Læsetid: 17 min.

I 2011 blev Danmark ramt af ‘Jussimania’ og krimien kom på de fines bord

Bibliotekspengene rullede ind til de største krimiforfattere, samtidig med at kriminalromanen bevægede sig fra ’sniksnak’ til at få stadig større betydning for det litterære kredsløb
Jussi Adler-Olsen op restaurant NIMB, hvor han møder den samlede danske verdenspresse i forbindelse med, at han modtager De Gyldne Laurbær.

Jussi Adler-Olsen op restaurant NIMB, hvor han møder den samlede danske verdenspresse i forbindelse med, at han modtager De Gyldne Laurbær.

Sofie Amalie Klougart/Ritzau Scanpix

15. november 2019

Den 27. januar 2011 blev Jussi Adler-Olsen tildelt De Gyldne Laurbær, boghandlerforeningens store pris. Vanen tro skulle forfatteren overraskes, så han var blevet inviteret på frokost med sit forlag på den københavnske restaurant NIMB. Det var den samlede danske verdenspresse også, inklusive radio og tv-kanalerne, men hemmeligt, så de på rette vis kunne forevige Adler-Olsens forventede, forbløffede glæde.

Desværre kunne TV 2’s sendevogn ikke finde en diskret placering, og så ville ingen andre journalister gemme sig væk. I en artikel i Information berettede Karen Syberg:

»Da en lille tændstikmand i vindtæt overfrakke dukkede op helt nede foran Axelborgs tårn, lød råbet: ’Nu kommer han,’ og hele flokken klemte sig i løb hen ad fortovet mellem den famøse sendevogn og de parkerede cykler. Så vidt det kunne skønnes, var det dog kun en enkelt af de tohjulede, der måtte bide i fliserne.«

Det er næsten symbolsk: Krimien dukker op – og vrider de fattigfine, finlitterære ritualer af led.

Adler-Olsen fik De Gyldne Laurbær for sin krimithriller Journal 64. Romanen, der udkom november 2010, er den fjerde i Adler-Olsens serie om efterforskeren Carl Mørck, leder af Afdeling Q, og hans lille, uortodokse team af opdagere. De sidder i kælderen af Politigården og tager sig af de helt sære og glemte sager, og så støder de igen og igen ind i kriminelle med hang til afsindige forbrydelser. Faktisk kredser serien gerne om det, man kunne kalde spektakulære ondskabstableauer.

Det skete i 2011

  • Formodede terrorplaner mod Jyllands-Postens redaktion i København afsløres den 4. januar
  • Den danske kok Rasmus Kofoed vinder den 26. januar guld i Bocuse d’Or
  • Osama bin Laden bliver dræbt af amerikanske specialtropper i Pakistan den 2. maj
  • Lars von Triers film Melancholia får verdenspremiere på Filmfestivalen i Cannes den 18. maj. Dagen efter bortvises han fra festivalen, efter at være kommet med kontroversielle udtalelser om jøder og Hitler.
  • Forældrene i Brønderslev-sagen idømmes den 21. juni henholdsvis forvaring og 4 års fængsel i sag om misbrug af deres ældste døtre og vanrøgt af ni af deres i alt ti børn.
  • Voldsomt terrorangreb rammer Oslo og Utøya den 22. juli. 77 mennesker dør.
  • Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks første kvindelige statsminister den 3. oktober

Allerede i den første, Kvinden i buret fra 2007, tvinges politikeren Merete Lynggaard til at opholde sig i et trykkammer i fem år, og i Journal 64 ender Carl Mørck med at sidde bundet og såret ved et festklædt bord, hvor over tyve år gamle, indtørrede lig holder ham med selskab.

Det er spændstige, makabre sager, der allerede i de første bind viste sig populære i både Danmark og udlandet. Og med Journal 64 er det, som om succesen katapulteres ud i stratosfæren. Bogen udkom i et førsteoplag på svimlende 80.000 eksemplarer.

