Analyse
Læsetid: 6 min.

Det svenske Akademi har åbnet en sprække for at se et politisk aspekt af Nobelprisen

Hvis Handke skal fratages Nobelprisen skal det være, fordi han litterært har forbrudt sig mod princippet om menneskets lige værdighed og rettigheder
Hvis Handke skal fratages Nobelprisen skal det være, fordi han litterært har forbrudt sig mod princippet om menneskets lige værdighed og rettigheder

Mia Mottelson

Kultur
25. oktober 2019

Vi er ikke færdige med at høre om Nobelprisen i litteratur til østrigske Peter Handke. Kritikken af at give prisen til en forfatter, der har støttet serberne i Jugoslavienkrigen og talt ved Milosevics begravelse i 2006, fortsætter.

Centralt i kritikken af prisen til Handke står diskussionen om forholdet mellem politik og æstetik. Netop det forhold blev der åbnet for igen, da der i den forgangne uge opstod en sprække i Det svenske Akademi.

Da Nobelprisen til Handke første gang blev kritiseret, lød svaret fra Nobelkomiteens formand Anders Olsson:

»Det her er en litterær pris, det er ingen politisk pris«.

Akademiets permanente sekretær, Mats Malm, fulgte trop ved at sige, at Akademiet ikke har noget mandat til at sætte litterær kvalitet mod politiske hensyn, altså blande æstetik og politik sammen. Sagt med andre ord kan og skal en forfatters politiske tale aldrig påvirke tildeling af en litterær pris, og Nobelprisen er en litterær pris.

Det svar skulle Akademiet måske have holdt fast i. For i forrige uge sagde et andet medlem af Akademiet, jurist Eric M Runesson til Dagens Nyheter, at han mente, at der faktisk findes en politisk grænse for, hvem der kan modtage Nobelprisen. Og den grænse overskrides ifølge ham, hvis en forfatter anvender litteraturen til at angribe det, som han beskriver som fundamentet for vores demokratiske styreform, nemlig menneskets lige værdighed og lige rettigheder. I det tilfælde at litteraturen forbryder sig mod det princip, siger Runesson, har Akademiet muligheden for at tage hensyn.

Det fundament er en fortolkning af Alfred Nobels ord om, at litteraturprisen skal gives til den mest fremragende litteratur »i idealistisk retning«, sådan som ordlyden er i hans testamente og nedfældet i vedtægterne for Nobelprisen. Sammen med Nobels udtrykkelige forbud mod at tage nationale og politiske hensyn er det altid blevet læst som en helt afgørende privilegering af det litterære.

Litteraturen har tabt

Med Runessons udlægning har Akademiet altså skiftet argument. Eller de taler med to tunger. For nu er Handkes holdninger pludselig også blevet relevante. Akademiet siger, at nok har Handke sagt ubehagelige og provokerende ting, men man har samtidig »ikke i noget af det, han har skrevet fundet noget, der indebærer et angreb på det civile samfund eller respekten for menneskets lige værdighed«.

Det er bemærkelsesværdigt, for det viser, at Akademiet kan tage politiske hensyn. Men det er samtidig ikke rigtigt, som Dagens Nyheters lederskribent Amanda Sokolnicki konkluderer, at kritikerne af Handke med ét har fået ret, fordi han nu ifølge denne fortolkning af vedtægterne kan vurderes for sine menneskefjendske udtalelser, og dermed har litteraturen én gang for alle tabt, fordi en forfatter nu også vil blive bedømt for sine politiske udtalelser.

For det er ikke helt det, Runesson siger. Han siger derimod, at hvis en prismodtager i sit litterære værk forbryder sig mod dette princip, så vil der være en sanktionsmulighed. Han siger også, at hvis Akademiet i Handkes forfatterskab, som vel at mærke også inkluderer Eine winterliche Reise, havde fundet belæg for, at Handke har forbrudt sig mod de grundlæggende principper, så skulle han ikke have modtaget prisen.

På opfordring har Runesson sendt det materiale til Information, Akademiet har lagt til grund for at vurdere, at Handke er en værdig modtager af Nobelprisen. Det drejer sig om en bog skrevet af Kurt Gritsch og en artikel af Karoline von Oppen.

Gritschs bog sætter reaktionerne på Handkes rejseberetninger fra 1996 i sammenhæng med den tysksprogede dækning af Jugoslavienkrigen og viser, at Handke ikke ramte så forkert, når han anklagede den for at være for ensidig. Og von Oppen gør noget af det samme, men viser tillige, at Handkes Eine winterliche Reise er en kompleks tekst, der nok vil for meget, ligesom hun ikke finder belæg for, at Handke som nogle hævder, sætter spørgsmålstegn ved, at Srebrenica har fundet sted, men mere spørger om årsagerne til katastrofen.

