Interview
Læsetid: 11 min.

Lige nu er der sådan cirka én transkønnet skuespiller i Danmark, og det er mig

Danmarks eneste kendte transkønnede skuespiller søger mod USA for at få roller. »Vi tror, vi er så frigjorte, men i virkeligheden er vi stokkonservative,« siger May Simón Lifschitz, der drømmer om at nedbryde kønsstereotypier og bakker op om LGBTQ+-festivalen MIX Copenhagens fortsatte boykot af ciskønnede skuespillere i transkønnede roller
May Simón Lifschitz blev født i Argentina i en krop, der ikke stemte overens med, hvem hun følte sig som indvendig. Derfor blev hun tidligt bevidst om, hvordan man spiller en rolle i forhold til køn for at blive opfattet på en bestemt måde.

May Simón Lifschitz blev født i Argentina i en krop, der ikke stemte overens med, hvem hun følte sig som indvendig. Derfor blev hun tidligt bevidst om, hvordan man spiller en rolle i forhold til køn for at blive opfattet på en bestemt måde.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
29. oktober 2019

Med sit intense blik og sin markante, næsten overjordiske skønhed er May Simón Lifschitz en af den slags skuespillere, der brænder igennem på et filmlærred. Det slog hun fast i sin debutrolle fra 2015 som forførerisk heks, der nedlægger mænd på stribe, i Kasper Skovsbøls middelalderlige filmskoleafgangsfilm Sorte Måne.

Filmen blev et springbræt for Lifschitz’ skuespilkarriere og modtog stor ros fra blandt andre chefredaktør for Filmmagasinet Ekko, Claus Christensen, der i sin anmeldelse kaldte skuespillet for fremragende og hyldede afgangsfilmen for med sit valg af en transkønnet til hovedrollen at antyde ligheder mellem middelalderens fordømmelse af hekse og nutidens behandling af seksuelle minoriteter.

Og den sammenligning er måske ikke helt ved siden af. I hvert fald ikke hvis man spørger May Simón Lifschitz selv, der siden har gjort sig bemærket både foran kameraet og som debattør, der ofte stiller op, når snakken falder på repræsentation og vilkår for transkønnede i Danmark og verden. Ikke fordi hun føler sig forpligtet. Men fordi hun på egen krop kan mærke, hvor svært det er at være trans i en verden af cis. Altså en verden, hvor langt de fleste identificerer sig med det biologiske køn, de er født med.

Af samme grund takker hun ja, da jeg over telefonen lidt forsigtigt spørger, om hun vil deltage i et interview, hvor vi skal tale om hendes filmkarriere i lyset af hendes kønsidentitet.

»Det er dog lidt dobbeltsidet,« indrømmer hun. »Jeg kan godt blive træt af, at medierne altid zoomer så meget ind på, at jeg er transkønnet. Men på den anden side har jeg et overskud og en lyst til at oplyse og prøve at normalisere tanker om køn. Og hvis jeg ikke gør, hvem gør så?«

Den fødte performer

Da jeg et par dage efter møder May Simón Lifschitz på Holms Bageri i Frederiksberg Centret, er det første, der slår mig, hvor afsindigt smuk hun er. Hår og makeup sidder perfekt, og den 24-årige skuespiller og model udstråler en både intens femininitet og noget udefinerbart, man på lidt kikset moderne dansk vist kalder x-faktor.

Derfor kommer det heller ikke bag på mig, da hun kort tid inde i vores snak fortæller, at hun altid har været naturligt god til de ting, hun kaster sig over. Det gælder ikke mindst skuespilfaget, som hun trods manglende skoling har set som en naturlig forlængelse af sit talent for at performe.

»Skuespillet var ikke noget, jeg som sådan opsøgte, men det føltes naturligt for mig. Som menneske performer jeg altid. Jeg har lige været på besøg hos min mormor i Jylland og set gamle hjemmevideoer, hvor jeg optræder. Det er bare en stor del af den, jeg er,« siger den dansk-argentinske skuespiller, der knytter sansen for det performative sammen med sin kønsidentitet.

