Læsetid: 2 min.

Udgifterne til kultur er meget små og konsekvenserne af at spare derfor meget store

Omprioriteringsbidraget fortsætter i 2020. Med mindre regeringen tvinges til at prioritere om, skriver kulturjournalist Rasmus Bo Sørensen i denne kommentar
Omprioriteringsbidraget fortsætter i 2020. Med mindre regeringen tvinges til at prioritere om, skriver kulturjournalist Rasmus Bo Sørensen i denne kommentar

Mia Mottelson

4. oktober 2019

Finansminister Nicolai Wammen (S) havde ingen kaniner med i hatten, da han på et pressemøde onsdag tryllede et dugfrisk finanslovsforslag frem for offentligheden. I hvert fald ikke på kulturens område, hvor det forhadte omprioriteringsbidrag i vid udstrækning får lov til at fortsætte i 2020.

Under forårets valgkamp lovede Socialdemokratiets daværende kulturordfører Mogens Jensen (S) ellers, at partiet var klar til helt at fjerne besparelserne fra kulturområdet. Men siden har kulturminister Joy Mogensen (S) haft travlt med at dæmpe forventningerne – og med det nye finanslovsudspil står det klart hvorfor.

Regeringen har kun fundet penge til at friholde de kunstneriske uddannelser, folkehøjskolerne og Det Kgl. Biblioteks Universitetsbibliotek. Alle andre kulturområder, der har været omfattet af omprioriteringsbidraget, vil også fortsat være det i 2020, og dermed skal de for femte år i træk skære to procent på deres budgetter – uden endnu at have fået en slutdato at forholde sig til. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
Anders Reinholdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er en pointe, jeg har fremført til bevidstløshed - også, at det var penge, der ville kunne samles op af en enkelt uges regnefejl i finansen.
Der er flere og flere talenter, der har bedre og bedre mulighed for at drage fordel af globaliseringen på internationale markeder - hvis de vel at mærke blev behandlet bare en lille smule som andre eksporterhverv.
Tidligere var der en oversætterpulje, som finansierede danske forfatteres udgivelser på andre sprog - den hører man ikke om længere, findes den? Det var vist også det eneste tiltag, men man kan undre sig over, at f.eks. de danske forlag ikke gik sammen om at udgive danske bøger i oversættelse SELV. I en international verden med nethandel, især af bøger i fast form og på nettet, behøver man ikke en mellemmand.