Læsetid: 8 min.

Lisa Gerrard har opfundet sit eget sprog at synge på

Den australske sanger og komponist Lisa Gerrard nedbryder afstande med sin forunderlige stemme. Hun blander middelaldermusik, europæisk og australsk folklore og har skrevet filmmusik til ’Gladiator’. Informations musikredaktør tegner et portræt af en ekstraordinær musiker i anledning af hendes koncert med The Mystery of the Bulgarian Voices på fredag
Den australske sanger, musiker og komponist Lisa Gerrard har lavet soundtracks til film som Gladiator, ’Black Hawk Down’ og tv-serien ’Miami Vice’. På fredag giver hun koncert med The Mystery of the Bulgarian Voices i DR Koncerthuset.

Den australske sanger, musiker og komponist Lisa Gerrard har lavet soundtracks til film som Gladiator, ’Black Hawk Down’ og tv-serien ’Miami Vice’. På fredag giver hun koncert med The Mystery of the Bulgarian Voices i DR Koncerthuset.

Chris Ruiz

15. oktober 2019

Der er sangere, der lyder, som om de transmitterer fra et sted hinsides historisk kronologi og rumlig forståelse. De virker tidløse og forbundet til noget langt større end dem selv og deres fysiske tilstedeværelse.

De 58-årige australier Lisa Gerrard er en sådan sanger.

Som den ene af to forsangere og komponister i projektet Dead Can Dance, solo og i andre musikalske samarbejder – aktuelt med bulgarske The Mystery of the Bulgarian Voices – har hun søgt efter et fælles musikalsk udtryk, en rystende smuk utopi, hvor der hverken er genregrænser, tidslig forankring eller visumpligt.

»Det er kunstnerens ansvar at være oraklet,« sagde hun i 2012 til musiksitet The Quietus.

»Vi er her ikke for at se glamourøse ud. Vi er her for at stille ind på Jordens frekvens og det forbindende væv, som vi reagerer på – sprog, farve, kostumer, litteratur, poesi, madlavning, parfume. Det er disse ting, der skaber lysten til at smide maling på et lærred, det er disse ting, der skaber ophidselsen over at bygge et nyt sprog.«

Lisa Gerrard synger sjældent på et genkendeligt sprog bundet til en nation eller et folk. Ligesom den tyske abbedisse, filosof og komponist Hildegard von Bingen i 1100-tallet, 1900-tallets scat-sangere i USA, skotske Cocteau Twins i 80’erne og islandske Sigur Rós i 90’erne, så har Lisa Gerrard opfundet sit eget sprog.

Det er et sprog, der taler igennem hende så at sige, og det er et sprog i æstetikkens, ikke informationens tjeneste. Stemmen er et klanginstrument, ikke en formidler af ord. Og som i Hildegard von Bingens tilfælde er det en tale i tunger, her af den allersmukkeste art, kunsten der føder nye ord gennem hendes ufattelige stemmelæber.

I Lisa Gerrards verden handler det ikke om gode historier, om ordets magt. Det handler om musikkens abstrakte, uforklarlige styrke.

Tid og afstande kollapser

Der er allerede noget grænseoverskridende over Gerrard, da hun i 1984 møder verden sammen med makkeren Brendan Perry i projektet Dead Can Dance – med albummet af samme navn.

I 1982 er gruppen flyttet fra Melbourne til London, og de har tydeligvis lyttet til tidens og byens regnvåde, gotisk mørke rock. Men de har også været på biblioteker og museer for at studere europæisk folklore. Og dermed sker der også noget helt andet hos Dead Can Dance.

Tid og afstande kollapser. Der er spøgelser fra fjerne perioder, klange og æstetikker fra andre regioner i Gerrards tårnende, gjaldende røst og Brendan Perrys mere stive, stoute stemme. De synkoperede trommerytmer taler i fremmede tunger. Og Gerrards autodidakte tilgang til den kinesiske hamrede dulcimer, kaldet yangqin, skaber en yderligere, smuk forvirring. En fjerde verden.

Med det efterfølgende album Spleen and Ideal fra året efter initierer Dead Can Dance en majestætisk tidsrejse ind i en selvkomponeret middelaldermusik. Og med deres fjerde album The Serpents Egg tre år senere, i 1988, når de nye højder med en musik, der er blevet en katedral i sin egen ret.