Lifschitz blev født i Argentina i en krop, der ikke stemte overens med, hvem hun følte sig som indvendig. Allerede tidligt blev hun bevidst om, hvordan man spiller en rolle i forhold til køn for at blive opfattet på en bestemt måde. Den bevidsthed kunne hun pludselig aktivere, da hun begyndte som skuespiller.

»I kraft af min kønsidentitet er jeg hypersensitiv for, hvordan jeg performer. Jeg er meget observant, jeg er meget sensitiv over for folks signaler, og jeg tænker over, hvordan jeg skal agere og tilpasse mig andre, i kraft af hvem jeg er som transkønnet. Og det har bare været rigtig spændende at kunne aktivere i et håndværk som skuespilfaget,« siger May Simón Lifschitz.

May Simón Lifschitz søger mod USA, fordi det er der, hun kan få roller. Hun tror aldrig, at hun kommer til at arbejde fast som skuespiller i Danmark.

May Simón Lifschitz søger mod USA, fordi det er der, hun kan få roller. Hun tror aldrig, at hun kommer til at arbejde fast som skuespiller i Danmark.

Anders Rye Skjoldjensen

Mission ’Opløs kønsgrænserne’

Siden sin debutrolle i Sorte Måne har Lifschitz udvidet sit repertoire med en række biroller i både film og serier. I 2017 spillede hun for første og hidtil eneste gang en transkønnet karakter i ungdomsserien Yes, No, Maybe. Året efter sprang hun atter ud som mystisk heks i filmatiseringen af Lene Kaaberbøls Vildheks og indtog derudover en mindre rolle som kongelig forførerske i Kasper Kalles alternative og fantasifulde historiefilm Christian IV – Den sidste rejse.

I år drog hun mod udlandet for sin første store internationale rolle som modeeksperten Chanel i kvindeuniverset og fantasy-serien Warrior Nun, som får premiere på Netflix i 2020.

Da vi sammen gennemgår titlerne, går det pludselig op for mig, at fantasygenren løber som en rød tråd gennem skuespillerens hidtil spæde CV. Da jeg afslører min observation over for Lifschitz, nikker hun bekræftende.

Ja, det er skam helt bevidst, at hun efter Sorte Måne har opsøgt fantasygenren fortæller hun. For den kan nemlig noget helt særligt, når man som hun interesserer sig for at normalisere queerbegreber og opløse distinktioner mellem køn:

»Fantasy kan få os til at tænke helt anderledes, end vi gør nu. Via forestillingen om noget, der ikke er til, kan man være med til at inspirere nogle andre strukturer, end dem der allerede eksisterer. Queertankegangen kan nemmere manifesteres i noget, der ikke er forankret i den virkelige verden. Derfor er jeg særligt interesseret i fantasyroller,« siger hun.

Men selv om hun er glad for fantasyrollerne, ville den største sejr i forhold til hendes normaliseringsprojekt nok være at indtage en mere konventionel hovedrolle som ciskønnet kvinde i en dramafilm eller lignende. Men sådan en er det næsten umuligt at få som transkønnet, har hun erkendt.

»Jeg oplever meget, at jeg ikke får mulighed for at tage til casting på cisroller, selv om jeg lever op til alle de formelle krav. Det ville være enormt empowering for mig at blive tilbudt en stor rolle, hvor min kønsidentitet er uden betydning, og hvor jeg for alvor kunne få lov til at udfordre den kategorisering, vi inddeles efter nu. Men den slags roller kommer jeg næsten aldrig i spil til.«

Nej tak til stereotyper

Det vigtigste for May Simón Lifschitz er imidlertid, at hun ikke bliver sat i bås og typecastet som følge af sin kønsidentitet. Hun vil ikke være med til at reproducere stereotype opfattelser af transkønnede, siger hun. Derfor er hun meget selektiv omkring sine roller, selv om der er for langt imellem tilbuddene.

Hun har for eksempel tidligere sagt nej til en amerikansk produktion, hvor hun blev spurgt, om hun ville spille en cubansk transkønnet kvinde, der forelsker sig i en tysk turist.

»Hele filmen handlede om, at denne her kvinde var afhængig af accepten fra denne mand, og det er et narrativ, der dukker op igen og igen i fortællinger om transkønnede. Der er for mange af de her tragediehistorier, der handler om, at transkønnede skal gå igennem en transformation for at vinde accept. Og den tankegang gider jeg ikke være med til at reproducere,« siger skuespilleren, mens hun gentagne gange banker næven hårdt ned i cafébordet som for at understrege sin frustration.

