Død er ikke længere en undskyldning for ikke at arbejde

Gode kulturprogrammer på DR dør, mens James Dean genopstår på lærredet. Det måber vi i denne uge over på kulturredaktionen, alt imens John Kørner raser over »profithungrende røvhuller«, Kanye West tager en karrieredrejning, og en teaterinstruktør vinder indsigt i tykke menneskers følelser
James Dean genopstår digitalt i ny film

James Dean genopstår digitalt i ny film

Agk Images / Ritzau Scanpix

Kultur
22. november 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Kulturnedtur på DR

Anita Brask Rasmussen

Så blev det ugen, hvor DR offentliggjorde de endelige konsekvenser af de politisk vedtagne besparelser, og det bliver ikke sjovt for dem, der har nydt DR’s forsøg på at lave lidt hopla i kulturformidlingen. Programmer som Kunstquizzen, Historiequizzen, Vild med bøger og Danmarks bedste portrætmaler forsvinder fra fladen.

Ikke alle programmer er lige vellykkede, men denne lægmand har nydt at føle sig i stand til at vurdere lighed, originalitet og penselstrøgenes intention i Danmarks bedste portrætmaler og at gætte med i Historiequizzen på, om det var, fordi brandfolkene var stangvisne, at slukningen af en af Københavns mange historiske brande var så ineffektiv.

Bo Christensen / MastiffTv / DR

Særligt programmerne på DR K kan ikke have kostet mange kroner at lave, og lukningen af dem ligner en demonstrativ opvisning af besparelsernes konsekvenser for public service-niveauet i DR. Det forstår man godt, at DR gør. Men øv.

Død er ingen undskyldning for ikke at arbejde

Lone Nikolajsen

Efter en lang pause forårsaget af hans død i et biluheld i 1955 genoptager James Dean nu arbejdet som skuespiller.

Instruktørerne Anton Ernst og Tati Golykh har af Deans familie fået lov til at computergenerere en skuespilpræstation (af en art) ved hjælp af arkivbilleder af skuespilleren, der døde som 24-årig.

Den computergenererede Dean skal medvirke i Vietnamfilmen Finding Jack i rollen som en amerikansk soldat, der hjælper en anden soldat med at lede efter sin hund. Stemmen kommer en levende skuespiller til at stå for.

»Vi søgte højt og lavt efter den perfekte karakter til at spille rollen som Rogan, der har nogle ekstremt komplekse karakterbuer, og efter flere måneders researchs bestemte vi os for James Dean,« udtaler Anton Ernst til The Hollywood Reporter, mens resten af verden tager sig til hovedet.

Han tilføjer, at man også kan få glæde af den nye teknologi i Sydafrika, hvor man på sigt vil kunne genskabe ikoner som Nelson Mandela til at fortælle »vigtige historier.«

John Kørner vs. »profithungrende røvhuller«

Solveig Helles Eriksen

Må man destruere andres kunst, genbruge den og kapitalisere på resultatet?

Det mener de to færøske designere Dann Thorleifsson og Arne Leivsgard ikke skulle være et problem.

Duoen har købt et værk af Tal R og et af John Kørner, som de vil skære op, lave til urskiver og sælge. Det har fået begge kunstnere op i det røde felt.

John Kørner

John Kørner

Emil Hougaard

Mens Tal R har slæbt urmagerne i retten, udtrykker John Kørner det i en mail til Politiken sådan her:

»Jeg synes, de er nogle komplet respektløse kapitalister, åndsfraværende, hjerteløse, profithungrende røvhuller og idioter!«

Om det er de forargede kunstnere eller de færøske kapitalister, der har ret, tager retten stilling til efter denne tavles deadline torsdag.

Kanye West laver opera

Ralf Christensen

Måske er hiphopstjernen Kanye West blevet træt af sin kone Kim Kardashians sæbeoperaliv. I hvert fald har han kastet sig over noget, der kunne ligne en rigtig opera.

Det sker med Nebuchadnezzar, der har premiere den 24. november i Hollywood Bowl, Los Angeles, og handler om virkelighedens babylonske konge (cirka 605-562 f.Kr.) af samme navn. Ham lavede Verdi også i 1841 operaen Nabucco om.

Nebukadnesar dukker også op i Bibelen, som Kanye West har fordybet sig flittigt i efter sin nylige frelse, sine søndagsgudstjenester og ikke mindst sit seneste album Jesus is King.

