20 før 20
Læsetid: 15 min.

I 2013 gjorde Yahya Hassan digt­oplæsning til breaking news

Yahya Hassan er bekræftet død, 24 år gammel. Sidste vinter skrev vi dette store portræt af digteren og af den stribe begivenheder, som hans ankomst i dansk litteratur affødte
Yahya Hassan læser op af sin digsamling i en gymnastiksal på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. TV 2 News ryder sendefladen og politiopbuddet omkring skolen er massivt.

Yahya Hassan læser op af sin digsamling i en gymnastiksal på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. TV 2 News ryder sendefladen og politiopbuddet omkring skolen er massivt.

Peter Hove Olesen

Kultur
29. november 2019

Tirsdag den 26. november 2013 lidt i otte om aftenen skete der noget på TV 2 News, der ikke bare var skørt – meget skørt – men også historisk.

I oktober var en kun 18-årig forfatterskoleelev debuteret med en samling selvbiografiske digte, der skildrede hans brutale opvækst i underklassen.

Egentlig skulle den unge digter, her en måned efter, have læst op på biblioteket i Odense-bydelen Vollsmose. Men en uge inden blev arrangementet aflyst, da Fyns Politi ikke mente, det kunne garantere for digterens sikkerhed. Desuden vurderede politiet, at digtoplæsningen, utroligt nok, ville udgøre en fare for den offentlige ro og orden.

Aldrig har aflysningen af en digtoplæsning mødt så meget kritik fra så højt et politisk niveau.

Informations litteraturhistorie findes også som podcast. Hør afsnittet om 2013 og Yayha Hassan her:

Kulturministeren, der i 2013 var radikal og hed Marianne Jelved, udtalte til TV 2 Fyn, at hun »simpelthen« syntes, det var »for dårligt«.

Den daværende social- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) var en af mange, der mente, at aflysningen var et angreb på ytringsfriheden, og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kaldte justitsministeren, Morten Bødskov, i samråd. Bødskov skulle sikre, at forfatterskoleeleven kunne læse »sine modige og nyskabende digte op«, mente Skaarup.

Hårdt presset afgjorde Odense Kommune, som man senere kunne læse i en artikel i Bibliotekarforbundets fagblad, at biblioteket skulle gennemføre arrangementet i Vollsmose alligevel. Af hensyn til sikkerheden blev det dog flyttet til gymnastiksalen på den nærliggende H.C. Andersen Skolen, der forsegledes fuldstændig bag betonbarrikader, checkpoints og metaldetektorer.

Det var nok første gang i danmarkshistorien, at en digtoplæsning blev bevogtet af skarpskytter og udløste et flyveforbud.

I hvert fald var det både første og sandsynligvis sidste gang, at den landsdækkende nyhedskanal TV 2 News ryddede sendefladen for at livetransmittere, at en digter læste op af sin debutsamling.

Skribentens egne billeder af Yahya Hassans livetransmitterede digtoplæsning den 26. november 2013

Som om det hele ikke var opkørt nok i sig selv, fandt oplæsningen sted samme aften, som Helle Thornings S-R-SF-regering efter meget bøvl og drama forhandlede finanslov på plads med V og K på Christiansborg. Og her opstod det så, det måske mest surreelle øjeblik i de seneste tyve års danske litteraturhistorie.

Lidt i otte gik glasdørene til Finansministeriet op, og TV 2 News stillede om til den velkendte scene, hvor nogen kommer ud og siger noget til kameraerne om, hvordan det går med at blive enige.

»Vi vender tilbage til digtoplæsningen om lidt,« stod der nede i hjørnet af skærmen, hvor sendingen fra gymnastiksalen fortsatte, mens jakkesættene nådigst fik lidt taletid.

Et klarere billede på, i hvor høj grad Yahya Hassan satte dagsordenen i 2013, findes vist ikke. For Yahya Hassan var det jo, som stod dér i gymnastiksalen i Vollsmose med sin sorte bog i hænderne, messende foran ribberne, der var pyntet så fint med rød tyl.

Gennemgribende social råddenskab i den nydanske underklasse

Skribentens egne billeder af Yahya Hassans livetransmitterede digtoplæsning den 26. november 2013
Den livetransmitterede digtoplæsning, der blev afbrudt midlertidigt af nyt fra finanslovsforhandlingerne, var selvfølgelig langtfra den eneste utrolige begivenhed i det, vi kan kalde historien om Yahya Hassan – statsløs palæstinenser med dansk pas, skarp og skæv sprogbegavelse, institutionsbarn, moralkritiker, voldsdømt kriminel, debattør, folketingskandidat, selvdestruktiv provokatør – der træder ind i historien.

Først og fremmest var det utroligt, at Yahya Hassans bog blev så stor en begivenhed, før den overhovedet udkom. Det skete, da Dagbladet Politiken to uger inden udgivelsen, den 5. oktober 2013, bragte et interview med ham på forsiden af debatsektionen.

Her kunne man læse, at en ung digter fra Århus Vest var »fucking vred« på sine forældres generation, hvilket vil sige de – i Yahya Hassans tilfælde palæstinensiske – flygtninge, der kom til Danmark i slutningen af firserne og flyttede ind i landets forsømte boligområder.

»Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre,« lød det i en af de karakteristiske kaskader af skarptslebne ord, som en tydeligvis ikke medietrænet, men ikke af den grund mindre uforsonlig Yahya Hassan udtalte i interviewet. Og som han allerede et par dage efter var inviteret i Deadline på DR2 for at uddybe.

Det skete i 2013

  • Cykelrytteren Michael Rasmussen indrømmer, at han har været dopet i perioden fra 1998 til 2010
  • Formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, forsøges skudt foran sit hjem på Frederiksberg i København
  • Nord Korea gennemfører sin tredje underjordiske atomprøvesprængning
  • En tøjfabrik i Bangladesh styrter sammen. Mere end 1.131 mennesker bliver dræbt
  • Lærere fra Danmarks Lærerforening bliver lockoutet af Kommunernes Landsforening
  • To bomber sprænger ved Boston Maraton i USA
  • Emmelie de Forest vinder Det internationale Melodi Grand Prix i Malmö for Danmark med sangen Only Teardrops.
  • Stormen Bodil der koster en 72-årig kvinde livet, og lukker for al togtrafik, hærger Danmark
  • The Guardian afslører, at det er den 29-årige amerikaner Edward Snowden, der står bag lækager om den amerikanske efterretningstjenestes overvågningsprogrammer

Yahya Hassan talte om en »gennemgribende« social »råddenskab« i den nydanske underklasse, han talte om et religiøst hykleri, som hans egen generation måtte gøre op med – »underklasseislam« kaldte han det i Deadline – og han talte, så det lød som sød musik i både kulturradikale og indvandringskritiske ører.

»Yahya Hassan åbner et nyt spor i vores debat,« erklærede Kristian Madsen, politisk kommentator i Politiken begejstret, imens Marie Krarup, islamkritiker og folketingspolitiker for Dansk Folkeparti, i Berlingske Tidende priste hans mod.

Men Yahya Hassan talte også som en, der var ligeglad med eller egentlig bare utilpas ved de roller, han nu skulle til at påtage sig. Aggressivt afværgede han alle med skældsord. Sociologen Aydin Soei, som Deadline-vært Martin Krasnik havde bedt kommentere på Hassans kritik, var en »idiot«.

Veluddannede efterkommere som Soei, der syntes, digteren skulle vise større forståelse for, at hans forældres generation havde haft det hårdt, skulle »bare holde deres kæft«. Men mest af alt, så svarede Yahya Hassan – når Krasnik og alle de andre henvendte sig til en debattør – som digter.

»Det handler ikke om at have forståelse for, at de har haft det hårdt,« replicerede han i Deadline og begyndte instinktivt at rime:

»Det handler om de problemer, de har skabt, ikke om de problemer, de har haft.«

Sådan var det også senere: Da Hassan i 2015 skulle præsentere sit politiske program som folketingskandidat for Nationalpartiet, blev det til et langdigt, nærmest, oplæst i fjernsynet:

»Vi har større tiltro til de tosprogede, end vi har til de enøjede,« deklamerede han, »der skal ikke nye boller på suppen, der skal ny suppe på bollerne!«

Selv om Yahya Hassan var helt uden medietræning dér i 2013, så var han samtidig mere end bevidst om mediernes faste fortællinger og rollefordelinger.

»Ser man på mit liv i dag er jeg på en måde gået fra at være underklasseperker til at være overklasseperker,« sagde han til debatredaktør Tarek Omar i interviewet på forsiden af Politikens Debatsektion:

»Den ene dag løber jeg væk fra politiet, den anden dag er jeg til Gyldendals efterårsreception, hvor jeg drikker vin med de store forfattere. Men perker er jeg stadig. Også i forlagets øjne. Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting, han sagde om min digtsamling, var, om vi ikke skulle give den titlen ’Ghettodigte’. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil have. De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten. Det handler om vilkår.«

»Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt. Jeg er ikke nogen rollemodel eller forbillede for andre unge nydanskere, du må love, du ikke fremstiller mig sådan i interviewet.«

Ikoniske linjer om volden som en arv og en rytme

Ved siden af interviewet i Politiken i 2013 var digtet »BARNDOM« optrykt, det digt, der også indleder Yahya Hassans debutsamling YAHYA HASSAN. I dag er linjerne, som bogen begynder med, nærmest ikoniske.

»FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS.«

Digtet beskriver ikke kun, hvordan slagene systematisk falder over børnene, som står på række i dets første linje. Det falder også selv så tungt og hidsigt, at det næsten føles som et slag. Faktisk beskriver Yahya Hassan netop ikke »DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER.« Han konstaterer den bare og demonstrerer et absolut gehør for afstraffelsens urimelige rytme:

»ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50.«

Digtet lader sig let nok læse som en illustration af det svigt, Hassan i interviewet insisterede på. Men det viser også, hvordan Yahya Hassans digte uddyber og rækker ud over den kritik, som katapulterede ham ind i mediernes søgelys.

»BARNDOM« taler nemlig ikke kun om korporlig vold i familien, men også om volden som en arv og en rytme. Mens digtets jeg står dér i sin barndom og »KIGGER NED OG VENTER PÅ AT DET BLIVER MIN TUR,« hører han, hvordan:

»MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL«

Med sit zoom ud i baggrundens lydbillede skriver digtet farens overgreb ind i en større historie. Palæstinensernes kamp for retten til at eksistere går igen i børnenes kropslige erfaring af truslen mod deres eksistens, som går igen i deres sproglige erfaring af at eksistere i et omstridt identitetsmæssigt ingenmandsland. »FØDT SKÆVT IND I UNIVERSET,« som det et andet sted lyder, at de er.

Med andre ord er »BARNDOM« en urscene i den historie om vold, som digtsamlingen dybest set fortæller, en historie om, hvordan volden vandrer mellem generationer og lande, om hvordan volden også er en sproglig vold, og om de måder, volden former digtenes lyriske jeg, der gennem hele bogen utvetydigt identificeres som Yahya Hassan selv.

For de følgende digte er først og fremmest en levnedsskildring: opvækst med tæsk, tvangsfjernelse, institutioner, kriminalitet og en utraditionel litterær opdragelse, indtil bogens sidste langdigt på et stiliseret, ødelagt »perkerdansk« lader Yahya Hassan føje rollen som digter til rollen som både offer og krænker.

Det er også en bog om institutionelt svigt, der løber parallelt med forældregenerationens. Det spor fyldte ikke meget i den debat, der udspillede sig rundt om Yahya Hassans bog, men det er svært ikke at læse digtene som en historie om et system, der faktisk svigter, og som både bruger lige så meget magt og er lige så afmægtigt som den far, der bøddelagtigt tyranniserer familien i »BARNDOM«.

Digteren Yahya Hassan læser op ved et debatmøde på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, Odense.

Digteren Yahya Hassan læser op ved et debatmøde på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, Odense.

Peter Hove Olesen

I digtene viser velfærdssamfundet sig således mest i form af nødprocedurer og undtagelser. På en særligt sikret institution kommer jeget som det første i isolation i to uger.