I flere tilfælde har hun måttet afslå tilbud om transroller, fordi de, med hendes egne ord, er fordummende, eller fordi skaberne forventer, at hun meget direkte bruger sin egen personlige fortælling i sit karakterarbejde. Og det, synes hun egentlig, er uretfærdigt. For den slags bliver de ciskønnede skuespillere ikke bedt om.

Anders Rye Skjoldjensen

Kun en enkelt gang har hun indtil videre gjort en undtagelse: nemlig da hun i 2017 blev tilbudt en birolle som argentinsk transkvinde i et afsnit af ungdomsserien Yes, No, Maybe.

I afsnittet ender hendes karakter, Sofia, og seriens hovedperson Mads på et hotelværelse efter en fuld Tinder-date. Først her, når de ligger i sengen sammen, afslører Sofia sin sande kønsidentitet over for Mads, som er overrasket, men dog ikke lader sig afskrække. De ender med at være sammen, og da Mads vågner alene i sengen næste morgen, bliver han glad ved synet af en kærlig og intern hilsen, som Sofia har efterladt til ham i vindueskarmen.

Mens Lifschitz snakker om rollen som Sofia former en bekymringsrynke sig mellem hendes øjenbryn. Det er tydeligt, at hun stadig er i tvivl. Var det nu også en god idé at sige ja til at spille en karakter, der mindede så meget om hendes eget liv, at det næsten virkede selvudleverende?

»Jeg har haft det lidt svært med den. Men da jeg valgte at tage rollen, var det nok, fordi jeg alligevel syntes, det var vigtigt at oplyse og inspirere til, hvad man skal gøre, når man som hovedkarakteren Mads i serien havner i den situation. Når jeg tager den slags roller, er det en reaktion på, at vi i dansk film og for eksempel Klovn næsten kun har set transkønnede fremstillet i sådan nogle ’haha, hun har en pik’-fortællinger. Som om det er noget grineren,« siger May Simón Lifschitz.

»I Yes, No, Maybe-afsnittet bliver det fremstillet meget mere nuanceret og følsomt. Og det synes jeg egentlig var vigtigt at bidrage til, fordi jeg ikke selv hverken i dansk fiktion eller andre steder har set en datingsituation fremstillet på den måde.«

Væk fra konservative Danmark

Da jeg lidt senere efterspørger andre gode eksempler på repræsentationer af transkønnede i Danmark eller udland, sukker May Simón Lifschitz straks højt og næsten opgivende.

Foruden ungdomsserier som Yes, No, Maybe og Rikke Koldings Ondt i røven, der handler om et ungt københavnsk queermiljø, har hun svært ved at få øje på nogen film og serier i Danmark, der overhovedet gør forsøget.

I USA og på de store streamingtjenester står det lidt bedre til. Men også her er der stadig langt mellem snapsene, mener skuespilleren, som dog liver gevaldigt op, da vores snak falder på den transkønnede skuespiller Hunter Schafers rolle som transkvinden Jules i HBO’s ungdomsserie Euphoria.

Serien har modtaget megen ros i queermiljøer og blandt anmeldere for at fremstille Jules på en måde, hvor kønsidentiteten ikke indtager fokus. Undervejs bliver der ikke zoomet unødigt ind på hendes krop, og Jules’ gradvise overgang fra dreng til kvinde kommer først på banen sent og på en måde, der virker naturligt i handlingsforløbet.

»Netop derfor er den så progressiv,« siger Lifschitz og hamrer igen på karakteristisk vis næven ned i cafébordet, denne gang som udtryk for entusiasme.

»Det er en af de eneste eksempler, jeg kan komme i tanker om, hvor karakterens forhistorie ikke bliver brugt aktivt, og hvor der ikke bliver fokuseret på kønsdele. Her er kønsidentiteten bare en del af den, hun er, men den definerer hende ikke.«

Selv om rollen er et unikum, mener Lifschitz generelt, at man i USA er bedre til at udvise respekt for minoriteter, end vi er her i Danmark. Det oplevede hun selv, da hun for kort tid siden var i udlandet for at indspille sin første internationale rolle som karakteren Chanel i den kommende Netflix-serie Warrior Nun.

