Analyse
Læsetid: 7 min.

Nobels litteraturpris skal afslutte et rædselsår for Det svenske Akademi

Efter et år i skandalens tegn skal Det Svenske Akademi i morgen forsøge at genvinde tilliden til verdens største litterære pris. Det sker ved at uddele ikke bare én, men to priser for 2018 og 2019. Samtidig er Akademiets genopbygning af det ramponerede renommé sket gennem en udlicitering af magt til en komité, der for over halvdelen af medlemmernes vedkommende består af folk helt udefra, mens Akademiets medlemmer er forvandlet til nikkedukker
Akademiet var tæt på at gå i opløsning eller miste retten til at uddele den årlige nobelpris i litteratur i forbindelse med alle skandalerne sidste år. Det har Anders Olsson, der blev indsat som permanent sekretær, siden indrømmet.

Akademiet var tæt på at gå i opløsning eller miste retten til at uddele den årlige nobelpris i litteratur i forbindelse med alle skandalerne sidste år. Det har Anders Olsson, der blev indsat som permanent sekretær, siden indrømmet.

Naina Helén Jåma / TT / Ritzau Scanpix

Kultur
9. oktober 2019

Når Det Svenske Akademi i morgen kl. 13.00 annoncerer hele to nobelpriser i litteratur på én gang for 2018 og 2019, så forsøger Akademiet samtidig at afslutte et rædselskapitel i institutionens historie. Den førhen så hæderkronede institution stod efter et år i skandalens tegn ved slutningen af 2018 sønderskudt tilbage: Ingen Nobelpris i litteratur blev uddelt, syv medlemmer havde i protest forladt Akademiet, og hård kritik fra såvel svenske som internationale medier havde næsten ført til, at Akademiet mistede retten til fremover at uddele Nobelprisen i litteratur.

De forladte stole i Akademiet er siden blevet genbesat af nye folk, og arbejdet med nobelprisen genoptaget, men forsøget på at genopbygge institutionens ramponerede renommé viser nu at have medført en uhørt magtforskydning i Akademiet, hvor en lille gruppe af personer, hvoraf over halvdelen af medlemmerne er hentet ind udefra, i realiteten bestemmer, hvem der skal have Nobelprisen i litteratur, mens Akademiet er reduceret til nikkedukker.

Hvordan er det kommet så vidt? Genopbygningen af Akademiet er sket som følge af det, der er blevet kaldt annus horribilis eller den største kulturskandale i nyere tid i Sverige. I midtpunktet af den skandale står lederen af kulturklubben Forum, Jean-Claude Arnault, gift med forfatter og akademimedlem Katarina Frostenson. Han er ofte blevet kaldt det 19. medlem af Akademiet under henvisning til, at der sidder 18 medlemmer i Akademiet, mens han har været et slags skyggemedlem og har kunnet udøve indflydelse på dets arbejde og i flere tilfælde lækket fortrolige oplysninger herfra.

Det mest belastende for Arnault har dog været de mange anklager om seksuelle krænkelser i kulturklubben og en voldtægt, som han sidste år fik to års fængsel for. Fordi Arnault var uofficielt tilknyttet Akademiet og var daglig leder af Forum, hvor flere af anklagerne om seksuelle krænkelser udspillede sig. Og fordi Katarina Frostenson var medejer af Forum, som Akademiet gennem mange år har støttet økonomisk, blev Akademiet også ramt af anklagen.

Mange vil sige, at Akademiet som følge af Arnaults adfærd og tætte forbindelse til flere medlemmer blev ramt af #MeToo og bagefter eksploderede i en langvarig fløjkrig, hvor man ikke kunne enes om at tackle Arnaults adfærd og hans tætte forbindelser til Akademiet. I hvert fald ramte en ny tidsånd den hæderkronede institution, og dens vedtægter formåede ikke at beskytte den mod den katastrofe, der ramte, og viste sig at være håbløst forældede – tilbage fra enevældens tid.

