Læsetid: 5 min.

»Tænk, hvis en holocaustfornægter modtog Nobels litteraturpris«

Bør en forfatter, der har forsvaret krigsforbrydelser, modtage Nobelprisen i litteratur?
Tildelingen af Nobelprisen i litteratur til den østrigske forfatter, Peter Handke, deler vandende.

Tildelingen af Nobelprisen i litteratur til den østrigske forfatter, Peter Handke, deler vandende.

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

17. oktober 2019

Er en forfatter værdig til verdens største litterære pris, hvis han samtidig har forsvaret krigsforbrydelser? Tildelingen af Nobelprisen i litteratur til østrigske Peter Handke har skabt heftig debat.

Information har spurgt en litteraturlektor og to forfattere, hvad de mener.

»Et flot valg«

Man både kan og skal skelne mellem forfatteren og forfatterskabet, mener Marianne Stidsen, der er lektor i nordisk litteratur på KU.

Jacob Ehrbahn
– Du har fulgt krisen i Det Svenske Akademi. Hvad mener du om prisen til Peter Handke?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tænk, at Handke kan sammenlignes med en Holocaust-fornægter, fordi han har kritiseret den vestlige storm mod Milosevic (som fik oprejsning af det internationale krigsforbrydertribunal efter sin død; han var ikke skyldig i folkemord og/eller etnisk udrensning) og den voldsomme hype om et folkemord i Srbrenica (og Srbrenica-folkemordet ER et kontroversielt emne - af flere årsager).

Tænk, at Jens-Martin Eriksen tillader sig at tilsvine Handke på denne måde - og tænk, hvor følgagtige og uoplyste alle de forfatterkollegaer, som kritiserer Handke på lignende vis, er.

Hans Aagaard, Palle Yndal-Olsen, Gustav Alexander og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar

Adskillelsen af Handke i flere bestandele: Forfatter og forfatterskab er absurd.

I sin bog "A journey to the Rivers: Justice for Serbia fra 1996 forsvarer og agiterer Handke for den serbiske nationalisme, som var rationalet for de etniske udrensninger dvs. folkemord. Man kan i en samtidig kontekst tale om den serbiske nationalisme, som en slags protonationalisme for den senere udbredelse af europæisk etno-nationalisme fx i Visengrad-landene.

Forfatteren og den politiske figur er derfor smeltet sammen i Peter Handke og når nobelprisen gives til ham er det også en anerkendelse af (serbisk) nationalisme.

Der er himmel til forskel på at være værdig til at modtage en nobelpris og så til at få en nobelpris. Der er uden tvivl mange andre mulige værdige nobelprismodtagere som kunne have fået nobelprisen, ellers står det sløjt til. I mange år var f.eks. Graham Green nobelpriskandidat i offentligheden men han fik den aldrig.

Skandalen i nobelpriskomiteen i 2018-2019 viser at nogle medlemmer helt havde mistet jordforbindelsen, og nogle følte sig hævet over virkeligheden, og forsøgte at beskytte en voldtægtsforbryder. Nu forstår jeg nobelkomiteen også betragter forfattere som hævet over virkeligheden.

Ramus Knus, lad os gå tilbage til udbruddet af opløsningskrigen i Jugoslavien; her var den kroatiske nationalisme, den bosnisk-muslimske nationalisme og den slovenske nationalisme på spil - alle disse tre provinser havde nationalistiske ledere, som førte an i deres bestræbelser på at bryde ud af den jugoslaviske forbundsstat, godt hjulpet af bl.a. europæiske kræfter. I denne strid stod serberne for at bevare den jugoslaviske føderation, som denne var, de agiterede ikke for et nationalistisk Storserbien, som de blev beskyldt for, men de var føderalister. Føderalister, okay? Det var udbryderprovinserne, som var nationalistisk indstillede, hvorfor det er komplet fejlagtigt at beskylde serberne for at være nationalister. Og 'rationalet' for serberne var at bevare føderationen, specielt for Milosevic, som af ICTY efter sin død blev undsagt for anklagerne om ansvar for folkemord og etnisk udrensning.

Det er noget sørgeligt sludder, som huserer i den vestlige historieskrivning.

Hans Aagaard, Palle Yndal-Olsen og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar

Det er flot @Hanne U, at du springer over 80erne og hvad Serbien gjorde ift Vojvodina og Kosovo, for at give skylden for Jugoslaviske opløsning til hhv Slovenien, Kroatien og Bosnien Herzegovina. Som for resten ikke var provinser men republikker med forfatningens ret til uafhængighed.
Hvordan forklarer du at Montenegro også har valgt at løsrive sig fra Jugoslavien?

