Interview
Læsetid: 10 min.

Richard, Kaj og de andre kommunistagenter kæmpede mod Hitler for at ændre hele verden

Dobbeltbundede kufferter, kodede telegrammer fra Moskva, falske pas, dækadresser, illegale kurerer med penge syet ind i mavebælter, dynamit og brandbomber var nogle af de redskaber, et underjordisk kommunistisk netværk med hovedsæde blandt andet i København tog i anvendelse i den antinazistiske kamp før Anden Verdenskrig. Det fortæller historikeren Morten Møller og to fagfæller om i ny bog
En af de vigtigste illegale aktiviteter var kurertransporterne med penge. Det foregik ikke bare med dobbeltbundede kufferter, men også med specialsyede veste og mavebælter. Forfatterne kan dokumentere, at alene i året 1936 blev der smuglet et beløb i forskellige valutaer til København på 759.000 kroner – svarende til 27 millioner kroner i dag.

En af de vigtigste illegale aktiviteter var kurertransporterne med penge. Det foregik ikke bare med dobbeltbundede kufferter, men også med specialsyede veste og mavebælter. Forfatterne kan dokumentere, at alene i året 1936 blev der smuglet et beløb i forskellige valutaer til København på 759.000 kroner – svarende til 27 millioner kroner i dag.

Ritzau Scanpix

Kultur
4. oktober 2019

De sindrige dobbeltbundede kufferter blev fremstillet på en særlig fabrik i udkanten af Moskva i 1930’erne og brugt til at fragte falske pas, udenlandsk valuta og kodede meddelelser rundt i et globalt netværk mellem illegale kommunistiske agenter.

Sådan en kuffert kunne en kurer medbringe i toget fra Moskva til Leningrad, videre over Helsinki til Stockholm og derfra med dampskib til København, hvor kufferten blev afleveret på en hemmelig adresse i Nyhavn. Her blev kufferten pakket om og overtaget af en matros, som sejlede den på en amerikabåd til New York, hvor den blev afleveret til en amerikansk kommunist.

Kufferten fik igen nyt indhold og blev overleveret til en kinesisk kommunist, der via San Francisco bragte kufferten til Shanghai, hvor den blev afhentet af en græsk styrmand med hyre på handelsruten mellem Shanghai og Vladivostok, hvorfra kufferten af en ny kurer bragtes til den transsibiriske jernbane. Efter en togrejse på 9.288 kilometer kom kufferten oven på sin jordomrejse tilbage til Moskva – klar til at blive brugt endnu en gang.

Sådan forestiller forfatterne til bogen Den røde underverden om hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige sig, at de dobbeltbundede kufferter blev brugt. Bogen, der har været to år undervejs, fortæller, hvordan København, Oslo og Stockholm efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland blev vigtige centre for en kommunistisk undergrundsbevægelse med forbindelser over hele jordkloden.

Ritzau Scanpix

En række skandinaviske kommunister – heriblandt Richard Jensen, der var formand for de københavnske søfyrbødere, altså kullemperne på datidens dampskibe – kom i løbet af få år til at indtage nøgleroller i de illegale netværk, der opererede aktivt i både Danmark, Norge og Sverige.

»Det er historien om at lave verden om. Aktørerne, som vi beskriver, havde en fælles ambition om at lave hele verden om. De var en del af den Kommunistiske Internationale, Komintern, som havde verdensrevolutionen som sit store endemål. Og så kan det vel ikke blive meget større,« fortæller historiker Morten Møller, en af bogens tre forfattere. De øvrige er dr.phil. Niels Erik Rosenfeldt og arkivar Jesper Jørgensen.

Centralen i Havnegade 53

»Da Hitler blev kansler i januar 1933, gik nazisterne på klapjagt efter kommunisterne. Kominterns Vestbureau og ISH måtte over night flygte fra Hamborg og Berlin og flytte de centrale personer og ikke mindst deres arkiver til Danmark,« siger han.