Og for at det ikke skal være løgn: Denne uge annoncerede West også samarbejdet med producergeniet Dr. Dre om Jesus Is King 2.

Kanye Wests frelsthed vil åbenbart ingen ende tage.

Endnu flere emojis

Cecilie Armand

En ung designstuderende, O’Plérou Grebet, er begyndt at designe emojis – små digitale ikoner – der ligner elementer fra den hverdag, han kender fra Elfenbenskysten. Et af de små stickers, han har designet, er af bissap, saft lavet af hibiscus, som sælges i poser uden for de fleste skoler, der hvor han er opvokset.

Ifølge den unge mand udfylder ikonerne et hul i digital kommunikation mellem afrikanere, og 100.000 har allerede downloadet dem som stickers til WhatsApp.

Hvornår kommer smørrebrød mon som emoji?

Tykfobikritik er ikke teaterkritik

Katrine Hornstrup Yde

Hvordan skildrer teatret i 2019 en flok amerikanske kapitalister? Som gerrige og tykke? Og bruger man så fatsuits for at ramme parodien i røven?

I Nikolaj Cederholms Amerika på Nørrebro Teater gør man.

Det fik kulturdebattør og aktivist i Fed Front Dina Amlund til at skrive en hård anmeldelse på kulturtid.dk og siden et læserbrev i Weekendavisen, hvori hun skriver, at stykket var »helstøbt og velfungerende«, men at brugen af fatsuits og fedmehumor mindede hende om egne smertefulde erfaringer med samfundets tykfobi. Derfor gav hun stykket 1 hjerte.

Nørrebro Teater

Instruktøren indrømmede dernæst lidt overraskende på Facebook (senere versioneret til Weekendavisen), at han aldrig har hørt om tykfobi:

»Hvis jeg havde, er det da muligt, at jeg havde truffet andre valg.«

Han dumper imidlertid også Amlunds kritik i dens mangel på »respekt for publikum, for hvem det er fuldstændig uinteressant, om anmelderen har personlige årsager til ikke at kunne lide det ene eller det andet.«

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Beklager, jeg har ikke fået læst artiklen endnu, ska' nok..

Jeg er så bare så voldsomt fascineret af overskriften, så jeg ikke lige er kommet videre..

"Død er ikke længere en undskyldning for ikke at arbejde"

Det er så nemlig her, jeg tænker, at jobcenter i den grad ikke kan få armene ned; det åbner jo, man skulle dæleme ikke tro, at der var flere lavthængende frugter at høste, men jo for satan da (beklager satan, at du lige bliver blandet ind i noget så banalt..)
- op for hidtil ikke registrede perspektiver, - det er de så NU

Selvfølgelig: ser det lidt ud til, at det der såkaldte arbejdsudbud ser lidt sløjt ud, hvad fanden gør man så?
Jo, det er den reneste, skarpeste og klare logik, så maser man, ikke kun de halvdøde, men nu også de heldøde ind i den computer, hvor jeg lige har skrevet at du er bare så arbejdsdygtig - jamen jeg er jo død..?
Ja, og?
Det står nemlig i loven, at erklærer jeg dig arbejdsdygtig og har registreret dig som så, så er det SÅDAN - dead or alive
Halleluja

Flemming Berger, Sofie Jørgensen, David Zennaro og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

RIP er for længst overtrådt, men får James så understøttelse? Måske ligefrem et honorar? Eller skal "arven" gå til familien - der vel er ret så fjerne slægtninge.

Søren Kristensen

Jeg kommer fx ikke til at savne "Danmarks bedste portrætmaler" på DR, da jeg ikke kan få mig selv til at tro at der blandt den udvalgte skare af håbefulde, men overvejende talentfattige, amatørmalere virkelig skulle kunne findes danmarks bedste. I vild med dans er man, til sammenligning og trods alt, beskedne nok til at kalde amatørerne, danmarks modigste. Det kunne man godt lære noget af en anden god gang: Danmarks modigste portrætmalere. Og hvis man vil gøre det rigtigt godt burde man helt droppe den kollektive proces og give tid til fordybelse og egentlige møder mellem kunstner og model. Forudsætningen er selvfølgelig at man befolker feltet med konkurrenter der faktisk kan male.