Interview
Læsetid: 8 min.

Alaa al-Aswany ser ikke sig selv som politisk forfatter. Alligevel skriver han fra eksil

Alaa al-Aswany skriver fra eksil i New York, for i Egypten står han anklaget ved en militærdomstol for fornærmelse af præsident al-Sisi. Information har mødt ham i København
Ved siden af sine romaner har Alaa al-Aswany skrevet bøger om demokratiets og diktaturets væsener. Alligevel vil han ikke kaldes en politisk forfatter. For den egyptiske situation, han skriver om, kan man slet ikke kalde politik, mener han.

Ved siden af sine romaner har Alaa al-Aswany skrevet bøger om demokratiets og diktaturets væsener. Alligevel vil han ikke kaldes en politisk forfatter. For den egyptiske situation, han skriver om, kan man slet ikke kalde politik, mener han.

Sigrid Nygaard

Kultur
29. november 2019

Alaa al-Aswanys stemme har to lag.

Det ene lag er langsomt udtalte ord med umiskendelig arabisk accent. Som stemte s’er og rullende r’er. Det andet lag ligger under ordene som en dyb, brummende bas, der, hvis den var højere i volumen, ville kunne mærkes som vibrationer i brystet.

»Jeg kan godt lide jeres nye statsminister, hun er både smuk og folkevalgt. Og så svarede hun Donald Trump godt igen på hans latterlige forespørgsel om Grønland,« siger han og slår en latter op.

At egypterne en dag skal få lov at vælge deres egen leder, er en af den 62-årige forfatter, regeringskritiker og tandlæges største drømme.

Alaa al-Aswany er på besøg i København for at tale om sin nyudgivne bog Jeg løb mod Nilen. Bogen, hvis arabiske titel kan oversættes til noget i retning af ’republikken som om’ eller ’den såkaldte republik’, udstiller den korruption og forråelse i de egyptiske magtlag, der ifølge Alaa al-Aswany gjorde revolutionen i 2011 umulig at undgå.

Som det er typisk for hans romaner, præsenteres læseren for et stort galleri af personer, hvis liv flettes sammen i deres fælles møde med et sted. I bestselleren Yacoubians Hus mødes en række skæbner i et hus på Talaat Harb-gaden i Cairo. Og i Jeg løb mod Nilen filtres en gruppe menneskers liv sammen blot 900 meter længere sydpå på Tahrirpladsen, som i 18 dage i 2011 lagde jord til Den egyptiske revolution under Det Arabiske Forår.

Alaa al-Aswany tilbragte alle 18 dage på Tahrirpladsen.

»Det var de lykkeligste og vigtigste dage i mit liv. Uden tvivl,« brummer han.

I slutningen af 00’erne begyndte Alaa al-Aswany at gå på gaden og lave manifestationer, som han kalder det.

På en god dag kom der mellem 100 og 200 mennesker, og de fleste var hans venner og bekendte. Andre kom forbi for at se, hvad den systemkritiske tandlæge nu havde på hjerte.

»Mange ved, hvem jeg er i Egypten, så folk kom ned og talte til mig ’du er tandlæge, hvad står du her for?’ ’For at få Mubarak til at gå af’, svarede jeg, og jeg kunne mærke, at de grinede lidt ad mig – ’ja, held og lykke med det projekt, du ved’,« mindes han.

Men en dag var det hele pludselig anderledes. Han kunne se det, så snart han lukkede døren til sin tandlægeklinik i Cairo bag sig.

»Jeg kunne med det samme se, at det var vores store dag. Der var mange tusind mennesker på gaden. Det var, som om at alle de mennesker, egypterne, som vi i flere år havde opfordret til at starte en revolution, endelig hørte det og handlede.«

Det var den 25. januar 2011, og dagen blev den første i den egyptiske revolution, som 18 dage senere endte med at koste Hosni Mubarak den præsidentpost, han havde siddet på i 30 år.