»DE KALDTE DET INDSLUSNING
DE SKULLE SE MIG AN
MEN JEG SÅ DEM KUN NÅR DE KOM MED PILLER OG MAD«.

Og da han bliver flyttet fra de »NORMALE KRIMINELLE« til de »UNORMALE KRIMINELLE«, er der mere »PÆDAGOGISK NÆRVÆR/ I FORM AF MAGTANVENDELSER«, der er »PÆDAGOGER SOM EGENTLIG ER DØRMÆND«, ligesom han uskrømtet beskriver meget voldelige pacificeringer, »NÅR ALLE HAR FÅET BANK OG ER SENDT PÅ VÆRELSET/ DRIKKES DER KAFFE/ OVER BLANKE MAGTANVENDELSESSKEMAER«.

Og så er det en bog om de måder, hvorpå volden flytter ind i det lyriske jeg, i Yahya Hassan selv. Som bogen skrider frem, sker en tiltagende forråelse og selvfornedrelse. Jeget har, som den filosofiske tænketank Center for Vild Analyse udlagde teksten i 2013, ingen anden identitet end den som »perker«.

Intet andet sprog, kunne man tilføje, end voldens. Og alligevel slår det sprækker. Til sidst taler han til os halvt som en lille gud, halvt som en hustler af en falden engel, halvt hedning og halvt hellig. Han er den lysende digter, der – selvironisk, som han også er – sender sine ord til korrektur, men han er også gennemstrømmet af det samme raseri, som løb gennem hans far i bogens første digt.

»JEG HAR DET UFULDKOMNE MELLEM MINE BEN
JEG HAR KNEPPET ET LIV UD AF EN LILLE PIGE
MED DEN PROTESE JEG HAR ARVET EFTER MIN FAR
JEG MÆRKEDE BLODET
JEG OPGAV DAGENS KRYSTAL OG HÅBET TIL HØJRE FOR MIG
JEG SØGTE LY FOR MENNESKEHEDEN
JEG SPISTE DAGENS MÅLTID I ET HUL
JEG TOG STORHEDSVANVIDDET TIL MIG
JEG DUKKEDE MIG FOR REGNEN SOM EN ANDEN IDIOT
JEG NEDSKREV SYNDERNE
OG SENDTE DEM TIL KORREKTUR HOS PROFETERNE«

YAHYA HASSAN er en bog fuld af vrede og smerte, men det bemærkelsesværdige er netop, hvor enkelt og usentimentalt, hvor forhærdet og egentlig følelsesløst sproget er.

Bogens gennemslagskraft ligger ikke mindst i den brutale patos, kombinationen af digtenes skarpkantede store bogstaver og deres registrerende, ofte næsten kolde tone skaber. At den »SKØRE SØN« Yahya Hassan insisterede på at tale fra det smerteligt ødelagte sted, det er bogens blivende kraft.

For et øjeblik var der harmoni mellem digteren, ghettobarnet, den kriminelle

Lad os vende tilbage til begivenhederne. Da de første dødstrusler kom, var Yahya Hassans digtsamling stadig ikke udkommet. Den var heller ikke udkommet, da de første imponerede anmeldelser i dagbladene kom og alligevel føltes håbløst forsinkede.

For et øjeblik var det, som om rollen som hårdkogt kriminel, rollen som ghettobarn og rollen som feteret digter ikke bare kunne eksistere side om side, sådan som de gjorde i YAHYA HASSANs afsluttende langdigt, men at de også kunne sameksistere harmonisk, at der kunne være en balance.

I den forstand viste billederne fra TV 2 News den 26. november 2013 en triumf, som salgstallene også talte om, da YAHYA HASSAN på få måneder solgte sensationelle 100.000 eksemplarer. Her var ikke bare den ægte autentiske nydanske digter, den danske offentlighed så længe havde ventet på. Her var også en digter, der med rungende røst satte problemer til debat.

Skribentens egne billeder af Yahya Hassans livetransmitterede digtoplæsning den 26. november 2013
Men billederne viser også begyndelsen på en trist historie, hvor Yahya Hassans roller får sværere og sværere ved at eksistere sammen.

Det oprindelige besøg på Vollsmose Bibliotek blev aflyst i forlængelse af det overfald på Yahya Hassan, som fandt sted på Københavns Hovedbanegård den 18. november 2013. Overfaldet, som den tidligere terrordømte Abdul Basit Abu-Lifa senere blev dømt for, førte til, at Politiets Efterretningstjeneste udstyrede Yahya Hassan med livvagter, som de næste år fulgte ham i tykt og tyndt, på kasino, på natklub, til oplæsninger, på promotionture i hele Europa.

Både Yahya Hassan og Politikens Tarek Omar, der skulle debattere digtene med ham på biblioteket, insisterede på, at arrangementet ikke bare kunne flyttes til Odense Rådhus, som de ellers blev tilbudt.

»Jeg har talt med cafélatterne,« forklarede digteren til Politiken, »nu vil jeg gerne ud og tale til folk fra min egen baggrund og generation. Hvad skal jeg bruge 300 hvide mennesker til, der står og klapper? Jeg ved sgu da godt, at vi er enige. Men hvad med de andre? Det er dem, der skal nås.«

Skribentens egne billeder af Yahya Hassans livetransmitterede digtoplæsning den 26. november 2013
Det skete så ikke. Ekstra Bladet mente at kunne tælle, at der kun var »omkring 10 muslimer« blandt »de 120 gæster, som inde i salen blev overvåget af 11 betjente og fem PET-folk«.

Til gengæld kunne man se Annette Vilhelmsen og Gyldendals direktør Johannes Riis sidde på forreste række – sammen med Hassans redaktør, Simon Pasternak, og sammen med blandt andre digteren Lars Skinnebach, der i foråret 2013 mødte Hassan på et skrivekursus på Vallekilde Højskole, og straks anbefalede ham til Gyldendal. Der var ikke rigtig plads til både baglandet og det kulturelle Danmark på samme tid.

Sådan fortsatte det i årene derefter, hvor pressen ivrigt dækkede de stadigt mere bizarre og også stadigt mørkere begivenheder. Så jages Yahya Hassan med kniv gennem Ramallah. Så underholder han til Dansk Folkepartis julefrokost iført julemandskostume. Han stiller op til Folketinget for Nationalpartiet, han bliver ekskluderet fra Nationalpartiet.

Hassan frasiger sig sin politibeskyttelse, lægger billeder og videoer af sig selv bevæbnet med køkkenknive, bue og pil på de sociale medier, kommer i klammeri med bander, får læsterlige tæsk.

Han gennemgår en form for offentligt sammenbrud. Hans families lejlighed bliver forsøgt brændt ned. Han skyder en fyr i foden og ryger i fængsel. Han vandrer rundt i Århus kun iført en skudsikker vest. Han får et tilhold, så han ikke må kontakte sin ekskæreste, og bryder det igen og igen.

Yahya Hassan forulemper to unge kvinder. Yahya Hassan får en behandlingsdom.

Yahya Hassan skabte et rum i dansk litteratur, som andre siden har kunnet udfylde

Som sagt, en trist historie. Den ville ikke være fuldstændig uden at nævne alt det, Yahya Hassans bog og debatterne om den skabte plads til i dansk litteratur i de samme år. Allerede den 29. oktober 2013 skrev Ahmad Mahmoud, dengang maskinmesterstuderende, siden forfatter til erindringsværket Sort Land (2015), i et indlæg i Politiken:

»Jeg har selv oplevet det hele. Der er intet, der kommer bag på mig. Der er intet, der undrer mig, der er intet, der gør mig chokeret. Yahya Hassan beskriver blot livet, som det er for alt for mange.«

Siden skrev Morten Pape Planen (2015), en delvist selvbiografisk fortælling om at vokse op i Urbanplanen på Amager, et andet nedslidt boligområde, der har figureret på regeringens ghettoliste.

Perspektivet er forskudt, selvfølgelig, fra den nydanske til den danske underklasse. Måske er det derfor, den bog kan ende med en social og kulturel opstigning, der løfter fortælleren ud af sit barndomsmiljø.

Stilen var også en anden – snarere bredt flydende prosa end skarpe verslinjer – men forfaldet og forråelsen i skildringen af det sociale miljø var den samme. Også Papes roman handler om etniske forkastningslinjer, om internaliseret racisme og om, hvordan vold går i arv. Også den har som sin kerne et smerteligt opgør med en far, der ligesom hænger fast i en livsform, sønnen ikke kan andet end foragte.

Samme kerne finder man i Aydin Soeis selvbiografiske Forsoning (2016) – det var ham, der bare skulle holde sin kæft – hvor han beskriver sine forældres flugt fra Iran og barneårene med en syg, voldelig far og også beskriver livet i de nedslidte boligområder, han ligesom som så mange andre flygtninge flyttede ind i, da de kom til Danmark i firserne.

Da Sara Omar debuterede med Dødevaskeren (2017), føltes det ikke på samme måde som et nybrud i den offentlige debat, at også hendes bog handlede om mislykket integration, at forholdet til forældregenerationen igen spillede en hovedrolle, heller ikke selv om fokus hos Omar især blev lagt på den sociale kontrol af kvinder.

Man kan sige, at Yahya Hassan skabte et rum i dansk litteratur, som andre siden har kunnet udfylde på meget forskellige måder. Men hele historien vidner også om en interesse for vidnesbyrd fra Underdanmark – dets nydanske stemmer ikke mindst – og en strid om dem i medierne, som ikke er uden omkostninger.

Til slut en sidste, helt overraskende begivenhed: Den 7. november 2019 meddelte Gyldendal, at Yahya Hassan udgiver en ny bog, at den er til salg allerede dagen efter, at den i det store og hele fortsætter, hvor debuten slap.

YAHYA HASSAN 2 er Yahya Hassans egen fortælling om alt det, der skete, og viser sig om noget at være digte, der ikke er skrevet af et forbillede. Snarere vidner de om, at volden, ødelæggelsen, er virkelig.

Selv var digteren indlagt på retspsykiatrisk afdeling, men det afholdt ham ikke fra at give Martin Krasnik, Hassans ven og i dag chefredaktør på Weekendavisen, et helt ukontrolleret interview fra patienttelefonen i Risskov, som blev trykt i Krasniks avis på udgivelsesdagen.

Bare to uger efter var Yahya Hassan tilbage på en oplæsningsscene, han lukkede Bogforum 2019 med en kort oplæsning på Gyldendals stand. Digteren var noget tungere i sin kropsholdning, end han var i 2013, øjnene havde ikke helt samme skarpe glød, men den tykt århusianske dialekt og den nærmest messende oplæsning var den samme som altid.

Utroligst ville det selvfølgelig have været, hvis han havde læst digtet »DIGTOPLÆSNING i GHETTOEN« op, men det undlod han. Så perfekt en cirkel former dansk litteraturs begivenheder trods alt ikke:

»FLYVEFORBUD
BOMBEHUNDE OG BARRIKADER
KAMPKLÆDTE BETJENTE PÅ GADEN
OG SKARPSKYTTER PÅ TAGET
JEG PRUTTER PÅ PET I DEN SKUDSIKRE FIRHJULSTRÆKKER
ROCKERTYPE BAG RATTET
HØRESNEGL I ELEFANTØRET
DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS
OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER
DE BOR PÅ ØSTERBRO
OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO
DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE
OG PISKER BØRNENE MED IDYL
DE HILSER HELLER PÅ EN KENDT
END PÅ EN BEKENDT
JEG LIGGER I FOSTERSTILLING
I MARTIN KRASNIKS BARNESENG
BAG VED DET LILLE TOILET
JEG GEMMER MIG SGU HOS EN JØDE«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Når digteren, de forskellige interviews med ham og oplæsninger fra digtsamlingen får en sådan gennemslagskraft i medierne, har det meget lidt at gøre med forfatteren som forfatter til en bestemt digtsamling, selv om dette er anledningen. Hans betydning ses snarere som en debattør, der præsenterer debatindlæg. Også selv om det, han fortæller i digtsamlingen, fremstilles med et stort overblik og på en sprogligt præcis og rammende måde, der er udtryk for hans store talent som digter.