Kominterns Vestbureau var det kontor, der skulle lede den kommunistiske kamp i den vestlige del af verden. ISH var ’Internationale der Seeleute und Hafenarbeiter’, Internationalen for Søfolk og Havnearbejdere.

I Havnegade 53 lige rundt om hjørnet fra Nyhavn i København blev der således i et kælderlokale, der i dag er opsamlingssted for en fredelig udflytterbørnehave, indrettet en ISH-klub, hvor flygtede tyske kommunister og revolutionære danske sømænd og søfyrbødere holdt til. Men også en lang række andre adresser og dæklejligheder blev taget i anvendelse.

»På den måde blev København et centralt punkt for det underjordiske arbejde, og i takt med at fascistiske diktaturer og andre antikommunistiske regimer kom til magten i Europa, rykkede flere kommunistiske partier dele af deres ledelser til København, hvor de levede illegalt. Der var således tyske, polske og ikke mindst estiske kommunister, der var med til at gøre den danske hovedstad til et af flere hovedpunkter for den illegale kommunistiske virksomhed fra 1933 og frem til Anden Verdenskrig.«

– Hvorfor netop København?

»Danmark var et relativt åbent demokrati, hvor det kommunistiske parti var tilladt – i modsætning til de højreautoritære og fascistiske regimer i Østeuropa. Desuden lå København geografisk godt placeret i forhold til at opretholde hemmelige forbindelseslinjer til Nazityskland, mens Stockholm og Norge lå godt i forhold til forbindelseslinjer til Sovjetunionen. Og endelig spillede det også en rolle, at der var mange kommunister og revolutionære blandt de danske søfolk og havnearbejdere, som for eksempel kunne benyttes i transporten af dokumenter, falske pas eller våben.«

En af de vigtigste illegale aktiviteter var kurertransporterne med penge. Det foregik ikke bare med dobbeltbundede kufferter, men også med specialsyede veste og mavebælter. Forfatterne kan dokumentere, at alene i året 1936 blev der smuglet et beløb i forskellige valutaer til København på 759.000 kroner – svarende til 27 millioner kroner i dag.

Ritzau Scanpix

– Hvad skulle alle de penge bruges til?

»Helt banalt skulle nogle af pengene bruges til at holde alle de flygtede udenlandske kommunister i live. De var jo i Danmark illegalt med falsk navn og pas, og de boede i lejligheder eller værelser, som blev stillet til rådighed af danske partimedlemmer.«

»Det var selvfølgelig en stor belastning for det lille kommunistparti i Danmark, og en af lederne, Arne Munch-Petersen, rapporterede således på et tidspunkt, at omkring halvdelen af partiets godt 1.400 medlemmer i København på et eller andet tidspunkt havde været engageret i den illegale virksomhed. En del af det arbejde drejede sig om at huse illegale kommunister i de kommunistiske arbejderlejligheder.«

»Derudover blev pengene ikke mindst brugt til at holde kommunistpartiets skrantende avis, Arbejderbladet, i live eller til at finansiere nye bøger eller pjecer i den kommunistiske forlagsvirksomhed. Og endelig blev andre midler sendt fra København videre i det vidtforgrenede globale netværk.«

Angreb mod passagerdamper

I Moskva blev der oprettet en Afdeling for Særlige Anliggender. Ud over at stå for likvideringen af personer – som for eksempel den eksilerede russiske bolsjevik Trotskij, der blev likvideret i Mexico i 1940 – fik den særlige afdeling fra omkring 1935 til opgave at iværksætte omfattende sabotageaktioner mod skibe fra især Nazityskland. Ledelsen af denne opgave tildeltes den tyske kommunist og tidligere rigsdagsmand Ernst Wollweber, som også opholdt sig i København.

