Læsetid: 16 min.

I 2010 fik vi økologisk digtning, da klimakrisen meldte sin ankomst i dansk litteratur

Hvordan er det lige, digte og romaner skal hjælpe os med at konfrontere det 21. århundredes største trussel? Det spørgsmål blev presserende i 2010 og årene efter, da klimakrisen holdt sit indtog i dansk litteratur
Lars Skinnebach erklærer i 2010, at han i lyset af den økologiske krise vil opgive forestillingen om det litteræres autonomi. Kunsten kunne ikke længere nøjes med at være noget i sig selv.

Lars Skinnebach erklærer i 2010, at han i lyset af den økologiske krise vil opgive forestillingen om det litteræres autonomi. Kunsten kunne ikke længere nøjes med at være noget i sig selv.

Sofie Amalie Klougart

8. november 2019

Den 6. maj 2010 ankom klimakrisen til dansk litteratur. Det skete i form af et eksperimenterende popband – navn: Klimakrisen – som havde base på Fanø og bestod af to medlemmer, digterne Lars Skinnebach og Theis Ørntoft.

Ankomsten blev annonceret med et par fotografier på det, der i årene omkring 2010 var et af de vigtigste medier i samtalen om dansk litteratur, nemlig bloggen, i dette tilfælde bloggen klimakrisen.blogspot.com.

På de udramatiske, let underbelyste billeder kan man se en stue med fyldte bogreoler og sære musikinstrumenter – og de to medlemmer, én rygvendt, én med sin vindjakke trukket skævt hen over hovedet, på en uplejet græsplæne. Der er en stol og et grønt telt i baggrunden. Kaniner sidder overalt omkring dem.

På bloggen satte forfatterne – formodentlig især Skinnebach – ord på krisens musik og arbejdsform:

»Uden for i haven hoppede kaninerne rundt og følte sig fri i solen. Vi optog at de stampede og lavede et beat. Vi måtte fange dem ind om aftenen, så ræven ikke åd dem. Den yngste kanin brølede. Ad meget hemmelige kanaler skaffede vi en optagelse af verdensrummet optaget af 6 radioteleskoper placeret forskellige steder på kloden. The sounds are real stod der med sirlig håndskrift på den hjemmekopierede cd. Som om vedkommende der havde skrevet det næsten ikke kunne tro det.«

Sådan stod der den 18. maj 2010. 12. juni fortsatte beskrivelsen:

»Vi er tilbage. Lars og Theis er tilbage. Vi skilte klaveret og en skrivemaskine ad og bandt farvede snore mellem bogstaverne og klaverets hamre, så vi kunne stave os gennem K=L=I=M=A=K=R=I=S=E=N og få det til at lyde som sød musik. Kunst der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) er ikke værd at beskæftige sig med. Vi laver soundtracket til din ukuelige dumhed.«

Omkring 2010 var et af de vigtigste medier i samtalen om dansk litteratur: bloggen. Her et screenshot fra Lars Skinnebach og Theis Ørntofts blog ’klimakrisen blogspot.com.

Skærmbillede fra klimakrisen.blogspot.com

Trods det alt for alvorlige emne er der en legende, idyllisk munterhed i disse tidlige indlæg, et tonefald, der kun i glimt slår over og bliver skarpt og kantet. Det er, som om hele ideen om at skrive og spille om (og som) klimakrisen i sommeren 2010 er et eventyr, de to digterknægte nu skal ud på. Hvor de glæder sig! Storøjede vil de træde ind i fremtiden, nu skal vi andre bare følge med.

Det tonefald er det mest fremmedartede ved de små tekster på klimakrisen.blogspot.com. Ellers synes bloggens ord nemlig først og fremmest profetiske. De aftegner et verdenssyn – snarere end en poetik – der har haft enorm gennemslagskraft i tiernes danske litteratur.

Den økologiske krise og dens kunstnere befinder sig midt i en natur, som de hele tiden er i rytmisk udveksling med, om ikke andet så gennem deres åndedrag. Men den natur er ikke uberørt længere, den er snarere ødelagt, den er filtret sammen med civilisationen og dens affaldsstoffer. Men kunstnerne er også spændt ud mellem en tilforladelig hverdag og et kosmos så stort, at det næsten ikke er til at fatte.

