Læsetid: 15 min.

I 2013 gjorde Yahya Hassan digt­oplæsning til breaking news

Yahya Hassans livetransmitterede digtoplæsning på TV 2 News afbrydes midlertidigt af nyt fra finanslovsforhandlingerne
Yahya Hassan læser op af sin digsamling i en gymnastiksal på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. TV 2 News ryder sendefladen og politiopbuddet omkring skolen er massivt.

Yahya Hassan læser op af sin digsamling i en gymnastiksal på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. TV 2 News ryder sendefladen og politiopbuddet omkring skolen er massivt.

Peter Hove Olesen

29. november 2019

Tirsdag den 26. november 2013 lidt i otte om aftenen skete der noget på TV 2 News, der ikke bare var skørt – meget skørt – men også historisk.

I oktober var en kun 18-årig forfatterskoleelev debuteret med en samling selvbiografiske digte, der skildrede hans brutale opvækst i underklassen.

Egentlig skulle den unge digter, her en måned efter, have læst op på biblioteket i Odense-bydelen Vollsmose. Men en uge inden blev arrangementet aflyst, da Fyns Politi ikke mente, det kunne garantere for digterens sikkerhed. Desuden vurderede politiet, at digtoplæsningen, utroligt nok, ville udgøre en fare for den offentlige ro og orden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Oluf Husted
Thomas Tanghus, Katrine Damm, Bjarne Toft Sørensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Når digteren, de forskellige interviews med ham og oplæsninger fra digtsamlingen får en sådan gennemslagskraft i medierne, har det meget lidt at gøre med forfatteren som forfatter til en bestemt digtsamling, selv om dette er anledningen. Hans betydning ses snarere som en debattør, der præsenterer debatindlæg. Også selv om det, han fortæller i digtsamlingen, fremstilles med et stort overblik og på en sprogligt præcis og rammende måde, der er udtryk for hans store talent som digter.

Medierne kan bruge hans fortællinger til bekræfte deres læsere i noget, læserne ønsker at høre, oven i købet fra én fra miljøet, der i første person kan fremstille det på en måde, der virker autentisk. Som der står i artiklen:

”Yahya Hassan talte om en »gennemgribende« social »råddenskab« i den nydanske underklasse, han talte om et religiøst hykleri, som hans egen generation måtte gøre op med – »underklasseislam« kaldte han det i Deadline – og han talte, så det lød som sød musik i både kulturradikale og indvandringskritiske ører”.

Som Yahya Hassan selv fremstiller det ifølge artiklen:
”Jeg har talt med cafélatterne,« forklarede digteren til Politiken, »nu vil jeg gerne ud og tale til folk fra min egen baggrund og generation. Hvad skal jeg bruge 300 hvide mennesker til, der står og klapper? Jeg ved sgu da godt, at vi er enige. Men hvad med de andre? Det er dem, der skal nås”.

Det han fortæller, er som sådan ikke nyt for folk, der professionelt har beskæftiget sig med det miljø, han repræsenterer og præsenterer, heller ikke at systemer svigter ofrene, især børnene. Det skyldes ikke mindst kulturforskelle og de unges søgen tilbage til rødderne. Det er nogle kulturforskelle, der også har gjort det svært at hjælpe den unge og den voksne Ayhya Hassan, der uden tvivl oplever sig selv som stående i en form for ingenmandsland.

Det var også en genistreg at lade titlen på digtsamlingen være navnet på forfatteren, hvorved man som mediebruger blev bekræftet i det, som såvel digtsamling og forfatter lægger op til, nemlig at digtsamlingens hovedperson og forfatteren stort set er sammenfaldende. Det blev uden tvivl af brugerne opfattet som en autentisk historie fra den virkelige verden.

Som medieperson har Yahya Hassan karisma og gennemslagskraft og er én, der lægger op til strid og ballade, og til trods for sine overdrivelser kan han også opleves som én, der er i sin gode ret til at gøre det. Det er underholdning og drama på reality – niveau. Han er i interviews grov og direkte i sit sprog, en person der hellere overdriver end underdriver.

Som medieperson kan han mange af de samme ting, som f.eks. en Donald Trump er god til. Han er dygtig til selviscenesættelse og til at fremhæve sig selv som offer. Derfor kunne det også for en tid opleves, som der står i artiklen:

”For et øjeblik var det, som om rollen som hårdkogt kriminel, rollen som ghettobarn og rollen som feteret digter ikke bare kunne eksistere side om side, sådan som de gjorde i YAHYA HASSANs afsluttende langdigt, men at de også kunne sameksistere harmonisk, at der kunne være en balance”.

Hvad der i artiklen gøres for lidt ud af er, at med Yahya Hassan er det klart, at forholdet mellem medierne og den litterære institution for eftertiden er forandret, og at betydningen af forfatteren som person også er afgørende forandret. For Yahya Hassan var brugen af det private også et spørgsmål om identitet, og han var god til at gøre brug af minoritets – og offerpositionen. Begivenhedsforløbet i forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen er et godt eksempel på, at der med bogen ikke er tale om hele værket i traditionel forstand.