De sidste måneder af 2010 var den danske presse fuld af stakåndede artikler, som berettede om Adler-Olsen og hans bøger. »Jussimania« råbte en overskrift i Jyllands-Posten den 8. december 2010, deres dengang faste kulturjournalist Jesper Stein Larsen – han dukker op igen senere i denne artikel – kunne fortælle læserne om storsalg i Tyskland, om kommende udgivelser på engelsk, om mulige tv-serier, om film, der allerede var i produktion.

Succesen var kommerciel, men ikke kun det. Anmeldelserne af Journal 64 havde i hele dagspressen været fyldige og respektfulde, havde reelt kronet Adler-Olsen som regerende dansk krimikonge. Og i januar 2011 blev det så til De Gyldne Laurbær. Nok havde Leif Davidsen i 1992 fået prisen for sin internationale thriller Den sidste spion, og nok gik den i 2009 til Hanne-Vibeke Holsts blanding af thriller og politisk nøgleroman Dronningeofret – men Journal 64 var den første kriminalroman, der fik prisen.

Skal man kondensere en af de seneste tyve års vigtige udviklingslinjer i dansk litteratur – kriminalromanens fremvækst og stadig større betydning for det litterære kredsløb – i ét øjeblik, så kunne det altså være dette: Da Jussi Adler-Olsen i januar 2011 fik en pris, der ellers blev givet til bøger, som slog bro over skellet mellem det folkelige og det finlitterære.

Prisen var, som avisens daværende litteraturredaktør Jakob Levinsen skrev i Jyllands-Posten, »et længe tiltrængt signal om, at det at skrive inden for genren udmærket kan være foreneligt med det gode litterære selskab – hvis nogen stadig skulle være i tvivl.«

Krimien var ankommet til de fines bord.

Den skandinaviske femikrimi

Historien om det enogtyvende århundredes danske kriminalroman begynder egentlig i Sverige og Norge og med en betegnelse, der svæver mellem at beskrive og at nedgøre. Femikrimien var 00’ernes mest markante krimiform og var skandinavisk, før den blev dansk.

Især Liza Marklund gjorde den til et fænomen med sin journalistopdager Annika Bengtzon, der blev introduceret i Nedtælling (1998) og ikke bare opklarede spektakulære forbrydelser, mens hun kæmpede mod forstokkede mandslinge på sin arbejdsplads, men også formåede at jonglere sit liv på en måde, så arbejde og hjemmefront balancerede med hinanden i en virtuos, men usikker balance.

Sådan blev det også hos danske Elsebeth Egholm, der udgav Skjulte fejl og mangler i 2002 og dermed indledte serien af romaner om Dicte Svendsen, journalist med tæft for at opklare forbrydelser, men lige så meget fraskilt, veninde og mor med egne, private hemmeligheder. Og sådan blev det hos Sara Blædel, der debuterede i 2004 med Grønt støv og derfra lod venskabet mellem politiefterforskeren Louise Rick og journalisten Camilla Lind stå i centrum for en hel serie bøger.

Begge fik enorm succes allerede fra deres første bøger og er i dag ophavskvinder til veritable krimiimperier, oversat til utallige sprog, hver med et totalt salg på langt over en million bøger. I en reportage fra Krimimessen i Horsens fra 2007 afslørede selveste Per Larsen, hele Danmarks hr. politibetjent, dengang chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, at han var enorm Blædel-fan:

»Mens hun har skrevet, har vi alle på gården givet hende oplysninger og talt meget med hende,« forklarede han til Ekstra Bladets udsendte, »så jeg kan næsten sætte navn på alle hendes personer.« Han måtte dog indrømme, at han ikke havde læst hendes nyeste, »for rydningen af ’Ungeren’ kom lige i vejen«.

Sara Blædel.

