kanal. At det så ikke er lykkes, er jeg personligt meget ærgerlig over, for det er ingen hemmelighed, at Radio24syv har været min foretrukne radiokanal,« siger Morten Marinus.

Han siger, at han i dag sidder tilbage med en »dobbeltfølelse«:

»Vi har mistet en rigtig god radiokanal. Men vi har også fået en ny, Radio4, der måske kan tilbyde noget andet, vi også har savnet, nemlig at se Danmark fra flere vinkler.«

Ifølge politisk redaktør ved Weekendavisen Arne Hardis ville kravet om Radio24syvs udflytning aldrig være blevet rejst, »hvis ikke by og land-konflikten i forvejen havde været så politisk dominerende«.

Men kravet blev samtidig et symbol på Dansk Folkepartis nedsmeltning ved valget i 2019. Her tabte partiet 21 af deres 37 mandater, og selv om lukningen af Radio24syv næppe var den væsentligste grund, blev forløbet alligevel et sindbillede på et Dansk Folkeparti, der pludselig var ude af trit med tidsånden og havde svært ved at tyde vælgernes ønsker.

»De kom til at gå over stregen i deres næsten vulgære konkurrence med Venstre om, hvem der kunne udflytte mest til provinsen. Og da det endelig gik op for dem, at vælgerne ikke var med, fandt de på at kaste en redningskrans til Radio24syv i form af en DAB-kanal. Sådan kan forløbet i hvert fald fortolkes,« siger Arne Hardis.

Ifølge Ramskov er det »helt legitimt« at fremføre et politisk ønske om, at hele landet skal dækkes.

»Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor man havde så travlt med at udflytte en radio, der fra et postnummer i København faktisk formåede at lave radio, der også interesserede folk i Sindal og Ringkøbing.«

Men så enkelt er det ikke, mener administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Radio4 Anne-Marie Dohm. Hun mener, man »tager frygteligt fejl«, hvis man tror, at det at lave landsdækkende radio kun handler om, hvad man sender og ikke hvor man sender fra i landet. 

»Pointen er, at det er utrolig svært at tage udgangspunkt i, hvad folk interesserer sig for, hvis man helt konsekvent ikke er der, hvor de er,« siger hun.

Foreløbig har Radio4 og Anne-Marie Dohm otte år til at bevise, at de kan lave radio fra Aarhus – til hele Danmark.

Sara Houmann Mortensen