Mette Moestrup: »Hvorfor skrive politisk? Det har jo slet ikke hjulpet!«

Interviewet er ikke mange minutter gammelt, da Mette Moestrup spærrer øjnene op, så det hvide er blottet.

»Du ved godt, at aber griner, når de er bange, ikke?« har hun spurgt lige inden.

Hun lader en chimpanselignende skriglatter fylde rummet, inden hun skifter ansigtsudtryk og fortsætter med alvor i stemmen:

»Dengang i nullerne vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Jeg var både paf, vred og rædselsslagen. På det tidspunkt skete der så kolossalt et skift i dansk politik, at det var ligesom at putte en farvet dråbe i en klar væske. Det farvede alt. Det farvede alt i mit liv, syntes jeg.«

I Informations serie om litteraturhistorie fra det 21. århundrede fremhæver kritiker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Mette Moestrups digtsamling Kingsize som toneangivende for den politiske poesis retur i år 2006.

Det var den periode, hvor Muhammadkrisen, et stærkt Dansk Folkeparti og en buldrende Irakkrig ifølge Mette Moestrup begyndte at sætte spor i det danske sprog.

»Jeg oplevede generelt, at der var en stigende racistisk undertone i sproget, stigende fremmedfrygt og fremmedhad. Sådan noget giver sig virkelig stærkt udslag i sprog, og som digter arbejder man jo med sprog. Derfor oplevede jeg, at det ramte mig som sprogarbejder lige i solar plexus, og at det var helt umuligt at komme udenom.«

Og et litterært værk, der ikke mener noget om noget, er stadig politisk på sin egen måde, konstaterer hun.

»For hvis man forestiller sig et helt forfatterskab, hvor man bare skriver om et eller andet yndigt og dejligt, men aldrig om noget politisk, så har man jo også sagt noget. Man har i højeste grad sagt, at det har ikke en skid med mig at gøre. Det har jeg intet medansvar i, og jeg behøver slet ikke at forholde mig til det. Sådan nogle forfatterskaber, dem kan jeg godt føle mig meget fjern fra, det forstår jeg ikke rigtig.«

Shut up and listen

I Kingsize angriber Mette Moestrup både Lov om ændring af udlændingeloven og 24-årsreglen. Hun skriver om både paragraffer og kærlighed – love og love – i digtsamlingen.

– Hvorfor havde du på det tidspunkt det her behov for at lade dine frustrationer over racisme og xenofobi kommer til udtryk?

Mette Moestrup sukker et lydløst suk. Det er ikke første gang, hun får det spørgsmål.

»Jeg blev tit spurgt om, hvorfor jeg var så vred, og under det spørgsmål ligger der et andet spørgsmål: Du bliver jo ikke selv ramt af racisme, så hvorfor kerer du dig om det? Men jeg er borger i et land, hvor de her skred sker, og det berører mig,« siger hun og tilføjer:

»Når tingene spidser til, må man spørge sig selv, undskyld jeg siger det lige ud, for det lyder selvfølgelig lidt voldsomt, men hvis side er du på? Ville du forsvare folk som i sidste instans kan miste livet på grund af forfølgelse af folkegrupper? Det skal vi jo ikke være naive omkring, det er sket før, og det kan ske igen. For mig kan det være nødvendigt at konfrontere mig selv med sådan nogle grundspørgsmål, for mig har de med skriften at gøre.«

Siden Kingsize har Mette Moestrup blandt andet udgivet digtsamlingerne Dø, løgn, dø i 2012 og Til den smukkeste i maj i år. I alle tre værker arbejder Mette Moestrup politisk, men hun kan alligevel se en klar ændring i den position, hun indtager i de tre bøger.

Hvor hun med Dø, løgn, dø nærmest foregriber hvidhedsdebatten, griber hun i Til den smukkeste i sin slægts egen barm med et frontalopgør med den nationalkonservative digter Valdemar Rørdam, som hun deler aner med.

»Jeg har taget afsæt i min egen baggrund som en selvkritisk metode i forhold til nationalismekritik. I dag ville jeg være meget på vagt over for, om jeg lavede noget white savior a la ’nu skal jeg nok gå forrest og fortælle alle, hvordan det er med racismen’. Jeg synes da, det er vigtigere, at jeg læser for eksempel Lone Aburas’ bog, end at belære hende om racisme, sådan lidt firkantet sagt.«

»Der er sket meget i litteraturen på de 13 år, og derfor er der også nogle forskellige positioner i de tre bøger, det er klart. Der er nok nogle ståsteder, hvor det ikke er relevant at stille sig nu, blandt andet fordi der er blevet mere diversitet. Det er måske på tide at lytte. Shut up and listen,« siger hun.

Varmen fra Vendsyssel

En anden klar udvikling, som Mette Moestrup kan spore, er, at humoren i hendes poesi har ændret sig. 

»I Kingsize er der en varm latter. Tilbageskuende tænker jeg, at jeg prøvede at få dem, jeg kritiserede, til at le af sig selv. Jeg er jo fra Vendsyssel, så lidt ligesom Niels Hausgaard gør det,« siger hun og smiler.

»Men den slags humor bruger jeg ikke rigtig mere. Det var en håbefuld metode; jeg håbede vel på, at xenofobien ville aftage hurtigt. Det gjorde den bare ikke.«

Det er ikke, fordi Mette Moestrup ikke stadig leger med sproget i Til den smukkeste med linjer som »Døde løgn. Blodæbledøgn / Bid for bid for ond bid, godbid, God forbid. Forbi.«

Men allerede i Dø, løgn, dø måtte hun lægge den varme humor på hylden.

»Der er også latter i Dø, løgn, dø, men det er en anden latter. Om det så er angstlatter eller noget sardonisk, om det er et forsøg på at le det latterlige ud eller at få det rystet af sig nogle gange. Der sker noget andet i den bog; der er det begyndt at løbe mig meget koldt ned ad ryggen. Der er det isnet for mig simpelthen. Der er mange forskellige former for latter, og det er sateme ikke dem alle, der er for sjov eller joviale.«

Mette Moestrup har droppet at deltage i debatter om politiske emner.

»Det kører i ring, og man bliver træt,« siger hun.

»Jeg skal bruge min energi til at skrive poesi. Det er den måde, som det politiske hænger sammen med sproget på, der har med mig at gøre. Ikke partipolitik og sådan noget.«

Men den politiske poesi kan hun ikke lægge fra sig.

»Men spørgsmålet om, hvad det politiske er ved sproget, det tror jeg aldrig, jeg bliver træt af at undersøge poetisk. Nogle gange bliver jeg meget opgivende og tænker: Hvorfor skrive politisk? Det har jo slet ikke hjulpet! Men andre gange tænker jeg: Det er jo ikke godt at vide, om det var blevet endnu værre, hvis jeg – og mange andre – ikke havde sagt noget. Det virkede som det rigtige, dengang med Kingsize, at gøre forsøget.«