Klumme
Læsetid: 5 min.

Kan man være veganer uden at blive deprimeret?

DR’s dokumentarserie ’Mit liv for dyrene’ følger grundlæggeren af Veganerpartiet, Henrik Vindfeldts, transformation fra kødædende karrieredreng til radikal udenomsparlamentarisk veganer. Og deprimeret. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at spise dyr, når man først forstår, at man spiser dyr?
I serien følger vi Henrik Vindfeldts arbejde med at gøre Veganerpartiet opstillingsparat. Undervejs i processen bliver han ikke blot radikaliseret. Han bliver også ulykkelig og isoleret.

I serien følger vi Henrik Vindfeldts arbejde med at gøre Veganerpartiet opstillingsparat. Undervejs i processen bliver han ikke blot radikaliseret. Han bliver også ulykkelig og isoleret.

Mikkel Faurholt

Kultur
18. oktober 2019

Først et par afsnit inde i DR3’s dokumentarserie Mit liv for dyrene får vi historien om den oplevelse, der i 2017 ændrede alt for Henrik Vindfeldt: Hans lille chihuahua Bebe blev syg og var i voldsomme smerter.

Desperat efter at lindre skrev Henrik »dyr« og »smerte« i Google. Den port, de ord åbnede på internettet, betød, at han inden for det næste år droppede sit arbejde, kom på kant med loven, gældsatte sig og flyttede fra kæresten: Alt sammen for at frelse bare et af de 150 millioner dyr, der hver dag bliver slået ihjel for at møde den globale sult efter kød.

Jeg spiser kød. Jeg spiser mindre kød end tidligere, men det er af hensyn til klimaet. For jeg kan ikke mærke, at det er forkert at slå dyr ihjel.

Jeg har simpelthen en empatibrist på det område. Og jeg har hidtil aktivt valgt, at det skal fortsætte sådan. Jeg har smilet og sat blikket på uendeligt, når en borddame har forsøgt at oplyse mig.

Jeg har afvist kloge venners opfordring til at læse den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers bog Om at spise dyr – ikke fordi jeg tvivler på, at den er god, men fordi folk siger, at den er »livsforandrende«. 

Jeg har skubbet enhver kødkritisk tanke fra mit indre væk. For jeg har ikke lyst til at få forandret mit liv. Ikke lige nu i hvert fald.

Transformationen

Det tror jeg heller ikke, at Henrik Vindfeldt havde – i hvert fald ikke som et udtalt behov. Alt lå nemlig klappet og klar for den unge mands videre færd: Han var selvstændig udi reklamefilm, han trænede sin krop, for den skulle være flot, drømte om hus og to børn med sin smukke barndomskæreste Frederikke og mente, at Liberal Alliance var det parti, der bedst repræsenterede hans værdier.

Alt sammen meget langt fra den Henrik Vindfeldt, der blev landskendt på internettet for ved Folketingets åbning sidste år at konfrontere daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) med de usle forhold for griseunger og fik kommentaren fra ministeren:

»Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon.«

Ulykke

Den Henrik Vindfeldt søgte på »dyr« og »smerte«, var det, som fik han trukket et slør væk fra øjnene. Den ene udpenslende video af grusom behandling af dyrene i landbruget tog den næste og Henrik Vindfeldts verden krakelerede. 

I serien følger vi Henrik Vindfeldts arbejde med at gøre Veganerpartiet opstillingsparat og sideløbende hans ensomme arbejde med at færdiggøre en dokumentarfilm, der skal hive sløret væk fra alle vores andres øjne.

I processen bliver han ikke blot radikaliseret. Han bliver også ulykkelig og isoleret. Han kan ikke tale om dyrs smerte uden at begynde at græde – heller ikke live på TV 2 News.

Han kan ikke passe sit job som partigrundlægger, fordi han ikke kan trykke modstandernes hænder – de er jo blodige. Han kan ikke være sammen med sin familie, fordi de stadig dræber, eller respondere på sin kærestes behov, for hun skal jo ikke slagtes. 

Alt måles op imod den massakre, han har fået øjnene op for. Og som publikum til hans transformation sniger hans perspektiv sig ind på mig: Tænk, hvis jeg skulle omgås mennesker, der dagligt bestilte drab på andre mennesker. Kunne jeg sige, at det nu engang var deres valg? Kunne jeg overhovedet være i en sådan verden?

Sammenhængen

For det er tydeligvis sådan, Henrik oplever det. Og det samme gælder for stadig flere veganere, viser forskning. 

Den amerikanske psykolog Hal Herzog, professor ved Western Carolina University, har samlet international forskning, der ser på korrelationen mellem depression og veganisme. Og i alt 11 forskningsprojekter i perioden 2007 til 2018 peger på en klar sammenhæng. 

I Psychology Today gennemgår han et par stykker: En undersøgelse viser, at fremkomsten af vinterdepression er fire gange højere hos finske vegetarer og tre gange højere hos hollandske end deres kødspisende landsmænd.

En kortlægning af 90.000 voksne franskmænd peger på, at antallet af depressive stiger for hver fødevaregruppe, deltagerne har droppet. Gruppen, der have droppet både kød, fisk og mælkeprodukter var næsten to og en halv gang mere tilbøjelige til at blive deprimerede.