De trækker stadig på middelaldermusik, mørk folkemusik, sakrale korværker, skamløst storladen kompositionsmusik, der giver en lyst til at gå i kloster, fordi det lyder som et både majestætisk og sensuelt sted.

Perry og Gerrard skiftes som vanligt til at synge på numrene, men det er Lisa Gerrard, der med sin vokale spændvidde og sin stræben efter at forbedre det perfekte trækker kosmos ned om ørerne på os. Hør »The Host of Seraphim« uden at få gåsehud, I dare you.

Transformeret stemme

I 1990 har hun fundet en fyldigere og dybere mulighed i sin stemme, en svulmende pondus, et moderjordisk aspekt. Rejsen nedad i vokalspektret fortsætter over de næste år, og i 1993 er den transformeret til noget endnu dybere, mørkere, fyldigere, næsten uigenkendeligt på åbningsnummeret »Yulunga (Spirit Dance)« på mesterværket Into The Labyrinth (hvor de selv spiller alle instrumenter).

Her trækkes der også på aboriginalmusik og -sprog fra hjemlandet. Gerrard taler selv om forpligtelsen til at dyrke mangfoldigheden i sit hjemlands kultur.

Der afgives ingen troskabsed i Dead Can Dances værk.

»Da jeg var yngre, var jeg punker. Og da jeg blev gift og fik børn, så blev jeg en mor. Det er de to eneste medlemskaber af nogen som helst klanlignende kulturer, jeg nogensinde har omfavnet«, siger hun i 2012 i interviewet med The Quietus.

»Forholdet, vi har til vores arbejde, er intimt og meget enkelt. Hvis vi er inspireret af noget, så reagerer vi ved at skabe noget andet. Det er årsag og virkning. Vi ser disse værker som stridsvogne fremad mod et sikkert sted, noget organisk og levende, der bryder gennem den kvælende membran af middelmådighed.«

Dyb spiritualitet og en yoga-video

Det er musik, der helt ubesværet skaber indre billeder. Så det er ikke mærkeligt, at filmverdenen begynder at lægge mærke til Dead Can Dance og især Gerrards sangstemme. Deres musik gør halvdelen af arbejdet for film- og tv-skaberne.

Sangene begynder at optræde i film, ikke mindst »The Host of Seraphim«, der måske kommer bedst til sin ret i den ordløse dokumentar Baraka, hvor Gerrards stemme former en hyldest til menneskehedens mangfoldighed og viljestyrke, men også bliver en klagesang over vores elendighed og selvdestruktion.

Sangen blev i øvrigt brugt så sent som sidste år i Lords of Chaos, en spillefilm om den norske black metal scene.

Også solo bliver Lisa Gerrard en stærk tilstedeværelse på soundtracks i film som Ridley Scotts Gladiator og Black Hawk Down. Men mest markant er relationen til Michael Mann, der producerede tv-serien Miami Vice og skabte en ny, ekstatisk og fortællende brug af soundtracket, inspireret af musikvideoen.

Han bruger allerede i 1989 Dead Can Dance-nummeret »Severance« i Miami Vice, og da han selv bliver filminstruktør, optræder Gerrards stemme i hans film The Insider og Ali – begge med hendes samarbejder med den australske musiker og komponist Pieter Bourke, ikke mindst det skamløst gribende nummer »Sacrifice« fra 1998.

Hendes stemme rejser sig som et uimodsigeligt tegn på det guddommelige i mennesket selv. Ja, i 2013 synger Gerrard på en række kompositioner til tv-serien The Bible – i endnu et samarbejde med filmkomponisten Hans Zimmer.

Det er også betegnende for Dead Can Dance og Gerrards musik, at deres spirituelle æstetik og grandiose inklinationer også kan opfattes som en letkøbt new age, som en slags uforpligtende røgelse, man kan massere hinanden til. Eller dyrke yoga til, som i skuespilleren Ali MacGraws yogainstruktionsvideo Yoga, Mind & Body fra 1994, der bruger »Yulunga (Spirit Dance)«.

En næsten totalhavareret stemme

Kort inde i Gerrards karriere – i midten af 80’erne – kan man allerede høre hendes inspirationer fra det bulgarske kvindekor Le Mystère des Voix Bulgares. De når et helt nyt, vestligt publikum, da de i 1986 udgives på det britiske artrock-selskab 4AD.

