2012 blev året, hvor Uffe Elbæk nedlagde Brian Mikkelsens Kulturkanon

Visse vigtige begivenheder finder faktisk sted i det skjulte. Og rigtig mange vigtige begivenheder får først betydning længe efter, at de fandt sted. Begge dele gælder den vigtige hændelse, som der skal fokuseres på her, nemlig daværende kulturminister fra Det Radikale Venstre Uffe Elbæks interne administrative dekret fra 2012 om at nedlægge den Kulturkanon, som en af hans forgængere, Brian Mikkelsen, under stor offentlig bevågenhed lancerede i januar 2006.

Brian Mikkelsen blev dengang lynhurtigt kritiseret heftigt for, at han i en tale ved De Konservatives landsmøde lidet forudseende kædede kulturkanonen sammen med sin egen og partiets nationalpolitiske kultur- og værdikamp.

Kulturkanonen er – eller rettere var – en stor liste med 108 danske kunstværker, som syv udvalg nedsat af den daværende regering fandt essentielle i den danske kulturarv.

Hele initiativet blev som anført præsenteret af Brian Mikkelsen, som i efteråret 2004 nedsatte de syv såkaldte ’kanonudvalg’ på i alt 35 medlemmer, der april 2005 tog fat på arbejdet med på statens og fællesskabets vegne at udvælge »det bedste af det bedste« i vor kulturarv. Formanden for alle syv komiteer blev professor Jørn Lund.

Værkerne skulle selekteres ud inden for kategorierne: arkitektur, billedkunst, design, film, litteratur, musik og teater. Desuden skulle der udarbejdes en særlig kanon for børnekultur. Litteraturudvalget bestod foruden det selvskrevne medlem Jørn Lund af professor Finn Hauberg Mortensen (formand), professor Erik A. Nielsen, forfatter Mette Winge, forfatter Claes Kastholm Hansen samt forfatter Jens Christian Grøndahl.

Resultatet blev offentliggjort samlet den 24. januar 2006 dels i form af en fælles publikation i bogform, dels som en hjemmeside med listerne over de 108 værker, men også med klikbare medieeksempler inden for de forskellige kunstarter. Og det var dette website, der i 2012 blev likvideret af Uffe Elbæk, blandt andet med den begrundelse, at man derved kunne spare en årlig rettighedshaverudgift på 700.000 kroner.

Kulturkanonbogen lå bare i kælderen og samlede støv

Hvis man i dag spørger Uffe Elbæk (Alt), om det virkelig kan være rigtigt, at beslutningen i 2012 kun drejede sig om sølle 700.000 kroner til rettighedsudgifter, bekræfter han dette og siger, at det handlede om at bruge kulturens penge på en bedre måde. Ministeriet manglede simpelt hen midler.

»Men jeg blev samtidig orienteret om, at der stod masser af kasser i kælderen med kulturkanonbogen. Der var simpelthen ingen efterspørgsel på den, og jeg syntes da også, at andre kulturelle initiativer fortjente opmærksomhed.«

»Dertil kom, at kanonprojektet jo var født ud af nogle bestemte ambitioner i den tidligere borgerlige regering. Det var bestemt ikke et projekt, jeg selv havde født, men del af et nationalt projekt med en for snæver dagsorden. Kanonen skrev sig ind i tidens identitetspolitiske dagsorden, der handlede om danske værdier og dansk kultur,« siger han til Information.

På spørgsmålet, hvad der kan være galt med dansk kultur, svarer Uffe Elbæk, at den skam godt kan være af værdi, især i uddannelses- og undervisningsmæssig sammenhæng.

»De enkelte værker på den litterære kanonliste er der ikke noget i vejen med, og klassikerne skal hele tiden genopdages, generation for generation. Men skal staten gå ind og definere, hvad der er godt og skidt eller rigtigt og forkert? Nej. Det er snarere en opgave for undervisere.«

Helt på linje hermed var Elbæks efterfølger og ekspartifælle Marianne Jelved (R), som i anledning af nedlæggelsen sagde til Politiken, at hun aldrig selv kunne finde på at stå fadder til en kanon.

