Essay
Læsetid: 7 min.

Vi må bekæmpe mytologi med mytologi

Det kan forekomme megalomant at spejle sig i græske myter. Jeg tror, at ethvert verdensbillede er ude af proportioner, fyldt til randen med rimelige og urimelige betydningsdannelser. I mytologien finder jeg til stadighed plads til den oppustethed, det vanvid og den komik, jeg forbinder med at leve. Lea Løppenthin skriver essay
Det kan forekomme megalomant at spejle sig i græske myter. Jeg tror, at ethvert verdensbillede er ude af proportioner, fyldt til randen med rimelige og urimelige betydningsdannelser. I mytologien finder jeg til stadighed plads til den oppustethed, det vanvid og den komik, jeg forbinder med at leve. Lea Løppenthin skriver essay

Mia Mottelson

Kultur
11. oktober 2019

Jeg begyndte at interessere mig for Persefone, fordi jeg er optaget af årstider, og fordi jeg har en psykisk lidelse, der hedder Bipolar II. I gamle dage kaldte man det maniodepressiv, fordi det er de to ekstreme tilstande – mani og depression – patienten bevæger sig i mellem.

Ved Bipolar II kaldes manien hypomani, da den er langt mindre voldsom end hos patienter med Bipolar I. Den måde, jeg bedst forstår de to tilstande, er ved at tænke på dem som sommer og vinter.

Myten om Demeter og Persefone er myten om årstiderne. Om Persefone, der lever på deltid hos sin farbror og (tvangs)ægtemand Hades, og på deltid på Olympen hos sin mor Demeter. Når Persefone er væk fra mor Demeter, er det vinter på jorden. Når hun kommer tilbage, bliver det forår, så sommer, så efterår, indtil hun tager af sted igen. Demeter er gudinde for landbrug, høst og årstider, og sådan bliver hendes rytmiske savn til jordens skiftende årstider. Eller jordens skiftende årstider bliver hendes rytmiske savn.

I den sommerlige hypomani er det, som om alting blomstrer. Jeg bærer en sol i hjertet, som stråler ud på alting og gør det synligt, men også er ved at koge mig indefra. Der er ikke den sammenhæng, jeg ikke kan påvise, ikke det argument, jeg ikke afslutter, ikke den situation, jeg ikke fotograferer, der er ikke den søvn, jeg ikke kan undvære, ikke det menneske, jeg ikke vil elske – eller hade – for evigt.

Det hele er meget glamourøst. Sådan er hypomanien, kort fortalt. I depressionen lever jeg mistroisk og forfrossen, jeg er den, der skruer op for varmeapparatet og bliver inden døre. Den, der forventer at blive bestjålet og snydt ved enhver lejlighed, fordi jeg kun kan se mig selv som en tyv og bedrager: Bare det at fortsætte med at leve er et ynkeligt svindelnummer. Der græder uendelige tårer over alt fra en julesalme til en reklame for shampoo til oplevelsen af ikke at kunne lave et spejlæg.

Det hele er meget formløst og derfor gennemtrængt af angst. Sådan er depressionen, kort fortalt.

Mytologiens vanvid og komik

Disse udsving er ikke afhængige af de lokale meteorologiske årstider, det er klart. Alligevel, fordi de er så kraftige, har jeg kaldt dem årstider. Fordi de er uomgængelige. Jeg tænkte: Måske er jeg en Persefone, der pendler mellem psykiske årstider? Måske er Hades depressionens dæmon?

Det kan forekomme megalomant at spejle sig i græske myter, og det er det helt sikkert også. På den anden side tror jeg, at ethvert verdensbillede er ude af proportioner, fyldt til randen med rimelige og urimelige betydningsdannelser. I mytologien finder jeg til stadighed plads til den oppustethed, det vanvid og den komik, jeg forbinder med at leve.

I mit radiodrama Persefone stikker af (2017) ville jeg fortælle en frigørelseshistorie. Her var Hades kapitalist, Demeter var senil, og Persefone, træt af pendlerlivet, tog til det ydre rum. Men Persefones flugt gav mig lidt dårlig samvittighed bagefter, det gav mig lyst til at vende opmærksomheden mod Demeter og Hades.

Hvem ved, tænkte jeg, hvad døden er for noget? Hvad underverdenen er for noget? Et depressivt menneske er ikke dødt, det er levende og lider under denne verdens patriarkat og kapitalisme. Alt, hvad vi mennesker tror er døden, er ikke døden, for den kender vi aldrig.

Så jeg fandt ud af, at den sindslidende (mig) måtte være Demeter. Den, der forbliver i de levendes verden, den der savner / får / har / mister.

Da jeg læste Homers hymne til Demeter, fandt jeg ud af, at Demeter foretager en besynderlig afstikker midt i sorgen. Da hun har fået at vide, at hendes datter er blevet kidnappet efter aftale med Olympen og Zeus, at det på mange måder er en slags fornuftsægteskab, som hun bør hilse velkommen, klæder hun sig ud som en gammel kone og tager afsted på en rejse.

Hun får plads som barneplejerske hos en fremmed og højtstående familie. Men efter et stykke tid udviser fruen i huset mistillid til Demeter, og i vrede afslører Demeter sin identitet og kræver et tempel med tilhørende gudedyrkelse. Dette bliver grundlæggelsen af de Eleusianske Mysterier i Grækenland.

Jeg medgiver: Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad der foregik ved denne gudedyrkelse i Eleusis. Måske kan jeg også godt lide, at det er hemmeligt. Det, der virkelig interesser mig, er rejsen. Hvorfor rejste Demeter?

