Læsetid: 7 min.

Klimakrisen er også en forestillingskrise, men litteraturen kan hjælpe os

Vi skal søge i fiktionen, hvis vi vil forstå klimakrisens konsekvenser, siger Gregers Andersen, der er postdoc i miljøhumaniora ved Stockholms Universitet. For fiktionen kan få os til at forestille os verdener, vi endnu slet ikke kan begribe
»Vi står med et helt særligt civilisatorisk ansvar i de her år, for hvis vi aktiverer de her vendepunkter, risikerer vi at sætte processer i gang, som vi ikke ved, hvordan vi standser. Det er uoprettelig skade, vi er ved at påføre vores klode, og vi har et stort ansvar for ikke at overskride de her grænser. Det er det ansvar, klimafiktionen gør opmærksom på.« siger Gregers Andersen.

»Vi står med et helt særligt civilisatorisk ansvar i de her år, for hvis vi aktiverer de her vendepunkter, risikerer vi at sætte processer i gang, som vi ikke ved, hvordan vi standser. Det er uoprettelig skade, vi er ved at påføre vores klode, og vi har et stort ansvar for ikke at overskride de her grænser. Det er det ansvar, klimafiktionen gør opmærksom på.« siger Gregers Andersen.

Niklas Björling

4. oktober 2019

Gregers Andersen er ikke i tvivl.

Jeg fanger den på nordjysk speedsnakkende forsker på en telefon fra Stockholm, hvor han er postdoc i miljøhumaniora og i øjeblikket ved at lægge allersidste hånd på sin bog, Climate Fiction and Cultural Analysis, der udkommer på det anerkendte britiske forlag Routledge.

Jeg har spurgt ham til hans forskningsområdes berettigelse, og det er det, han ikke er i tvivl om.

»Det er sindssygt vigtigt,« siger han, »at vi spekulerer og funderer over, hvad det egentlig vil sige at leve i en verden, der for eksempel er blevet markant varmere.«

Fiktionen har en særlig kraft, som kan supplere naturvidenskaben, siger han, og den kraft er evnen til at få os til at forestille os ting. Verdener og situationer, som ellers kan forekomme så abstrakte eller fjerne fra dem, vi lever i, at vi slet ikke kan begribe dem.

Og det er derfor, at klimalitteraturen – eller cli-fi (kort for climate fiction, en sproglig variation af sci-fi, science fiction, red.), om man vil – i dén grad har sin berettigelse. Cli-fi kan vise, hvor forfærdeligt det bliver at leve i en verden, som er fuldstændig uigenkendelig i forhold til den verden, vi lever i nu, siger han.

»Der er sådan et begreb, som både Freud og Heidegger bruger, og som på tysk hedder unheimlich. Det kan ikke oversættes direkte til dansk, men det er noget med en uhjemlighed. Altså at noget, som før føltes hjemligt eller normalt eller bekendt, stadig gør det, men nu samtidig føles fremmed. Det kan klimafiktionen.«

Klimafiktionen gør opmærksom på vores ansvar

FN’s klimapanel arbejder med vendepunkter, som markerer, hvornår klimaforandringerne vil blive irreversible – altså når til et punkt, hvor de ikke længere kan bremses. Et vendepunkt er det temperaturmål, som Parisaftalen fastlagde. Et andet er, hvis afsmeltningen af Grønland bliver permanent.

De mål, der ligger i Parisaftalen, er fastlagt, fordi der er en risiko for, at de første af en række irreversible processer vil blive aktiveret ved en gennemsnitligt temperaturstigning på imellem 1,5 til 2 grader. En af de processer er den irreversible afsmeltning af den grønlandske indlandsis.

Sådanne vendepunkter risikerer at skubbe til andre processer i jordsystemet og gøre opvarmningen irreversibel, og så kan vi reelt ikke bremse den globale opvarmning uden teknologiske løsninger, vi ikke kender for nuværende.

»Men hvad vil det sige, når vi overskrider de her vendepunkter? Det er jo det, vi kæmper for ikke at gøre – det er derfor, de unge strejker, og folk går på gaden over hele verden, men hvad vil der reelt ske? Det er sindssygt vigtigt at forstå, og det kan klimalitteraturen hjælpe os til.«

Vi har kun få år til at undvige de her vendepunkter i det globale klimasystem, og derfor mener Gregers Andersen, at også universiteterne må opfatte sig selv som værende i nødstilstand.

»Det må i og for sig hele menneskeheden,« siger han.