Korets inspiration kan høres i hendes ufattelige vokal på førnævnte »The Host of Seraphim«, hvor hun tilnærmer sig deres karakteristiske skarpe klang. Det er en sangteknik, hvor man spænder op og presser lyden ud gennem snævre ressonansrum.

Det er ikke en ligetil teknik, og det måtte den ellers så sofistikerede Lisa Gerrard sande, da hun var ved at totalhavarere sin stemme under en turné. Uden ordentlig vejledning forsøgte hun sig live med teknikken i fremførelsen af »The Host of Seraphim«.

Kor som kommunistisk reklame

Tre årtier senere bliver hun gæstestjerne hos selvsamme kvindekor på deres første album i 20 år, BooCheeMish. De er nu blevet omdøbt til det mere bredt tilgængelige The Mystery of The Bulgarian Voices. Og på fredag kan de og Gerrard nydes sammen i Koncerthuset i DR Byen i København.

Tidligere har man kunnet høre medlemmer af koret på Kate Bushs to albummer The Sensual World og The Red Shoes. Koret har vundet en Grammy, og da David Bowie blev gift med Iman, spillede de en af korets sange ved brudens entré.

Men længe inden de blev world music-stjerner i den vestlige del af verden, var de en del af en kommunistisk strategi.

De synger inden for genren obrabotki, som blev skabt omkring slutningen af 1940’erne, forklarer Anne Louise Munch. Hun er klassisk korleder, musikpædagog og dirigent for Københavns bulgarsksyngende kvindekor USMIFKA.

»Det kommunistiske styre i Bulgarien ønskede dels at styrke befolkningens nationale identitet, dels at udbrede, altså propagandere for den bulgarske kultur i vesten. Derfor afsatte de midler til at understøtte og videreudvikle kulturlivet i hele landet,« siger Anne Louise Munch.

»Hver en lille landsby på bjergsiden etablerede sit eget kor for at synge egnens traditionelle folkemelodier, og man begyndte at samle og nedskrive de gamle folkesange. Samtidig var der fra statslig side et udtalt ønske om at højne niveauet i den folkelige tradition til at kunne matche en vestlig standard. Altså, man ønskede at modernisere Bulgariens bonde-kultur, uden dog at give køb på dens særegenhed.«

Altså er obrabotki en reklame for bulgarsk kultur og for det kommunistiske styres lyksaligheder, samtidig med at dets fremkomst forårsager et boom for bulgarsk folkemusik i bred forstand, hvilket gør kulturen mere resistent mod Vestens indflydelse.

Munch påpeger, at i mødet med Lisa Gerrard har instrumentationen ændret sig, og nogle sange glider over i andre genrer, væk fra obrabotki. Altså smitter de af på hinanden.

Musik holder hjertet blødt

Både The Mystery of The Bulgarian Voices og Lisa Gerrard tilbyder et mystisk potentiale i musikken, som savnes mere end nogensinde.

I en tid, hvor musikere markedsfører deres iscenesatte selv på de sociale medier, og verden arbejder med hurtige fix og letfattelige budskaber, æstetikker og varemærker, så er det her kunst for kunstens skyld. Det er kultur, ikke glamour eller selviscenesættelse. Det er musik for menneskeartens, ikke egoets, skyld.

»Det er en musik, der transporterer og leverer dig til et sted, hvor du føler dig mere levende«, siger Lisa Gerrard om sin egen musik i et interview til 15Questions i 2014.

»Musik kaster lys på emotionelle budskaber og skaber en katartisk portal til hukommelsen. Jeg har altid set musik og mit ansvar for den, som en evne til at svare på virkeligheden på en passiv og blid måde. Musik holder folk følsomme og hjælper dem til at føle. Den holder hjertet blødt, så det kan høre sandheden. Så det ikke bliver for hårdt til at træffe valgt baseret på uselviske interesser. Musik er en olivengren, en måde at fejre og dele på.«

The Mystery of The Bulgarian Voices featuring Lisa Gerrard optræder i Koncertsalen i DR Koncerthuset, Kbh. den 18. oktober. De optræder først hver for sig og så sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • ingemaje lange
Klaus Lundahl Engelholt og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Damn. Kan ikke fredag!

Hør også Le Mystère des Voix Bulgares på Nicholas Lenz' FLAMMA FLAMMA The Fire Requiem fra 1996. Fantastisk!

ingemaje lange

Tak endnu en gang Ralf Christensen for en dybt vidende og inspirerende anmeldelse, som åbner mine øjne for hidtil ukendt terræn.