»Det tog lang tid, førend man fik sabotagegrupper etableret og gjort operationsklar. Men så gik de også i gang, og arbejdet foregik i udgangspunktet efter en slags tretrinsraket. Først iværksatte man tyverier af dynamit fra depoter i de nordsvenske mineområder. Det stjålne sprængstof blev så transporteret fra Sverige til andre nordeuropæiske havnebyer af partiloyale søfolk. Her blev der så fabrikeret bomber, som blandt andet blev brugt mod tyske handelsskibe. Men også mod passagerskibe som for eksempel den polske amerikadamper ’Batory’.«

To gange forsøgte den danske gren af Ernst Wollwebers organisation sig med attentater mod ’Batory’, der i 1938 var på vej over Atlanten.

»Kun amatørisme og utilstrækkelige tændsatser medførte, at bomberne ikke virkede efter hensigten. Men før Anden Verdenskrig var danske kommunister altså klar til at angribe et civilt skib med 800 passagerer, heriblandt flere danskere. Baggrunden for ordren til angrebet var sandsynligvis det fjendskab, der på dette tidspunkt eksisterede mellem Polen og Sovjetunionen.«

Lidt mere held havde den unge sømand Kaj Gejl haft, da han i 1935 egenhændigt havde forøvet et brandattentat mod DFDS-skibet ’United States’, der var blevet solgt til Italien. Inden dampskibet afgik til Mussolini, lå det for svaj uden for Københavns havn, og den unge Kaj Gejl roede om natten ud til skibet og antændte et bål. Det lykkedes dog først for Kaj Gejl i femte forsøg.

»Folkene bag sabotageorganisationen kunne se mulighederne i den unge sømand, så han blev snart et fremtrædende medlem af den danske Wollweber-gruppe.«

Trawlerne i Frederikshavn

I løbet af 1937 og 1938 blev flere tyske og italienske skibe angrebet af kommunistiske sabotører, og flere civile søfolk mistede livet. I Danmark udførte man også en aktion mod to trawlere i Frederikshavn. De to skibe var solgt til Franco-Spanien, og det lykkedes faktisk at få placeret en bombe og sprænge de to skibe, så de blev stærkt forsinkede.

»Normalt havde sabotørerne i Wollweber-gruppen fulgt den praksis, at de skulle melde sig ud af kommunistpartiet, så partiet ikke kunne gøres ansvarlig. Men netop med trawlerne i Frederikshavn var det kommunisterne i den lokale partiafdeling, der havde stået for sprængningen. Og det medførte et årelangt rivegilde, fordi ledelsen af Danmarks Kommunistiske Parti ekskluderede og isolerede attentatmændene.«

»Selv om partiformanden Aksel Larsen kendte til dele af den sovjetiskstyrede illegale virksomhed, så kom sprængningen af de to skibe i Nordjylland meget på tværs af hans bestræbelser på at gøre kommunistpartiet mere stuerent. Både Aksel Larsen og Richard Jensen tog til Moskva for at tale deres sag, og her fik Aksel Larsen efter alt at dømme at vide af bulgareren Dimitrov, der var formand for Komintern, at han ikke skulle blande sig i det illegale arbejde.«

Krudtbådene til Spanien

Som nævnt var beslutningen om at udøve aktiv sabotage truffet i 1935, så det var altså ikke udbruddet af Den Spanske Borgerkrig i 1936, der var årsagen. Men det underjordiske arbejde tog voldsom fart, fordi borgerkrigen bekræftede Kominterns ledelse i, at kommunisterne stod i en faktisk krigssituation i Europa. Og her kom Richard Jensen til at spille en helt afgørende rolle.

»Storbritannien og Frankrig havde afvist at sælge våben til Spanien, så den spanske regering søgte i stedet hjælp fra Sovjetunionen, og derudover fik Richard Jensen så til opgave at opkøbe våben på det internationale våbenmarked. Og i det kommunistiske sømandsmiljø omkring Nyhavn og ISH-klubben i Havnegade fandt han de folk, der kunne bruges til at bemande de skibe, han købte eller lejede, de såkaldte krudtbåde.«

’Mr. Jensen’ blev med andre ord hemmelig skibsreder og disponerede over i alt ni skibe.

