Analyse
Læsetid: 6 min.

Vær kritisk, vær en Sara Danius

Det Svenske Akademis første kvindelige permanente sekretær havde både højden og bredden. Det viser hendes essaykunst med al tydelighed. Her skriver hun om modernistiske værker, tøjmode og mord i køkkenet. I lørdags døde hun kun 57 år gammel
Sara Danius til nobelfesten i 2018 – det år, hvor den litterære pris ikke blev uddelt på grund af krisen i Det Svenske Akademi.

Sara Danius til nobelfesten i 2018 – det år, hvor den litterære pris ikke blev uddelt på grund af krisen i Det Svenske Akademi.

Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Kultur
18. oktober 2019

»Mit navn er Sara Maria Danius, jeg blev født den femte april 1962 i Täby nord for Stockholm, og jeg er frugten af en skandale.« Sådan begynder professoren, forfatteren og den tidligere permanente sekretær i Det Svenske Akademi sit Sommarprogram, der blev sendt i svensk P1 den 8. august 2013. Teksten til programmet står også i essaysamlingen Husmoderns död och andra texter, der udkom i 2014.

Bemærk den ligefremme stil, bemærk selvbevidstheden, bemærk humoren – sådan er Sara Danius som essayist. Eller sådan er hun blandt andet, for hun er samtidig en grundigt belæst civilisationskritiker, en bro mellem klassiske dyder og 1968-oprøret og en helt utrolig præcis iagttager og analytiker. Både når hun læser kogebøger og de store modernistiske værker.

Sara Danius døde i lørdags kun 57 år gammel efter mange år med kræft. Nu kan vi klynge os til alt det, hun har efterladt. Heriblandt hendes kritik og essaykunst, der i bogform ud over Husmoderns död och andra texter tæller Den blå tvålen: Romanen och konsten att göra saker och ting synliga (2013) og Om Bob Dylan (2018). Kræftsygdommen talte hun åbent om, hun gemte hverken den eller sig selv væk.

Da hun mødte op til nobelfesten i 2018 – det år, hvor den litterære pris ikke blev uddelt på grund af krisen i Det Svenske Akademi, som hun jo var leder af – var det i et kæmpe skrud af pink og orange, farver, der mindede om en tyrefægters. Alle andre var i pingvin og dæmpede farver.

Hold kæft-kjolen blev den døbt i offentligheden, den var i sig selv et statement og affødte nye statements på de sociale medier, blandt andet dette: »In a world full of ‘lagom’, be a Sara Danius«. Det svenske ord lagom kan oversættes til at betyde »ikke for lidt, ikke for meget, bare helt tilpas«.

Et skatkammer af viden

Den skandale, Sara Danius nævner, som hun er frugten af, er, at hendes mor – den senere berømte forfatter til De kære børn – Anna Wahlgren, kun var 18 år, da hun giftede sig med Saras far. Han var 53 år – og oveni hendes lærer, da hun blev gravid.

Den skandale fortæller ligesom #MeToo-skandalen i Det Svenske Akademi ikke ret meget om Sara Danius som person. Men skandalerne fortæller en hel del om omgivelserne, om normer og regler, om psykologiske, sociale og økonomiske mekanismer. Og om køn. Den skelnen mellem individ og samfund, mellem indefra og udefra er vigtig i Danius’ forfatterskab. Og alt det handler essayene i Husmoderns död om.

Det er et skatkammer af viden, der er samlet her, og går man ind i det kammer, forstår man, hvorfor Sara Danius’ forlægger, Daniel Sandström, her ved hendes død hyldede hende som kritisk tænker og essayist med disse ord:

»Sara havde både højden og bredden«.

For sjældent ser man komplekse værker som for eksempel James Joyces Ulysses (1922) og Marcel Prousts På sporet af den tabte tid (1913) formidlet så enkelt og pædagogisk. Sara Danius pitcher muntert Ulysses i fire variationer, blandt andet som en uendelig række af trivialiteter og slutter med ordene:

»Oveni kommer der limericker!«. Man kan næsten høre hendes latter, mærke hendes lyst til både Joyce og sin egen tekst.

Hun tager fra alle hylder ligesom en Susan Sontag, så er det de gamle grækere, så er det en paraply, der spiller »I’m singing in the rain«, når den bliver slået op, så er det Virginia Woolfs noveller som forarbejder til hendes romaner. Alt bliver yderst interessant med Sara Danius’ blik. Hun holder sig hele tiden til teksten og ordene i værkerne, legende og let. ’Let’ også som i let til latter.