Skalaerne skrider og forbinder sig på nye, forvirrende måder – snart er man på et atomart niveau, snart er man ude blandt planeterne. Snart bobler planetens kræfter inde i en selv.

Og så er der det berømte slogan, det om kunst og klimakrise, der op gennem tierne stod som en ledetråd for forbløffende meget af den unge, danske økolitteratur. Til gengæld giver bloggens små tekster ikke noget fast bud på det oplagte, næste spørgsmål: Hvordan skal kunsten beskæftige sig med klimakrisens alt for store trussel?

Måske skal man skrive utopier, måske skal man lave kunst, der løfter tilskuerne med ind i fremtidens fællesskaber. Måske skal man forsøge at forhindre undergangen. Måske skal man udpege dumheden i en eksisterende orden. Hvem ved?

Litteraturen skal have konkret virkning i verden, ellers er den ligegyldig

For Skinnebach selv viste svaret sig at være lige så klart, som det var radikalt: I lyset af den økologiske krise ville han opgive, erklærede han, forestillingen om det litteræres autonomi. Kunsten kunne ikke længere nøjes med at være noget i sig selv, den blev nødt til at have konkrete virkninger i verden, ellers var den ligegyldig. Men i praksis indløste han sin ambition på en sjovt bagvendt måde.

Nytårsaften 2010 udgav han en lille håndlavet bog, Øvelser og rituelle tekster. I den var der optrykt digte og en serie af prosatekster om et mislykket naturmøde i Grønland. Læserne måtte kun købe bogen, hvis de samtidig underskrev en kontrakt, hvor de lovede kun at købe grøntsager de følgende fem dage. For at købe bogen skulle man altså ændre sit liv. I et interview i Weekendavisen den 11. juni 2011 forklarede han:

»Nogle har kritiseret mig for ikke at stille et mere radikalt krav til køberne, men det var en vigtig pointe, at kravet var så lille. De fleste købere har formentlig brudt deres løfte, men dermed bliver de netop opmærksomme på deres store forbrug.«

I samme interview fortalte Skinnebach, hvordan han udførte rituelle danse foran havet på Fanø. For måske kunne det, magisk, holde vandstigningerne tilbage.

»Jeg stiller den mindste, skrøbeligste handling over for den største udfordring. Det er paradokset ved kampen,« forklarede han.

Det er en smuk og fortvivlet tanke, en sen version af den romantiske ironi. I den klassiske romantik lader litteraturen sin læser ane det, den ikke formår at repræsentere: ånden, det uendelige.

Det skete i 2010

  • Muhammed-tegneren Kurt Westergaard udsættes for et drabsforsøg, da en øksemand bryder ind i hans hjem.
  • Google lancerer Google Street View i Danmark.
  • Connie Hedegaard udnævnes til ny EU-kommissær for klima.
  • Ved et flystyrt i Rusland omkommer Polens præsident Lech Kaczyński.
  • En eksplosion på olieboreplatformen Deepwater Horizon medfører en udslipskatastrofe i Den mexicanske Golf.
  • Hotel Jørgensen i København udsættes for et mislykket terrorangreb af den tjetjensk-belgiske Lors Doukaiev.
  • 33 minearbejdere i Chile bliver reddet efter at have været fanget 700 meter under jorden i 69 dage.
  • WikiLeaks offentliggør 251.287 dokumenter sendt fra amerikanske diplomater over hele verden til USA’s udenrigsministerium.

Hos Skinnebach skal kunsten være virksom, men er især virksom i det øjeblik, den er åbenlyst utilstrækkelig. Det konkrete, kunstneriske nederlag lader os ane omfanget af den udfordring, vi står over for. Den gør krisen nærværende for den enkelte som en umulig pligt – og en nødvendig opgave.

Sådan kunne litteraturen stille sig over for klimakrisen.

Theis Ørntoft viste sig at gøre noget helt andet. I Digte 2014, et af årtiets lyriske hovedværker, skrev han apokalyptiske visioner fra en verden, der både er helt genkendelig – jeget ser tennis i fjernsynet og følger med i breaking news på sin skærm – og allerede helt ødelagt:

»I nat, i år
et sted mellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever,« sådan lyder samlingens første ord.

