Interview
Læsetid: 5 min.

Litteraturen har set kritisk på kolonialismen før, men først med Leine og Ejersbo døde drømmen om paradiset

Forvaltningen af Danmarks koloniale fortid rykkede ind i skønlitteraturen i 2007 hos Kim Leine og Jakob Ejersbo. Men det er ikke første gang i litteraturhistorien, at der bliver kigget med kritiske briller på den danske kolonihistorie. Den har sin helt egen historie
Thorkild Hansen var med sin slavetrilogi (1967-70) den første danske forfatter, der forholdt sig kritisk til Danmarks kolonifortid, fortæller Mads Anders Baggesgaard, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.

Thorkild Hansen var med sin slavetrilogi (1967-70) den første danske forfatter, der forholdt sig kritisk til Danmarks kolonifortid, fortæller Mads Anders Baggesgaard, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.

Erik Friis

Kultur
26. oktober 2019

Da Kim Leine i 2007 udgav sin debutroman, Kalak, og Jakob Ejersbo sin Afrika-trilogi, blev det pludselig muligt at se på Danmarks kolonitid med nye øjne. Sådan skriver Informations kritikere i sidste uges afsnit om den danske litteraturhistorie for det 21. århundrede.

De to værker og forfattere står ifølge eksperter stadig som hovedværker inden for postkolonial skønlitteratur – altså skønlitteratur, der giver plads og stemmer til de koloniserede og belyser de strukturer, imperialismen har efterladt.

Men det er ikke første gang i litteraturhistorien, at vi kigger med kritiske briller på den danske kolonihistorie.

»Der er mange unge mennesker, der tænker, at den her kolonihistorie har været fuldstændig overset. Det tror mine studerende – at kolonihistorien først for alvor bliver opdaget nu, at den har været fuldstændig fortrængt. Men os, som efterhånden er blevet lidt ældre, ved jo godt, at det ikke passer,« siger Kirsten Thisted, lektor i tværkulturelle studier på Københavns Universitet, med et grin.

For 00’ernes postkolonialistiske litteratur er opstået på skuldrene af en række andre litterære traditioner. Og måske er vi snart klar til at byde postkolonialismens arvtager velkommen, lyder det.

Efter kolonierne

I begyndelsen af 1900-tallet var de sidste kolonialister begyndt at vende hjem fra Vestindien, og blandt dem var flere kvindelige forfattere, som skrev om deres tid »i troperne«.

Det fortæller Mads Anders Baggesgaard, der er lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og har forsket i, hvordan dansk koloni- og slavehistorie har sat sit aftryk i blandt andet skønlitteraturen.

»Den skønlitteratur er selvfølgelig i en eller anden forstand postkolonial, fordi vi har solgt øerne på det tidspunkt, men det er eksotiske skildringer af, hvordan det har været at være dansker derude. Det er lidt kulørt og sjovt at læse for dem derhjemme, hvordan man holder jul derude og der er varmt,« siger han.

Den første, der for alvor kritiserer den danske kolonimagt i en bred, folkelig sammenhæng, er Sophie Petersen – en berejst gymnasielærer, der i 1940’erne og 1950’erne skrev en række vellæste bøger om sine rejser til de tidligere kolonier i Vestindien og Grønland.

Hos hende var den danske kolonimagt i Vestindien nærmest ikke en kolonimagt – koloniherren var snarere en redningsmand, og de koloniserede »følte en vis Hengivenhed og Tryghed over for det fjerne Danmark, som gav sine Børn en human Behandling« (Danmarks gamle Tropekolonier, 1946).

Litteraturen efter salget af Vestindien er altså præget af en form for kolonimelankoli og en refleksion over, hvorfor Danmark aldrig blev en stor kolonimagt som England eller Holland.

»Sophie Petersens forklaring er, at det er, fordi vi ikke er brutale nok. Vi har ikke den der brutalitet, som er det, der gør, at de store kolonialmagter brager igennem. Og det er også løsenet i en række danske romaner, der bliver skrevet i den tid,« siger Kirsten Thisted.

Det autentiske menneske

Et kritisk blik, der i højere grad minder om Leines og Ejersbos, bliver introduceret 1960’erne – nemlig i antiimperialismen.

»Antiimperialismen gør sit indtog med ungdomsoprøret, og her er du meget, meget klar på, hvem der er fjenden. Det handler om at bekæmpe imperialismen, og så har man den forestilling, at hvis man bare kunne bringe folkene tilbage til tiden før kolonimagternes ankomst, så ville alting være meget bedre,« forklarer Kirsten Thisted.

Iboende antiimperialismen er forestillingen om det autentiske, naturlige menneske, og det præger 1960’ernes grønlandsromaner af blandt andre Vagn Lundbye og Jørn Riel.

»Hvis du for eksempel kigger på Riels bøger, så er det den grønlandske hovedpersons rejse tilbage til Canada for at finde sine formødre og -fædre, der er den sande livsrejse for hende. Dér ligger romanens håb – at grønlænderne vil finde tilbage til det, der var engang,« siger hun.