I Bob Dylan-bogen viser hun, hvordan Dylan, Sapho, Homer, Rimbaud og Bellman er én stor familie af syngende poeter, digtere til ørerne. Hendes formuleringer er elegante, hun tager læseren med i tankeprocesserne, så man bliver helt utrolig nysgerrig på, hvad der mon venter en om det næste hjørne. Husmoderns död indeholder essays om det bibliotek, hendes far efterlod sig ved sin død med førsteudgaver af Harry Martinsons digtsamlinger og originaludgaven af Birgitta Trotzigs debutroman, som ikke er en krone værd på markedet.

Civilisationen har mistet husmorens mandlige dyder

Hun beskriver sig selv som 18-årig, da hun læste Camus og Sartre på stranden og udvisker elegant den nedsættende betegnelse ’strandlæsning’. Professoren med knytblusen som signaturbeklædning, blusen der blev et symbol på kampen mod (mænds) magtmisbrug, skriver naturligvis også om tøj og mode hos Stendahl, Honoré de Balzac og Marcel Proust. Ligesom Balzac ser hun på mode med største alvor.

Hun skriver om glaskunst og om tyske eksilforfattere i USA, Thomas Mann og Bertolt Brecht blandt andre. Hun skriver om foregangskvinder som Virginia Woolf, Djuna Barnes, Simone de Beauvoir og Jane Austen. Højden og bredden afspejles også i teksternes titler: Proust och majonnäsen og Goethe i Hollywood.

Samlingens første essay er et glansnummer af de helt store. Her læser Sara Danius Bonniers kogebogsklassiker, der udkom første gang i 1960. Essayet er oprindeligt skrevet i forbindelse med jubilæumsudgaven af kogebogen i 2010. Danius, der er optaget af historiske forandringer, men ikke vil være historiker, men civilisationskritiker – for en civilisationskritiker fælder domme, en historiker forsøger at være objektiv – sammenligner 1960-udgaven med 2010. Indledningsvist lyder det sådan her, bemærk ’ål’ som cliffhanger:

»Med det samme opdager man, at fem årtier af svensk civilisation ligger gemt i kogebogens transformationer. Det siger sig selv. Hvis behovet for føde er Natur, men måden at tilberede og spise føden Kultur, så har kogebogen en del at fortælle om samtidig svensk civilisation. Man behøver ikke læse mellem linjerne. Det er rigeligt at se de rigtige steder hen. Man kan for eksempel begynde med ål.«

Efter ål kommer hummer og så hare. Forandringen fra den første til den moderniserede udgave af kogebogen er, at i 1960 fik husmoren nøje instruktioner i at myrde i køkkenet. De instruktioner er væk i 2010. I Sara Danius’ humoristiske og dialogiske stil lyder optakten til en 1960-opskrift med ål sådan her:

»Følgende redskaber er nødvendige: 1 par riflede gummihandskar, 1 hammer, 1-2 søm, 1 kølle, 1 fladtang, 1 skarp kniv. Hvad planlægges? Overlagt mord? Korsfæstelse? Nej, kogt ål med ris og karry.«

Den husmor, der ifølge Sara Danius er død, er husmoren som slagter. Den husmor, der stikker en kniv igennem hummerens hoved og flår en hare. Inden denne pointe falder, har forfatteren oplistet 1960-husmorens dyder. Listen er lang, dyderne får nemlig den plads, de fortjener:

»Hun lagde sild i lage, strøg barnekinden, panerede skinke, rettede på en hårlok, tog en plade med søde boller ud af ovnen, tømte mandens pibe, skænkede hindbærsaft, smurte mandelfyld ud på toscakagen, glattede på dugen, trøstede små og store mennesker, når verden havde været ond.«

Man skulle jo tro, at det var denne omsorgsfulde husmor, der erklæres død i essayets titel, men hun findes skam stadig. Det, civilisationen har mistet, er husmorens mandlige dyder. Med Sara Danius’ egne ord forklares det yderligere sådan her:

»Man siger af og til, at en ældre tids kønsroller byggede på en streng arbejdsfordeling mellem mandligt og kvindeligt, i det mindste i middelklassen. Måske, måske ikke. Heltinden i Bonniers kogebog er et historisk væsen, der sprænger myten. Middelklassens husmor var både kvinde og mand, sirene og slagter, Eros og Thanatos. Husmoren var suveræn.«

Den svenske civilisation har mistet en Sara Danius til at skabe og gøre opmærksom på nye forandringer, men hendes metode: at læse, tænke og sætte spørgsmålstegn ved alle tiders begrænsninger og ikke være bange for at vurdere det, man iagttager – den burde være lige til at gå til. Vær kritisk, vær en Sara Danius.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nike Forsander Lorentsen

R.I.P. Sarah Danius var aldeles, aldeles speciell och modig, fantastisk kvinna. Tack før hennes besøk på denna jord.

Anina Weber, Ann Thomsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar