Læsetid: 17 min.

2012 blev året, hvor Uffe Elbæk nedlagde Brian Mikkelsens Kulturkanon

Nedlæggelsen af Kulturkanonen affødte en vild litterær aktivisme, der muligvis er et af de mest markante træk ved de seneste års danske litteratur
Hvis man i dag spørger Uffe Elbæk (Alt), om det virkelig kan være rigtigt, at beslutningen i 2012 kun drejede sig om sølle 700.000 kroner til rettighedsudgifter, bekræfter han dette og siger, at det handlede om at bruge kulturens penge på en bedre måde. Ministeriet manglede simpelthen midler.

Hvis man i dag spørger Uffe Elbæk (Alt), om det virkelig kan være rigtigt, at beslutningen i 2012 kun drejede sig om sølle 700.000 kroner til rettighedsudgifter, bekræfter han dette og siger, at det handlede om at bruge kulturens penge på en bedre måde. Ministeriet manglede simpelthen midler.

Jakob Dall

22. november 2019

Visse vigtige begivenheder finder faktisk sted i det skjulte. Og rigtig mange vigtige begivenheder får først betydning længe efter, at de fandt sted. Begge dele gælder den vigtige hændelse, som der skal fokuseres på her, nemlig daværende kulturminister fra Det Radikale Venstre Uffe Elbæks interne administrative dekret fra 2012 om at nedlægge den Kulturkanon, som en af hans forgængere, Brian Mikkelsen, under stor offentlig bevågenhed lancerede i januar 2006.

Brian Mikkelsen blev dengang lynhurtigt kritiseret heftigt for, at han i en tale ved De Konservatives landsmøde lidet forudseende kædede kulturkanonen sammen med sin egen og partiets nationalpolitiske kultur- og værdikamp.

Kulturkanonen er – eller rettere var – en stor liste med 108 danske kunstværker, som syv udvalg nedsat af den daværende regering fandt essentielle i den danske kulturarv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Bjarne Toft Sørensen
Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Pensum, det er de forfattere og enkeltværker, som år efter år figurerer på læselister og opgivelser til eksamen for eksempel i gymnasiet og til dels på universiteters grunduddannelser”.

I artiklens almindelige begejstring over, hvad der udgives af værker, er det værd at fremhæve, hvor lav en prioritet værk – begrebet har i de gymnasiale uddannelser.

STX brugt som eksempel:

De tre perspektiver, det litterære, det sproglige og det mediemæssige, vægtes skønsmæssigt 2:1:1 i undervisningen.

Inden for de tre perspektiver arbejdes med mindst seks værker i løbet af de tre år. Værkerne skal have en historisk og genremæssig spredning, og der skal arbejdes med roman, digtsamling og dokumentarfilm. Derudover skal mindst fire af værkerne have tilknytning til et forløb med fortrinsvis et litterært perspektiv.

Således kan man lave et litterært forløb om Jakob Ejersbos forfatterskab og i den forbindelse se filmen Nordkraft som et værk med tilknytning til forløbet.

Med hensyn til periodelæsning skal der i et litterært perspektiv kun arbejdes med én afgrænset periode før 2000.

Fra dansk litteraturs kanon læses mindst én folkevise samt mindst én tekst af hver af forfatterne: Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Steen St. Blicher, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg.

Det vil i praksis typisk være i form at et digt, en novelle eller et mindre uddrag af en roman.

Derudover stilles der krav til læsning af tekster fra forskellige tidsperioder. Det er ikke et krav, at teksterne læses litteraturhistorisk, men eleverne skal opnå viden om den danske litteraturs historie, herunder samspillet mellem tekst, kultur og samfund gennem arbejdet med teksterne.