Baggrund
Læsetid: 5 min.

Lizzo, Adele og Jada frigør sig fra fordømmende blikke

Særligt indenfor popmusikken udfordres skønhedsidealet for tiden. I anledning af den nye danske dokumentarfilm om kropsaktivisme ’Fat Front’ giver musikredaktør Ralf Christensen her tre eksempler på hyldede kvindelige stjerner, der alle er blevet kaldt eller kalder sig tykke, og som på hver sin måde skubber til grænserne for, hvordan man er kvindelig popstjerne i 2019
Lizzo.

Lizzo.

Andrew Nelles

Kultur
11. oktober 2019

Lizzos krop er et eventyr, hun selv bestemmer over

Amerikanske Lizzos krop råber os an, tager os i sin varetægt. Vi skal forholde os til hendes krop. Akkurat som vi skal til hendes pragtstemme, der er en skov af udråbstegn, et vandfald af gospel, en flødeskum af soul. Overvældelse er hendes gave til os.

Lizzo er brudt ind i mainstream i år. Det er sket med de to fyrige singler »Juice« og »Tempo«, hvor legenden Missy Elliott er med som gæst, samt med hendes tredje album Cuz I Love You. Lizzo får det til at føles som en leg at elske sig selv og sin krop, når hun står på en scene. Hvis ikke man elsker hendes sang og rap, som hun gjalder ud over mængden, så kan man knække sammen i krampelatter over hendes standuplignende taler mellem sangene.

Til Instagram tager hun billeder af sig selv i gennemsigtige negligeer og stramt latex, og det gør hun for sig selv.

»Jeg elsker at skabe former med min krop, og jeg elsker at normalisere klumperne på mine lår eller mit rygfedt eller mine strækmærker,« siger hun til Essence.

I musikvideoerne præsenterer hun sin krop i lystne shots, som enhver mager popstjerne ville gøre det. »Mirror mirror on the wall / Don’t say it ’cause I know I’m cute,« som hun synger i videoen til disko-perlen »Juice«. Hun gider ikke engang tjekke sit spejlbillede, hun har det for vildt i sin krop uanset hvad. Og mænd skal tage sig sammen for at gøre hende tilfreds.

Hendes krop er et eventyr, som hun selv bestemmer over. Men hun ved også godt, at det er en kamp at acceptere0 den, man er.

»Det er unfair, at vi antager, at folk ved, hvordan de skal elske dem selv«, siger hun til The Guardian og påpeger, at krops- og modeindustrien har brugt årtier på at sælge et bestemt skønhedsideal og smadre vores selvværd. Og selvsamme industri sælger så deres medicin mod det selvhad, den har skabt.

Men der er en langt mere effektiv kur: Lizzo.

Lizzo giver koncert i K.B. Hallen, Frederiksberg 19. november.

Du skal lytte til Adele, ikke glo på hende

Valerie Macon

Engelske Adele er teknikeren, der synger os i den syvende himmel. Kroppen er ikke pointen, stemmen er. Kroppen er Adeles virtuose instrument, som hun ikke gør opmærksom på. Den bevares privat bag enkle kjolestoffer og varme frakker.

Adele brød for alvor igennem på verdensplan i 2011 med sin store soulstemme og sine begavede fortolkninger af soul og country på sit andet album 21. Det skete med hits som »Rolling In The Deep« og »Rumour Has It«. 21 var det bedst sælgende album på verdensplan i både 2011 og 2012. Hun fortsatte succesen i 2015 med albummet 25.

Adele repræsenterer størstedelen af alle kvinder, og hun er stolt af det. Hun er ikke sat i verden for at tilfredsstille nogens blik, hun er her for at synge og lave musik – og det er for ørerne, ikke øjnene.

En smuk og central observation i en tid, hvor det visuelle – stadig – dominerer.

I videoerne til hits som »Rolling In The Deep« og »Hello« præsenterer hun ikke en dominerende krop som for eksempel Beyoncé. Hendes krop er pakket ind, og hun koncentrerer sig om at synge, at udtrykke følelse.

Adele vil have sin krop i fred, hvilket ikke er det samme som at skamme sig over den. Slet ikke. Tværtimod kæmper hun ligesom mange andre kvinder i musik en succesfuld, men svær kamp for at holde af sin krop. Og det på trods af, at hun hele tiden mindes om, at den er forkert. I fuld offentlighed. Hun har for eksempel ved flere lejligheder peget på, at hun tit og ofte bliver spurgt om sin vægt i interview. Noget, som sjældent bliver mænd til del.