Christian Als

Den kulturelle anerkendelse haltede det derimod noget med. Hele vejen op gennem 00’erne signalerede femikrimi i al fald en vis foragt selv blandt de anmeldere, der gjorde krimigenren til deres foretrukne speciale. I anmeldelsen af Blædels Aldrig mere fri (2008) i Weekendavisen lød underrubrikken: »Sara Blædel balancerer nu så fint mellem sniksnak og spænding, at betegnelsen ’femikrimi’ ikke mere er helt retfærdig.«

Men ’sniksnakken’ er ikke bare det problematiske, det er også det fornyende hos Egholm og Blædel. Deres opdagere er ikke bare opdagere, og da slet ikke hårdkogte typer med rappe replikker og hurtige næver, de er derimod let idealiserede repræsentanter for et moderne, kvindeligt middelklasseliv.

Spørgsmål om work/life-balance og cafébesøg med veninderne står centralt i deres bøger, det samme gør spørgsmål om, hvordan man sikrer sig respekt fra mandlige chefer, kolleger og underordnede – og det på arbejdspladser, hvor mændene ikke nødvendigvis er mandschauvinister, men hvor kulturen og de ubevidste normer gerne støder sammen med hovedpersonernes køn. Som når Louise Rick hele tiden sendes ud til de sørgende forældre i debuten Grønt støv, mens de mandlige efterforskere får opgaver med mere kød på.

Integrationen af dette hverdagslige og ofte livsstilsorienterede stof i krimiens form er ikke altid uden problemer. I netop Grønt støv fører det til nogle meget mærkelige stilistiske sammenstød. Her taler Louise Rick i telefon med sin kæreste, den maskuline og hensynsfulde Peter, der rejser med sit job:

»– Er det onsdag, du er tilbage?

– Ja. Jeg er hjemme sidst på dagen. Skal jeg købe ind til middag?

– Jeg ved ikke rigtig, hvordan det ser ud her. Efterforskningen er jo lige startet, så der bliver en del overarbejde, indtil vi finder gerningsmanden.

Hun mærkede, at hun havde brug for at snakke og fortsatte: – Der er lige kommet en drabssag mere.«

Og her prøver hun at tale hårdkogt til den unge, myrdede Karolines meget irriterende kæreste:

»– Jeg vil vide, hvad der er at vide om dig og din kæreste. Hun var en sød og fornuftig pige. Alligevel blev hun fundet myrdet i en park for mindre end et døgn siden. Den slags er sgu ikke i orden, og det er – for nu at sige det ligeud – ikke superfedt for dig, at du ikke har et alibi for det tidspunkt, hun blev dræbt.«

Det ’ikke i orden’ og det ’superfedt’ stirrer tilbage på den finlitterære kritiker som bumser på en ung piges pande. Men det er heller ikke forbrydelserne og deres opklaring, der gør Blædels og Egholms krimier til en læseoplevelse. Skønt de nærmest programmatisk handler om tidstypiske emner – narkohandel, internetdating, trafficking, æresdrab – så gentager bøgernes fremstilling af kriminalitet og kriminelle først og fremmest den, man allerede kan møde i aviser og i andre medier.

Opklaringen er under alle omstændigheder, som i stort set alle krimier, så forudsigelig som et urværk. Gennemløbet af det obligatoriske plot er som at se en kugles vej gennem en flippermaskine i ultraslowmotion: Der er selvfølgelig forskellige variationer, men aldrig egentlig spænding om, hvad der kunne ske undervejs, eller hvor det hele ender. I næste bog løber kuglen gennem maskineriet igen på en lidt ny måde – og alligevel helt som før.

Men krimiens forestillede læser er blevet en anden. Elsebeth Egholms og Sara Blædels bøger formulerer et erstatningsunivers, en projektionsflade for indlevelse og dagdrømme, kunne man sige, der især er rettet mod kvinder.

Fra bog til bog kan man følge heltindernes vandring gennem karriere, elskere og børn. Det er som at møde en gammel veninde eller måske som at se på et liv, der kunne være ens eget, bare tegnet op med klarere streger og uden dybdeperspektiv.