Her er undergangen – naturens død – ikke bare noget, man frygter og bekæmper, men noget, der allerede er sket. Alle processer er gået af led, der er, som der står i Digte 2014, »anarki i alle atomer«.

Men samtidig strømmer de biologiske processer, der nu er forvredne, også gennem samfundsøkonomien og gennem den enkelte, gennem vores kroppe, vores bevidsthed og vores begær. »Alger i luftrøret«, står der et sted, et andet at »jeg er et koordinat for planter og genfærd«.

I Digte 2014 bevæger man sig fra molekyler til Mælkevejen og fra sekunder til geologisk tid.

»Det er tynde vægge
der adskiller mig fra kridttiden«, som der står undervejs.

Eller som Ørntoft skriver i romanen Solar (2018), der deler mange af sine temaer og tonefald med de foregående digte:

»Det personlige er planetarisk« – og altså ikke politisk, som det hed i halvfjerdserne. Men især blander skalaerne sig på forvredne måder, og især zigzagger digtenes tonefald mellem en desillusioneret udmattelse – »jeg forstår ikke dem, der sætter børn i verden i dette årtusind« – og så vilde, apokalyptiske visioner:

»Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet
ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker
jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind
jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum
og se boreplatformene komme sejlende
se dem skyde deres flammer op i mørket.«

Ikke desto mindre tyder ingen digte på, at det lyriske jeg i Digte 2014 holder op med at fylde sin mund – holder op med at forbruge og feste, skiftevis deprimeret og oppe at køre, midt i undergangen. Hos Ørntoft er der nemlig nok afsmag ved de biologiske ødelæggelser, men der er ingen udvej fra dem.

Den økologiske katastrofe er bare et vilkår, måske endda en æstetisk nødvendighed, al den stund den udgør materialet for de visioner, digtene får deres energi fra.

Drømmen om en utopisk materie

Jeget er hos Ørntoft gennemstrømmet af katastrofale energier, men samtidig er det, som lyrisk instans, fuldstændig uberørt. Sprogligt set er det så stabilt, som man kan forestille sig. Det taler hele tiden om sig selv, det står i centrum af alle digte. Hvordan ville en økologisk digtning se ud, hvis skriftens hovedperson ikke længere var os, menneskene, men snarere var de rodede energier, der strømmer gennem verden?

Sådan er det hos Ida Marie Hede, hvis forfatterskab igen og igen forsøger at beskrive menneskenes verden fra det, man kunne kalde den energiske materies perspektiv. Allerede i debuten Seancer (2009) var hun mest optaget af, hvordan menneskekroppe og menneskegrupper blev gennemstrømmet af for eksempel kommunikation i telefonledninger eller af havvand og hormoner i feriebyen Sharm el-Sheikh.

Hun skrev om livsprincippet som elektrisk impuls og om algernes slam i tekster, der på én gang kredsede om mennesker og gjorde det menneskelige til en biperson i skriften.

I bogen Inferno (2014) – skrevet i tæt dialog med August Strindbergs alkymistiske drømme – dukkede olien så op som materiens smertensbarn. Kommer den op af jorden, olien, så skaber den »den overgearede kapitalisme, planetens ødelæggelse«, som der står.

»Når jordens overflade berøres, når borene graves ned, åbnes der op for de geologiske traumer.
Jorden knager i pinsel.
Insekterne vrider sig.«

Sigende nok er perspektivet også her bogstaveligt talt umenneskeligt: Olien er problematisk, fordi insekterne lider. Eller fordi planeten pines. Optræder olien i den menneskelige skalas størrelse i Inferno, så sker det som tatoveringsblæk og som skriftens blæk. Enklere bliver det ikke af, at bogens sporadiske jeg ikke drømmer om alternative energiforsyninger, men om en »utopisk olie«. Hvad vil det sige?

»En olie, ikke boret nådesløst frem af sine gemakker, på samme grænseløse måde som hvis menneskelig føde under en hungersnød blev hentet ud af menneskeknoglers marv.

Ikke udløseren af millioner af nedslagtninger, geografiske konflikter.

En olie, der ikke er traumatisk, spundet ind i magtkampe.