»Vi står med et helt særligt civilisatorisk ansvar i de her år, for hvis vi aktiverer de her vendepunkter, risikerer vi at sætte processer i gang, som vi ikke ved, hvordan vi standser. Nogle naturvidenskabelige forskere har for eksempel påpeget, at der kan gå mere end 50.000 år, før vi kommer til at få en ny istid. Det er uoprettelig skade, vi er ved at påføre vores klode, og vi har et stort ansvar for ikke at overskride de her grænser. Det er det ansvar, klimafiktionen gør opmærksom på.«

Det samme gør vel journalistikken og forskningen. Hvad kan fiktionen, som journalistikken, forskningen og den dokumenterende videnskab ikke kan?

»Hvis man ser på, hvad det er, der skaber aktivisme, er jeg ikke sikker på, at litteraturen eller fiktionen har et særligt potentiale. Men den kan noget særligt i den forstand, at den kan hive os ind i et plot. I fiktive karakterers livsverden og gøre, at vi kan identificere os med de her andre verdener. De kan hive os ind i den identifikation.«

Klimakrisen er også en forestillingskrise, siger han. Det er svært for os helt at forestille os, hvad der kommer til at ske, hvis vi overskrider de her vendepunkter.

»Men fordi fiktionen lader sig selv foregå i en verden, hvor det er sket, og fordi fiktionen kan få sin læser eller beskuer til at træde ind i det her særlige identifikationsrum, hvor vi kan identificere os med karakterer, som oplever noget, som om det var os selv, der oplevede det – så bliver det mere nærværende for os, tror jeg.«

– Når vi nu både er i en nødstilstand og en forestillingskrise, men vi har fiktionen og dens stærke kraft, kan man så overhovedet forsvare fiktion, der ikke beskæftiger sig med klima?

»Ja, selvfølgelig kan man det, for der er også andre eksistentielle og politiske problemstillinger, som er vigtige,« siger han.

Vi skal stadig debattere alle mulige andre presserende emner, mener han og opremser en liste af komplekse og/eller ulykkelige emner, som kunsten kan tage op: homoseksuelles rettigheder, den voksende økonomiske ulighed i hele verden, den uudtalte racisme i hele verden, atomkraft.

»En serie som Chernobyl (HBO-miniserie om ulykken på atomkraftværket i den ukrainske by Tjernobyl i 1986, red.) er selvfølgelig i dén grad også berettiget.«

– Men er klima ikke vigtigere end alt det andet?

»Jeg vil ikke sige klima, men antropocæn,« siger han med henvisning til betegnelsen for den seneste epoke på den geologiske tidsskala, hvor mennesket er drivkraften bag ændringerne i jordens system.

»For at køre op på den helt store klinge: På mange måder skaber vor tids økonomiske logikker – at vi skal blive ved med at øge vores produktivitet og vores ressourcer; altså ønsket om yderligere økonomisk vækst – ikke kun et klimaproblem, men ødelæggelsen af alle vores økosystemer. Og så længe menneskeheden ikke forstår sig selv som et væsen, der er sat på en jord med planetære grænser – det gør kapitalismen ikke endnu – så skaber det en masse andre problemer end klima.«

Han holder en lille pause, men siger så, at han godt kan gå med til at sige, at klima er det vigtigste emne lige nu.

»For træder vi over de her vendepunkter, vi talte om, så vil det kun forstærke de ting, som vi ikke bryder os om, og som vi på venstrefløjen ellers opponerer imod: økonomisk ulighed, vold mod minoriteter.«

Og – siger han – en god måde at tale om de her ting på er ved at se mod litteraturen og filmen.

Fem forestillingsformer

Gregers Andersen definerer cli-fi som: Fiktion, der inkorporerer det videnskabelige paradigme om, at udledning af drivhusgasser fører til global opvarmning.

Helt generelt har han erfaret, at der findes fem forestillingsformer, der går igen i megen klimafiktion:

1. Det sociale kollaps

Forestillingen om, at klimaforandringerne får de menneskelige institutioner og medmenneskelige forhold som tillid til at kollapse, så vi i sidste ende får en mere voldelig verden. Det er ofte noget med klimakrig og eventuelt en postapokalyptisk verden, hvor menneskene kæmper om få ressourcer.