Konflikterne og dilemmaerne er uendeligt genkendelige – hvorfor er de teenagebørn så tvære? Hvorfor er kollegaen så arrogant? – men fremstår her på en både overtydelig og dejligt overskuelig måde. Og skønt opdagerne inkarnerer et genkendeligt liv, så er deres arbejde i det mindste ikke kedeligt. Det er fyldt med drama, det er helt uden rutine. Det er nyt.

Jussi Adler-Olsen var alt det, femikrimien ikke var

I al fald for nogle anmeldere – især lidt ældre, mandlige anmeldere – var kvaliteten ved Jussi Adler-Olsen helt fra begyndelsen, at han var alt det, femikrimien ikke var. Hos Adler-Olsen var der ikke et arsenal af forudsigelige middelklassefigurer, ingen pligtskyldig og gennemresearchet aktualitet, intet fokus på livsstil eller på det maskulines dominans i det moderne arbejdsliv.

»Adler-Olsen er i mine øjne i sine bedste øjeblikke en fremragende pulpfiction-forfatter med sin pumpgun-prosa med salver af storkornet spredehagl sendt i alle retninger,« skrev Politikens Bo Tao Michaëlis i 2007 i sin anmeldelse af den første roman i serien om Carl Mørck. Og i forbindelse med den anden erklærede Jyllands Postens Lars Ole Sauerberg – i 2008 – at »Adler-Olsen skriver originale krimier, der på trods af deres dystre anliggender har en befriende humor. Det er mere, end man kan sige om de fleste danske krimier, der gravalvorligt følger deres politikvinders trængsler i såvel tjeneste som privatliv.«

Det er faktisk rigtigt, at der ved siden af de sirligt udtænkte pinsler er en god del folkekomedie, mere præcist arbejdspladskomedie, i romanerne om Carl Mørck. Det er også rigtigt, at han er omgivet af hurtigt optegnede, excentriske karakterer, og at historierne om ham er fyldt med alt andet end sandsynlige plottråde. Alligevel går noget vigtigt fra femikrimien igen. Skrev Elsebeth Egholm og Sara Blædels om skikkelser, der både inkarnerer det moderne kvindelivs dilemmaer og tillader en dagdrøm om at overvinde dem, så skriver Adler-Olsen det samme for et moderne mandeliv – bare midaldrende, bare i et komisk register.

I al fald er det påfaldende, hvor meget skikkelserne i Mørcks skæve, sammenbragte familie – hjemme i Allerød bor der både en papsøn, en forsagt lejer og en lam kollega; ekskonen og hendes nye kæreste dukker også op – fylder i Journal 64, og også påfaldende, hvor lidt de lever op til nogen som helst forestillinger om det stilfulde liv. Det er også påfaldende, hvor meget detaljer fra den moderne arbejdsplads – fra arbejdstilsyn til galopperende influenzaepidemier – fylder i Mørcks verden og tankestrøm. Her har assistenten Assad influenza. Som man kan se, tilbydes læseren plads på første række i Carl Mørcks gnavent-resignerede, gemytlige tankestrøm:

»’Det kom i går’, snøftede Assad. Mage til våde hundeøjne skulle man lede længe efter.

’Gå hjem med dig, og det omgående’, sagde Carl og trak sig tilbage. Længere behøvede den snak ikke at være. Assad lystrede jo alligevel ikke.

Carl gik tilbage i sikkerhed og langede benene op på sit skrivebord og overvejede for første gang i sit liv, om det var nu, en chartertur til Gran Canaria masede sig på.«

Og så fremdeles. Generelt er Mørck både ledelsesresistent og helt uvillig til selv at lede noget som helst. Helst vil han sidde nede i den rodede kælder uden at skulle lave noget. Han er – men, igen, på en nærmest gemytlig måde – næsten altid irriteret på resten af organisationen, på mobiltelefoner, på hvad som helst. Og alligevel er det ham, der ender med at klare ærterne og få ros af chefen.