Medierne kan bruge hans fortællinger til bekræfte deres læsere i noget, læserne ønsker at høre, oven i købet fra én fra miljøet, der i første person kan fremstille det på en måde, der virker autentisk. Som der står i artiklen:

”Yahya Hassan talte om en »gennemgribende« social »råddenskab« i den nydanske underklasse, han talte om et religiøst hykleri, som hans egen generation måtte gøre op med – »underklasseislam« kaldte han det i Deadline – og han talte, så det lød som sød musik i både kulturradikale og indvandringskritiske ører”.

Som Yahya Hassan selv fremstiller det ifølge artiklen:
”Jeg har talt med cafélatterne,« forklarede digteren til Politiken, »nu vil jeg gerne ud og tale til folk fra min egen baggrund og generation. Hvad skal jeg bruge 300 hvide mennesker til, der står og klapper? Jeg ved sgu da godt, at vi er enige. Men hvad med de andre? Det er dem, der skal nås”.

Det han fortæller, er som sådan ikke nyt for folk, der professionelt har beskæftiget sig med det miljø, han repræsenterer og præsenterer, heller ikke at systemer svigter ofrene, især børnene. Det skyldes ikke mindst kulturforskelle og de unges søgen tilbage til rødderne. Det er nogle kulturforskelle, der også har gjort det svært at hjælpe den unge og den voksne Ayhya Hassan, der uden tvivl oplever sig selv som stående i en form for ingenmandsland.

Det var også en genistreg at lade titlen på digtsamlingen være navnet på forfatteren, hvorved man som mediebruger blev bekræftet i det, som såvel digtsamling og forfatter lægger op til, nemlig at digtsamlingens hovedperson og forfatteren stort set er sammenfaldende. Det blev uden tvivl af brugerne opfattet som en autentisk historie fra den virkelige verden.

Som medieperson har Yahya Hassan karisma og gennemslagskraft og er én, der lægger op til strid og ballade, og til trods for sine overdrivelser kan han også opleves som én, der er i sin gode ret til at gøre det. Det er underholdning og drama på reality – niveau. Han er i interviews grov og direkte i sit sprog, en person der hellere overdriver end underdriver.

Som medieperson kan han mange af de samme ting, som f.eks. en Donald Trump er god til. Han er dygtig til selviscenesættelse og til at fremhæve sig selv som offer. Derfor kunne det også for en tid opleves, som der står i artiklen:

”For et øjeblik var det, som om rollen som hårdkogt kriminel, rollen som ghettobarn og rollen som feteret digter ikke bare kunne eksistere side om side, sådan som de gjorde i YAHYA HASSANs afsluttende langdigt, men at de også kunne sameksistere harmonisk, at der kunne være en balance”.

Hvad der i artiklen gøres for lidt ud af er, at med Yahya Hassan er det klart, at forholdet mellem medierne og den litterære institution for eftertiden er forandret, og at betydningen af forfatteren som person også er afgørende forandret. For Yahya Hassan var brugen af det private også et spørgsmål om identitet, og han var god til at gøre brug af minoritets – og offerpositionen. Begivenhedsforløbet i forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen er et godt eksempel på, at der med bogen ikke er tale om hele værket i traditionel forstand.

Niels Christensen

Enig, man skal tage udgangspunkt i værket. Der jo også afspejler, Yahya position i samfundet; som en person, der bl.a. er opdraget i en social pædagoisk 'bytte bytte købmand', giver du noget rigtigt får du noget - igen. I mange tilfælde var det foragt og tæsk. Nogen skulle forske i indvandrenes Facebooks kommentarer til hans første digtsamling og oplæsning i TV. Hadet strømmede ud af de korte kommentarer, ikke mindst hans kritik af forældrene stod i centrum. Forældrekritik er ellers en dansk litterær almindelighed, men i den muslimske verden må man ikke kritisere rødderne. Tror Fanden at den del af verden ikke udvikler sig. Hassan var fanget i skakmat.