En såret tiger

Næsten ni år senere har Alaa al-Aswany forladt sin tandlægeklinik og sin by og bor nu i eksil i New York. I marts blev han anklaget ved en militærdomstol i Egypten for fornærmelser mod både præsident Abdel Fattah al-Sisi og det egyptiske militær.

Det står ikke klart nøjagtigt, hvornår eller hvordan, Alaa al-Aswany har fornærmet den egyptiske leder, men anklagen er kulminationen på en årelang periode, hvor den egyptiske regering har gjort det gradvist vanskeligere for Alaa al-Aswany at have sit virke i Egypten. 

»I den første uge, efter Sisi blev præsident, forbød de mig at skrive. Jeg plejede at skrive ugentlige klummer for Masr al-Yom, som er den største uafhængige avis i Egypten. Så forbød de mig at udtale mig på tv. Og så forbød de mine ugentlige kulturelle seminarer, som jeg havde organiseret og afholdt i 20 år.«

Af samme grund er Jeg løb mod Nilen udkommet i Libanon, for hvis han vender tilbage til Egypten, vil han formentlig blive anholdt. Og fordi det egyptiske retssystem ikke ser med milde øjne på systemkritikere, føler han sig temmelig sikker på at blive sendt i fængsel. Som mange andre før ham.

»Jeg har mange venner, der sidder i fængsel. Eller for at gøre sætningen mere præcis: Jeg har få venner, der ikke sidder i fængsel.«

Sigrid Nyggaard

Revolutionsromanen har været undervejs siden dengang i 2011. Og pludselig føltes den så presserende, at Alaa al-Aswany overtalte sin forlægger til at lade ham arbejde på den i stedet for det projekt, han egentlig var i gang med.

– Romanen er forbudt i Egypten. Hvordan føles det at vide, at de egyptere, du skriver både om og til, ikke kan læse din bog?

»De læser den! Min arabiske forlægger er ikke så vild med det, men faktum er, at den bliver solgt i illegale kopier. Den sælger som khubz,« siger den store mand og leder efter ordene:

»Den går som varmt brød.«

– Hvorfor tror du, at regimet sætter så hårdt ind imod dig og andre forfattere og journalister?

Alaa al-Aswany læner sig frem og fumler ved den pakke Marlboro Gold, der ligger på bordet foran ham.

»Når man laver revolution mod et regime, men ikke vælter det, så bliver det til en såret tiger. Og den sårede tiger er meget farligere end en tiger, der ikke er såret. Den uskadte tiger har selvtillid, fordi den er stærk, og den sårede tiger har mistet sin selvtillid og må leve med sine sår og med tanken om, at den kan blive angrebet igen. Så den angriber selv alt, der rører sig. Det er nøjagtigt det, regimet gør.«

Smilets karakter

Ved siden af sine romaner har Alaa al-Aswany skrevet bøger om demokratiets og diktaturets væsener. Alligevel vil han ikke kaldes en politisk forfatter. For den egyptiske situation, han skriver om, kan man slet ikke kalde politik, mener han.

»Vi har ikke politik i Egypten, så jeg bruger ikke den betegnelse. Vi har ikke uafhængige valg, vi har ikke basale menneskerettigheder, vi har en diktator. Folk kæmper for at få deres rettigheder tilbage. Kæmper for ikke at blive tortureret, for ikke at blive tilbageholdt uden grund, for at få et ordentligt liv. Det er ikke politik, det er kampen for frihed.«

Og når man rent faktisk har opnået demokrati, er politik så forholdsvist udramatisk, at det er kedeligt, mener han. Indtil den dag kommer, fortsætter han med at støtte kampen for demokrati in absentia.

»Jeg prøver at hjælpe her udefra og uden at være under pres fra regimet. Jeg er ikke politiker, jeg er i virkeligheden ingenting, men jeg er forfatter, så det, jeg kan bidrage med, er at skrive om situationen i Egypten. Mine bøger er oversat til 37 sprog, og det giver mig på den anden side følelsen af, at det der sker, ikke kun er en egyptisk bekymring, det er en menneskelig bekymring.«

En af skønlitteraturens forcer er, at den giver sine læsere muligheden for at opleve de menneskelige konsekvenser af et land i krise gennem øjnene på et andet menneske i form af en karakter i en bog. Det sker ikke mindst i Jeg løb mod Nilen. 