»Han rådede over et meget stort budget, og det var også penge, der var smuglet ind i Vesteuropa fra Sovjetunionen. Våbenkøbene blev delvist finansieret af den spanske guldreserve, som var flyttet til Moskva.«

Efter to års borgerkrig så Francos tropper, der blev støttet af Italien og Tyskland, ud til at vinde krigen, og i 1938 blev de internationale brigader med frivillige fra hele verden opløst.

»Det skyldes sandsynligvis et skift i Stalins udenrigspolitik. Han gik nu ind for at skabe en slags borgfred med Nazityskland, så de kapitalistiske lande ikke skulle rotte sig sammen mod Sovjetunionen. Derfor kom der også ordre fra Moskva om at indstille sabotageaktionerne i Nordeuropa. Men bare få år senere, da Sovjetunionen blev angrebet af Tyskland, fik man brug for Wollwebers netværk igen. Og det er jo interessant, at når kommunisterne efter besættelsen blev rost for deres evner til sabotage, så var en del af forklaringen, at de havde haft flere år til at øve sig end deres borgerlige modstandskolleger.«

Flere af de europæiske kommunister, der i 1930’erne havde deltaget i det illegale sabotagenetværk, kom til at betale den højeste pris, fordi de, blandt andet i Norge, blev udleveret til Nazityskland og halshugget. Men også den store udrensning med masselikvideringer, som Stalin gennemførte i slutningen af 1930’erne, ramte centrale dele af det underjordiske arbejde.

»Mange ledende tyske kommunister og andre, der havde været vigtige brikker i netværket, blev kaldt til Moskva. Her blev de typisk beskyldt for at have været agenter for Nazityskland og kort og godt henrettet.«

MI5 knækkede koden

Historien om den røde underverden i København er ikke ny. Især journalisten og forfatteren Erik Nørgård har i en række bøger og en længere artikelserie i Information beskrevet Kominterns hemmelige aktiviteter.

Men til forskel fra Erik Nørgaard, der hovedsageligt måtte basere sig på beretninger fra overlevende medlemmer af netværket og på materiale fra dansk politi, har Morten Møller og de to andre forfattere til Den røde underverden haft adgang til både materiale fra russiske og ikke mindst britiske arkiver.

Det lykkedes nemlig for den britiske efterretningstjeneste MI5 i største hemmelighed i årene 1934-37 at knække koden til tusinder af de kodede telegrammer, som Moskva brugte til at dirigere aktiviteterne. Og det er en vigtig del af baggrunden for, at det i dag er muligt ret indgående at beskrive de netværk, hvis medlemmer ellers gjorde, hvad de kunne, for at hemmeligholde deres aktiviteter.

»Telegrammerne bestod af en række talkoder. Til grund lå der en bestemt side i en bestemt bog, og hvis man først kendte den, kunne de mange rækker af tal læses. MI5 fik dekrypteret tusindvis af telegrammer, og Det Kongelige Bibliotek har købt en kopi af de kodede telegrammer fra National Archives i London. Der er omkring 1.500 telegrammer, der handler om aktiviteter i København og Stockholm, og de giver et helt unikt indblik i, hvordan Moskva styrede det hemmelige netværk.«

Forfatterne har også fundet kildemateriale hos det danske efterretningsvæsen. Men fortsat afviser PET at give indsigt i flere pakker i Rigsarkivet med materiale, der åbenbart er særligt følsomt.

»Vi er blevet nægtet adgang til en mindre del af dansk politis materiale om Wollweber-gruppen. PET mener, at det ville kunne afsløre tjenestens kapacitet og samarbejde med udenlandske partnere, hvis de gav adgang til det sidste materiale. Det har vi som forskere svært ved at forstå. Pakkerne handler om aktiviteter, der fandt sted for mange år siden.«

– Hvorfor er det interessant i dag at læse om det hemmelige kommunistiske undergrundsnetværk?

