Hvad har økonomen Inge Røpke, stjerneforskeren Anja C. Andersen og erhvervsmanden Ulrik Bülow til fælles? Ikke meget andet end at de sidder sammen med ni andre toneangivende debattører i en lade fra 1700-tallet en råkold septembertirsdag lidt udenfor Hurup i Thy og taler om den danske guldalder.
Klokken er fire, laden er kold, og luften er fugtig. Eksperterne sidder på halmballer og fåreskind og skutter sig i det efterår, som endelig er kommet med regnen. Tågen ligger tæt over Thy. Ved en stor tavle står værterne Nadja Pass og Helle Solvang og introducerer de næste dage, hvor eksperterne skal diskutere og trakteres på Skibstedgaard.
Tavlen, som de to værter står foran, er høj og læner sig op ad to store rundballer. Den er cappuccinofarvet og inddelt i seks felter med et slags rødt bånd. Den ligner en stor, men meget flad gave, og er egentlig et slags diagram over Nadja Pass og Helle Solvangs ambition med dette guldaldersymposion.
Tavlens felter har seks forskellige titler, som skal vise sig at være emner for de kommende samtaler. De lyder således: krydsbestøvning, Forgyldninger, Beslutningskraft, Ånden i naturen, Genopdagelsen, Forgyldninger og Bevægelser. Alle disse emner skal være en slags katalysator for målet med dagene: At skabe en samtale på tværs af faggrupper om en af Danmarks vigtigeste intellektuelle perioder, og hvad vi kan bruge den til i dag, hvor verden er økologisk og økonomisk presset.
Erhvervsmanden Ulrik Bülow, der er tidligere direktør for Matas og Synoptik, fortæller om sin motivation for at diskutere Guldalderen, da jeg undrer mig lidt over, hvordan en benhård erhvervsleder har tid til at mødes i en lade i Jylland. Ud af den energiske Ulrik Bülows mund kommer et noget andet svar end ventet:
»Jeg har altid ledet mine virksomheder ud fra de klassiske græske dyder. Jeg er interesseret i den græske moralfilosofi, som lagde grunden for demokratiet. Det er i guldalderen, at man genopdager det, og at vi ser demokratiets genfødsel. Derfor er det meget relevant for mig at deltage i det her. Jeg vil gerne give moralfilosofien tilbage til erhvervslivet. De nye forretningsmodeller er ikke opmærksomme på det ansvar, der følger med, når ens forretning bliver økonomisk større end nogle stater.«
Ulrik Bülow er stille et øjeblik, og jeg siger, at han må undskylde mig mine fordomme, men at det er et noget overraskende svar fra en erhvervsmand. Han griner og fortsætter:
»Jamen, det er da rigtigt, men jeg tror, at vi kan lære meget af de danske erhvervsmænd i guldalderen. Se på en mand som J.C. Jacobsen, der grundlagde en stor virksomhed, donerede store dele af sin formue og investerede voldsomt i billedkunsten. Ham synes jeg sagtens, at vi kan lære noget af. Fra mit perspektiv er guldalderen i høj grad et ideal om en bestemt tids ånd.«
Mellem to katastrofer
Men hvorfor netop guldalderen? Er det ikke blot en lidt bedaget kunstnerisk periode, hvis primære bidrag til dagens Danmark er billeder, som de nationalkonservative kan bruge som rosenrøde ideologiske symboler på, hvor godt det var i Danmark engang?
Er den grønne bøgeskov og det bedre borgerskab vitterligt så interessant, at Statens Museum for Kunst har inviteret 12 mennesker til Thy for at bruge tre dage i hinandens selvskab? Selvfølgelig er den det, og det er derfor, at museet netop har lanceret og kurateret den største udstilling om Guldalderen i Danmark nogensinde.
Den aktuelle udstilling på museet i Sølvgade i København bærer titlen: Dansk Guldalder: Verdenskunst mellem to katastrofer. Det er noget af det nye ved udstillingen. Den udvider og redefinerer guldalderens udstrækning, så den går fra bombardementet af København i 1807 og frem til krigen i 1864, hvor den tidligere er sluttet med indførslen af grundloven i 1849.
I udstillingens materiale kan man læse sig frem til, at det var en periode som var præget af stor uro med Napoleonskrigene, tabet af Norge, Statsbankerotten, Treårskrigen i 1850 og ja endelig det katastrofale nederlag i 1864. Det er i dette historiske perspektiv, som man må anskue perioden.
En tid hvor den danske stat blev skabt, og hvor de unge nationalromantiske liberale hæklede det ideologiske bagtæppe, som vi i dag kender som dansk. Det gør også, at periodens navn, guldalderen, klinger en smule skævt. I virkeligheden var det en tid, hvor landet var i en historisk krise, og hvor ganske få mennesker af Danmarks samlede befolkning levede et liv, som kan kategoriseres som gyldent.