»I processen op til optagelserne var de bare så gode til at skabe bevidsthed om, hvordan man skabte et godt og trygt arbejdsmiljø for alle. Der var for eksempel en kvinde, der blev fløjet ind for at give en briefing om, hvad man skulle gøre, hvis man syntes, man oplevede eller blev kaldt noget, man syntes var upassende. Og det var noget, vi danskerne godt kunne lære noget af,« siger May Simón Lifschitz, som mener, at vi i Danmark er langt mere konservative, end vi går og tror.

»Vi tror, vi er så frigjorte, men i virkeligheden er vi stokkonservative. Vores indbildske frigjorthed betyder, at vi ikke ser problemerne, at vi tror, vi ikke behøver at italesætte ting, og at vi ikke kan komme til at sige noget racistisk eller sexistisk, fordi vi jo har gode intentioner.«

– Er det derfor, du søger mod USA? Eller er det for at få bedre roller?

»Jeg søger mod USA, fordi det er der, jeg overhovedet kan få roller. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at arbejde fast som skuespiller i Danmark. Her har jeg kun haft en enkelt rolle om året, siden jeg startede, og det er ikke nok. Jeg tror simpelthen, kravene til, hvor godt man performer sit køn, er for høje her.«

»I New York ville jeg aldrig blive kaldt for sir, og der bliver jeg anset for at være en kvinde lige meget, hvor jeg går hen. I Danmark er jeg blevet kaldt hr. flere gange i supermarkedet, selv om jeg meget tydeligt signalerer, at jeg vil tiltales som noget andet. Vi stiller simpelthen for høje krav til, hvordan man performer som kvinde.«

Bakker op om boykot

Den manglende danske sensibilitet over for minoriteter så May Simón Lifschitz blandt andet komme til udtryk, da den danske LGBTQ+ filmfestival MIX Copenhagen sidste år valgte at indføre boykot mod film, hvor ciskønnede skuespillere indtog transkønnede roller.

Flere journalister fra store danske medier forholdt sig kritisk til festivalens tiltag, der resulterede i, at de ikke havde nogen spillefilm om transkønnede på programmet. Her i avisen skrev kritiker og kulturjournalist Lone Nikolajsen blandt andet, at hun beklagede boykottet, fordi festivalen potentielt kunne udelukke gode transfortællinger, når de fokuserede for smalt på at inkludere.

For May Simón Lifschitz er de to ting imidlertid forbundet. Man kan ikke lave gode film om transpersoner uden at inkludere nogen, der ved, hvad de snakker om, mener hun. Om det så er på skuespilfronten, i instruktørstolen eller i skriveprocessen. Derfor bakker hun helhjertet op om boykottet, som festivalen har valgt at fortsætte igen i år:

»Det er vigtigt, at det blik og den indsigt, som ligger bag filmen, bliver nøje studeret, fordi repræsentation i film og tv er afgørende for, hvordan et uvidende samfund ser på minoriteter. Repræsentationens udformning og indhold er både for mig og for MIX vigtigere, end det er at have repræsentation overhovedet,« siger Lifschitz, som er en smule træt af, at der er så mange ’uvidende’ udefrakommende, der føler, at de kan udtale sig om, hvad der er bedst for det danske queerfællesskab.

Hun anerkender dog, at der i konkrete tilfælde sagtens kunne være ciskønnede skuespillere, der kunne varetage rollen bedre rent skuespilteknisk. Simpelthen fordi der er så få transkønnede skuespillere derude, og især for få der slipper igennem nåleøjet til skuespilskolerne.

I det lange løb mener hun da også, at ciskønnede skuespillere skal have lov til at indtage transkønnede roller. Men først når hun på lige fod med dem bliver inviteret til casting på de ciskønnede. Indtil da vil hun hellere bakke op om et boykot, som hun mener er med til at sikre, at transkønnede overhovedet får nogen roller.