Som den tidligere aktivist Issam, der for år tilbage har oplevet regimets torturglæde på egen krop og derfor nu helt har opgivet at kæmpe imod noget som helst. Eller den unge medicinstuderende Dania, der behandler sårede demonstranter på Tahrirpladsen, selv om hendes far, der er general, torturerer politiske fanger med stor fornøjelse – vel at mærke lige efter, han har bedt sin morgenbøn.

Det er velkendt, at Alaa al-Aswany har samlet inspiration til sine karakterer i sin tandlægeklinik. For det er utroligt, hvad man kan sige om en person ud fra deres smil, mener han, og når han finder på en romankarakter starter han altid netop dér, ved smilet, og lader resten af karakteren stråle ud derfra.

»Jeg starter altid med at forestille mig smilene. Smil kan være uskyldige, og smil kan være spottende.«

Revolutionen lever

Alaa al-Aswany er optimistisk på sit lands vegne, gentager han igen og igen under interviewet.

»Revolution tager tid, og blot fordi folket ikke er kommet til magten, betyder det ikke, at revolutionen har slået fejl. Vi må vente, tiden arbejder med os,« siger han.

Efter flere år med status quo i Egypten gik egyptere i hele landet igen på gaden i protest mod al-Sisi i september. De blev mødt med gummikugler, vandkanoner og anholdelser, men for Alaa al-Aswany er det et bevis på, at revolutionen stadig lever.

»Det viser, at der er grund til at være optimistisk. Regimet blev fuldstændig chokeret, fordi de troede, at ingen ville turde så meget som at åbne munden efter al den undertrykkelse. Og det viser også, at det egyptiske folk har opdaget, at det har en effekt, når man råber op mod autoriteterne. Vi kan se, at tigeren er såret,« siger han.

Frihedskampen er krøbet ind under huden på egypterne. Så meget, at den for især den unge generation næsten er blevet en religion, lyder det fra forfatteren.

»Revolutionen bliver en tro, man aldrig vil vende ryggen og aldrig vil glemme. Man blev ændret af noget meget stærkt. Det gælder også for mig selv, men især den unge generation er meget anderledes end deres forældre. De vil ikke acceptere kompromiser, og de er langt mere forbundne til resten af verden. Og derfor har de et meget klart billede af det land, de gerne vil have.«

Når Alaa al-Aswany skal beskrive de egyptiske ledere, forfalder han tit til dyreanalogier.

»Jeg elsker at skrive om dyr,« erklærer han.

Under Hosni Mubaraks regeringsperiode skrev han dyrefabler. En af dem handler om en ronkedor, der bor i en skov, som han på despotisk vis leder. Han prøver at få sin søn til at overtage posten som skovens leder, men sønnen er komplet uduelig og vil kun lege i vandpytterne.

En fabel om Hosni Mubarak og hans søn Gamal Mubarak, som stod klar til at overtage sin fars trone, da Det Arabiske Forår fejede ind over Mellemøsten i 2010.

Og hvis al-Sisi er en tiger, om end såret, og Mubarak var en elefant, så er han ikke i tvivl om, hvad det egyptiske folk er. En kamel.

»Vi deler mange kvaliteter med kamelen,« siger Alaa al-Aswany med begejstring i stemmen og hævede øjenbryn.

»Kamelen er et godt dyr. Et roligt dyr og meget tålmodig. Den kan klare dårlig behandling, sult og tørst, men den har en meget god hukommelse. Og når den først bliver vred, så er skaden sket. Du kan ikke kontrollere ham, og den kan huske alle dem, der har været modbydelig over for den.«

– Så det er den sårede tiger imod kamelen?

Hans smil bliver til en klukkende latter fra maven.

»Ja. Og kamelen kommer til at vinde, det lover jeg dig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her