»Den kommunistiske bevægelses historie er helt afgørende for at forstå, hvordan det 20. århundrede udviklede sig. Men helt grundlæggende er det også fascinerende at dykke ned i en politisk bevægelse, der arbejdede med en så omfattende målsætning, nemlig at lave hele verden om. I den kamp gjaldt alle midler, og kampen foregik på flere planer.«

»Vores bog viser, hvordan politisk undergrundsvirksomhed kan udfordre åbne demokratiske samfund. I en tid med russiske hackerangreb og infiltrering af demokratiske valg er det en særdeles aktuel problemstilling.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"»Vores bog viser, hvordan politisk undergrundsvirksomhed kan udfordre åbne demokratiske samfund. I en tid med russiske hackerangreb og infiltrering af demokratiske valg er det en særdeles aktuel problemstilling.«"

Vi lever i en tid hvor der i store dele af især den vestlige presse sættes stærkt fokus på mulige infiltrationer og hackerangreb fra russisk side (Russiagate, som på mange leder og kanter er en klodset konspirationsteori er et velkendt eksempel), mens vestlige magters dokumenterede og offentligt vedgåede infiltration og destabilisering af lande som Ukraine, Syrien og Venezuela ikke italesættes som problematisk ... så artiklens udgangsreplik forekommer temmeligt tendentiøs, når det kommer til nutidens forhold.

Oveni dette fortæller artiklen også flere steder historien om at Europa, hvor de vestlige magter havde høj tolerance overfor fascismens opblomstring i Tyskland, Italien, Østeuropa og Spanien ... hvor bl.a. Frankrig og England direkte forsøgte at hindre en demokratisk valgt, socialdemokratisk regering i at modstå Franco's fascistiske kup. Den fortæller også historien om hvordan Stalin og den russiske ledelse udviklede mere og mere paranoia, bl.a. i konsekvens af de vestlige magters slet skjulte alliancer med de fascistiske kræfter i Europa.

"»Det skyldes sandsynligvis et skift i Stalins udenrigspolitik. Han gik nu ind for at skabe en slags borgfred med Nazityskland, så de kapitalistiske lande ikke skulle rotte sig sammen mod Sovjetunionen. Derfor kom der også ordre fra Moskva om at indstille sabotageaktionerne i Nordeuropa. Men bare få år senere, da Sovjetunionen blev angrebet af Tyskland, fik man brug for Wollwebers netværk igen. Og det er jo interessant, at når kommunisterne efter besættelsen blev rost for deres evner til sabotage, så var en del af forklaringen, at de havde haft flere år til at øve sig end deres borgerlige modstandskolleger.«"

Artiklen fortæller også historien om bl.a. marxistisk sindede mennesker, som i bestræbelserne på at bremse den kapitalistiske verdensordens forudsigelige rovdrift på naturen og katastrofer, tidligt indså at fascismens udvikling måtte bekæmpes direkte; i modsætning til den passivitet som prægede store dele af de vestlige befolkninger ... og som prægede de politisk-økonomiske kræfter i Vesten, som frem til krigsudbruddet samarbejdede med Tyskland, tolererede landets aggressive udvikling og udviste forståelse for den nazistiske politik.

Torben Skov, Alvin Jensen, Ole Arne Sejersen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Der er vist ingen der undervurderer Sovjets del i sejren over Nazismen. Uheldigvis var kommunistpartiet selv udøver af en rædseldfuld terror, eksempelvis i Spanien. Læs George Orwell, Hyldest til Catalonien. Sovjet fik i øvrigt den meget store spanske guldbeholdning som betaling for deres hjælp. Det flytter ikke ved at de frivillige der satte livet på spil for republikken for de flestes vedkommende var kommunister. Danske der saboterede trawlere der skulle leveres til Franco blev senere angivet af ledende kommunister. Mange idealistiske kommunister forsvandt som bekendt i Stalintiden. Det er een af årsagerne til at Sovjets indsats under 2. Verdenskrig aldrig kan friholde regimet fra dets dystre sider. At USA blander sig er vist kendt af alle. Det gør jo netop også
USA anløben. Sådan handler stormagte og Rusland ligger tæt på DK.