»Jeg vil gerne være med til at nedbryde en struktur, der afholder de transkønnede fra at få roller. Det er jo noget, jeg selv oplever. Lige nu er der sådan cirka én transkønnet skuespiller i Danmark, og det er mig. Og jeg kan umiddelbart komme i tanker om fem større navne på verdensplan, og det er ikke nok. Så jeg synes, at det er et virkelig stærkt boykot, der kan være med til at sikre, at transskuepillere får større mulighed for at bryde igennem. Jeg kan jo også blive lidt træt af at være den eneste, I ringer til, når I gerne vil snakke repræsentation og boykot,« siger May Simón Lifschitz og sætter punktum for samtalen med et sidste bank i bordet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Meget kan man sige om transkønnede, men så mange er der trods alt ikke af dem.

Meget kan man sige om skuespillere, men så mange er der trods alt ikke af dem. I det mindste ikke de kendte. Der er en grund til, at Trine Dyrholm vinder den danske Oscar år efter år.

Så man bør nok ikke undre sig voldsomt over, eller forstemmes over, at kombinationen af transkønnet og skuespiller ikke er decideret udbredt.

Findes der andre marginaliserede grupper i samfundet der heller ikke så ofte bliver castet? Eller er det kun transkønnede vi skal have flere af?

Anders Guldagger

Hvis fornærmelseskriteriet er, at der er blevet grinet af en særlig karakter i "Klovn", er der frit slag for de fleste. Og så kender jeg et par skuespillere - der, i modsætning til hovedpersonen, er uddannet fra teaterskolen - som har ganske svært ved at få roller. Så måske er der andre grunde til at der er langt mellem snapsene end den allestedsnærværende kønsidentitet, hvem ved ?

Nike Forsander Lorentsen

Så vidt jeg kan se af MIX filmprogram så er det nogle film med lesbiskt tema, men at de er lesbiske skuespillere de som spiller lesbiske er jeg ikke så sikker på. Så boycot'en er kun før de rettroende fra trans&queer lobbyen med tilhængere.

Er der ikke andre transkønnede skuespillere i Danmark, er vi glad for vi har dig, May Simón Lifschitz. Så bare kæmp din sag og giv dem noget røg............

Finn Thøgersen

Anders Sørensen,

Nu kan jeg ikke lige finde referencen, men en af weekendens (lørdag-mandag) aviser omtalte en stor undersøgelse der indikerede at med den bredeste definition var der formodentligt lige godt 0.5% transpersoner (dvs 1 af 200) og med den klassiske mand-i-kvindekrop/kvinde i mandekrop ca 0.1% (dvs 1 af 1000)

Dansk Skuespillerforbund har ca 2200 medlemmer, inkl sangere, dansere, koreografer og andet godt fra havet, så afh af definition snakker vi løst anslået mellem 2 og 11 personer som er fordelt på diverse grupper der ikke nødvendigvis render hinanden på dørene i det daglige

Så er der på den ene side de uorganiserede, amatørerne osv og på den anden side det faktum at der ikke er noget krav om at skuespillere eller andre skal deklarere kønsidentitet

Tommy Gundestrup Schou

Kunne det være, at det har noget med skuespilleren at gøre, at der ikke er så mange roller? Eller måske med udbuddet af roller, der passer eller ikke passer til skuespilleren?

Jeg vil vove den påstand, at det intet har med frigjorthed at gøre og det her ligner bare et råb på opmærksomhed.

Klaus Lundahl Engelholt

Hver gang jeg ser den med at transkønnede roller skal spilles af transkønnede, kan jeg ikke lade være med at spekulere over om det så er ensbetydende med at ciskønnede roller kun må spilles af ciskønnede.

Er hele idéen med skuespil ikke at man påtager sig en rolle, uanset hvor tæt på eller langt fra den rolle er i forhold til éns dagligdags jeg?

Tom Finkel, Finn Thøgersen, Herdis Weins og Tommy Gundestrup Schou anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"I New York ville jeg aldrig blive kaldt for sir, og der bliver jeg anset for at være en kvinde lige meget, hvor jeg går hen."

Tja, det skal du jo have lov at tro på, men mon ikke dét New York du henviser til ikke er det brede NY, men snarere det skuespil og kunstnermiljø, du enten har stiftet bekendtskab med eller har hørt historier fra?