Læsetid: 6 min.

Prestigebyggeriet Fjordenhus respekterer ikke murstenene, mener arkitekturprofessor

På Informations tur rundt i landet for at se, hvilke arkitektoniske aftryk nutidens store danske virksomheder sætter på deres omgivelser, besøger Information et af de mest prestigiøse byggerier i de senere år: Kirk Kapitals domicil Fjordenhus, der er tegnet af Olafur Eliasson uden en eneste ret vinkel
’Alene det, at cirkelmotivet kører igennem skulpturerne såvel som bygningen, giver en god sammenhæng. Her hænger kunsten og arkitekturen sammen,’ siger professor Karl Christiansen om Fjordenhus, der er tegnet af Olafur Eliasson som hovedkvarter for Kirk Kapital Group.

’Alene det, at cirkelmotivet kører igennem skulpturerne såvel som bygningen, giver en god sammenhæng. Her hænger kunsten og arkitekturen sammen,’ siger professor Karl Christiansen om Fjordenhus, der er tegnet af Olafur Eliasson som hovedkvarter for Kirk Kapital Group.

Tor Birk Trads

10. oktober 2019

Da investeringsfonden Kirk Kapitals domicil Fjordenhus stod færdigt i 2018, kaldte anmelderne det blandt andet for »Danmarks svar på Atlantis«, »et gribende kunstværk om kulturers kollision og verdens fremtid som vandland« (Søren Schauser i Berlingske) og en »skulpturel pragtpokal« (Anne Pind i Politiken).

Fjordenhus er et af de mest særprægede nye erhvervsbyggerier, man længe har set i Danmark. Med en placering ude i Vejle Fjord, hvor den rager 28 meter op i luften og adskiller sig fra det meste andet med sine runde og elliptiske former, er det tydeligt, at det er bygget som et lokalt vartegn og ikke bare et kontorhus.   

Nu et år efter åbningen besøger Information, som afslutning på vores serie om danske virksomheders hovedsæder, prestigebyggeriet, som er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Vi vil se, hvordan det danske erhvervsliv vælger at sætte sit arkitektoniske aftryk på omgivelserne. Med som ekspert er professor ved Arkitektskolen Aarhus, Karl Christiansen. Han er, skal det vise sig, en mand med stærke holdninger til, hvordan mursten bør bruges.

Prop i udsigten

»Der er da vist sat en prop i den udsigt,« siger han på klingende randrusiansk, da vi kører ned ad Havnegade med front mod Fjordenhus og fjorden, der fortsætter ud i Kattegat. 
 
»Lige her, hvor et af hovedstrøgene fra byens centrum har kig ud i verden, har de placeret huset. Så må man kigge på det i stedet for videre ud i verden,« fortsætter han.

Placeringen minder ham om Mærsks operahus i København, som slutter aksen fra Marmorkirken, Amalienborg og Amaliehaven. Der er ikke megen ydmyghed over den.

Vi går over broen ind til Fjordenhus, hvis stueetage er en offentligt tilgængelig udendørs platform. Det var betingelsen for at bygge ude i vandet. Der er åbninger ud til vandet, hvor man kan sidde og dingle med benene, og Olafur Eliasson-skulpturer at se på i betonloftet. Herfra og op er der kontorer, som også er indrettet af Olafur Eliasson Studio.

»Man imponeres jo over formrigdommen, den ekvilibristiske leg med geometriske former,« siger arkitekturprofessor Karl Christiansen om Fjordenhus. »Den slags cylindriske former, der snor sig, åbner sig og snævrer sig til, er næsten umulige at tegne sig ud af uden digitale virkemidler.«

Tor Birk Trads

Vi kigger på bygningen på egen hånd. De cirka 25 personer, der har deres daglige gang på de tre kontoretager, vil gerne passe deres arbejde med at varetage investeringsfondens formue i fred for pressen. De rundvisninger, man kan komme på, er fuldt booket og kommer også bare ind i kantinen, så vi nøjes med at se os omkring i det offentligt tilgængelige stueplan.

Kirk Kapital er hverken en produktionsvirksomhed eller nogen stor arbejdsplads. Det er snarere en pengetank, der forvalter den formue, som Kirk Johansen-grenen af LEGO-grundlæggerens efterkommere fik, da de blev købt ud af familievirksomheden i 2008.

Det var de tre Kirk Johansen-brødre, der hyrede Olafur Eliasson til jobbet. De har alle tre deres faste gang i huset og hver sin elevator i hver sin tårnlignende struktur.

