Menu
Log ind

Kultur

Karen Syberg
Abonnement
Læsetid: 3 min.

Nobelprisvinder Olga Tokarczuk er vidtskuende, filosofisk, venstreorienteret og intellektuelt udfordrende

Hun er en af Polens mest læste forfattere. Hun har været udsat for voldsomme hadekampagner, når hun har kritiseret Polens voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning. Og så er hun en fremragende forfatter. Polske Olga Tokarczuk modtager – et år forsinket – Nobelprisen i litteratur 2018
Den polske forfatter Olga Tokarczuk er erklæret venstreorienteret. Af samme grund har hun været udsat for voldsomme hadkampagner, når hun har kritiseret Polens voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning.

Den polske forfatter Olga Tokarczuk er erklæret venstreorienteret. Af samme grund har hun været udsat for voldsomme hadkampagner, når hun har kritiseret Polens voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning.

Geraint Lewis

11. oktober 2019
Kommentarer (3)

Olga Tokarczuk (født 1962), der netop har modtaget Nobelprisen i litteratur, er en af Polens mest læste forfattere, højt berømmet af kritikken og samtidig meget populær. Og hendes bøger er da også fremragende.

På dansk har vi fået romanerne: E.E. (1996) Broderskabets rejse (1997), Arilds tid og andre tider (1998), Rejsende (2016), som hun selv betragter som et hovedværk, og som det tog hende fire år at skrive, samt krimien Kør din plov over de dødes knogler (2012) og romanen Dagens hus, nattens hus. (2014).

Med hovedværket Rejsende griber Olga Tokarczuk tilbage til oplysningstidens kortlægning af verden og mennesket og det, der ifølge hende udgør den europæiske civilisations »grundmateriale«: samtalen – den videnskabelige nysgerrighed og den evindelige forhandling, diskussion og kortlægning af nyt og gammelt land.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Lars Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • Olaf Tehrani
Pietro Cini, Lars Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Rasmussen
11. oktober, 2019 - 16:55

Som ivrig læser af polsk litteratur er jeg lykkelig over nobelprisen til Olga Tokarczuk - omend den samtidige tildeling til Peter Handke (som jeg ikke har læst) nok betyder, at gamle, hvide, mitteleuropäische mandstyper som Milan Kundera, László Krasznahorkai og Adam Zagajewski godt kan skyde en gammel, hvid pind efter at blive ringet op af Svenska Akademien.

Hvorom alting er: Lad os lade Tokarczuk karakterisere sig selv og sit forfatterskab.

Er det en god idé med mine fortællinger? Måske var det bedre at lægge en dæmper på sig selv, stramme tøjlerne og ikke udtrykke sig i historier, men i en stringent forelæsningsform, hvor en enkelt tanke klarlægges i sætning efter sætning og i de følgende paragraffer forbindes med andre. Jeg kunne bruge citater og fodnoter, og i en række punkter og afsnit, skridt for skridt opsummere konsekvensen af det jeg havde at sige. Jeg ville hurtigere kunne verificere den i forvejen fremsatte hypotese og til slut fremvise argumenterne til almindelig beskuelse som et lagen efter en bryllupsnat. Jeg ville være herre over min egen tekst og kunne uden at blues kræve betaling for hver eneste linje.

Men jeg indvilliger i rollen som jordemoder, en gartner der højst gør sig fortjent ved at så og senere luge ukrudtet væk.

Fortællingen rummer en egen inerti som aldrig nogensinde kan beherskes fuldt ud. Der er behov for sådan nogle som mig - selvusikre, ubeslutsomme, lette at tage ved næsen. Naive.

(Rejsende, side 212.)

Og til trods for sin selverklærede naivitet er Tokarczuk, som hun - med en venlig tanke til Isaiah Berlin - indrømmede i et BBC-interview sidste år (ca. 24 minutter inde), en ræv. Altså en snu pluralist som ikke tror på, at vores verden kan koges ned til ét enkelt, bærende princip, men som netop iklæder sig alskens kasketter (krimiforfatterens, kronikørens, kulturkritikerens) for at skrive sig bevægende ind på verden fra mange forskellige vinkler. Hun er hermed anbefalet.

Lars Rasmussen
11. oktober, 2019 - 16:56

P.S.

En forbrugeroplysning: Tokarczuk er - udover at være vidtskuende, filosofisk, venstreorienteret og intellektuelt udfordrende - også vegetar.

I en by i det fjerne Østen var vegetariske restauranters mærke et rødt hagekors, det ældgamle soltegn og udtryk for livskraft. Det gør livet lettere for vegetarer i den fremmede by - man behøver bare at løfte blikket og gå efter tegnet. Der serveres grøntsager i karryretter i mange varianter, pakora, samosa, pilav, stegte grøntsager og de små risruller i noritang som jeg elsker.

Efter få dage var jeg som en af Pavlovs hunde - som en betinget refleks løb munden i vand ved synet af et hagekors.

(Rejsende, side 322.)

Lars Rasmussen
11. oktober, 2019 - 17:12

P.P.S.

Pedanten i mig har lyst til at påpege, at citatet

... det stillestående må forfalde, degenerere og smuldre bort, det bevægelige derimod – det varer ved, endda [og ikke måske] evigt.

stammer fra Rejsende, side 8.

Det minder i øvrigt om noget, som en italiensk digter skrev i det 16. århundrede:

    “You that a stranger in mid-Rome seek Rome
      And can find nothing in mid-Rome of Rome,
      Behold this mass of walls, these abrupt rocks,
      Where the vast theatre lies overwhelmed.
      Here, here is Rome! Look how the very corpse
      Of greatness still imperiously breathes threats!
      The world she conquered, strove herself to conquer,
      Conquered that nothing be unconquered by her.
      Now conqueror Rome’s interred in conquered Rome,
      And the same Rome conquered and conqueror.
      Still Tiber stays, witness of Roman fame,
      Still Tiber flows on swift waves to the sea.
      Learn hence what Fortune can: the unmoved falls,
      And the ever-moving will remain forever.”

— Giovan Francesco Vitale, Rome.