Og der er decideret ubehagelige kommentarer fra menigmænd. »Jeg læste en kommentar på YouTube, som jeg troede ville gøre mig ked af det«, fortæller hun til The Guardian i følge biografien Adele – The biography »’Testpilot for tærter’. Men jeg har altid været en størrelse 14-16 og haft det fint med det. Jeg ville kun tabe mig, hvis det ville påvirke mit helbred eller sexlix, hvilket det ikke gør.« Punktum.

Jada er ikke kropsaktivist

Martin Fælt Gonzales

Den danske r&b-sanger, komponist og producer Emilie Molsted Nørgaard alias Jada er ikke kropsaktivist. Det er ikke et statement, hver gang hun tager et stykke tøj på. Hun tager bare det på, som hun føler sig lækker i.

I DR3-dokumentarserien Jada – lillebitte kæmpestor siger hun:

»Det føles super snævert, at hvis jeg skal være glad for min krop, som den er, så må det være, fordi jeg er aktivist.«

Hun er blevet kendt og elsket for sine rolige og smukke, moderne soulsange, med hits som debuten »Keep Cool« og »Lonely«. Hun har optrådt på festivaler som Roskilde og Northside, hvor hun har fundet sin egen autoritet og ikke forsøgt at skjule sin krop, ja, på årets Roskilde Festival crowdsurfede hun. I 2019 vandt hun P3’s Talentpris.

Jada forsøger ikke at overdrive sig selv. Hun har den krop og den stemme, hun har, og begge dele præsenterer hun uden de store falbelader. Selvom hendes stemme er formidabel, og hendes sang er fuld af finesse, så besidder hun også en dansk beskedenhed. Her er ikke noget overdrevent tonelir a la Mariah Carey. Hun skal ikke overbevise nogen.

Heller ikke de kropsacceptforsnævrede haters, der skyder med skam efter dem, der vover at trodse slankhedsdekretet.

Men derfor kan man jo godt blive såret. Det har Jada måttet sande. I Jada – lillebitte kæmpestor-dokumentaren går hun ned med stress. En medvirkende faktor er hendes møde med væmmelsen i kommentarsporet til en koncertvideo med hende. Her bifalder en troll, at hun ikke crowdsurfer, for hun kunne jo knuse folk. Og en anden hater på hendes kropsbehåring.

Jada lader os erfare hendes krop på sine egne præmisser uden hverken at ville overbevise eller overtale. Se bare videoen til »Keep Cool«, hvor hun inviterer en række kvinder med i kurbad, og hvor de optræder mere eller mindre nøgne i situationer, hvor de bare nyder at være i deres kroppe. På lydsiden synger hun til en love interest:

»I’m the one you could change for.« Det er ikke hende, der har et problem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Signe K. Stranddorf

Jeg er meget uenig i at disse kunstnere skulle være udtryk for et "fedmeforsvar" eller generelt fremme usunde spisevaner.
Det de gør er smukt. De fremmer en kultur, hvor vi kan holde af os selv, frem for at blive målt og vejet, og især i populærkulturen er der behov for et brud med et indsnævrede skønhedsbillede, der glorificere ensartede tynde og meget slanke kroppe.
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade anslår at der i Danmark er 5.000, der lider af anoreksi og 30.000, der lider af bulimi, samt minimum 80.000 unge i alderen 16-19 år, der er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.
Det er så vigtigt, at der er forbilleder som disse tre kvinder, der viser at man kan holde af sig selv selvom man ikke lever op til det dominerende skønhedsbillede.

Karin Winther, Ulla Søgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Frederikke Nielsen, Erik Fuglsang og Palle Pendul anbefalede denne kommentar

Problemet med Jada og Adele er jo ikke at de er tykke, men at de laver super nederen musik.
Som om verden ikke allerede var rigelig indsølet i tam og ligegyldig tøse-pop!?
At være født med en "flot" stemme, er ikke garant for evnen til at komponere god musik - ofte snarere tværtimod.
Ville Jada eller Adeles musik være til at holde ud, hvis de var i ordentlig form? Næppe.
BMI er ikke et relevant kriterie for kunstnerisk talent.

Anders Sørensen

Frederik Eskildsen, at de er tykke og laver "tøsepop" er vel ret beset punk.

Ikke at "punk" generelt er specielt godt.

Adele er vel ret beset, hvis man har forstand på musik, bedre end Sex Pistols.