Guldalderen var fra et samfundsmæssigt perspektiv præget af krig og armod for den almindelige indbygger i den danske helstat. Det var en periode, hvor Danmark tjente store summer på slaveri, og hvor nogle af kunstens store mæcener samtidig var ejere af plantager i det daværende Dansk Vestindien.
Men det var også reaktionens tid. På baggrund og måske mindre på grund af uroen i samtiden blomstrede der en perlerække af kunstnere og videnskabsmænd frem, som har defineret Danmark lige siden. Tænk på at H.C. Andersen, Christen Købke, Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H.C. Ørsted, Adam Oehlenschläger og Bertel Thorvaldsen alle levede og skabte i disse årtier. Det er næsten svimlende.
En af guldalderens populære beskæftigelser blandt det bedre borgerskab var netop at afholde samtalesaloner, hvor de fremmeste stemmer mødtes og talte om aktuelle emner. Man udvekslede ideer på kryds og tværs af interessefelter og fag, og skodderne mellem de forskellige videnskaber var ikke så tætte, som de på flere måder er i dag. Det ledte i mange tilfælde til, at man blev inspireret på kryds og tværs og fandt nye løsninger på problemer, som ikke var mulige at løse alene.
Det er udgangspunktet for, hvorfor 12 vidt forskellige mennesker skal diskutere guldalderens tankegods, og hvorfor Nadja Pass og Helle Solvang har valgt de kuriøse titler til deres samtaleemner. Selvom de på nogen måder lyder som poppede og tomme begreber, så er et ord som krydsbestøvning et billede på noget, som verden nok har brug for i disse krisetider. Man har brug for, at faggrupperne taler på tværs for at løse fremtidens udfordringer. Men er det muligt?
Det muliges kunst
Spørgsmålet om det mulige lader vi svæve lidt endnu, men guldalderen sætter tankerne i gang hos deltagerne i den gamle lade. På skift trækker de et emne, som er fordelt på små ark i en rundkreds, og som bruges til at fortælle en personlig historie med relation til guldalderen. Ejeren af det økologiske landbrug Gram Slot, Svend Brodersen, trækker Ånden i naturen, og han begynder at fortælle om den varme sommer i 2018:
»Jeg tror, at vi må gentænke vores relation til naturen. Det er noget, som vi kan lære af guldalderen. I sommeren 2018 havde vi et kraftigt vækstår i vores kartoffelhøst, hvilket gav os et stort opbevaringsproblem i forhold til vores kartofler. Hvordan opbevarer man så mange kartofler fra høsten og indtil april måned? Det vidste jeg ikke. Derfor, selv om min kone synes, jeg er sindssyg, spurgte jeg mig selv, hvordan det er at være en kartoffel. Jeg forsøger at få kartoflen til at tale til mig. Selv om jeg er landmand og skal få noget ud jorden, så må vi ikke glemme vores forbindelse til naturen. Derfor måtte jeg få kartoflen til at tale til mig.«
Lyder det skørt? Ikke blandt dagens tilhørere, der alle nikker samstemmende. Der er en åbenhed og en tillid blandt deltagerne, som de næste dage skaber et virvar af ideer, men Svend Brodersens historie er også symptomatisk for, hvordan diskussionerne udvikler sig. Der bliver i høj grad talt om vore tids store udfordring – klimakrisen – og der er en konsensus om, at det er det, vi primært kan bruge guldalderen til. De reagerede på en krise og løste nogle problemer i fællesskab. Alle mener, at vi har det samme ansvar.
Den danske bøgeskov og den golde hede
Det er onsdag formiddag. Vi sidder i Skibstedgaards varme stue, og vi skal en tur ud i det grå vejr. Hovedgården ligger på en grund ud mod Skibsteds fjord, som man mener har været beboet siden bronzealderen.
Gårdens nuværende bygninger er fra 1700-tallet, og ligger lige op af områdets fredede gravhøje. Det er nærmest et guldalderlandskab. Toppede brosten, dannebrog og et bugtende lyngklædt landskab. Vi går langs den våde landevej, og her sætter jeg astrofysikeren Anja C. Andersen i stævne.
Jeg vil vide, hvorfor tværfagligheden er så vigtig, og hvad det egentlig er, vi kan lære af guldalderen:
»Det de havde i guldalderen var et meget mindre lukket forskningsmiljø, hvis man kan kalde det det. Man var i høj grad i kontakt med hinanden. Det er den måde, vi får gode ideer på. Vi skal mødes på kryds og tværs. Naturvidenskaberne skal møde kulturvidenskaberne i en mere åben samtale.«
Det tager måske 100 år at løse klimakrisen, men vi skal nok nå det. En del af strategien kan være at genbesøge guldalderen, fordi det netop er der, mange af problemerne opstod. Det er her, den industrielle revolution rigtig sætter ind, og det er her, vi ser ansatsen til det, vi i dag kender som den globale kapitalisme.
