Interview
Læsetid: 5 min.

Det tog Helle Horsnæs en ph.d. plus 15 år at blive Danmarks eneste møntforsker

Helle Horsnæs er Nationalmuseets eneste møntforsker. Da hun begav sig ind i numismatikken, fik hun at vide, at det er et fag, der er så nørdet, at det kræver en ph.d. + 15 år. For hende er mønterne stadig magiske. Et symbol så stærkt, at selv Christiania fik egen møntfod
Helle Horsnæs er arkæologisk møntforsker i den forstand, at det for hende ikke nødvendigvis er den enkelte mønt, der er spændende i sig selv. »Det spændende for mig er, når man kan finde forbindelsen mellem mønterne og på den måde få ny historisk erkendelse. Men selvfølgelig giver det et gib i en, når der kommer en guldmønt på bordet.«

Helle Horsnæs er arkæologisk møntforsker i den forstand, at det for hende ikke nødvendigvis er den enkelte mønt, der er spændende i sig selv. »Det spændende for mig er, når man kan finde forbindelsen mellem mønterne og på den måde få ny historisk erkendelse. Men selvfølgelig giver det et gib i en, når der kommer en guldmønt på bordet.«

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
1. november 2019

Helle Horsnæs åbner en lille kvadratisk kuvert med sirligt påskrevede noter, tipper den forsigtigt, så en lille mønt glider ud og kommer til syne i kuvertens åbning. »Sådan kan man også arbejde med halve enheder«, siger hun spøgende. Mønten er klippet over på midten.

Det er formiddag og Helle Horsnæs, Nationalmuseets eneste tilbageværende seniorforsker i mønter, står på sit kontor i museets fredede bygning lige over for kanalen til Christiansborgs ridebane i København. På hendes skrivebord står en computer og et mikroskop, som hun bruger til at undersøge danefæ-mønter.

»Danefæ er ikke Nationalmuseets ejendom men statens, vores allesammens ejendom – allerede når man finder det,« siger hun.

Det er Nationalmuseets opgave at modtage og opbevare danefæ, og museet har to museumsinspektører ansat til udelukkende at varetage den opgave, siger Horsnæs og gætter på, at der findes mellem 800.000 og 1.000.000 genstande opbevaret i Nationalmuseets magasiner.

I magasinerne er der af sikkerhedsmæssige hensyn meget begrænset adgang. Selv forskere skal assisteres af en af Nationalmuseets ansatte, når de besøger magasinet, der altid er under kameraovervågning. »Vi tillader ikke adgang i boksen og udleverer ikke billeder eller viser, hvor det ligger,« siger Horsnæs.

»Bode-Museum i Berlin har gjort det modsatte: De har lagt billeder af deres fantastiske boksrum på deres hjemmeside. Så kan man sidde her og savle og tænke: Gid, vi havde det samme. Et gigantisk magasin med arbejdspladser til forskere, som kan sidde derinde. Det er simpelthen så fantastisk flot.«

Anders Rye Skjoldjensen

Helle Horsnæs har været på møntsamlingen i 20 år. På grund af omprioriteringsbidragets toprocentsbesparelser på kulturinstitutioner er hun i dag den eneste møntforsker i Nationalmuseets samling Middelalder, Renæssance og Numismatik.

»Min gamle chef sagde: Det tager femten år at blive numismatiker. Det er lidt af et udsagn at få slynget i synet, når man står der med sin ph.d.-afhandling i hånden og tror, man er færdig som forsker.«

En vigtig forskel mellem en forskerstilling og en museumsinspektørstilling på museet er, at man kun kan søge større midler til eksterne projekter, hvis man har en forskerstilling, fortæller Horsnæs:

»Så ved at cutte en forsker af, så cutter museet også muligheden for at skaffe midler fra fonde væk, hvilket også gør det lidt svært – for dem skal man bruge«. Sidste år blev den anden forskerstilling skåret fra på museet.

Vejen til mønter er belagt med penge

Allerede da Horsnæs var ti år gammel, begyndte hun at interessere sig for forhistoriske studier. Hun læste det arkæologiske tidsskrift Skalk, som lå i barndomshjemmet, fordi hendes far, der var læge, fik abonnementet doneret.

Interessen for mønter kom noget senere. Det var bogstaveligt pengene, der trak, for der er ikke mange faste stillinger inden for arkæologi, fortæller hun. Helle Horsnæs har en baggrund som klassisk arkæolog og blev ansat på museet, da de søgte en med viden om antikke græske og romerske mønter. En viden, som hun fik ved en kulturhistorisk afhandling, hvor hun studerede mønterne.

