Kommentar
Læsetid: 8 min.

Retfærdighed for Peter Handke eller for Serbiens ofre?

Gør man litteraturen uret, hvis man bedømmer den ud fra moralske hensyn, spørger litteraturredaktør Peter Nielsen i denne kommentar
Ja, Akademiet kunne i princippet været gået uden om Handke, men det ville samtidig være et moralsk fravalg af hans forfatterskab. Det ville være at bedømme litteraturen på et moralsk grundlag, altså med et andet sprog end det som er litteraturens. Hvor ender vi, hvis litteraturpriser også skal ledsages af sindelagskontrol?

Ja, Akademiet kunne i princippet været gået uden om Handke, men det ville samtidig være et moralsk fravalg af hans forfatterskab. Det ville være at bedømme litteraturen på et moralsk grundlag, altså med et andet sprog end det som er litteraturens. Hvor ender vi, hvis litteraturpriser også skal ledsages af sindelagskontrol?

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Kultur
18. oktober 2019

Det her er alt andet end enkelt. At påstå andet er en løgn. At tildele Nobelprisen sidste torsdag til den østrigske forfatter Peter Handke var en kontroversiel beslutning. Tildelingen kom bag på de fleste, og det skyldes forfatterens stillingtagen under Jugoslavienkrigen til fordel for de nationalistiske serbere og hans tale ved Slobodan Milosevics begravelse i 2006.

Dertil kommer Handkes bog En vinterrejse på floderne Donau, Sava, Morava og Drina eller retfærdighed for Serbien fra 1996. I bogen, som bygger på en rejse til landet, beklager han sig over, at medierne »ubønhørligt fremstiller serberne som onde«. Og tilføjer, at »han står bag det serbiske folk, ikke Milosevic«.

Det svenske Akademis beslutning kom også bag på mig. Den er fuld af følelser og ledsaget af forargelse. Jeg har altid været en beundrer af Handkes forfatterskab, men gik kold på ham fra og med 1996.

Jeg var fra begyndelsen af 1990’erne dybt engageret i konflikten i Jugoslavien, og jeg var derfor rasende på ham over hans politiske forræderi. Så sent som sidste år rejste jeg rundt i Kosovo og besøgte forstemt de etnisk udrensede landsbyer og gravstederne, som var et resultat af serbernes aggressive hetz mod Balkans muslimer.

Jeg skrev selv nobelportrættet af Handke her i avisen fredag og kaldte ham en politisk idiot, men litterært værdig modtager. Lørdag diskuterede jeg prisen i Deadline med lektor og dansk medlem af komité for Nordisk Litteraturpris, Elisabeth Friis, der mener, at det er et katastrofalt svigt at give prisen til en mand, som var til stede ved Milosovics begravelse.

Hvis der hen over weekenden lød små pip af forargelse, så er den i løbet af ugen taget kraftigt til. Verden over er valget blev kaldt »skammeligt«, »bizart« og »perverst«. Lad mig tage nogle af reaktionerne.

Srebrenicas mødre, som samler slægtninge til ofre for folkemordet i Srebrenica, har krævet prisen trukket tilbage. Den internationale litteratur- og ytringsfrihedsorganisationen PEN har beklaget valget. Det samme har Albaniens premierminister Edi Rama, der siger, at »ved at vælge Handke har Akademiet mindsket prisens værdi og vadet ind i endnu en skandale, som vil skade prisens rygte i årtier fremover«.

I Kosovos hovedstad Pristina protesterede demonstranter mandag uden for den svenske ambassade. I Göteborgs-Posten skrev den svenske forfatter Johannes Anyuru mandag en stærk tekst med overskriften »Kender Det svenske Akademi ingen skam for de døde?« og henviste til, at ingen i Akademiet har muslimer i deres intimsfære og derfor glemmer, at »de lever i et Europa, som igen drømmer om at fordrive just muslimer«.

Flere danske forfattere har fremført en lignende kritik, blandt andet Alen Meskovic, der skriver i ugens bogtillæg. Kritikken vil fortsætte og sikkert kulminere, når Handke den 10. december kommer til Stockholm for at modtage Nobelprisen.