Alt i alt en frikendelse af Peter Handke. Jo, han er naiv, men ingen krigshetzer, har Akademiet med disse forskere i ryggen konkluderet.

En splintring, en dissonans, en andethed

Sprækken i Akademiet har også medført, at medlemmerne er begyndt at diskutere prisen i offentligheden. Eksempelvis Rebecka Kärde, nyt medlem i Nobelkomitéen, der i praksis har udvalgt Peter Handke. Hun skriver i Dagens Nyheter, at de i komiteen har vurderet Handkes forfatterskab som en helhed. Heri indgår også de tekster, han har skrevet om Serbien. Her konkluderer Kärde, at hverken hans essays eller rejsebogen fra Serbien er de nationalistiske pamfletter, som det insinueres af kritikerne.

»Man kan meget svært udlede en dogmatisk holdning i en i mine øjne perifer bog som Eine winterliche Reise. Ufordøjet idealisering, proportionsløs ræsonnement om skyld, javist – og alligevel er Handke i det store og hele snarere sit sædvanlige ambivalente jeg.«

Når de har givet Nobelprisen til Handke, siger de ifølge Kärde, at »litteraturens opgave er en anden end at bekræfte og reproducere det, som samfundets midte anser for at være moralsk rigtigt. At litteraturen har en egenart, som ikke kan reduceres, ikke kan oversættes til et tydeligt program, som i sidste ende kun kan forstås gennem de aktuelle tekster. Litteratur er splintring, dissonans, andethed. Det er grus i maskineriet, et øjeblik af bevægelse i det, som er vokset fast. Og i det perspektiv, i kraft af et forfatterskab, som strækker sig fra 1966 til i dag, er Peter Handke en mere end værdig prismodtager«.

Filosoffen Slavoj Žižek, der selv stammer fra Eksjugoslavien, mener derimod, at det er umuligt at adskille politiske og etiske overvejelser fra den rene litteratur under henvisning til, at det er i upolitiske refleksioner over sjælens og sprogets komplicerede natur, at de etniske udrensninger formuleres. Det siger han i et interview med ugeavisen Die Zeit. Žižek mener, at Handke er offer for det, han kalder ’interpassivitet’ hos den vestlige venstrefløj.

»De vil gerne være autentiske, men gennem en anden, der lever det autentiske liv på deres vegne. Handke har i mange år interpassivt levet sit autentiske liv, fri fra den vestlige konsumkapitalismes korruption, og det igennem slovenerne, hans mor var slovener. For ham var Slovenien et land, hvor ordet endnu stod i direkte forbindelse med tingene. I butikkerne hed mælk helt enkelt ’mælk’, ingen kommercialiserede firmanavne ødelagde billedet«.

Slovenernes kamp for uafhængighed og deres beredvillighed til at træde ind i EU tændte ifølge Žižek en voldsom aggression hos Handke, og i forlængelse heraf søgte han tilflugt hos serberne, der for ham repræsenterede det autentiske Europas sidste bastion.

Nødsaget til tilbagetrækning

Den store strid i denne sag forbliver, om det er muligt at adskille æstetik og politik. Den vil der næppe nås enighed om, men så længe der ikke er noget direkte belastende at komme efter i Handkes værker, bliver Nobelprisen som planlagt overrakt ved en ceremoni den 10. december i Stockholm.

Det kan imidlertid gå anderledes, hvis det forinden lykkes at påvise, at Handke også i sit værk, i sine rejsebøger fra Serbien, har forbrudt sig mod Nobels stadfæstede princip om menneskets lige værdighed og rettighed. Hvis altså Handke kan fordømmes i kraft af sine litterære gerninger og ikke alt muligt andet uden for værket. Det mente germanisten Jürgen Brokoff faktisk allerede i 2010 i en artikel i den tyske avis FAZ »Ich sehe was, was ihr nicht fasst«, som nu er kommet op til overfladen igen.

Brokoff konkluderer efter en længere gennemgang af Handkes bøger fra Serbien, at »det egentlige syndefald hos denne forfatter sker ikke på det politiske felt, men på det litterære. De tekststrategisk yderst snedige lån fra den serbiske nationalismes sprog, hans antimuslimske og antialbanske insinuationer på det symbolske niveau og hans hån af muslimske ofre for Bosnienkrigen gør det tydeligt«.

Det er jo ikke respekt for menneskets lige værdighed og rettigheder.

Brokoffs kritik gør indtryk, og ikke dem, der forsøger at underminere et skel mellem politik og æstetik. Hvis Brokoff har ret – og det må en nærmere analyse af Handkes bøger som Eine winterliche Reise, Die Kuckucke von Velika Hoca og Die Tablas von Daimiel give svaret på. Og hvis han har det, vil Akademiet med nyfortolkningen af retningslinjerne for prisen være nødsaget til at trække den tilbage. Denne sag er med andre ord ikke slut.

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her