Politikere skulle efter hendes mening ikke være smagsdommere. Set i lyset af den økonomiske situation, som landet befandt sig i, var hun enig i den tidligere ministers prioritering af midler til formidling af Kulturkanonen.

Brian Mikkelsen (K) derimod var ikke overraskende vred:

»Der er ikke nogen, der har fortalt mig, at hjemmesiden skulle udløbe. Så sent som i sidste uge sagde nogle forældre til mig, at kanonen havde åbnet en verden for deres børn, som havde spurgt til dansk design, fordi de havde læst om det dér. Det er en verden, de får åbenbaret, som de aldrig selv ville have kigget ind i,« sagde ministeren i en artikel i Politiken den 11. december 2012 og rejste da også snart sagen i Folketingets Kulturudvalg.

»For på trods af politisk uenighed har det givet en introduktion til kulturens verden, og hjemmesiden var den bedste mulighed for at komme ind og få noget lyd og noget visuelt, frem for at man bare sidder og læser det i bogen.« Altså den bog, som ministeriets embedsfolk kort tid inden havde fortalt Uffe Elbæk bare lå i en kælder og samlede støv.

Skepsis over for smagsdommere

I de seks år, der nåede at gå, fra Kulturkanonen blev præsenteret, og til dens hjemmeside blev lukket, i dølgsmål, havde det for resten ikke skortet på kritik. Tidligere DR-medarbejder Egon Clausen havde allerede i 2005 udsendt sin personlige protestpamflet, Den skadelige kanon, og der blev foreslået en række alternative kanoner, både inden for de »officielle« kanonområder og på kulturfelter, som ikke var med blandt de oprindelige syv – eller otte.

Specielt på litteraturområdet lød der fra begyndelsen en del kritik af, at en i vide kredse så populær forfatter som Tove Ditlevsen hverken var blevet taget med som prosaist eller lyriker. Begrundelsen var efter sigende, at hun, æstetisk og formmæssigt set, forekom for traditionel. Men man kan formode, at de faglige smagsdommere også kan have haft det svært med et forfatterskab, der så konsekvent tematiserer kvindespecifikke erfaringer og dermed på forhånd, i hvert fald set med gammeldags øjne, afskærer sig fra at blive læst »almenmenneskeligt«.

Kanonudvalget for litteratur havde nu ellers skaffet sig rigeligt med hitlistepladser at disponere over. I opdraget hed det, at man kunne udvælge 12 værker, men man hittede snedigt på at erstatte et af dem med en stor lyrikbuket bestående af 12 tekster fra før år 1900 og 12 fra det 20. århundrede. Dog, end ikke her fandt man plads til for eksempel »Der bor en ung pige« fra Kvindesind, 1955. Ja, blandt de 24 digte i buketten var faktisk ikke et eneste skrevet af en kvinde!

Lidt anderledes forholdt det sig med de 11 prosaværker, hvoriblandt man medtog Leonora Christinas Jammersminde, Karen Blixens Vinter-Eventyr og Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen – fornuftige og skønsomme valg i betragtning af komiteens bevidste bestræbelse på især at prioritere det sammensatte, komplekse, altså: vanskelige værker, som repræsenterer en tolkningsudfordring, og som forskere og undervisere derfor aldrig bliver færdige med.

Så hvad enten man misbilliger eller går ind for kanonkonstruktionen som sådan, må det medgives, at det litterære kanonudvalg trods alt respekterede den måske fornuftigste fælles definition på en klassiker:

»Et værk, man er enige om at være uenige om«.

Når så mange alligevel kritiserede eller blot negligerede den kulturministerielle litteraturkanon, hang det nok sammen med typisk dansk indgroet skepsis over for smagsdommere og mere eller mindre selvbestaltede pensumudvælgende autoriteter. Og måske har netop denne i grunden sunde mistro sat sig de flotteste spor netop i de år, der er gået siden 2012.