Kritikken gør indtryk. Det er ikke hans forfatterskab, der er provokationen, men det at give ham en pris.

Poetiske sprog på politisk konflikt

Hvis man skal forsvare, at Akademiet valgte at give Nobelprisen til Handke, så er det værste, man kan gøre, at henvise til, at der nu er gået mere end 20 år siden, de værste krigsforbrydelser i Europa siden Anden Verdenskrig fandt sted. Det gjorde Ivan Rod, en af Handkes danske forlæggere, i et båndet interview i Deadline lørdag. Som om 20 års forsinkelse gør nogen forskel, som om man derefter kan sætte en parentes om det skete.

Det er den værste form for relativisme. Handkes gerninger og udtalelser har ligesom krigsforbrydelserne i Eksjugoslavien ingen udløbsdato. Handkes moralske kollaps er lige så alvorlig i dag som dengang og spejler den tilsyneladende evige europæiske islamofobi, der indadtil river kontinentet i stykker.

Det er ikke ved at henvise til tiden, der er gået, at man kan forsvare at give Nobelprisen til Handke. Det kan man kun ved at tage afsæt i hans forfatterskab.

Handke er en af de største nulevende europæiske forfattere, fordi han på original vis har fornyet den sprogkritiske centraleuropæiske tradition, han er rundet af, har været en stor inspiration for andre, og fordi hans poetiske blik på verden har gjort den større og mere flertydig.

Det er netop det med sprogkunsten. Litteraturen taler sit helt eget sprog, i sit eget sprog. Litteraturens sprog er unikt anderledes end alt andet – anderledes end det politiske sprog. Litteraturen undviger en bestemt sandhed, afsøger andre muligheder, går på opdagelse i flertydigheden og skaber andre verdener.

I litteraturen holdes alt svævende, og der fældes ingen endelige beslutninger og domme. I litteraturen er verden ikke fast og stabil, men bliver hele tiden til i kraft af nye sansninger, nye overraskende vendinger. Definitionen på litteratur er, at den ikke skrives fri af den ideologiske kontekst, den skabes i, men fri af det sprog, som politikken betjener sig af. Det er litteraturens raison d’etre, at den er det politiske sprogs modsætning.

Sådan en litterær forfatter er Handke i udtalt grad. En upolitisk forfatter. Enhver der har læst hans bøger eller set filmen Himlen over Berlin (1987), som han har skrevet manuskript til, vil vide, at hans litterære grundsyn er dybt humanistisk. I alle sine bøger stiller han sig på menneskets side, på barnets, på det udsatte menneskes, på ofrets side.

Det går så galt, i det øjeblik Handke bruger sit poetiske sprog på en politisk konflikt og gør Serbien til ofret, til den hetzede part af de vestlige medier. I forlængelse af sin sprogkritiske poetik, der går ud på at så tvivl om vedtagne sandheder, sætter han spørgsmålstegn ved Srebrenica-massakren og Serbiens rolle heri.

Han fortsætter her sin litterære logik, hvor han holder alt svævende og åbent, undviger at tale om et standpunkt, en sandhed, en skurk – og det er så let at misforstå og misbruge. Litteraturen kommer til kort i en verden, hvor der hersker mere klare grænser og moral, og Handke stopper ikke op og mærker, at det går gruelig galt, men fortsætter, helt frem til han står ved Milosevics grav med sit synderegister: som nyttig politisk idiot, som himmelråbende naiv, som forsvarer af et etnonationalistisk regime midt i de værste krigsforbrydelser i Europa i nyere tid.

Jeg forstår, hvor ondt det gør hos nogle at se den forfatter modtage den største litterære hædersbevisning.

Folk spørger med rette, hvorfor ikke bare give prisen til en anden. Jeg kan selv hurtigt pege på et par håndfulde forfattere, der i lige så høj grad fortjener prisen, og som ikke som Handke har gjort sig ud til bens. De folk går ud fra, at det ikke lader sig gøre at adskille æstetik og politik, at man ikke bare sådan kan pille det politiske menneske ud af kunstneren.

Men hvad er alternativet til at forsøge at opretholde et skel mellem æstetik og politik?