Han har det hele, kort sagt, demonstrativt rod i hjemmelivet på en måde, hvor det hele alligevel hænger sammen, er demonstrativt afvisende over for de sociale krav på en moderne arbejdsplads, og så alligevel, når det kommer til stykket, den bedste medarbejder. Og så er jobbet ikke engang rutine, ikke fyldt med ligegyldige excelark og handleplaner.

Det er, som om romanernes ideallæser er en mandlig, midaldrende, let udbrændt symbolanalytiker. Her kan han så drømme om, at det netop er typer som ham, der ender med at løse alverdens problemer.

Noget af det samme, men helt uden humor, finder man i en af tiernes mest markante krimiserier, Jesper Steins – der var han igen! – bøger om Nørrebro-strømeren Axel Steen. I andet bind, Bye Bye Blackbird fra 2012, er Axel Steen nok en hårdkogt og let forsumpet ener, men han er også delefar og må få sit arbejdsliv til at passe sammen med weekenderne med datteren Emma. Og søreme om ekskonens nye kæreste, den alt for kropsdisciplinerede Jens Jessen, stjernefrø fra PET, ikke er blevet hans chef! Hans ærinde er at gennemføre rationaliseringsprocesser på politigården.

Den anakronistiske ener står over for den moderne karrieremand med det særlige tvist, at eneren inderst inde er blød far. Og nok har han det svært med politietaten som moderne arbejdsplads, Axel Steen, men det er til sidst ham, der får afsløret en ond voldtægtsmand og en ond, incestuøs far – og også reddet Jens Jessens skind, da det viser sig, at Jessen ikke mestrer de vilde politijagter i storbyens dystre baggårde. Han får også, måske, mere samvær med datteren.

Det er ikke sikkert, han selv opfatter det sådan, men egentlig fortsætter Jesper Stein femikrimiens tradition, nu bare med manden i centrum.

De danske krimier befinder sig i deres eget kredsløb

Allerede i artiklen »Tomme kalorier til læseheste« undersøgte Berlingske Tidende den 5. april 2008, om ikke krimibølgen var toppet. »Grænsen for krimiens enorme succes er måske ved at være nået,« overvejede de.

I dag kan vi sige, at det slet ikke var tilfældet. Bølgen toppede heller ikke i 2011, men har vist sig bare at blive ved. Ikke bare syntes Jussi Adler-Olsens egentlig ret specielle blanding af udspekuleret vold og tegneserieagtig folkekomedie at blive mere populær for hvert bind, han har udgivet op gennem tierne – den femte roman, Marco Effekten, blev i 2012 trykt i et førsteoplag på endnu mere svimlende 152.000 eksemplarer, den sjette i et førsteoplag på 230.000.

Den blev kørt ind i boghandlerne på store paller. Krimigenrens succes er også blevet omsat til et snart uendeligt antal tv-serier, til stadig flere priser, til stadig nye navne, der slår igennem nationalt og internationalt. Sara Blædel fik De Gyldne Laurbær i 2015, Jesper Stein Larsen i 2016.

Alligevel kan det stadig føles, som om de danske krimier befinder sig i deres eget kredsløb. Genren har sine egne anmeldere, sin egen festival, sine egne læsere, sine egne stjerner. Findes der en finlitterær krimitradition i Danmark i det 21. århundrede? Svaret er ja, men så alligevel kun måske.

Forfattere som Svend Åge Madsen og Merete Pryds Helle skrev i 00’erne kriminalromaner, men under pseudonymer, henholdsvis Marianne Kainsdatter og Liv Mørk, vel for at markere afstanden til deres øvrige forfatterskab. Andre skrev krimier, der ved nærmere eftersyn snarere legede med end levede op til genrekoderne. I dag føles Susanne Stauns serie om Fanny Fiske, adfærdspsykolog med en uskrømtet glæde ved mænd og plastikoperationer, i al fald mest som en antifemikrimi avant la lettre.