’Vystopi’

Den plantebaserede depression har fået sin egen betegnelse: vystopia – på dansk vystopi – udviklet af den australske psykolog (og veganer) Clare Mann i 2017. 

For mens andre forskere har forsøgt at bevise, at depressionen har kemiske årsager – en følge af mangel på for eksempel proteiner, vitaminer eller fedtstoffer – anser Clare Mann lidelsen for at være udtryk for en »eksistentiel krise«, som udspringer af at leve i et samfund, der tillader og legitimerer drab og lidelse.

Og dels som en oplevelse af, at man er så meget ude af sync med verden, at det kan opleves som en vrangforestilling. 

Nina Bjarup Vetter, der betegner sig selv som vystopiramt, beskrev det således i en kronik her i avisen sidste år: 

»Bevidstheden, som den vystopiramte har om dyrs uretfærdige lidelser, fører til både stor forvirring og stor afmagt. Forvirring, fordi det man oplever på indersiden i form af sorg, afmagt, vrede og medlidenhed med dyrene, fra det omkringliggende samfund besvares med noget, som ligner spontan ondskab og vanemæssig ligegyldighed.«

Flere vil komme

Nu skal det her ikke ende ud i det antipsykiatriske mantra om, at den psykisk syge blot har en sund reaktion på et sygt samfund. Men Nina Bjarup Vinter og Henrik Vindfeldts historier skal heller ikke blot verfes væk som udtryk for et par sårbare unges individuelle problemer.

De skal lyttes til, fordi de uden tvivl er repræsentanter for en generation, hvor mange vil opleve at verden er svær at leve i.

Nogle vil blive deprimerede over vores behandling af landbrugsdyr, men endnu flere vil føle sig stadig mere fremmedgjorte og ensomme, når de rigtig får øjnene op for klimakrisen, men stadig skal dele verden med sådan en som mig, der stadig går rundt og leger business as usual.

For ligesom jeg hver dag beslutter, at min empati ikke skal omfatte grise og kyllinger, arbejder jeg hårdt på at holde erkendelsen af klodens sande tilstand ud i strakt arm. Måske indtræffer mit Bebe-øjeblik aldrig, men jeg erkender, at jeg aktivt vælger ikke at … se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Selvfølgelig skal man passe sin mave med en god bøf nu og da, ellers bliver først maven og siden hovedet ud til bens. Selv at slagte en kylling og en ged nu og da hjælper også med at holde humøret højt. Man falder ikke så let hen i udsigtsløse spekulationer, men sætter pris på livet medens man har.

Maj-Britt Kent Hansen

Nogle af os er bare så heldige, at vi ikke bryder os særlig meget om smagen af kød. Og dermed behøver vi ikke gøre vold på os selv for at holde os fra kødet.

Det er ikke kun de mennesker, der fortsat delegerer slagtning af dyr pga deres lyst til kød, der fortrænger. Fortrængning og evnen at vende det blinde øje til, gør også at folk, der spiser plantebaseret pga. empati med dyrene kan klare at være her.

I går læste jeg om en mand, der tilhører det jødiske trossamfund og lever i Amerika. Han var i sin tid velvidende om, hvad der foregik i koncentrationslejrene under Naziregimet. Men han kunne simpelthen ikke fatte og tro på det alligevel. Og fordi han ikke troede på det, eksisterede det heller ikke.

Det kalder jeg fortrængning af hensyn til egen overlevelse og for ikke at blive vanvittig.

De der hver dag tør at se den elendighed i øjnene, der sker i danske og i verdens stalde og slagtehuse med milliarder af dyr verden over, velvidende, at det absolute flertal af medmenneskene har gang i en mega-fortrængning og fornægtelse, må være usædvanligt stærke. Og det undrer jeg mig ikke spor, hvis de til tider mister ethvert håb!

Estermarie Mandelquist og Birte Lambjerggaard anbefalede denne kommentar

"Selv at slagte en kylling og en ged nu og da hjælper også med at holde humøret højt."

Ved ikke om det er uheldigt formuleret sarkasme eller om du mener hvad du skriver, men så har du altså et fattigt liv hvis et andet dyr skal lade livet for du kan overskue at eksistere.

Estermarie Mandelquist, Birte Lambjerggaard og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Carl Chr Søndergård

Jeg mener at man også bør ulovliggøre bomuld.

Produktionen af bomuld, verden over, smadrer økosystemer og biodiversitet.

Jeg er ved at brække mig, hver gang en hippie-veganertype, selvretfærdigt udnævner noget der skal reddes, frem for noget andet.

Jeg er med på, at reglen for, at F.eks afstanden for dyretransport, er alt for lang - og en misrøgt.
Plus mængden af kød, man gennemsnitligt indtager, ikke altid er fordelagtig for sundheden.
Men at stoppe med nydelsen i kød/dyrs herligheder?

Det bliver ikke med mig.

@Simon Kofoed

Jeg er stort set aldrig sarkastisk.

Jeg oplever jo kun mit eget liv og har derfor ingen mulighed for at vide om det er rigt eller fattigt i forhold til andres.

Birte Lambjerggaard

Stor respekt for Henrik Vindfeldt, der viser empati for andre arters unødvendige lidelse og død. Fantastisk flot at tilsidesætte egne behov og drømme for at hjælpe andre. Verden ville være et bedre sted, hvis flere var som Henrik.