Ja, Akademiet kunne i princippet været gået uden om Handke, men det ville samtidig være et moralsk fravalg af hans forfatterskab. Det ville være at bedømme litteraturen på et moralsk grundlag, altså med et andet sprog end det som er litteraturens.

Hvor ender vi, hvis litteraturpriser også skal ledsages af sindelagskontrol? Ja, så mister litteraturen sit særpræg, nemlig at den ikke er moralsk og taler et andet sprog end politikken. Hvis litteraturen bliver moralsk eller målt med moralsk kodeks, mister den sit egentlige sprog og bliver for ens.

Akademiets valg er også politisk

Det er det værste at skulle forsvare et princip, når så mange mennesker berettiget føler sig krænkede. Jeg kommer heller aldrig til at tilgive Handke for hans politiske fejltrin, og jeg er hele tiden i tvivl, men jeg føler mig samtidig nødsaget til at forsvare litteraturen over for moralske domme og moralsk nivellering. For litteraturens skyld. Det er også det, nobelkomiteen gør, når de i forbindelse med Handke lægger vægt på litteraturen og ikke forfatterens politiske synspunkter.

Jeg kunne også perspektivere lidt, for hvad ville en konsekvens være af at følge kritikerne af prisen til Handke? Skulle vi så også trække Nobelprisen uddelt i 1920 til Knut Hamsun tilbage som følge af hans senere støtte til Hitler? Nogen vil sikkert sige, at vi lever i en anden tid nu, men hvad så med Sartre, Foucault eller Julia Kristeva i Frankrig, der alle har hyldet Mao og dermed en af verdenshistoriens største massemordere. Skal vi stoppe med at læse dem og lade dem påvirke vores tænkning?

Kritikerne af prisen til Handke har ret, når de siger, at Akademiets valg også er politisk. Det vil sige, i udgangspunktet er det litterært begrundet, men enhver litterær pris er, når den annonceres fra et podium også uundgåeligt et politisk statement. Det er prisens paradoks.

Fundatsen, altså Nobelprisens grundlov, er i sin grund upolitisk, men har samtidig én central politisk grundtone, nemlig at give prisen til »en forfatter, som inden for litteraturen har produceret det mest fremragende værk i en idealistisk retning«.

Når man spørger ind til, hvad denne ’idealistiske retning’ betyder, så får man af akademimedlem og jurist Eric M. Runesson i Dagens Nyheter det svar, at al litteratur bevæger sig i ideologiske omgivelser, men at fundatsen ikke giver mulighed for at sige, at noget er bedre eller dårligere litteratur, fordi der findes en politisk side af den.

Samme Eric M. Runesson peger dog samtidig på, at der ifølge ham faktisk eksisterer en politisk grænse for Akademiets prisarbejde, og den grænse bliver overskredet, hvis en forfatter i sin litteratur forbryder sig mod fundamentet i Nobelprisen, som hævder det civile demokratiske samfund og menneskets lige værdighed og rettigheder.

Det vidste jeg faktisk ikke i torsdags, og det er lidt en bombe, for det betyder jo, at Akademiet har mulighed for at tage hensyn og udelukke en forfatter, der ikke lever op til det fundament. Det betyder, at Akademiet har en politisk sanktionsmulighed over for et litterært værk. Nogle vil sige, at det netop var det, der burde være sket i forbindelse med Handkes famøse rejsebog til Serbien, der er en del af hans litterære værk.

Til dem svarer Runesson, at Akademiet grundigt har konsulteret forskningen i, hvad Handkes har sagt og skrevet, og på den baggrund konkluderer de, at han ikke har forbrudt sig mod de principper, som det civile demokratiske samfund bygger på. Handke går eksempelvis ikke over grænsen til krigshetz.

Der findes med andre ord en politisk grænse et sted, og Det svenske Akademi har tilsyneladende med fuld risikovurdering truffet et kontroversielt valg, da de tildelte Peter Handke Nobelprisen i litteratur.

Når Akademiet nu viser sig at lave en politisk vurdering, vil man kunne diskutere, om det var problematisk at give Handke prisen. Og om de svigter deres eget noble princip om at bestræbe sig på at adskille politik fra kunst.

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der var så mange, der kunne være værdige til prisen, og som ikke har forrådt sin menneskelighed.