Hos Staun er familielivet forbeholdt skurkene, mens heltinden er en fri fugl, der omtaler psykopatiske seriemordere som »mine drenge«. På den anden side skriver hun ikke gumpetungt – og heller ikke realistisk, romanerne foregår i en nær, men ubestemt fremtid – men snarere festligt makabert, som når en fransk retspatolog henrykt udbryder »Mon dieu! Un corps chaud!«, idet han berører Fiskes nøgne krop i begyndelsen af Som arvesynden (1999).

Pia Juul vendte simpelthen genrens konventioner på vrangen i Mordet på Halland (2009). Og Henning Mortensens Sondrup-trilogi, Næb og kløer (2005), Ræven går derude (2006) og Rita Korsika (2007) – uden tvivl den bedst skrevne krimiserie i ny dansk litteratur – hænger kun med fingerspidserne fast i konventioner som, for eksempel, at forbrydelsen skal opklares til sidst, eller at romanen skal holde fokus på de relevante personer og det relevante plot.

Hos Mortensen vil romanens fortællere hellere fortabe sig i et både trist og fortryllet Østjylland, hvor hjemmeorgelbyggere og trøstespisende advokater og bønder, der har gennemskuet globaliseringens hjerte, vandrer rundt.

De skikkelser har fortællerne – der i Ræven går derude omtaler sig selv som »vi« – et sjovt aktivt forhold til. Når den 12-årige Lilian nærmer sig et lig, så står der: »Vi hvisker til hende: Gå ikke videre, lille pige. Men hun lytter ikke. Vi aner nok, at hun ikke kommer til at se rådyr den dag.« Læg til det, at Mortensen hele tiden glider ud af sprogets tangenter for at ende i sætninger som:

»Nogle fugle kan ikke bestemme sig til, om de kun vil åbne næbbet for at pikke nogle krummer op, eller om de også vil slå et par triller. Det synes lidt, som om de ikke helt tror på ytringsfriheden, nu hvor vinteren atter truer dem med sin isfinger.« Den slags virker helt fremmed for krimigenren. Den plejer at have en anderledes funktionel måde at fortælle sin historie på.

I de offentlige støttekroners grå tal har kriminalromanen vokset sig stor

En egentlig sammensmeltning af krimigenren og den øvrige litteraturs forestillinger om kvalitet sker først med Eremitten (2014), første bind af den forfatterskoleuddannede Thomas Rydahls trilogi om Erhard Jørgensen, knap 70-årig fortabt sjæl og taxachauffør på ferieøen Fuerteventura.

Her vendes genrens konventioner ikke på hovedet, men pustes snarere op, gøres mere rummelige, så de kan rumme en episk fortælling om fejltrin, tab, afmagt og sorg. Som der stod i anmeldelsen af romanen i det nu lukkede tidsskrift Kritik nummer 2013 – Kritik anmeldte kun overordentlig lødig litteratur – var Eremitten »en ægte roman«. Men »den er mere end det, den er en krimi med et gedigent plot«.

Men Rydahl er en enlig svale. Og måske er et andet, mere diskret øjeblik fra 2011, egentlig bare et tal fra 2011, vigtigere end både Adler-Olsens gyldne laurbær og forsøgene på at skrive litterære krimier, hvis man vil kortlægge krimigenrens ændrede plads i det litterære kredsløb. Adler-Olsens andel af bibliotekspengene steg nærmest eksplosivt fra 2010 til 2011. Mens han i 2010 havde fået 170.861 kroner – en ganske pæn sum – så fik han i 2011 udbetalt 421.873 kroner.