Alligevel en rå og svulstig, sygeligt sort væske, der svulmer.«

Det er en vild og fremmedartet forestilling, så fremmedartet at forbindelsen mellem energiforsyning, kultveilte og klimakrisens trusler ligesom forsvinder ud af syne. Samtidig er olien en metafor for begæret i Inferno: Jegets elsker er monomant optaget af olien og dens afledte magt. Når de har sex, vælder det frem med en klæg masse:

»Nu udspyer den tætbemalede krop en sort flegma, som hvis organernes motorer gennem fødderne borer plaskende, aggressiv olie op fra jordens kerne, en dunst af biopolitisk terror fyger ud af hans åbninger.«

At drømme sig ud af oliens traumer er at drømme sig hen mod et nyt begær. Men at drømme om et nyt begær er også at drømme om en ny geologi, at drømme om, at fysiske og kemiske processer skulle adlyde en ny logik. Også sådan reagerer dansk litteratur altså på klimakrisens alt for store udfordring: ved at fabulere sig hinsides det menneskelige, ved at drømme om en utopisk materie.

Det er ikke noget andet i dag, end dengang vores bedsteforældre var unge

Måske er klimakrisen ikke bare en afsindig katastrofe, måske er den også en hverdag. Eller: Måske er klimakrisen en katastrofe, der viser sig at være usynlig i hverdagen i Danmark, Skandinavien, Europa. Dens udvikling er for langsom til at være andet, på en gang for stor og for gradvis til at få tydelige konturer i dagenes trummerum af madpakker og cykelture.

Gletsjerne trækker sig måske tilbage, træernes blade springer ud stadigt tidligere, men ingen kan faktisk se CO2-niveauet stige i luften. Intet menneskes livsverden går pludselig til grunde, når endnu en art frøer uddør, eller en sjælden fugleart mister sit sidste habitat.

Storme og oversvømmelser bliver hyppigere og voldsommere, men de årlige skybrud er ikke noget andet i dag, end dengang vores bedsteforældre var unge.

Det er i det perspektiv, Amalie Smiths forfatterskab berører klimakrisen og den globale opvarmning. Debuten De næste 5000 dage (2010) var optaget af det misforhold, der kunne være mellem den måde, vi oplever verden på, og så de – geologiske og biologiske – processer, der løber gennem både vores omgivelser og os selv.

Kystlinjen forandrer sig, men på måder, man nærmest skal anstrenge sig for at gøre synlige for sig selv. Eller, som det sker i hendes næste bog I civil (2012): Kræftcellerne vokser i en syg, men er samtidig helt fremmede for den måde, hvorpå hans krop fremstår for ham selv og hans kæreste. De mærker behandlingen, men ikke sygdommen, og mærker den som noget helt andet end behandling:

»dit kys smager kemisk
vi sporer den smag
tilbage til scanningen torsdag,« som der står.

Amalie Smiths debut ’De næste 5000 dage’ (2010) var optaget af det misforhold, der kunne være mellem den måde, vi oplever verden på, og så de – geologiske og biologiske – processer, der løber gennem både vores omgivelser og os selv.

Søren Bidstrup

Noget løber gennem og omkring os, men det træder kun frem på forskudte, skæve måder. I Smiths essayistiske hovedværk Et hjerte i alt fra 2017 skriver hun så om den globale opvarmning med den erkendelse in mente.

Bogen krydsklipper mellem glasklare overvejelser om antikke skulpturer, dykkersyge, forelskelser, computersimulationer, Marguerite Duras og meget andet. Midt i det hele står brudstykker fra en dagbog fra et ophold i Grønland, 2013, med titlen »Det, der kan vandre med isen«. De handler, simpelthen om, at isen vandrer, og om alt det liv, der vandrer med den. Til slut står der:

»Den arktiske zone rykker to kilometer længere nordpå hvert år, så hurtigt går det. Det var i nyhederne sidste uge. Hvis isen rykkede den anden vej, ville det være lettere at forstå som en trussel. Hvis dens kæmpe krop, geléagtig i bunden, gled som en snegl hen over flere og flere lande. Regeringen har fremlagt sin klimaplan i dag: Den vil lægge låg på gylletankene. Jeg ved ikke, om man kan lægge alt for store og alt for små perspektiver sammen til noget, der giver mening.«

Måske er det det, litteraturen kan hjælpe os med, at lægge perspektiverne oven på hinanden, at vise os hvor forskellige de er, og hvordan de alligevel sameksisterer. Den kan prøve at finde en fremstilling, der lader alle skalaerne: hverdag og landbrugspolitik og uafvendelige forskydninger i biosfæren eksistere på samme tid, og som også gør deres interaktion med hinanden synlig for os.