I den forstand markerer Uffe Elbæks kup i det skjulte begyndelsen til en litterær blomstringsperiode, en grødetid, hvor initiativet billedligt talt blev flyttet fra gemakkerne ned på gulvet.

Hvem er inde i varmen?

Inden denne tid i det følgende beskrives, skal der kort reflekteres over to generelle problemstillinger af henholdsvis terminologisk og kriteriemæssig art.

For det første: Hvad mener vi, når vi siger kanon? Mener vi pensum, klassikere, kanonværker – eller blot personlige favoritter? Pensum, det er de forfattere og enkeltværker, som år efter år figurerer på læselister og opgivelser til eksamen for eksempel i gymnasiet og til dels på universiteters grunduddannelser.

Klassikere, det er typisk værker, som forlag vælger ud til særlige serier og ofte forsyner med ensartet udstyr i form af omslag, typografi, introduktion/efterskrift og oplysende noter.

Kanon derimod er en foranderlig størrelse, hvorom der til stadighed må herske konflikt, fordi folk eller grupper af folk med forskellige litterære og kulturpolitiske interesser ønsker visse forfattere ind i varmen eller tværtimod ud i kulden. Og hvad vi som litteraturpolitiske interessenter kæmper for, det afhænger i sidste ende af, hvilke personlige favoritter vi hver især render rundt og dyrker.

Som eksempel kan tages serien Danske Klassikere, som Det danske Sprog- og Litteraturselskab siden 1986 har udsendt i samarbejde først med Borgen (1986-2008) og siden 2010 med Gyldendal. Ideen er her at sørge for, at visse hovedværker i dansk litteratur konstant er tilgængelige – for almindelige læsere, men ikke mindst for studerende og skoleelever.

Serien udgøres ikke kun af visse guldrandede highlights, men også af værker, som i dag er ukendte for de fleste, selv om de i deres samtid nød stor anerkendelse. Omvendt har redaktionen også indimellem forsøgt sig med at lancere bøger, som alle dage har været eksklusive outsidere.

Pr. 14. november 2019 er udgivet i alt 99 titler, blandt hvilke de største salgssucceser på det seneste har været Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, Hærværk af Tom Kristensen og Niels Lyhne af J.P. Jacobsen. Tidligere har Holbergs komedier og Herman Bangs Stuk solgt udmærket, men også Blichers noveller og H.C. Andersens romaner, især Improvisatoren.

Når selskabet derimod har haft vanskeligt ved at afsætte for eksempel Fra Gaden af Poul Chievitz (1848) og værker af Knud Hjortø (1869-1931) samt Lidelsens Vej (1903) af den genialt excentriske ener Ernesto Dalgas (1871-99), skyldtes det, at man her enten gik historisk til værks og respekterede en tidligere periodes præferencer eller netop gik aktivistisk til værks og modigt slog et slag for udgivernes egne favoritter.

Men hvordan begrunder man genlancering af dem? Det bringer os til det kriteriemæssige problem. I de gode gamle dage ville man vel sige, at det, der legitimerer kanonisering af visse litterære værker, er a) graden af almengyldighed eller universalitet, b) deres evne til at række ud over deres tid, altså noget ’transhistorisk’, c) deres æstetiske kvalitet, forstået først og fremmest som funktionel enhed af form og indhold eller stof samt d) en høj grad af flertydighed, som appellerer til mangeartede og divergerende læsninger. Men hertil må vi i dag føje flere virksomme kriterier.

Når danske romaner som Hærværk og Henrik Pontoppidans Lykke-Per endnu i dag får så solidt tag i nye læsere, hænger det også sammen med noget så enkelt som deres omfang og præg af uoverkommelighed; men det skyldes også, hvad man kan betegne som efterglød – det at man tænker på dem, også når man ikke læser i dem.