»Der er enkelte romerske kejsere, der udelukkende er kendt fra mønter,« fortæller Horsnæs:

»Små kupkejsere, der måske kun har siddet i meget kort tid, men alligevel har nået at præge mønter.« Det har været vigtigt for dem, for mønter er en magtdemonstration og en stærk statslig indikator, bemærker hun og refererer til Christiania, som også har lavet mønter i Danmark:

»Møntenheden: én fed. Og de er sindssygt flotte!« siger hun.

Horsnæs er arkæologisk møntforsker i den forstand, at det for hende ikke nødvendigvis er den enkelte mønt, der er spændende i sig selv.

»Det spændende for mig er, når man kan finde forbindelsen mellem mønterne og på den måde få ny historisk erkendelse. Men selvfølgelig giver det et gib i en, når der kommer en guldmønt på bordet. Vi er alle sammen til guld og glimmer,« siger Horsnæs, der på venstre hånd bærer en ring så stor, at den dominerer håndens midterste fingre med oxyderede bronzetråde, der former en cirkel med et hul i midten.

På sporet af rigdom og lykke

Mønter er i virkeligheden et ekstremt konservativt medie, fortæller Horsnæs.

»De har set ligesådan ud igennem 2500 år, små, runde og med et billede på, men de har en enorm indflydelse på, hvordan vi tænker mange ting. De er symbol på rigdom og indirekte også på lykke.«

»Der er så meget magi over mønter, som der ikke er i pengesedler, plastikkort eller MobilePay. Der er jo en grund til, at et stort firma bruger ’coin offer’ som en del af deres markedsføring. Det hedder jo ikke et ’plastikkorts offer’ – for det er der da ingen magi i,« siger Horsnæs.

Anders Rye Skjoldjensen

»Og hvad betyder det, at man har materialet – den fysiske mønt – i en verden, hvor mønter og sedler i hverdagen forsvinder,« spørger hun retorisk. »Når materialiteten er til stede, sker der noget særligt,« siger hun og reflekterer videre:

»I de seneste 10-20-30 år er der sket enormt meget med digitalisering, og verden er blevet bundet sammen på en helt ny måde. Jeg tror, at vores hjerner skal lære at følge med. Tegninger af fysiske penge bliver f.eks. stadig brugt, når børn lærer at regne – og når man ser Luksusfælden, lægger de også pengesedlerne op på række, så man virkelig kan forstå, hvor meget værdi der er på spil.«

Selv om vi i dag i stadig stigende grad går over til digitale valutaudvekslinger med f.eks. MobilePay og dankort, så tror Horsnæs aldrig, at mønter kommer til at forsvinde. I hvert fald ikke som symbol.

»Bitcoin har jo også en mønt som symbol, selv om det er 100 procent digital valuta,« siger hun og påpeger, at fysiske mønter har den fordel, at de er anonyme. »Når folk laver digitale betalinger, kan de overvåges, fordi man kan se, hvem der betaler hvad, hvornår og spore overførsler.

Det har gode egenskaber i og med, at man kan kontrollere sorte penge, måske også i højere grad kontrollere skattesnyd, bemærker Horsnæs. Men de digitale spor kan potentielt slå over i uhensigtsmæssig overvågning.

»Men mønter, dem kan man ikke se, hvor kommer fra. Eller jo, det er jo selvfølgelig vores arbejde at spore. Det er en del af det, der er så spændende« siger Horsnæs.

Serie

De omprioriterede

De statsanerkendte kulturinstitutioner er ramt af toprocentsbesparelser. Direktørerne omprioriterer og græder på tv og i spalterne, men hvad med de kunstnere og medarbejdere, der lever med visheden om, at netop deres faglighed står i yderste kolonne i regnearket? I denne serie taler vi med dem om deres fag, karriere og den usikre fremtid.

Seneste artikler

  • Sufflør Line Wilton om sit fag: Jeg vil helst være hjælperen

    15. november 2019
    Line Wilton er en af Det Kongelige Teaters to tilbageværende faste sufflører. Sufflør har hun villet være, siden hun som tiårig hjalp sin mor, der var skuespiller, og i snart fyrre år har hun skabt tryghed for dem, der optræder
  • Fagotten er en adstadig overklassemand, som er træt af at blive grinet ad

    25. oktober 2019
    I tegnefilmen er den lyden af bedstefar, der kommer vraltende ind ad døren. I Sjostakovitjs brutale portræt af Stalin agerer den maskinpistol. Signe Haugland er den ene af kun to tilbageværende fagottister i Copenhagen Phil og har med sine 40 års erfaring et solidt kendskab til den dybe træblæser, der har været hendes anden stemme, siden hun som 15-årig forelskede sig i den
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ææh hvor ville jeg gerne læse det hele. Sikke et spændende arbejde Horsnæs har.