Den kan få klimakrisen til at træde frem som et fænomen, der måske ikke kan sanses og begribes i sin helhed, men i det mindste i sin kompleksitet, som et fænomen, der eksisterer på mange niveauer – som klima, kemi og hverdagens nødvendige bilkørsel – på én gang.

Eller måske kan den gøre, som Liv Sejrbo Lidegaard gør i sin debut Fælleden (2015) – det gamle ord for de jordområder omkring en landsby, som ingen bestemt ejede, og som alle derfor kunne lade deres husdyr græsse på. For Lidegaard er det også navnet for det fælles fysiske og sociale rum, som ingen ejer, og alle lever i, og derudover helt konkret Amager Fælled lige uden for København.

Lidegaard skriver om et lille fællesskab, der på én gang synes lukket om sig selv og åbent over for planternes, dyrenes og jordens rytmer. Og som alligevel aldrig kan miste samfundet af syne.

»svalerne deler sig skarpt foran mærsks containerskibe,« står der i bogens indledende serie af små prosastykker, som lader et ubestemt vi vandre ud i fælleden – på én gang det fælles og Amager Fælled – nærmest som var de spejdere på tur. I samme serie står der:

»flyene er lige over os, flyver tæt på som fuglene. teltet lugter af døde myrer og sidste års græs. vi har hængt vasketøj til tørre i krattet. da jeg vågnede lå mine venner omkring mig og sov.«

Så idyllisk det end er, så er fælleden hele tiden gennemstrømmet af noget fremmed, af varetransport, af multinationale selskaber, af sporene efter den private ejendomsret. Og den er, kan man tilføje, også gennemstrømmet af den kultveilte, flyene udsender deroppe på himlen, uanset hvor forbundet med den nære natur, de sovende skikkelser og deres lille fællesskab så er.

Måske er det derfor, der er noget sørgmodigt over Fælleden, og også derfor, Lidegaards skildringer af det fælles synes farvet af både sorg og omsorg. Som Christian Yde Frostholm gør det i Træmuseet (2018), skriver hun fra en verden, hvor hierarkiet mellem natur og civilisation er vendt på hovedet.

Alt det biologiske liv, der overskrider det menneskelige samfunds konturer, og som drømmen om det fælles liv så tydeligt er forbundet med hos hende, ja, det eksisterer kun på samfundets nåde.

Hvad hjælper det at skrive digte, når mængden af kultveilte i atmosfæren alligevel stiger?

I de sidste ti års danske litteratur er der relativt få skildringer af en verden, hvor klimaforandringerne har udviklet sig til en helt ukontrollerbar, synlig katastrofe, hvor klimaet simpelthen er ude af kontrol. De få, der er, trækker typisk på det overnaturliges fortælletraditioner snarere end på det, der umiddelbart virker mest oplagt, nemlig sci-fi-genrens tradition for at skildre mulige fremtider.

Sådan er det i Charlotte Weitzes roman Den afskyelige (2016), der udspiller sig i et Norge, hvor al sne er ved at forsvinde, og hvor menneskenes børn er muterede, så de kan leve i en verden af vand, og hvor isens kulde snarere end hjertets varme er blevet tegnet på den ægte kærlighed.

Forbindelsen til klimakrisen er mindre eksplicit i Joakim Vilandts apokalyptiske barokpasticher i Cassandra (2017), men løber alligevel som en basgang gennem digtenes bogstaveligt talt forvredne sprog:

»Aske tel Aske, Halleluja Furor Solis!«, som der står undervejs, som om klimakrisen har gjort selveste solen til livets fjende.