I et ellers åbent Sverige var Akademiet blevet den mest lukkede institution, hvor vennetjenester herskede, og hvor ordet habilitet ikke rigtig var en del af deres ordbog.

På afgrundens rand

Det korte af det lange er, at Akademiet sidste år stod på randen af afgrunden. Så mange medlemmer havde forladt det, at Akademiet ikke længere ifølge egne vedtægter var beslutningsdygtige. Akademiet var tæt på at gå i opløsning eller miste retten til at uddele den årlige Nobelpris i litteratur.

Det har Anders Olsson selv siden indrømmet. Det var ham, der var blevet indsat som permanent sekretær, efter at hans forgænger Sara Danius blev tvunget til at forlade posten, og dermed sat til at styre skibet igennem det storpolitiske stormvejr og forene de fløje, der var opstået i Akademiet i forbindelse med afstemningen om Katarina Frostensons fremtid som medlem.

Det er lykkedes så vidt, at vedtægterne er blevet ændrede, Jean-Claude Arnault har fået sin dom, Katarina Frostenson har trukket sig som medlem, at Nobelprisen igen kan uddeles og alle 18 stole i Akademiet fra december i år igen er besat af flere nye medlemmer.

Med de to priser i morgen håber man på et comeback for Nobelprisen. Man håber på, at Akademiet kan genvinde den tabte tillid fra det internationale litterære samfund. Men den kamp om tillid kommer med en høj pris og magtkoncentration.

Det er ikke Anders Olsson, som i morgen bekendtgør de to modtagere af Nobelprisen. Det er derimod den 54-årige litteraturprofessor fra Göteborg Universitet, Mats Malm, der den 1. juni overtog posten. Mats Malm er nok det nye ansigt udadtil, men det er stadig Anders Olsson, der som ny formand for nobelkomiteen – altså den komité i Akademiet som støber kuglerne og reelt udpeger kandidaterne til litteraturprisen – udøver den reelle magt.

Anders Olsson har i den forgangne uge gjort et nummer ud af at fortælle, at det er helt nye tider for Nobelprisen, og at kriterierne for prisen er blevet ændret. Det sker ikke mindst, efter at Bob Dylan og Kazuo Ishiguro, der begge skriver på engelsk, modtog prisen i henholdsvis 2016 og 2017. Den knaldhårde statistik viser, at i Nobelprisens 118-årige levetid har kun 14 kvinder ud af 114 modtaget prisen.

Bredere sigte

Komiteen har nu ifølge Anders Olsson et bredere sigte:

»Tidligere havde vi et mere eurocentrisk perspektiv, men nu ser vi mere på hele verden«, sagde han og tilføjede, at de også tidligere havde et »mere mandligt orienteret syn, og nu har vi så mange kvindelige forfattere, som er virkeligt store. Så prisen og hele processen med prisen er blevet intensiveret og er meget bredere i sit sigte«.

Ja, hvad betyder det omsat til litterær realpolitik? Man skal især hæfte sig ved den stærkere rolle, nobelkomiteen har fået. Det ligger mellem linjerne, at magten mellem Akademiet og nobelkomiteen er blevet forskudt væsentligt, så sidstnævnte har fået større magt.

Hvordan nobelkomiteen overhovedet arbejder, skal vi lige have på plads.

Da nomineringerne i februar kom ind fra hele verden, var den samlede liste af forfattere på omkring 200 personer. Komiteen tilføjede i tillæg så egne motiveringer. Efter intensiv læsning og samtale i komiteen blev listen reduceret til omkring 20 forfattere, som blev præsenteret for og godkendt af Akademiet.