Antallet af bøger – mere præcist: antallet af bogsider – på hylderne bestemmer den mængde bibliotekspenge, den enkelte forfatter får. Bibliotekerne havde tydeligvis købt godt ind af hans bøger i det foregående år. Og det blev de ved med – ikke bare med at købe hans bøger, men med at købe kriminalromaner.

I begyndelsen af 00’erne blev listerne over dem, der fik flest bibliotekspenge uddelt, domineret af børnebogsforfattere, ordbogsredaktører, folkelige realister og gamle tressermodernister. I dag dominerer børne- og ungdomsforfatterne overlegent. Ordbogsredaktørerne er forsvundet, og de gamle modernister er skiftet ud med krimigenrens store navne.

Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm og Sara Blædel får for tiden udbetalt knap en halv million om året hver. En mere upåfaldende skikkelse som Julie Hastrup – debut i 2009 med En torn i øjet – får lige over en kvart million. Til sammenligning fik en romanforfatter som Kristian Bang Foss udbetalt lige over 25.000 i 2019. Nogenlunde det samme fik Olga Ravn og Theis Ørntoft. Alle tre har det seneste årti udgivet vigtige, dagsordensættende bøger.

Det er selvfølgelig vigtigt at fastholde, at de enkelte forfattere ikke skal klandres for de beløb, de får. Men det er også vigtigt at forstå, at udbetalingen af bibliotekspenge er del af den danske kulturpolitik, ikke kompensation for et manglende salg, sådan som mange ellers påstår. Hvis den var det, skulle pengene primært gå til forlagene og måske også boghandlerne. Det er især dem, der mister penge, når folk låner en bog på biblioteket i stedet for at købe den.

Er det virkelig det, den danske stat skal bruge sine sparsomme, litterære støttekroner til? På forfattere, der i forvejen tjener millioner af kroner på bogsalg? Det spørgsmål er der ikke et enkelt svar på. Den øgede mængde krimier på bibliotekernes hylder skyldes jo især, at bibliotekerne i dag i deres bogindkøb hellere vil følge borgernes smag end påtage sig en rolle som smagsdommer og forvalter af den rette kvalitet.

Den dannelsesopgave tager man nødigt på sig. Spørgsmålet er så, om det danske støttesystem skal gøre det. Uanset hvad: Også her, så at sige ad bagvejen, i de offentlige støttekroners grå tal har kriminalromanen vokset sig stor de seneste tyve år. Også her tager krimien for sig ved de fines bord.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indrømmet: Jeg er krimifob - undgår så vidt muligt krimier - de er ikke værd at bruge tiden på. Forenklede, usandsynlige plots og utroværdig stregtegning.
Ja, det er jo ikke fordi jeg ikke har forsøgt, om der var noget at hente der. Fx Henning Mankells bøger om Eallander har da gode elementer, men jeg falder fra når mavesvære midaldrende strissere leger James Bond og klare en håndfuld skurke på mindre en halv side, Gab-gab.
Noget af det værste og mest utroværdige var Stieg Larsson, som venstrefløjen jo - uvist hvorfor - er faldet pladask for. Jammerligt og fuldstændig urealistisk. I én af bøger plyndrer Lisbeth Salander en mafiabank på Bermuda for - vistnok - 3 mia SEK. Tror forfatteren mon selv på dén? Næppe, så dum kan han ikke være. Men læserne gør det åbenbart. My foot!!

Så det er fint nok, at bogtillægget omtaler krimierne fyldigt som udtryk for hvad folk spilder deres tid på ber i beg. af det 21. årh. Jeg havde dog gerne set, at emnet var blevet en del mere kritisk behandlet, pillet fra hinanden som tomt og hypet. Salgstal og placeringer på bæst-seller-lister gør det ikke alene. Og måske var det også på sin plads, at se på hvorfor de fleste medier skamroder krikigenren. På Organet for den højeste oplysning, har man endda sat en anmelder til kun at anmelde krimier, hvilket på den anden. side jo fortæller om Politikens manglende evne til at kende snot fra kanel.