Bøger må jo gerne være besværlige, sære, mystiske, monomane, groteske. Og de må gerne besidde en vis spørgekraft, sådan som Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) demonstrerer, når hovedfiguren til sidst ser tilbage på sit omskiftelige liv og nøgternt konstaterer, at en identitet, det fik hun da vist aldrig.

Hertil kommer endnu et kriterium, en egenskab, som i visse værker fremtræder som monstrøsitet i form, og som på det mentale, det menneskelige plan måske kan indkredses som rummelighed: det at tro på Menneskene som blandede, som har den største Møje med at finde sig til Rette, som af deres Længsel, deres Erkendelse, deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed, deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel, der ser Tingene fra hundrede Synspunkter i én Dag.

Vi citerer her fra et brev, som en af det moderne gennembruds længe oversete kvindelige forfattere Olivia Levison i 1880 skrev til kollegaen Erik Skram. Men vi citerer samtidig fra det oprørske manifest, hvormed Forlaget Gladiator på sin hjemmeside begrunder sit virke, idet man modigt understreger, at »litteraturen ikke kvalificeres ved fasthed, ikke ved færdige tilstande, men derimod ved en margen af muligheder, som giver plads til alt muligt«.

Litteraturhistoriske aktivisme

Ud fra denne holdning var det, at Gladiator i 2013 lancerede sin såkaldte Sandalserie, af hvis indtil nu 40 titler kan ses oplistet på disse sider. Og læg her venligst mærke til årstallet! 2012 blev året, da Uffe Elbæk nedlagde Kulturministeriets kanon, men 2013 må ses som året for grundlæggelsen af den litterære og ikke mindst litteraturhistoriske aktivisme, som siden hen har forandret forvaltningen af fortidens udgivelser.

Fagligt betragtet er der sket det, at litteraturhistorieskrivningen har antaget nye og mere eksperimenterende former, og forlagsmæssigt er der opstået en anderledes dynamisk, vild, kreativ og alternativ, ja, i visse tilfælde ligefrem idiosynkratisk udgivelsespolitik.

Det er faktisk væltet frem med sære og mærkværdige bøger, man har genlanceret visse ’nyklassikere’ og støvet bøger af, som af en eller anden grund udkom for tidligt, men nu fortjener en chance.

Ambitionen i de fleste af alle de nye genudgivelser er på en måde slet ikke at revidere kanon eller etablere en ny, men at vise, at den ældre litteratur kan gøres ny og lade den spille en anden slags rolle i det kulturelle landskab. Lade den være inspiration. Give den lov at udvide folks forestillinger om, hvad litteratur kan være. Udpege valgslægtskaber på tværs af tid og rum.

Effekten er klar: Oversete og før perifere skikkelser rykker pludselig ind i centrum, sådan som det er hændt ikke alene for Olivia Levison (1847-94), men også for flere af hendes samtidige: Adda Ravnkilde (1862-83), Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) og Helga Johansen (1852-1912, forfatter til den sensationelle sællert, sindssygeskildringen Hinsides). De fire nævnte er på det seneste vandret på seriesandaler tilbage til den læsende verden.

Om serien skriver forlæggerne, at den skal præsentere »den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre«.

Dette vil i hovedsagen sige over- eller uglesete værker fra især de seneste ca. 150 år, bøger, som har fristet en outsidertilværelse på kanten af pensum, klassikerserier og ministerielle kanonfortegnelser. Og videre hedder det:

»Der er og har igennem godt hundrede år været en tilbøjelighed til, at litteraturhistorien gentager sig selv og uden at kigge op i bakspejlet en eneste gang fremhæver de samme otte-ni værker. Men med det resultat, at man som menig læser lades i stikken.«

For det er nemlig de værker, der står fremme hos boghandleren og på biblioteket. Også i skolen og på universitetet får man tudet ørerne fulde af det samme, det er det, man skal kunne, kun det, det er pensum, og mangfoldigheden går tabt. Og på samme måde er det ikke nok i en given historisk periode at lære for eksempel kongerækken og bilde sig ind, at man så ved noget om samfundet. Nej, der skal mere til, og hos Gladiator vil dette især sige kvinder og mere eller mindre anderledes og utilpassede mænd.