Eksempler:

Ian McEwan: Solar (2010)

Steven Amsterdam: Things We Didn’t See Coming (2009)

2. Domfældelsen

Forestillingen om, at den ikkemenneskelige verden gør revolte mod den menneskelige. Siden industrialiseringen har mennesket været herre over naturen, og menneskeheden har brugt naturen – eller det ikkemenneskelige – som middel til at skabe menneskeligt forbrug. Ved domfældelsen reagerer den ikkemenneskelige verden på denne instrumentalisering.

Klimaforandringerne er den dråbe, som får bægeret til at flyde over. Den ikkemenneskelige verden slår tilbage, styrkeforholdet bliver vendt om, for vi har brug for en naturverden, der presser menneskeheden til at genfortolke sin behandling af naturverdenen.

Eksempler:

Frank Schätzing: Sværmen (2004) (original titel: Der Schwarm)

Liz Jensen: Varslet (2009) (original titel: The Rapture)

3. Konspirationen

Forestillingen om, at der er en konspiration forbundet med klimaforandringerne. Ikke kun en konspiration om, at klimaforandringerne ikke findes, men også det modsatte – at der for eksempel er en amerikansk administration, der dækker over, hvor slemt det står til. Denne forestillingsform gør det tydeligt for os, at der er et forhold mellem videnskab og politik og mellem sandhed og fakta.

Eksempler:

Michael Crichton: State of Fear (2004)

Peter Høeg: Effekten af Susan (2014)

4. Tabet af de sidste vildmarker

Forestillingen om, at der ikke længere findes områder på jordkloden, som ikke er formet af mennesket – klimaforandring er det sidste skridt i den proces, og selv vildmarken er ved at blive omformet. I denne forestillingsform ankommer en hovedperson for eksempel til Antarktis og ser, hvordan klimaforandringerne påvirker landskabet.

Det er ofte forbundet med stor sorg, og nogle af hovedpersonerne ender med at begå selvmord. Menneskeheden fremstår som destruktiv monokultur, som terroriserer alle økosystemer. Grundlæggende med det resultat, at det i sidste ende vil dømme menneskeheden selv til udslettelse.

Eksempler:

Ilija Trojanow: Isbrud (2011) (originaltitel: Eistau)

5. Sfæren

Forestillingen om, at menneskeheden må opbygge sin egen arkitektoniske atmosfære, eftersom det oprindelige vejrsystem bryder sammen på grund af klimaforandringerne. Disse atmosfærer kan for eksempel være bobler, som man kender det fra science fiction-film.

En forfatter som Kim Stanley Robinson bruger det både i den form, hvor mindre samfund er omkredset af en menneskeskabt atmosfære, men også i formen, at hele jordkloden kan omgøres til sådan en atmosfære.

Eksempler:

Allegra Goodman: The Other Side of the Island (2008)

Mange klimafiktioner kan rubriceres i en eller flere af disse fem forestillingsformer.

Og Gregers Andersen siger, at det er hans indtryk, at antallet af klimafiktioner i disse år eksploderer.

»Da jeg begyndte at beskæftige mig med området, var det nogle ret perifere bøger – mange ret dårlige fiktioner – som jeg læste. I dag er det langt mere kompetente forfattere, der skriver om det her. Og der kommer flere og flere. Der sker en acceleration, og den acceleration regner jeg med kun vil fortsætte. Hvilket jo på sin vis er den store tragedie.«

Når litteraturen griber det ubegribelige
Læs også
Manden, der hittede på genrebetegnelsen cli-fi, er Dan Bloom, en 70-årig amerikansk klimaaktivist, som siden 1996 har nægtet at rejse med fly. Og da han nægter at eje så meget som en laptop, tilbringer han sine dage på en internetcafé i Chiayi i det sydlige Taiwan, som oftest med at rase imod den utilstrækkeligt intelligente nøgne abe, mennesket.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Ikke "vi", "nogle".

Jeg er dagligt rystet over hvor lidt folk (incl politikere og journalister) ved om de teknologier, som kan skabe en ny fremtid uden "vækst" som traditionelt beskrevet. Problemet er, at "assets and commodities" til en værdi af ca 400 billiarder, vil være uden værdi i en verden hvor alle opfindelser og teknologier trækkes ud af ekstremt hemmelige og private programmer, såkaldte "USAPs" - Unacknowledged Special Access Programs. Det er så alvorligt, at selv Fedederation of American Scientist (ikke just "sølvpapirshatte") og en gruppe jurister (specialister i "constitutional law") prøver at sagsøge det amerikanske forsvarsministerie for svindel og ulovlig brug af Inventions Secrecy Act.

That's reality. Deal with it. Star Trek already happened.