Noget lignende er tilfældet med Ursula Scavenius’ fortælling »Luna Secunda« fra samlingen af sære fortællinger, Fjer (2015). Her er vandet steget og steget, indtil civilisationen er endeligt brudt sammen, men katastrofen skyldes ikke udledningen af CO2. Det skyldes den pludselige fremkomst af en anden måne. Alligevel klinger klimakrisen med, når fortællingens ene hovedperson, videnskabsmanden Anker, overvejer sin situation:

»Når man tænker på månen, der har født en anden måne, og tyngdekraften, som forandrer sig, så vandet stiger, virker det latterligt, at han og de andre forskere har gået der i månedsvis og kigget op på himlen. Hvad hjalp det, at de forskede, når de ikke kunne gøre noget?«

Og hvad hjælper det at skrive digte, når mængden af kultveilte i atmosfæren alligevel stiger, ubønhørligt år for år? I takt med at klimakrisen fylder stadigt mere i vores fælles bevidsthed, fylder den også mere i litteraturen, eller i al fald i formidlingen af litteraturen.

Den fjerde oktober i år havde Informations bogsektion tema om klimaforandringer – »når kloden og klimaet er i dramatisk forandring, hvad er så vigtigere at skrive om?« som der manende stod på forsiden – i et mere eller mindre bevidst ekko af Lars Skinnebachs og Theis Ørntofts oprindelige slogan fra deres gamle blog.

Dagen efter blev den første festival for klima og litteratur afholdt i København. Præcis hvilken reduktion af vores fælles CO2-udledning det så medførte, kan ingen måle.

Men måske er spørgsmålet forkert stillet. I et interview i Deadline den 15. marts 2018 udlagde Lars Skinnebach sin gamle påstand om, at al kunst burde beskæftige sig med klimakrisen på ny.

I dag er den måde, hvorpå mennesker indvirker på og påvirkes af den omgivende biosfære, et eksistentiale på linje med døden og kærligheden, erklærede han.

At skrive om den enkeltes og samfundets liv, som om den udveksling ikke finder sted, det er at skrive om en verden, der ikke længere findes. Det ville være at skrive om en form for eksistens, der ikke længere er mulig. Det ville være at gøre litteraturen uvirkelig, irrelevant, uden forbindelse til hverken den enkeltes eller det fælles liv.

Præcis hvad litteraturen skal sige om vores nye eksistentiale, det gav Skinnebach ikke noget svar på i Deadline. Hvorfor skulle han også det? De sidste ti års danske litteratur har beskæftiget sig med klimakrisen ud fra en forestilling om, at det menneskelige samfund og den omgivende verden – dens kemiske, biologiske, geologiske processer – er filtret uigenkaldeligt ind i hinanden. Men derfra har den gjort forbløffende forskellige ting.

Den har skrevet essayistisk og ekstatisk, utopisk og elegisk. Den har fantaseret om apokalypser og om hverdagen, insisteret på det bakterielle og det planetariske liv. Den har undersøgt, hvordan klimakrisen overhovedet bliver synlig i vores hverdag. Den har reageret på den virkelighed, der omgiver os, helt som den altid har gjort.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Hvordan er det lige, digte og romaner skal hjælpe os med at konfrontere det 21. århundredes største trussel?”

Underrubrikken stiller et centralt spørgsmål, men artiklen giver kun i begrænset omfang svar på spørgsmålet ud fra den nævnte skønlitteratur, der ikke er tilbøjelig til at lægge op til et sådant svar, og selvfølgelig findes der flere relevante svar på dette spørgsmål, der ikke udelukker hinanden.

Det interessante må især være måden, det gøres på, og der ser jeg især den litterære udfordring i eksperimenterende fremstillinger, der bryder med traditionelle måder at fremstille traditionelle problemstillinger på, og som præsenterer nye ontologiske forståelser af forholdet mellem det menneskelige og det ikke menneskelige i den civilisationskritiske kontekst, som klimakatastrofen må ses i.

Set i det perspektiv betragter jeg Lars Skinnebachs og Ida Marie Hedes tilgange som væsentlige, og en forfatter som Nanna Storr-Hansen lever også op til den udfordring, jeg nævner ovenfor. En japansk digter som Hiromi Ito med ”Vildgræs ved flodlejet” må kunne fungere som filosofisk inspirationskilde for danske forfattere til en ny civilisationskritisk tilgang til klimakatastrofen.