Tak til robotterne

Helt uimponeret er arkitekturprofessor Karl Christiansen ikke over de runde rum. De skærer sig ind i hinanden og indrammes af changerende murstensvægge bygget op af 13 forskellige slags uglaserede mursten og tre slags glaserede, som reflekterer lyset fra solen og vandet.

Der er ingen lige linjer eller helt plane flader, så alle mursten er placeret en lille smule skævt – men nok så meget mere præcist for at få den rigtige hældning.

»Man imponeres jo over formrigdommen, den ekvilibristiske leg med geometriske former,« siger Karl Christiansen. »Den slags cylindriske former, der snor sig, åbner sig og snævrer sig til, er næsten umulige at tegne sig ud af uden digitale virkemidler.«

De svungne former havde næppe været mulige at konstruere i den målestok, hvis ikke det havde været for en god portion robotteknologi. Fjordenhus er (som en af de første bygninger i verden) bygget ved hjælp af støbeforme skåret ud af flamingo af robotdrevne skæremaskiner, der kan arbejde hurtigere og mere præcist end mennesker. 

Dem har man så sat sammen i et stort tredimensionelt puslespil på byggepladsen og udstøbt med beton. Herefter er betonkonstruktionen beklædt med mursten.

I løbet af efteråret skal der efter planen åbne en restaurant i Fjordenhus. Det ser vi ingen spor af, men i Berlingske fortæller direktøren for projektet, Daniel Bro Schmidt, at restauranten skal følge Olafur Eliassons idé om en bygning, der hele tiden ændrer udseende, alt efter hvor man står, og lyset falder: 

»Han (Olafur Eliasson, red.) mener, at det aldrig nogensinde må blive statisk – at det altid skal være i bevægelse. Og det har vi virkelig tænkt os at tage med ind i restauranten. Det betyder blandt andet, at vores gæster også kommer til at være i bevægelse under middagen.«

Hvad det præcis indebærer, må man dog vente med at finde ud af.

Murstenenes vilje

Platformen fylder ikke hele stueetagen ud, et af de runde rum omkranser et lille stykke af fjorden. Kajakker sejler igennem, og det giver et spil af lys op på loftet. Det sætter Karl Christiansen pris på:
»Variationen i vandets spil på loftet er flottere, end den variation der er i murstenene. Det er flot, når arkitektur synliggør noget, man ikke selv kan lave.«

Nede i vandet er der en skulptur, Olafur Eliasson har lavet af sammensatte stålplader, der er oplyst indefra. Den hedder Undervandsforventning og er en af de seks skulpturer, man kan se i Fjordenhus. Ovenover hænger værket Fjordreflektor, som er et spotlight, der lyser ned på vandet efter mørkets frembrud.

Denne sene eftermiddagstime gør det intet væsen af sig. De andre fire skulpturer er alle sammen forholdsvis enkle sammenstillinger af cirkulære elementer, der er oplyst, sådan at de skygger, de kaster, er med til at udsmykke bygningen. Det greb kan godt begejstre Karl Christiansen:

»Alene det, at cirkelmotivet kører igennem skulpturerne såvel som bygningen, giver en god sammenhæng. Her hænger kunsten og arkitekturen sammen. Det skulle også bare mangle, når det er den samme, der har lavet begge dele.«

»Variationen i vandets spil på loftet er flottere, end den variation der er i murstenene. Det er flot, når arkitektur synliggør noget, man ikke selv kan lave,« siger Karl Christiansen.

Tor Birk Trads

Legen med det cirkulære og symmetriske fortsætter i vindeltrapperne af stål, der snor sig op i Fjordenhus’ tre tårne. Trinene er båret af stålstænger, der sidder fast på den runde elevatorskakt i stedet for at være fæstnet i murværket. Det irriterer til gengæld arkitekturprofessoren, fordi han mener, trappen er konstrueret sådan for et syns skyld, og ikke fordi der findes en praktisk begrundelse.

Vi er ved at være færdige med at inspicere det spektakulære hovedsæde. Selv om Karl Christiansen anerkender, at bygningen »absolut ikke er triviel«, og at det er positivt, at der sker så meget med bygningens udseende, når man bevæger sig omkring i den, synes han også, at det er »lidt meget.« 

Det, der generer Karl Christiansen, er især, at bygningen giver sig ud for at være et murstensbyggeri, selv om murstene bare fungerer som beklædning på den støbte betonkonstruktion, der bærer Fjordenhus.

Karl Christiansen foretrækker arkitektur, hvor æstetik og teknik er to sider af samme sag, og hvor konstruktionen umiddelbart er til at gennemskue og smuk i sig selv. Han vil ikke gå så langt som til at sige, han er forarget, men når han ser, hvordan murstenene er skåret til i skæve vinkler for at passe ind i den alt andet end retvinklede konstruktion, så »vender det sig« i ham.   