Damir Hatic, tak for rettelsen - og forfatningen foreskrev bl.a. forhandlinger af territorial og økonomisk art hvis republikker ønskede at forlade den; forhandlinger, som hverken de slovenske, bosnisk-muslimske eller kroatiske ledere ville høre tale om. I øvrigt beskylder jeg ikke de slovenske, kroatiske og bosnisk-muslimske befolkninger for egenhændigt at have opløst Jugoslavien; jeg pointerer at nationalismen var udpræget hos de kræfter, som førte an i de tre republikkers uafhængighedsmanøvrer, og at især den kroatiske og bosnisk-muslimske nationalisme var udpræget.

Og selvfølgelig spiller 1980'erne en rolle for udviklingen, ligesom 1970'erne, med den udvidede autonomi til bl.a. Kosovo, gør ... og min pointe er ikke at Milosevic eller serberne var/er dydsmønstre, men at de hverken bør fremhæves som særskilt nationalistiske eller omtales som folkemordere etc. Både i relation til de serbiske provinser, du omtaler, og til øvrige republikker, kunne serberne afgjort have handlet klogere og mere demokratisk, men det samme kan vi nok sige om de militante kosovo-albanere, som tilmed drev mange etniciteter ud af Kosovo op gennem 1980erne. Og om kroaterne, som senere, i samarbejde med amerikanerne, udrensede Krajina-provinsen - og om Izetbegovic' muslimsk-nationalistiske regeringsførelse. Iht. sidstnævnte, er det vel også værd at erindre at amerikanerne fik overtalt Izetbegovic til at droppe en fredsaftale, som ellers ville have kunnet bringe en tidlig ende på krigene dér. Og hvis vi lægger de historisk kendte fakta sammen, så tyder en hel del også på at visse EU-landes tidlige anerkendelse af de første uafhængighedserklæringer afgjorde at der ville ske en krigsudvikling ... og jvf. din tanke om at jeg 'giver skylden' for krigen til de tre omtalte, jugoslaviske republikker, så er det vigtigt at du forstår at jeg ser EU og USA som stærkt ansvarlige for opløsningen, som den fandt sted, men mange parter har (som så ofte) et medansvar. Herunder har Danmark også - specielt for at vi deltog i den ulovlige bombning af Beograd og andre større byer i Serbien i 1999, hvilket var den allerstørste krigsforbrydelse i forløbet.

Iht. Montenegro, så spillede ønsket om EU-medlemsskab en stor rolle, men også

Hans Aagaard, Tonny Helleskov og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

(hov, fortsat) at begge parter var kunstigt sammenbragte ... og at det korte, politiske samarbejde i Statsunionen var konfliktfyldt (hvilket Milosevic havde et vist medansvar for, givet hans centralistiske manøvrer i præsidentperioden frem til 2000).

Niels Johannesen

Jeg kan godt læse Det Forsømte Forår med fornøjelse selvom Hans Scherfig var Stalinist og Stalin var ansvarlig for millioner af sovjetiske døde - og jeg slukker heller ikke for radioen når de spiller Michael Jacksons gamle hits selvom jeg har set en forfærderende dokumentar om hans angivelige sexforbrydelser.

Det giver for mig ingen mening at vurdere kvaliteten af en bog på om man kan lide forfatterens meninger, værdier og handlinger. Det er komplet irrelevant hvad Peter Handke måtte have ment om borgerkrigen i Jugoslavien, når spørgsmålet er om hans bøger fortjener nobelprisen i litteratur. Hvorfor skal kunstnere være "pletfri" i alle henseender for at deres kunst kan have værdi? Det er de bedste kunstnere sjældent.

Anders Sørensen

Så kan man jo spørge sig selv (og andre) om, hvorvidt eksempelvis en så stor litteraturpris giver mening at uddele, hvis man adskiller forfatterens værk fra hans persona eller udgydelser i andre sammenhænge end den rent litterære.

Ved større prisuddeling er det jo netop mennesket, der sættes i centrum. Det er ikke værket. Mennesket modtager prisen, ikke værket. Mennesket holder takketale og går på scenen og modtager hyldest. Ikke værket.

Det er Peter Handke, der klappes af, når han står der med trofæet i hånden. Det er de større prisuddelingers grundvilkår. Vi klapper af mennesket.

Jeg ville aldrig klappe af Peter Handke. Hans værk fortjener ros, men han fortjener ingen pris.