Fra oldtidshøjene går vi ned igennem terrænet og når ud til kysten, hvor sivene møder fjordens lave vand. Her har personalet fra Skibstedgaard arrangeret frokost i den blide regn.
Deltagerne får en pause fra de intense diskussioner og nyder udsigten ud over fjorden lige præcis der, hvor de danske vikinger lå i leding til deres sidste togt. Det er en passende udsigt til et guldaldersymposion, hvor man forherligede alt, der var nordisk.
Tilbage i stuerne bliver der diskuteret et centralt perspektiv for guldalderen. På grund af de mange udfordringer, som man oplevede igennem 1800-tallet, og den generelle nationsdannende stemning, som den europæiske romantik emmede af, så var samtiden præget af en identitetsskabende ånd. Kunsten fokuserede på at definere det danske igennem billeder.
Her beskriver billedekunsten primært to karakteristiske landskaber: Den danske bøgeskov og den golde bare hede. Tænk på billeder som Louis Gurlitts Et landskab ved Himmelbjerget Eller P. C. Skovgaards Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen. Begge er karakteristiske for en ambition om at skabe en visuel dansk samhørighed trods landets indre modsætninger på et tidspunkt, hvor spørgsmålet om det danske blev diskuteret heftigt.
Ved bordet giver Danmarks første professor i økologisk økonomi Inge Røpke sit syn på, hvad vi bør lære af guldalderens succes med at skabe en forestilling om danskhed og et ansvar over for nationen:
»Vi har i dag ikke brug for mere nationalromantik. Vi har først og fremmest brug for at føle os som jordboere. Jeg tror, at de forskellige videnskaber og kunstarter skal hjælpe hinanden med et identitetsopbyggende projekt, som får folk til at føle sig ansvarlige over for vores klode. Som økologisk økonom er jeg god til at male fanden på væggen, men der er brug for andet end alarmerende fremtidsudsigter for at styrke viljen til handling. Jeg håber, at kunsten kan hjælpe os med at værdsætte naturen og understøtte det følelsesmæssige engagement.«
Der er ingen, der endnu ved, hvordan man gør det. Men alle rundt om bordet virker overbevist om, at lige netop det må være kunstens ansvar i fremtiden.
En summen af stemmer
Det er onsdag aften ved Doverodde Købmandsgård, hvor Statens Museum for Kunst arbejder på at åbne en filial. Her afholder museet og de 12 eksperter en samtalesalon ledet af Helle Solvang og Nadja Pass. Der er godt fyldt op i lokalet, der stadig ligner et lidt trist forsamlingshus med grå akustikplader i loftet og glatte klinker på gulvet.
Der mangler stadig finansiering til den endelige renovering. Men lokalengagementet fejler ikke noget. Tværtimod. Aftenen indledes af en diskussionsstopdans, hvor deltagerne bliver sendt rundt i lokalet med en række emnekort, og når musikken stoppes, skal man diskutere med den, man støder ind i.
Først virker de lidt lavmælte thyboer skræmt ved tanken, men efter en halv time er de tøet op, og alle virker til at være i ivrig diskussion. Her møder jeg Margrethe, en lokal sundhedsplejerske, som interesserer sig meget for kunst i sin fritid. Hun fortæller, at man i området i lang tid har set frem til åbningen af det nye museum.
Jeg spørger hende om, man er bekymret for, at museet skal stjæle gæster fra de lokale udstillingssteder. Hun ryster på hovedet og svarer meget tydeligt:
»Nej, slet ikke. Det vi glæder os til, er netop arrangementer som dette, hvor Statens Museum for Kunst kan være med til at sætte gang i nogle debatter, der samtidig er med til at uddanne os. Vi er meget spændte på, hvad det bliver til.«
Det det bliver til, i denne mørke og blæsende aften, er en summen af stemmer. Det er nemt at være kyniker i en nødstedt samtid. Det er der god grund til at være, men hvis disse 12 eksperter fra hver deres fagfelt er i stand til at forene deres kræfter sammen med den resterende befolkning, så er der måske en fremtid at stå op til om nogle år. Sådan tænker jeg i hvert fald fra mit hotelværelse i Hurup en september i 2019, efter jeg noget overrumplet har danset guldalderstopdans med de lokale kunstkendere.
Kilde: ’Dansk Guldalder: Verdenskunst mellem to katastrofer’ (Red. Østergaard, Cecilie Høgsbro)