Også de tidligere kolonier i Vestindien kommer under antiimperialismens hårde behandling med Thorkild Hansens slavetrilogi Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970).

»Thorkild Hansens slavetrilogi er den første, der forholder sig kritisk. Der kommer en refleksion over, at vi var de onde, men det er jo vores egen selvrefleksion. Han søger efter helte, de få, som ikke var onde. Det er det, der tit sker, når man går til kilderne og sidder og læser de tekster, der er. For de tekster, der er, er jo skrevet af koloniherrerne,« siger Mads Anders Baggergaard.

Ideen om, at de koloniserede kunne have levet i lykkelige, stabile samfund, hvis blot de slap ud af imperialismens fangarme, er ikke længere til stede i postkolonialismens litteratur, vurderer Kirsten Thisted.

Her har man opgivet antiimperialismens drøm om at finde tilbage til den kultur, der stod uden for moderniteten, og i stedet erkendt, at de tidligere koloniserede båder lever og bidrager til den moderne verden.

»Det, der kendetegner både Ejersbo og Leine, er, at der ikke venter noget paradis forude. I hvert fald ikke i debutromanen Kalak, og slet ikke for Ejersbo. Det er et opgør med de antiimperialistiske drømme, og både hos Ejersbo og Leine er der en helt anden accept af, at det er meget mere kompliceret, og at de her steder er en del af den moderne verden på godt og ondt,« siger Kirsten Thisted.

Post-post

Det er over et årti siden, Kim Leine og Jakob Ejersbo forfattede læserne et par nye briller at beskue kolonikapitlet af danmarkshistorien med. Siden har Niviaq Korneliussen markeret sig med en roman, der ligeledes skriver sig ind i et postkolonialistisk, litterært univers, men samtidig trækker på moderne popkultur.

Det kan være svært at forestille sig, hvordan den næste kritiske historieanskuelse vil tage sig ud, men Kirsten Thisted har et bud.

»Det, der vil komme efter det postkoloniale – det post-postkoloniale, eller hvad vi skal kalde det – det vil måske være det, som nogle historikere begynder at gøre opmærksom på – nemlig, at vi stadig har den her fortælling om, at kolonimagten udelukkende er ond.«

Hun fremhæver den amerikanske antropolog David Scott, som selv har baggrund i kolonierne, og som gør opmærksom på, at man tager handlekraften og -viljen fra de koloniserede ved at antage, at de ikke har haft interesse i at samarbejde med kolonisatorerne i et eller andet omfang.

»Hvis man fastholder en forestilling om, at de tidligere kulturer udelukkende var gode, oprindelige og naturlige, og at kolonisatorerne udelukkende var onde og bærende af en kultur, som var udelukkende dårlig for de tidligere koloniserede, så forstår man ikke, at rigtig mange ude i kolonierne samarbejdede og ønskede at indoptage nogle ting, som de så måske ikke altid vidste, hvad ville medføre. Men det at stå i offerrollen er at stå i en svag position i forhold til at tage skyld på sig og dermed ansvar,« siger hun.

Vi har endnu til gode at se det første skønlitterære, post-postkolonialistiske værk i dansk skønlitteratur, men andre steder i verden vinder tendensen frem. 

»Rundt omkring i de tidligere kolonier skriver man nu om, hvad der er sket, siden kolonisatorerne forlod landet. I Sydafrika skriver man om, hvad der er sket, siden apartheidstyret faldt. Der er kommet nye generationer, og det giver en anden synsvinkel,« siger Kirsten Thisted.

Også hos migrantforfattere som Zadie Smith og Salman Rushdie ser man tendensen. 

»De er gået forrest, men de har en anden position, fordi det er jo ikke folk, der sidder i og drømmer om at lave deres egne samfund om.«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lige et spørgsmål, kan et område, der i over 1000 år har været tilknyttet til Norden og kongeriget Danmark kaldes for en koloni i traditionel forstand?

Nej.

Daniel Joelsen

Det kommer an på, om den er fuld integreret sammen med resten af Danmark, eller om den til stadighed håndteres som en appendix.

jan henrik wegener

Er der ikke andre der hertil spørger sig selv dels om hvor meget historierne om danske besiddelser udenfor Europa ("kolonier") i grunden bør fylde?
Er ikke "postkolonialismen" i den grad præget af de engelsktalende dele af verden at den ikke blot kan overføres til Europa i almindelighed?
England/UK, Frankrig, Nederlandene(Holland), Spanien, Portugal udgør centrene for de store langvarige oversøiske riger, samt Rusland, med dets ekspansion over land mod øst. Danmark og Sverige var meget mindre magtfulde, især udenfor Europa, men havde som Østrig, Ungarn, Polen, Rusland, Det Osmanniske rige store nu forsvundne imperier indefor Europa (For Sveriges og Danmarks vedkommende især i østersøområdet, Nordtyskland, Norge, Nordatlanten).