Det er interessant - og beskrivende for vores ofte ret snævre og spekulative historieskrivning, at USA, som suverænt er den mest kriminelle og despotiske stat i vores historieskrivning, lige tilnærmelsesvist kan omtales som 'anløben', mens Rusland knyttes til begreber som terror, rædselsregime osv. På en måde er det spøjst ... og på den anden side er det ualmindeligt hæmmende for at danskere/vesterlændinge når dét mangfoldige oplysningsniveau, som rigtigt mange lægger til grund at vi har.

Rusland ligger tæt på DK, javist - og USA dirigerer os økonomisk/handelsmæssigt og militært.

jens peter hansen

Nu var vi jo nogle stykker der havde fast plads foran den amerikanske ambassade i 70'erne, mens Sovjets indfald i Tjekkoslovakiet og Afghanistan højst blev et lille host og Tetjenien er der ingen der gider snakke om. Det frikender jo ikke USA, men Rusland er vel og var vel ikke drømmesamfundet for de fleste. Hvem der er værst er en ligegyldig diskussion som ingen steder fører hen. Stalins terror er dog vist en sikker vinder på det felt.

Jens Peter Hansen, du vil dog alligevel gerne udpege en 'værst' ... så tendentiøsiteten er umiskendelig. Sammenligner vi i øvrigt det ganske brutale og mangeårige, fuldstændigt ødelæggende overfald på Vietnam med voldsom kemisk krigsførsel samt de øvrige overfald på asiatiske og sydamerikanske lande, som jo i høj grad var baggrunden for protesterne i 1970'erne, med russernes militære forehavender i bl.a. Tjekkoslovakiet og Afghanistan (med skal det dog at russerne blev anmodet om at bistå den afghanske regering hele tre gange, før de indvilligede), begynder sidstnævnte vist at blegne fsva. omfang og intensitet i overgrebene. Ikke mindst mod naturen og hele det økologiske levegrundlag i de pgl. lande, hvor især amerikanske angreb på Laos og Vietnam på disse punkter har haft katastrofale følgevirkninger i dekader.

Det er ikke ligegyldigt for vores historiske forståelse at kende til dimensionerne af de overgreb og forbrydelser, som vi gennem verdenshistorien har bevidnet, ligesom det bestemt heller ikke er ligegyldigt at få både dyb og bred indsigt i de sammenhænge, som har provokeret givne overgreb og forbrydelser. Og endelig er det helt afgørende at der finder retsprocesser sted mod ansvarlige for alvorlige forbrydelser mod menneskeheden/folkedrab ... og her møder vi atter en vestlig historieskrivning, som fuldstændigt underspiller fraværet af noget sådant fsva. prominente, vestlige politikere som har begået åbenlyse krigsforbrydelser /tag herunder USA's komplet unødvendige atombombesprængninger i Japan i 1945), mens den heftigt fokuserer på Stalins terror og Sovjetrussernes vampyrisme.

jens peter hansen

Hvad pokker tror du vi stod og råbte om fra 66 til 75 foran den amerikanske ambassade ? Unge amerikanere protesterede også mod deres eget land. Jeg husker ikke noget om at russere der protesterede mod overfaldet på Ungarn, Tjekkoslovakiet og Afghanistan. Og de fleste andre holdt jo også kæft. Hvis ikke Stalins terrorregime var enestående og uhyggeligt i omtrent 30 år og deportationerne og skueprocesserne altså bare krusninger så er jeg stået af.