Denne liste blev inden sommeren yderligere reduceret til en kort liste på otte forfattere. Akademiets medlemmer har så hen over sommeren skullet læse sig ind på de forfatterskaber. Frem til afgørelsen her i oktober er den korte liste blevet reduceret yderligere til de to prismodtagere. Det vigtige er, at det i forbindelse med denne reduktion er nobelkomiteen, der foretager udvalget. Principielt kan Akademiet nedlægge protest mod et navn, men kun mod at præsentere et nyt forslag fra den korte liste, som er rangordnet.

Det er med andre ord Akademiets medlemmer, som i sidste ende formelt godkender prismodtagerne, men det er komiteen, som laver hele forarbejdet og foreslår de to prismodtagere og bagefter formulerer en fælles udtalelse med en udførlig motivering. Nobelkomitéen har altså fået den reelle magt, mens Akademiet mest af alt bare skal bifalde deres valg. Det er lidt som en regering over for dronningen. Regeringen har den udøvende magt, mens dronningen blot nikker og skriver under.

Ud over at nobelkomiteen har fået udvidet sine beføjelser, hæfter jeg mig ved de eksterne folk, der er kommet til. Redningsplanken for det skandaleramte akademiskib har bestået i at hente folk ind udefra, hele fem, som skulle være med til at give prisen ny legitimitet. Sådan har det aldrig været før, hvor komiteens medlemmer alle kom fra Akademiet, og de eksterne er ovenikøbet i flertal.

Ud over de fire medlemmer, der sidder fra Akademiet, Anders Olsson (formand), Per Wästberg, Kristina Lugn og Jesper Svenbro, er Mikaela Blomqvist, Rebecka Kärde, Kristoffer Leandoer, Henrik Petersen og Gun-Britt Sundström hentet udefra. Det er en usædvanlig ungdommelig skare.

Blandt de eksterne er litteraterne Rebecka Kärde og Mikaela Blomqvist henholdsvis i tyverne og i begyndelsen af trediverne. Rebecka Kärde udtalte for nylig, at hun mente, at Nobelprisen til Bob Dylan var tvivlsom. Selv om flere af de nye eksterne medlemmer af nobelkomiteen som yndlingsforfattere hver især peger på klassikere inden for den vestlige kultursfære som Robert Musil, Thomas Bernhard og Inger Christensen, så er det nye tider for Nobelprisen.

Mindst en kvinde

Jeg vover derfor ikke meget, når jeg påstår, at mindst den ene modtager i morgen vil være en kvinde. En del peger på, at det endda kan være to kvinder. Og det er lige så sikkert, at i hvert fald en af de to vil komme fra en ikke-vestlig kulturkreds.

Hvis man her skal kigge efter mulige kandidater, kunne man nævne den caribiske forfatter Jamaica Kincaid eller den fransk-guadeloupske forfatter Maryse Condé, der sidste år modtog den alternative Nobelpris, eller den kinesiske forfatter Can Xue. De navne vil uden tvivl være at finde på den korte liste i år, men det er ikke ensbetydende med, at de får prisen, for der findes den regel, at en forfatter som minimum skal have været på den korte liste to gange tidligere for at kunne modtage prisen. De er derfor stærke bud til næste år.

I forlængelse af det vil det oplagte være at pege på Margaret Atwood som den kvindelige modtager og keynianske Ngugi wa Thiong’o som den anden.

Blandt de stærkeste alternativer ser jeg polske Olga Tokarczuk, canadiske Anne Carson, franske Annie Ernaux eller russiske Ljudmila Ulitskaja.

Hvis jeg skal gætte på en mandlig forfatter, så er det de to ungarske forfattere Péter Nádas eller Lászlo Krasznahorkai. Hvis prisen skulle gå til en skandinav, må det være norske Jon Fosse. Til gengæld er jeg ret overbevist om, at hverken Michel Houellebecq eller Karl Ove Knausgård vil blive nævnt i morgen. De er begge gode, populære forfattere, men også vældig konventionelle. Og igen i år forudser jeg, at Murakami vil være en publikumsfavorit og igen i år blive forbigået i denne sammenhæng.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her