Nobelprisvinder Olga Tokarczuk er vidtskuende, filosofisk, venstreorienteret og intellektuelt udfordrende

Olga Tokarczuk (født 1962), der netop har modtaget Nobelprisen i litteratur, er en af Polens mest læste forfattere, højt berømmet af kritikken og samtidig meget populær. Og hendes bøger er da også fremragende.

På dansk har vi fået romanerne: E.E. (1996) Broderskabets rejse (1997), Arilds tid og andre tider (1998), Rejsende (2016), som hun selv betragter som et hovedværk, og som det tog hende fire år at skrive, samt krimien Kør din plov over de dødes knogler (2012) og romanen Dagens hus, nattens hus. (2014).

Med hovedværket Rejsende griber Olga Tokarczuk tilbage til oplysningstidens kortlægning af verden og mennesket og det, der ifølge hende udgør den europæiske civilisations »grundmateriale«: samtalen – den videnskabelige nysgerrighed og den evindelige forhandling, diskussion og kortlægning af nyt og gammelt land.

Som en vertikal akse på romanens rejsetema møder vi en række videnskabsmænd, der til forskellige tider har beskæftiget sig med kortlægning af rummet – som Kopernikus (1473-1543) – og af kroppen, som den følgende generations anatom, Vesalius. I senere århundreder kommer den hollandske botaniker og anatom Henrik Ruysch og den flamske læge og anatom Philip Verheyen til.

Fortællerjeg’et flyver fra lufthavn til lufthavn. De ligner alle hinanden med deres butikker og destinationstavler, som styrer floderne af rejsende, med konferencer, forelæsninger, baderum og bederum. De er som »en særlig kategori af bystater med fast beliggenhed, men skiftende befolkning.«

Og det er selve pointen.

»Det stod mig klart, at dét som er i bevægelse altid er bedre end det der er i hvile. Forandring er ædlere end bestandighed,« noterer fortællerjeget. »Det stillestående må forfalde, degenerere og smuldre bort, det bevægelige derimod – det varer ved, måske evigt.«

Hele verden i menneskekroppen

Jeg’et filosoferer over cirkulær og lineær tid – som rejsen på en måde forener: »Alle rejsendes tider er mange tider i én samlet mangfoldighed.«

Vi præsenteres for en lang række billeder, som vendes og drejes og forbinder sig i forskellige kontekster, så der tilsammen udfoldes et stort, evigt uafsluttet net af fortællinger og betragtninger over det indre i det ydre og det ydre i det indre.

»Måske findes hele verden, mytologien, i vores krop? Måske findes der en afspejling af det store i det små, måske forbindes i selve det menneskelige legeme alt med alt andet,« hedder det blandt andet.

Gennem videnskabsmændenes bedrifter kædes menneskekroppen, rummet, universet og tiden sammen på vidt forskellige, vittige og tænksomme måder. Organer, knogler og opdagelser af nye måder at konservere mennesket på myldrer frem, så vi følger såvel videnskabens forestillinger om fremskridt og oplysning som dens menneskelige hybris. Alt sammen skeptisk sekunderet af det rejsende jegs overvejelser og proklamationer.

Det gælder om »at vide det, der ikke kommer til at ske. Have næse for det, der ikke findes.«

Og: »Flygtighed, mobilitet, uvirkelighed – det er civilisation.«

Venstreorienteret

Olga Tokarczuk er erklæret venstreorienteret. »Da al litteratur bygger på empati, identifikation og nysgerrighed, er jeg naturligvis også venstreorienteret,« har hun udtalt.

Af samme grund har hun været udsat for voldsomme hadekampagner, når hun har kritiseret Polens voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning. Så voldsomme at de har skræmt hende.

»Kroppen reagerer på disse verbale aggressioner med refleksbevægelser. Den krymper sig, ruller sig sammen til en kugle, og begynder at svede, mens adrenalinen pumper,« har hun skrevet, og derefter advarende tilføjet:

»Sker dette for mange mennesker på en gang, er vi reelt havnet i en ny slags mental krig.«

Men hun har lært at være forsigtig med sine ord. »Alt, du siger og gør, taler ind i den her betændte og angstfyldte sociopolitiske virkelighed, som præger store dele af Europa,« udtalte hun til Information i 2016.

Vestens værdier

I krimien Kør din plov over de dødes knogler betoner hun helt ud i titlen, som er et citat af den engelske digter William Blake, sin hævdelse af Vestens demokrati og værdier.

»Polen er langt mere forbundet med den vestlige kultur, end vesterlændinge åbenbart forestiller sig,« har hun understreget, og i romanen oversætter hendes personer netop Blake. Romanens hovedperson er noget så usædvanligt som en usentimental gammel dame. For Olga Tokarczuk er også feminist.

»Jeg har altid følt, at gamle kvinder ikke har nogen plads i litteraturen. De bliver bare skubbet om bag scenen. Derfor ville jeg gerne have en gammel kvinde som heltinde,« har hun forklaret.

Heltinden, Janina Duszjenko, vikles ind i en række dødsfald, da hendes egne to hunde på mystisk vis forsvinder. Fru Duszjenko, hvis to store lidenskaber er astrologi og dyrevelfærd bruger disse til at tage en grusom hævn, da hun opdager, at det er egnens jægere, der har skudt dem.

Vidtskuende, filosofisk, politisk engageret og intellektuelt udfordrende er Olga Tokarczuk – og en fremragende forfatter.