Læsetid: 17 min.

I 2011 blev Danmark ramt af ‘Jussimania’ og krimien kom på de fines bord

Bibliotekspengene rullede ind til de største krimiforfattere, samtidig med at kriminalromanen bevægede sig fra ’sniksnak’ til at få stadig større betydning for det litterære kredsløb
Jussi Adler-Olsen op restaurant NIMB, hvor han møder den samlede danske verdenspresse i forbindelse med, at han modtager De Gyldne Laurbær.

Jussi Adler-Olsen op restaurant NIMB, hvor han møder den samlede danske verdenspresse i forbindelse med, at han modtager De Gyldne Laurbær.

Sofie Amalie Klougart/Ritzau Scanpix

15. november 2019

Den 27. januar 2011 blev Jussi Adler-Olsen tildelt De Gyldne Laurbær, boghandlerforeningens store pris. Vanen tro skulle forfatteren overraskes, så han var blevet inviteret på frokost med sit forlag på den københavnske restaurant NIMB. Det var den samlede danske verdenspresse også, inklusive radio og tv-kanalerne, men hemmeligt, så de på rette vis kunne forevige Adler-Olsens forventede, forbløffede glæde.

Desværre kunne TV 2’s sendevogn ikke finde en diskret placering, og så ville ingen andre journalister gemme sig væk. I en artikel i Information berettede Karen Syberg:

»Da en lille tændstikmand i vindtæt overfrakke dukkede op helt nede foran Axelborgs tårn, lød råbet: ’Nu kommer han,’ og hele flokken klemte sig i løb hen ad fortovet mellem den famøse sendevogn og de parkerede cykler. Så vidt det kunne skønnes, var det dog kun en enkelt af de tohjulede, der måtte bide i fliserne.«

Det er næsten symbolsk: Krimien dukker op – og vrider de fattigfine, finlitterære ritualer af led.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indrømmet: Jeg er krimifob - undgår så vidt muligt krimier - de er ikke værd at bruge tiden på. Forenklede, usandsynlige plots og utroværdig stregtegning.
Ja, det er jo ikke fordi jeg ikke har forsøgt, om der var noget at hente der. Fx Henning Mankells bøger om Eallander har da gode elementer, men jeg falder fra når mavesvære midaldrende strissere leger James Bond og klare en håndfuld skurke på mindre en halv side, Gab-gab.
Noget af det værste og mest utroværdige var Stieg Larsson, som venstrefløjen jo - uvist hvorfor - er faldet pladask for. Jammerligt og fuldstændig urealistisk. I én af bøger plyndrer Lisbeth Salander en mafiabank på Bermuda for - vistnok - 3 mia SEK. Tror forfatteren mon selv på dén? Næppe, så dum kan han ikke være. Men læserne gør det åbenbart. My foot!!

Så det er fint nok, at bogtillægget omtaler krimierne fyldigt som udtryk for hvad folk spilder deres tid på ber i beg. af det 21. årh. Jeg havde dog gerne set, at emnet var blevet en del mere kritisk behandlet, pillet fra hinanden som tomt og hypet. Salgstal og placeringer på bæst-seller-lister gør det ikke alene. Og måske var det også på sin plads, at se på hvorfor de fleste medier skamroder krikigenren. På Organet for den højeste oplysning, har man endda sat en anmelder til kun at anmelde krimier, hvilket på den anden. side jo fortæller om Politikens manglende evne til at kende snot fra kanel.