Rejsen havde ingen andel i Persefones befrielse. Først da hun forlader den fremmede familie igen, nedkalder Demeter vinteren over verden. Dér begynder hendes sanktion. Og af den grund får hun sin datter tilbage, om end på visse betingelser.

For Persefone har spist granatæblekerner i underverdenen, og det betyder, at hun skal tilbringe sine vintre dernede. Både Persefone og Demeter er altså̊ rejsende: Demeter på en enkelt vred (dannelses?) færd, Persefone på permanent turné.

Mytologierne er vores vej tilbage ind i realiteterne

I min roman Sæson er Demeter en kvinde ved navn Frank. Med Franknavnet følger andre mytologier, en amerikansk, tysk og fransk mytologi med Sinatra, Kafka, Assisi, O’Hara, m.fl. Og hun er mig, selvfølgelig, Lea, der som barn ville være Robin Hood og lignende friske drenge.

Frank føder datteren Per ud af øret allerede som otteårig. Per er en talende græshoppe, men uinteresseret i mytologi. Hun rejser med Franks familie til Bangladesh i forbindelse med farens arbejde på den danske ambassade, ligesom jeg gjorde.

Der var noget fiktionaliseret, absurd og ensomt over den tilværelse, vi levede dér. Dét faktum har altid fyldt mig med skam. Hvordan tale om denne fremmedgørelse som andet end en forkælet, latterlig sorg i sammenligning med den fattigdom og udnyttelse, menneskene i dette land levede med?

Per blev hjælpen, en lille brevvægt i lommen, jeg kunne fortælle om det hele fra. Så da Per bliver kidnappet, ligesom Persefone gør det, tager Frank på en plotmæssigt overflødig rejse, ligesom Demeter gør det.

Hun tager til Hanoi, ikke i anden forklædning end sit eget teenagetøj, og får til opgave at passe en hund hos en fransk familie, som hendes far kender. Og hun får bygget en pagode til sin ære, som hendes far heldigvis kan passe, når hun ikke selv orker.

Som yngre tænkte jeg altid på, hvad jeg skulle stille op med mit forhold til Bangladesh, med vores livsform der og med mine forældres skilsmisser, først fra hinanden og bagefter fra dem, de blev gift med efterfølgende.

Min far flyttede til Vietnam med sin nye kone og spædbarnsdatter i 2002, omtrent samtidig med, at min mor blev gift med en kurdisk mand fra Tyrkiet, som hun havde undervist i dansk i Ishøj. Hans tre børn kom til Danmark, først den ældste, en datter, så de to sønner, i årene efter, og boede med os, indtil manden forlod min mor. Også disse familier og rejser har siddet som en prop i min hals, umulige at komme uden om eller at slippe af med.

Familien er mytologisk. Et landskab af sprog, kroppe, traditioner, økonomier, situationer, der bliver genfortalt og andre, der ikke gør, mad og kaffe og toiletter, der går i stykker. Magiske genstande: Halskæder i sølv og fingerskateboards, en æble-slicer-corer-and-peeler-maskine, som min storesøster, der har en amerikansk mor og har boet i USA det meste af sit liv, sendte min mor og min lillebror og mig i gave.

Samfundet er mytologisk: Den måde, menneskene går omkring med deres frakker og mobiltelefoner og lufter deres hunde på de samme daglige ruter, småsnakker med hinanden og småsnakker, imens deres hunde småsnakker med hinanden. Den måde, parakitterne i Bruxelles indvandrede med Verdensudstillingen i 1888 og nu lever i deres pæreformede reder med indbyggede tunneler i parkernes træer.

Jeg troede, at savnet efter Per kunne være en metafor for sygdommen eller for familiesorgen eller for kapitalismens ensomhed. Men det kunne det selvfølgelig ikke, i hvert fald ikke kun. De færreste metaforer er interesserede i så specifikke betydninger.

Per ville også være en græshoppe i egen ret, og jeg måtte læse om græshopper, græshopper som en flere hundrede millioner år gammel art, et syngende insekt, der sjældent overlever vinteren (!). En græshoppe er et fabeldyr og et plagedyr, hos Æsop, i Biblen og hos Karen Blixen, i Donna Haraways forhåbning om fremtidige arter, der er krydsninger mellem mennesker og insekter.

I myten om Persefone er granatæblet en magisk kontrakt. I Islam anbefaler profeten Muhammed gravide kvinder at spise frugten for at få smukke børn. Og granatæblet er også en virkelig frugt, der vokser ved Middelhavet, i Mellemøsten og i Vietnam, dens kerner ligner små røde tænder.

Min hovedperson Frank og jeg, vi er begyndt at spise et medikament, der hedder Lithium, som er såkaldt stemningsstabiliserende, det er et grundstof, som man også putter i batterier. Indtil videre virker det efter hensigten, og vores psykiater siger, at hvis alt går vel, skal vi spise det resten af vores liv. Det ved vi ikke rigtigt, hvad vi skal sige til. Per ville ikke være metafor for alt dette, men hun ville gerne være være følgesvend og ven.

Alle ting i verden har en mytologisk dimension, hvis man ser efter. Derfor er mytologierne også vores vej tilbage ind i realiteterne med alle de medfølgende planter, overfrakker, negle, overbevisninger og magtkampe. Mytologierne hjælper os med at overleve, med at falde i søvn og at vågne, med at miste og at slås, selv med at tænke os om. Mytologierne er også dræbende, de bærer alle slags sygdomme og giftige hierarkier med sig, som vi ikke kan få til at gå væk ved at fortie dem: Vi må bekæmpe mytologi med mytologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her