Hvis disse to kategorier har været marginaliseret, skyldes ifølge forlaget mest, at »litteraturhistorien er skrevet af mænd, og det endda af den særlige støbning, der ikke bryder sig meget om kvinder, der vil skrive, måske ytrer sig brutalt om tilværelsen eller flirter med noget så usundt som surrealismen og ikke mener, deres opgave i livet er at føre slægten videre«.

Men man skal helst heller ikke være en meget blegfiset mandlig forfatter for at ryge ud. Og hvis man ligefrem er hysterisk eller er halvkriminel, bliver det svært at komme med i en kanon.

»Næ, der skal ro på, hår på brystet, der skal jages og køres i bil, og man skal aldrig kunne finde ud af det med faren og da slet ikke det modsatte køn.« Her aner man bag karikaturen Johannes V. Jensens fysiognomi og litteraturhistoriske eftermæle. Men heller ikke en Pontoppidan eller Jacob Paludan går ram forbi: Vil man være kanonforfatter, bør man helst, hedder det, »have kendt modgang, det er en læreproces, og man kommer videre, modnes.«

I den forstand er den litterære kanon ikke bare moden, men overmoden. Eller intentionen er i hvert fald. For her handler det nemlig om »det gode« og om at følge trop og »danne« det menneske, der er dansk eller skal være dansk. Det er her, samfundets »sammenhængskraft« ligger gemt. Heroverfor er Sandalseriens hensigt forbilledligt klar:

»På Gladiator vil vi noget andet. Vi vil gøre opmærksom på en hel række glemte forfatteres værker ved simpelt hen at genudgive dem. Så de bliver tilgængelige. Så de kan genlæses, så det skøre får plads, så smerten og desperationen har et sted at være. For vi tror, at det som ellers er hjemløst, om ikke andet så for en tid, kan finde hjem i det skønlitterære værk.«

De aldrig har opnået den klassikerstatus, de fortjener

Det er på samme tid en almen litterær, æstetisk proklamation og en kursangivelse for forvaltning af fortiden. Et fast udgivelsespolitisk memento. Hos stabilitetens og kontinuitetens repræsentanter på Gyldendal tog man da også udfordringen op, da man i 2016 lancerede sin Skalaserie, som kom til at hedde sådan, fordi de smukt lærredsindbundne bøger laves i tre forskellige størrelser og altså kan danne en lille trappe, når de stilles ved siden af hinanden i reolen.

Umiddelbart kan det være vanskeligt at se, hvad bøgerne i serien har med hinanden at gøre. Der er langt fra Sylvia Plaths depressive selvbiografiske beretning Glasklokken (1963) til Francoise Sagans i sin tid feterede Bonjour Tristesse (1954), på dansk førhen udsendt som Farlig sommerleg (1955) og nu nyoversat af litteraturkritikeren Lilian Munk Rösing og hendes mor Birte Dahlgren.

Men, fortæller en af seriens redaktører Julie Paludan-Müller, i Gyldendals præsentation, de har faktisk mindst én ting til fælles, nemlig »at de aldrig har opnået den klassikerstatus, de fortjener«:

»Skalaserien er et hjem for udvalgte litterære hovedværker fra det 20. århundrede, som enten er blevet glemt, overset eller dømt ude,« siger hun, der sammen med digter og redaktør Olga Ravn har stået for udvælgelse, nye oversættelser og idéudvikling.

