Læsetid: 5 min.

Litteraturen har set kritisk på kolonialismen før, men først med Leine og Ejersbo døde drømmen om paradiset

Forvaltningen af Danmarks koloniale fortid rykkede ind i skønlitteraturen i 2007 hos Kim Leine og Jakob Ejersbo. Men det er ikke første gang i litteraturhistorien, at der bliver kigget med kritiske briller på den danske kolonihistorie. Den har sin helt egen historie
Thorkild Hansen var med sin slavetrilogi (1967-70) den første danske forfatter, der forholdt sig kritisk til Danmarks kolonifortid, fortæller Mads Anders Baggesgaard, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.

Thorkild Hansen var med sin slavetrilogi (1967-70) den første danske forfatter, der forholdt sig kritisk til Danmarks kolonifortid, fortæller Mads Anders Baggesgaard, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.

Erik Friis

26. oktober 2019

Da Kim Leine i 2007 udgav sin debutroman, Kalak, og Jakob Ejersbo sin Afrika-trilogi, blev det pludselig muligt at se på Danmarks kolonitid med nye øjne. Sådan skriver Informations kritikere i sidste uges afsnit om den danske litteraturhistorie for det 21. århundrede.

De to værker og forfattere står ifølge eksperter stadig som hovedværker inden for postkolonial skønlitteratur – altså skønlitteratur, der giver plads og stemmer til de koloniserede og belyser de strukturer, imperialismen har efterladt.

Men det er ikke første gang i litteraturhistorien, at vi kigger med kritiske briller på den danske kolonihistorie.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lige et spørgsmål, kan et område, der i over 1000 år har været tilknyttet til Norden og kongeriget Danmark kaldes for en koloni i traditionel forstand?

Det kommer an på, om den er fuld integreret sammen med resten af Danmark, eller om den til stadighed håndteres som en appendix.

jan henrik wegener

Er der ikke andre der hertil spørger sig selv dels om hvor meget historierne om danske besiddelser udenfor Europa ("kolonier") i grunden bør fylde?
Er ikke "postkolonialismen" i den grad præget af de engelsktalende dele af verden at den ikke blot kan overføres til Europa i almindelighed?
England/UK, Frankrig, Nederlandene(Holland), Spanien, Portugal udgør centrene for de store langvarige oversøiske riger, samt Rusland, med dets ekspansion over land mod øst. Danmark og Sverige var meget mindre magtfulde, især udenfor Europa, men havde som Østrig, Ungarn, Polen, Rusland, Det Osmanniske rige store nu forsvundne imperier indefor Europa (For Sveriges og Danmarks vedkommende især i østersøområdet, Nordtyskland, Norge, Nordatlanten).