Læsetid: 3 min.

Sara Omar: »Jeg er den lille pige, jeg er den gamle kone, jeg er de unge kvinder og mænd«

Sara Omar kom til Danmark fra det irakiske Kurdistan, da hun flygtede i slutningen af 1990’erne. Nu bruger hun sit forfatterskab til at invitere læserne ind i den krig og forfølgelse, som i hendes øjne er blevet et kurdisk livsvilkår
»Når jeg taler med mine venner og familie i Kurdistan, fortæller de, at der ikke længere er noget, der kan chokere dem,« fortæller Sara Omar.

»Når jeg taler med mine venner og familie i Kurdistan, fortæller de, at der ikke længere er noget, der kan chokere dem,« fortæller Sara Omar.

Claus Bonnerup

18. oktober 2019

Sara Omars kurdiske ophav fornægter sig ikke.

Det kommer til udtryk i hendes accent, når hun taler, og det kommer til udtryk i den måde, hendes stemme næsten umærkeligt ryster på, når hun taler om kurdernes kamp og skæbne. Og endelig kommer det til udtryk i hendes forfatterskab, senest med romanen Dødevaskeren fra 2017.

»Det er der, min inspiration, min kunnen, mit mod og alt det, jeg er, kommer fra. Og Dødevaskerens bagtæppe er jo Kurdistans krigshærgede områder og den krig og lemlæstelse, som kurderne lever med,« siger hun.

Hele Sara Omars forfatterskab er skrevet fra eksil i Danmark. Men selv om hun befinder sig flere tusinde kilometer fra konflikten i Nordsyrien, så føles det, som om hun står lige midt i kurdernes kamp for fred og selvstændighed.

»Jeg er forfatter, det eneste, jeg har, er ord, og det er hjerteskærende, at det eneste, jeg har, er mine ord. Jeg sidder på afstand, men jeg føler, at jeg sidder dér, og at det er mig. Deres blod løber i mine årer. Jeg er den lille pige, jeg er den gamle kone, jeg er den gamle mand, jeg er de unge kvinder og mænd. Jeg føler, det hele er mig,« siger hun og spytter næsten ordene ud.

»Jeg ser mit folk blive likvideret og lemlæstet gang på gang. Historien gentager sig, og jeg bliver selvfølgelig meget rørt. Jeg er den lille pige, der så bomberne sprænge og så naboerne blive angrebet med missiler. Jeg er den lille pige, der har set venner og familie blive lemlæstet og pulveriseret.«

»Kom med herind«

I sin roman Dødevaskeren blotter Sara Omar skyggesiderne i den mellemøstlige kultur.

Både undertrykkelse, social kontrol, æresvold og incest er temaer i bogen, og i første scene bliver en kurdisk pige slået ihjel for at have bragt skam over sin familie. Inden da har hendes far skåret hendes tunge ud og hendes ører af.

De brutale beskrivelser har ikke været uden omkostninger for Sara Omars privatliv, men de er nødvendige for at vise de menneskelige konsekvenser af krig.

»Selvfølgelig kritiserer og stiller jeg spørgsmål ved den mørke del af både religionen, kulturen og mentaliteten, for det er noget, der skal kritiseres, hvis vi skal finde lyset igen. Når du presser folk ud et sted, hvor de skal definere sig selv midt i krig og forfølgelse, så bliver de til sårede dyr. De bliver til sårede monstre for at få afløb fra al ulykken,« siger hun.

At krigens monstrøsiteter kan være svære at begribe for en dansk læserskare forstår Sara Omar godt, men med sine bøger inviterer hun læseren med ind i de grusomheder, der er en del af kurdernes liv, forklarer hun.

»Det er svært for rigtig mange mennesker at sætte sig ind i, hvordan det ville føles, hvis det var dem, der var fanget i krig og fordrivelse. Men litteratur kan noget helt særligt. Litteratur har en helt særlig måde at skabe ringe i vandet på. Litteratur tager folk i hænderne og siger ’prøv at komme med herind, ville du have lyst til at være her, eller ville du ikke?«

Håb og vision

Indlevelse er første skridt på vejen mod politisk handling, håber Sara Omar. Indtil da kæmper hun sin egen kamp på afstand.

»Jeg spørger mig selv:’Hvordan er vi havnet her?’ Hvorfor accepterer vi endnu en etnisk udrensning, for det er jo det, der sker. Så jeg kæmper min kamp. Jeg tilhører ingen partier, og jeg tilhører ingen grupperinger. Mit fokus er menneskerettigheder, og kurderne er mennesker. De bløder, de har liv. De vil gerne leve i fred, hvorfor må de ikke det? Hvorfor skal det være så forbudt at være et menneske i den her verden?«

Sara Omar oplever, at krigen tager skaberkraften ud af det kurdiske folk og erstatter den med apati. For hende viser det sig blandt andet ved, at hun af og til oplever at blive kaldt den første internationalt anerkendte kurdiske forfatterinde.

»Det er sørgeligt, men jeg forstår det godt, for jeg kommer fra et folkeslag, hvor kvinder ikke har mulighed for at skrive og skabe uden en mands opsyn. Nogle af dem er undertrykte inden for hjemmets fire vægge, og en lille del af dem bærer i stedet våben for at beskytte deres børn og hjem.«

»Når jeg taler med mine venner og familie i Kurdistan, fortæller de, at der ikke længere er noget, der kan chokere dem. Det er sørgeligt, at man har været igennem så meget, at der ikke er noget, der kan chokere længere.«

Sara Omar har mere eller mindre boet på sit forlag i Indre København siden udgivelsen af sin roman, fordi hun er under politibeskyttelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Jens Flø
  • Anker Heegaard
Poul Anker Juul, Jens Flø og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu