»Den tale og den aften vil gå over i historien som et ungdomsoprør«

Jonas Eikas takketale, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris, vil gå over i historien som et ungdomsoprør og en genoplivning af kunsten som en vigtig opposition. Det mener Anne-Marie Mai, professor i litteratur på Syddansk Universitet.

Eika talte direkte til statsminister Mette Frederiksen og sagde blandt andet:

»Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.«

Sognepræst Sørine Gotfredsen, derimod, kalder talen for »utopisk, gratis pladder«.

Her får du deres – og forfatter Carsten Jensen, fungerende kulturminister Rasmus Prehn og postdoc Nicklas Freisleben Lunds – syn på sagen. 

»Det var modigt, at han formulerede sine meninger på den måde«

Anne-Marie Mai, professor i litteratur på Syddansk Universitet

– Hvad mener du om, at prisen gik til Jonas Eika?

»Efter solen er en utrolig flot samling fortællinger, der er ny i sin tone. Den er udfordrende, og den har ikke nogen nemme budskaber eller holdninger, men kommer i dybden med de udfordringer, vi står over for i vores liv og med hinanden i forhold til klima, social ulighed og mange andre ting. Det er en stærk bog, og så får den mig til selv at tænke, og det kan jeg godt lide. Der er ikke nogen færdige løsninger. Den giver mig en oplevelse, en indsigt og skaber nogle fantastiske billeder. Det er simpelthen et godt stykke kunst.«

– Hvad mener du om, at Eika brugte takketalen til at fremføre en række politiske argumenter?

»Det er han helt fri til at gøre. Vi har ytringsfrihed, og han siger tak på sin måde. Det er jo hans valg, som jeg bestemt accepterer. Men det er en usædvanlig tale i forhold til de seneste år, fordi den adresserer nogle politiske problemer, og på den måde bruger Eika den fine tradition, som vi har i Norden for at tale og udtale os frit. Der er jo gudskelov ikke lagt retningslinjer for, hvordan en takketale skal være.«

– Hvad synes du om talen?

»Den var meget rørende. Man kunne mærke, hvor dybt rørt Eika selv var. Det var modigt gjort, at han formulerede sine meninger på den måde, han gjorde, og man kunne mærke, hvor vigtigt det var for ham at få sagt de her ting. Den tale og den aften kommer til at gå over i historien som lidt af et ungdomsoprør. Greta Thunberg sagde nej tak til en pris, og Jonas Eika brugte den talerstol, han havde, til at sige tak på sin måde med en skarp tilkendegivelse. Så jeg tror, det er en aften, som vil gå over i historien, som et brud, en fornyelse og et ungdomsoprør mod sædvanen omkring litteraturprisen. Den 16-årige Thunberg siger nej: Vi har brug for handling og ikke for penge. Og den 28-årige Jonas Eika siger: Jeg synes, vi står over for de her problemer, og dem skal vi gøre noget ved. Som Villy Sørensen engang har sagt, så har vi ikke bare brug for en politisk opposition, men også en kunstnerisk opposition, og den fik Jonas Eika bragt på banen.« 

Finn Frandsen

»Hvis du skrev en roman på den måde, ville den ikke være særlig god«

Carsten Jensen, forfatter

– Hvad synes du om, at han bruger anledningen til at holde den tale?

»Det synes jeg er fremragende, fordi det tematisk er forbundet med hans forfatterskab. Det er jo en bog, der handler om de her politiske emner, der var temaet i hans tale. Du bør have absolut ytringsfrihed, når du står på den talerstol. Kritikken kommer fra en fornærmet højrefløj og så Socialdemokratiet, som jo har valgt side til fordel for populismen. Ytringsfriheden er åbenbart sat i verden for at svine muslimer til, men hvis man bruger den til at kritisere regeringens skandaløse udlændingepolitik, så er der pludselig ikke så meget af den.«

– Nu siger du, at hans tale ligger i forlængelse af hans forfatterskab, men er den ikke meget anderledes i sin form? Er der ikke røget nogle nuancer?

»Det er en meget direkte politisk tale. Han går til angreb på den arv fra kolonialismen, som han mener, de nordiske lande aldrig har foretaget et opgør med. Og han går til frontalangreb på regeringen. Det angreb og den kritik sympatiserer jeg hundrede procent med. Han er både præcis og vidende.«

– Er et udtryk som statsracisme på sin plads her?

»Jeg synes ikke, at det er fuldkommen upræcist, men jeg ville nok ikke bruge det. Jeg ville nok have sagt aktiv statslig diskrimination. Der er selvfølgelig en nuanceforskel i, hvordan han betegner diskriminationen, men den detalje vil jeg lige nu ikke gå så meget op i.«

– Er det ikke netop i en tale fra en forfatter, at man burde forvente den nuancerigdom og flertydighed, som kendetegner litteraturen?

»Hans tale var jo politisk, og så er det svært at være lige så nuanceret og flertydig som i en roman. Det er klart, at hvis du skrev en roman på den måde, så ville den ikke være særlig god. Men prøv at hør, han har fem minutter på en talerstol og en enestående mulighed, hvor landets statsminister sidder foran ham. Hvis han skrev en smuk, nuanceret, indlevende kronik i Politiken, så ville Mette Frederiksen aldrig læse den. Den kritik, han fremfører, er der hundredvis af mennesker, der har fremført i årevis, uden at medierne gider høre efter. Eikas tale var den fuldkommen rigtige på det rette tidspunkt og på rette sted. Og nu kommer alle medierne halsende, og sådan skal det være.«

»Han niver os lidt bagi«

Rasmus Prehn, fungerende kulturminister (S)

– Du har rost den bredere litteratur og udtrykt en vision om, at flere danskere læser mere. Hvad mener du om, at prisen gik til Jonas Eika og ikke til en forfatter med en bredere læserskare?

»Det er utrolig godt for dansk litteratur, at litteratur kommer på dagsordenen, og at danskerne lægger mærke til, at vi har dygtige forfattere, der vinder priser, er jo med til at anspore folk til at læse noget mere og pirre nysgerrigheden. Jeg skal da hjem og læse Jonas Eikas novellesamling, den lyder spændende. Jeg skal da provokeres lidt og udfordres lidt, så det at han vinder prisen, og også hans krasbørstige tale, gør da, at jeg bliver endnu mere nysgerrig. Så jeg skal hjem og finde læsebrillerne frem.«

– Hvad mener du om, at han valgte at bruge den talerstol til at fremføre en række politiske argumenter?

»Jeg er jo slet ikke enig i de ting, han fik sagt. Jeg synes, han gik for langt, men når det er sagt, så handler det nordiske sammenhold jo også om at stå vagt ved nogle grundlæggende principper i demokratiet, blandt andet ytringsfriheden, og der skal være plads til, at nogen taler roma midt imod. Det er jo forfriskende, at så ung en forfatter giver den gas – svenskerne har jo Greta Thunberg, som jo også er noget krasbørstig i betrækket – og nu har vi så Jonas Eika, som niver os lidt bagi. Det kan jo være med til at holde os til ilden og skabe nogle diskussioner om, hvordan vi bliver mere solidariske og holder mere sammen. Det synes jeg kan være interessant nok, selv om jeg ikke er enig i hans meget, meget hårde kritik, men jeg er enig i, at der skal være plads til, at man ytrer sig.«

– Hvad synes du om talen?

»Han har jo skabt noget opmærksomhed og debat, så jeg tror, at han har opnået det, han ville. Jeg havde sat pris på, at han havde deltaget måske med lidt mere humor og med lidt mere konstruktive indspark. Jeg synes, det blev lidt mavesurt, og det virker ikke så engagerende på mig, men det er jo hans valg. Jeg synes, det er fint nok at bruge en forfatterstol til at sætte en politisk dagsorden. Vi skal turde lade os provokere og udfordre.«

Jonas Olufson

»Det er utopisk, gratis pladder, som man har hørt så mange gange før«

Sørine Gotfredsen, sognepræst

– Hvad synes du om talens indhold?

»Det er et fuldstændig klassisk koncentrat af, hvad mange kunstnere tænker. Der er sådan nogle klassiske, fuldstændig gratis holdninger til, hvordan verden kunne blive et meget smukkere sted, hvis vi alle ville hinanden. Det er sådan helt utopisk, gratis pladder, som man har hørt så mange gange før. Det er så ligegyldigt, gratis og dumt, det han siger, at det kan undre mig, at det er noget, man kan gå op i.«

»Men der er ikke noget galt i at bruge sin taletid på at give sin holdning til kende om samfundet. Det kan også blive så pænt og overfladisk, at man ved sådan nogle prisuddelinger står og fyrer floskler af. Det griner vi også ofte ad. Så som princip synes jeg, det er fint, at han bruger anledningen til andet end bare at sige tak.«

– Hvad er det for nogle konkrete ting, der er dumme og gratis i hans tale?

»Alene det at anklage vores stat for at udøve racisme, og forestillingen om, at de nordiske lande er ved at bevæge sig ind i en helt modbydelig tilstand. Det kan man godt mene, men det kan man ikke tillade sig at sige uden at forholde sig til virkeligheden. Der er jo en grund til, at den politiske virkelighed har forandret sig. Vi kan ikke, som han sikkert ville ønske, have en fuldstændig eftergivende indvandrerpolitik. Når man står og moraliserer om, hvordan samfundet burde være, så er man altså forpligtiget på at komme med konkrete forslag til, hvad vi skal gøre ved problemerne. Det er jo gratis at sige, at alt ville være meget bedre, hvis vi var sødere. Det er jo den der utopiske forestilling om, at hvis vi ophævede forskelle og så bort fra grænser, så ville vi kunne forbrødres på et andet niveau. Den forestilling står kunstnere tit med, fordi de henter deres livsnæring og drømme fra et univers, der nogle gange er lidt løsrevet fra den konkrete verden.«

– Men kommer han ikke netop med nogle konkrete forslag til, hvad man skal gøre ved problemerne, når han opfordrer til at lukke Sjælsmark og så videre?

»Jo, det er rigtigt. Han kommer lige med en remse af konkrete forslag dér, men så skal man jo spørge ham, hvad han så vil gøre med de der afviste asylansøgere og kriminelle. Hvor skal de så hen? Netop når han bliver konkret med sådan en udtalelse, kommer han til gengæld ikke med en konkret løsning. Og der er løsningen ikke, som han siger, at vi skal finde hinanden. Det tror jeg ikke helt klarer problemerne.«

Ulrik Hasemann

»Der er ikke vandtætte skotter mellem litteratur og politik«

Nicklas Freisleben Lund, postdoc ved Syddansk Universitet og kulturanmelder ved Jyllands-Posten

– Hvad synes du om, at Jonas Eika bruger anledningen til at holde sådan en tale?

»Det ser jeg ikke noget problem i. Talen er en gestus, der insisterer på, at litteraturen ikke er et æstetisk fænomen, der eksisterer i ophøjet isolation fra samfund og politik. Det kan jeg godt lide. Men det interessante ved polemikken er også, at den illustrerer en dominerende forståelse af den måde, som litteraturen og forfatteren kan tillade sig at være politisk på. Efter solen er et yderst politisk værk, der klart resonerer med den kritik, som Eika udtrykker i talen, men samtidig ligesom forskyder den ind i et fiktivt, gådefuldt sci-fi-univers, som kan være vanskeligt at afkode. Det kan man godt hylde, sågar give bogen en stor flot pris. Men det øjeblik, Eika formulerer en lignende kritik, der nu forankres i og adresserer en nutidig, genkendelig virkelighed, så bliver det en skandale.«

– Men mister sådan en tale som den her ikke netop de nuancer og den flertydighed, der ofte optræder i litteraturen?

»Der er selvfølgelig skruet godt op for provokationsknapperne, når han f.eks. anvender et begreb som ’statsracisme’. Men igen tror jeg, at udgangspunktet for såvel Efter solen som talen ret entydigt knytter sig til formidlingen af en uretfærdighedsfølelse, en indignation, som kommer til udtryk på forskellig vis. Og klart, det gør på sin vis talen unuanceret, men det er ikke en henvendelse, som nødvendigvis står i modsætning til litteraturens. Dens gestus minder netop om det, man kunne kalde den politisk engagerede litteratur, der konfronterer læseren – eller her tilhøreren – med en slags sandhedspåstand, som man må forholde sig til.«

– Hvad hvis en forfatter som Peter Handke gik på scenen og talte for et helt andet synspunkt – ville du så også mene, at det var positivt, at en kunstner gik ind på den politiske arena?

»Jeg ville ikke have et principielt problem med, at en digter, der f.eks. sympatiserede med Stram Kurs, brugte en prisoverrækkelse til at fremføre sine politiske synspunkter. Men jeg ville givetvist være stærkt kritisk over for udsagnene. Igen er min pointe, at der ikke er vandtætte skotter mellem litteratur og politik, at vores litterære præferencer og sympatier heller ikke er politisk eller ideologisk ubesmittede. Derfor er også fint at forholde sig kritisk – rent politisk – til Eika, hans bog og hans tale. Men opfattelsen af, at en forfatter ikke bør ’holde sådan en tale’ – altså, ytre sig politisk, men bør blive ved sin læst – synes jeg er misforstået.«