Ideen opstod, da de to kolleger arbejdede sammen om at genudgive Glasklokken og Lucia Berlins Håndbog for rengøringskoner som klassikere uafhængigt af hinanden. Her gav det pludselig mening at give dem et fælles rum at leve i – og at lade flere bøger få plads i samme rum. Et andet udvælgelseskriterium er, stadig ifølge Paludan-Müller, »at en Skalabog ud over litterær vægt også skal have en friskhed og kunne tale til et publikum i dag. Det skal være bøger, man har lyst til at læse lige nu og gerne tage med sig på ferie.«

Sådan ville man, eller rettere forfatter og forlægger Anders Vermehren Holm, garanteret aldrig udtrykke sig på Forlaget Virkelig, baseret i Svendborg, siden Bergen, og med speciale i oversættelser af litterære kortformer, skitser, poetikker og fragmenter – tekster, hvor den største forestillingskraft og tænkning rummes på nogle få sider. Redaktionen beskæftiger sig med bogen som proces og søger ifølge forlæggerens selvpræsentation en udvidet forståelse af, »hvordan redaktions-, oversættelses- og formgivningsarbejde kan indgå som en skabende del af en litterær praksis«.

I konsekvens af dette princip har man udsendt (ny) oversatte titler af prominente internationale navne som Novalis, Rilke, Mallarmé, Bruno Schultz, Robert Walser og den egensindige sci-fi-forfatter Ursula K. Le Guin. Om store oplag kan der i sagens natur ikke blive tale, til gengæld er entusiasmen i top, også hos oversætteren Karsten Sand Iversen, som på Virkelig virkelig har fundet sin ideelle æstetiske tumleplads.

Sidste rasteplads på denne tur gennem 10’ernes mangfoldige og brogede landskab af genudgivelser og nyoversættelser på kanten af, og på kant med, det institutionelt etablerede pensum og den mere eller mindre konsensusprægede kanon kunne være et af forlagene Escho og Sidste Århundrede, som tidligere i år gik sammen om en for disse turbulente tider typisk udgivelse, antologien Menneskekød, som rummer kannibalisme, euforiserende stoffer, fanatisme, sindssyge, blasfemi og hallucinationer i form af fund fra »en omfangsrig arkæologisk udgravning af den litteraturhistoriske køkkenmødding i perioden mellem 1910 og 1920«.

Men lad os i stedet pege på, hvor langt bagud bestræbelserne på nyforvaltning af fortidens litteratur kan gå i Danmark i disse år.

I foråret 2019 kom det mesopotamiske Gilgamesh-epos i dugfrisk dansk oversættelse ved Sophus Helle og hans far, digteren Morten Søndergaard, og i 2016 vadede en fræk og frimodig romersk digterinde ind i dansk litteratur. Hun hed Sulpicia, levede på kejser Augustus’ tid og var formentlig god veninde af de berømte poeter Horats, Properts og Tibul. Utvivlsomt har hun så også kendt såvel Ovid som Vergil. Hun får det sidste ord her, i versemålet elegisk distikon, i en jaloux henvendelse til en ekskæreste, af hvem hun er blevet skammeligt forsmået:

Tak for den selvsikre måde, du svigter mig på, så jeg ikke

gør mig fortræd og til grin i min hysteriske hån.

Jeg, Sulpicia, datter af Servius, siger dig ikke

mere end fligen af et skørt fra en værkbruden so.

Alle bekymrer sig for mig; det piner dem dybt ind i hjertet

at du kan vrage mig for denne plebejerskes seng.

Prøv at læse Harald Voetmanns suveræne og stilsikre oversættelse som en overset og marginaliseret forfatters klagesang over at være blevet svigtet, af arrogante kanonforvaltere og klassikerredaktører, til fordel for noget så usselt som herreværelsesbiblioteker med fede brune bogrygge, hvor en dannet mand kan sidde og patte på en cigar!

Læs digtet som en protest mod spidsborgerens form for kanon, mod øjentjeneragtig respekt for det allerede etablerede og som et forsvar for vild litterær aktivisme af den art, som har slået så flot igennem efter 2012 og muligvis er et af de mest markante træk ved de seneste års danske litteratur.