Læsetid: 16 min.

I 2010 fik vi økologisk digtning, da klimakrisen meldte sin ankomst i dansk litteratur

Hvordan er det lige, digte og romaner skal hjælpe os med at konfrontere det 21. århundredes største trussel? Det spørgsmål blev presserende i 2010 og årene efter, da klimakrisen holdt sit indtog i dansk litteratur
Lars Skinnebach erklærer i 2010, at han i lyset af den økologiske krise vil opgive forestillingen om det litteræres autonomi. Kunsten kunne ikke længere nøjes med at være noget i sig selv.

Lars Skinnebach erklærer i 2010, at han i lyset af den økologiske krise vil opgive forestillingen om det litteræres autonomi. Kunsten kunne ikke længere nøjes med at være noget i sig selv.

Sofie Amalie Klougart

8. november 2019

Den 6. maj 2010 ankom klimakrisen til dansk litteratur. Det skete i form af et eksperimenterende popband – navn: Klimakrisen – som havde base på Fanø og bestod af to medlemmer, digterne Lars Skinnebach og Theis Ørntoft.

Ankomsten blev annonceret med et par fotografier på det, der i årene omkring 2010 var et af de vigtigste medier i samtalen om dansk litteratur, nemlig bloggen, i dette tilfælde bloggen klimakrisen.blogspot.com.

På de udramatiske, let underbelyste billeder kan man se en stue med fyldte bogreoler og sære musikinstrumenter – og de to medlemmer, én rygvendt, én med sin vindjakke trukket skævt hen over hovedet, på en uplejet græsplæne. Der er en stol og et grønt telt i baggrunden. Kaniner sidder overalt omkring dem.

På bloggen satte forfatterne – formodentlig især Skinnebach – ord på krisens musik og arbejdsform:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Hvordan er det lige, digte og romaner skal hjælpe os med at konfrontere det 21. århundredes største trussel?”

Underrubrikken stiller et centralt spørgsmål, men artiklen giver kun i begrænset omfang svar på spørgsmålet ud fra den nævnte skønlitteratur, der ikke er tilbøjelig til at lægge op til et sådant svar, og selvfølgelig findes der flere relevante svar på dette spørgsmål, der ikke udelukker hinanden.

Det interessante må især være måden, det gøres på, og der ser jeg især den litterære udfordring i eksperimenterende fremstillinger, der bryder med traditionelle måder at fremstille traditionelle problemstillinger på, og som præsenterer nye ontologiske forståelser af forholdet mellem det menneskelige og det ikke menneskelige i den civilisationskritiske kontekst, som klimakatastrofen må ses i.

Set i det perspektiv betragter jeg Lars Skinnebachs og Ida Marie Hedes tilgange som væsentlige, og en forfatter som Nanna Storr-Hansen lever også op til den udfordring, jeg nævner ovenfor. En japansk digter som Hiromi Ito med ”Vildgræs ved flodlejet” må kunne fungere som filosofisk inspirationskilde for danske forfattere til en ny civilisationskritisk tilgang til klimakatastrofen.