»Først ser det fint og imponerende ud, men bagefter bliver jeg ærgerlig, fordi der er et fake-element i måden, det er bygget på,« uddyber han sin svada: 

»Den store arkitekt Louis Kahn sagde, at alle materialer har en vilje, der skal respekteres. Tegl er et godt dansk byggemateriale, men det har en bestemt form, man skal respektere. Man kunne have brugt beton, det ville være fint, det kan antage alle former. En god arkitekt lytter til, hvad byggematerialet ’siger’, for det har også en vilje. Materialer skal bruges til det, de kan, og ikke til det, de kun kan, hvis man tvinger det frem. Hvis man gør det, er man ude i noget uføre. Grunden til, at vi bruger forskellige materialer, er vel, at de kan noget forskelligt.«

Der er offentlig adgang til Fjordenhus, Havneøen 1 alle ugens dage mellem kl. 7 og midnat.

Serie

Virksomhedernes hovedsæder

De store danske virksomheder sætter ikke bare deres aftryk på bruttonationalproduktet, men også på de landskaber og bybilleder, hvor de holder til. I denne serie ser Information nærmere på, hvordan dansk erhvervslivs kæmper har udformet og indrettet deres hovedsæder. Hvilke historier fortæller arkitekturen og indretningen om virksomhedernes selvforståelse, historie og samfundsmæssige betydning? Det besøger vi Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk og Kirk Kapital for at finde ud af.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • ingemaje lange
  • David Zennaro
  • Jens Frederiksen
Olaf Tehrani, ingemaje lange, David Zennaro og Jens Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Tjah... jeg finder det uartigt at Kirk har spoleret fjordudsigten for at rejse et monument for sig selv med en arkitekts værk.

Det er penge, der bestemmer, så min mening og udsigt er reelt set ligegyldig.

Carsten Wienholtz, Herdis Weins, Lars Koch, David Zennaro og Maia Aarskov anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Hm, at respektere materialers iboende formåen... jeg tøver lidt og tænker på hvor kunsten havde været idag, hvis ikke nogle kunstnere havde formået at udvide midlernes repertoire? Et spørgsmål om balance og kunnen, for alt nyt er sandelig ikke holdbart nyt der kan indlemmes i "forrådet"!

Man kunne nævne en lang række bygningsværker, der alle er resultat af velhavende og indflydelsesrige personers magt og indflydelse. Arkitekturhistorien er fuld af dem, og de virker imponerende på hver deres vis. Og det var og er præcis formålet med dem. Førhen som i dag.
Arkitektur er menneskers udtryk. Nogle råber vanvittig højt og trænger igennem, ofte ganske usympatisk. Andre taler sagte og indfølende og rammer vores sanseapparat som venlige ord. Det er når arkitektur er menneskelig og sympatisk.

Ete Forchhammer , Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Lars Koch og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Mogens Jørgensen

“men når han ser, hvordan murstenene er skåret til i skæve vinkler for at passe ind i den alt andet end retvinklede konstruktion, så »vender det sig« i ham.” - Hvordan så med de danske kirker som skulle repræsentere noget af det ypperste inden for det murede byggeri; formsten, tilskåret og slebne formater etc. Vender der sig også i Karl Christiansen når han ser på Roskilde Domkirke ?

Ete Forchhammer , Per Torbensen, Steffen Gliese, Svend Erik Sokkelund og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Er meget enig med Karl Christiansen i hans betragtninger. Med Lise Lotte Rahbek og den lavmælte kommentar fra Ole Beckman. Dette mausoleum er ude af menneskelig skala og malplaceret. Det kunne udføres i 1:100 og gøre sig i en juleudstilling, med lys i, det kunne gøres 6 gange større på hver led og passe udmærket ind i Dubai. Det, Karl Christiansen vender sig imod er to ting: Det, denne genstand gør ved udsigten og aksen, og murstenens respektløse anvendelse som overfladebeklædning. Det har intet at gøre med traditionel konstruktiv og dekorativ anvendelse af mursten i historiske monumentalbygninger. Foruden naturligvis det højtråbende usympatiske.

Den er da meget sjov. Sådan lidt kirkeagtig på en upraktisk måde og så med egen, vindebro. Midt ude i havnen, så man må sejle uden om og samtidig midt i det hele, så man ikke kan se forbi den. Man bliver lige som tvunget til at undre sig: "Hvorfor?" Men sjov er den ihvertfald.

Jeppe Lindholm

En rider skal jo selvfølgelig have sin borg. Men kunne denne rider ikke bare have opført en i lego i legoland?